Interview
Læsetid: 7 min.

’Vi venter stadig på romanen om 11. september’

Folk så ikke truslen fra islamisk fundamentalisme. De troede længe, at angrebet på Salman Rushdie og hans bog ’De sataniske vers’ var et isoleret tilfælde. Men selv om truslen mod ham er aftaget, så lever vi i følge forfatteren i de mørkeste tider, og vi skal nok vente noget tid endnu, inden vi får romanen, der forstår vores egen samtid
Kultur
20. august 2014
Salman Rushdie mener, at litteratur virker langsomt, og det er kun sjældent den reagerer på nyheder med succes som  f.eks. 11. september 2001. ’Tolstojs ’Krig og fred’ blev skrevet 60-70 år efter Napoleons invasion af Rusland, og når du i dag tænker på denne historiske begivenhed, så tænker du på ’Krig og fred’, siger han.

I mange år efter 1989 var Salman Rushdie forfatteren til De sataniske vers. Det og intet andet.

Hans øvrige romaner, der ellers havde høstet stor litterær anerkendelse og var blevet hyldet for at have fornyet den europæiske roman med elementer fra den indiske mytologiske tradition, blev også set i den sammenhæng.

Det var underligt, for egentlig handlede romanen, der havde sat ild til tidens dominerende konflikt mellem Vesten og islam, slet ikke om islam, men om emigration, og det, der havde fremprovokeret den iranske ayatollah Ruhollah Khomeinis fatwa med dødsdom over forfatteren var, i en bog på 600 sider, to sølle drømmesekvenser, der pegede på, at profeten Mohammed i et svagt øjeblik havde anerkendt andre guder end Allah.

Så lidt for så meget ballade.

Nu har det hele ændret sig igen. Godt nok sidder der to agenter fra PET ude foran lokalet på forlaget Gyldendal, hvor jeg skal interviewe Rushdie tirsdag formiddag, men ellers er terrorrisikoen aftaget, og forfatteren kan igen bevæge sig relativt frit rundt i verden.

Rushdie har fået så meget afstand til det hele, at han også har skrevet erindringsbogen Joseph Anton – erindringer, der tager udgangspunkt i de forfærdelige år i skjul og på flugt fra dødsdommen og hele den islamiske verdens vrede.

»Mine romaner kan igen blive læst som romaner og ikke som alt muligt andet. Ja, selv De sataniske vers bliver nu læst som litteratur. Det er det normale. Da fatwaen kom, forsvandt jeg ind på forsiden, som Martin Amis udtrykte det. Jeg blev behandlet som en nyhed og ikke som en kunstner. Det tog lang tid at komme væk fra forsiden og ind i bogsektionen igen. Men jeg tror, at det langsomt er lykkedes.«

Rushdie peger på, at angrebet på ham ikke bare var en isoleret begivenhed i 1989. Der var så mange andre tegn i tiden, men folk ville ikke vide af, at det var et større tema, indtil angrebet 11. september 2001 kom, og det blev klart, at det ikke var tilfældigt. Nu er det muligt at se en sammenhæng fra 1989 til 2001.

»Folk så ikke den store sammenhæng. Ingen så, at angrebet på mig ikke bare var et isoleret angreb på én bog, men hang sammen med en generel tilstand i verden. Ingen kiggede derhen, men stadig i retning af Den Kolde Krig og Sovjetunionens sammenbrud. Det var også en grund til, at jeg skrev erindringsbogen. Jeg ville skrive om, hvad der i min tid sker i verden og ikke bare om mig. Jeg var en indikation af, hvad der skete. Jeg var blot den første, desværre.«

Nye konflikter

Rushdie blev skrivende forfatter igen og forsvandt ud af den værste risikozone, men den konflikt, han havde været en hovedperson i, fortsætter og spreder sig.

»Det, der skete omkring min bog, var en del af de historiske bevægelser, hvis konsekvenser vi alle ser omkring os nu, og som er blevet tidens store tema. Det har overtaget den gamle dialektik af kapitalisme og kommunisme. Nu har vi i stedet fornuft og ufornuft, tolerance og intolerance. Det er stadig sådan, at de fleste religiøst betingede voldelige handlinger bliver udført af muslimske terrorister. Man kan kun håbe, at fænomenet islamisk radikalisme bliver en forholdsvis kort affære. Lande, hvor islamisk fundamentalisme har haft succes, er alle sammen lande, hvor folket generelt ikke brød sig om det. Når radikal islam får magten, opdager folk, at de ikke ønsker det. Det var til dels også, hvad Det Arabiske Forår handlede om.«

– Hvordan ser du den seneste udvikling?

»Som du: Det er forfærdeligt. Jeg har ikke et særligt sofistikeret blik på det. Hvis du spørger, hvad jeg mener om Islamisk Stat (IS), så bryder jeg mig ikke om det. Jeg tror, at den muslimske verden er blevet et mørkt sted. Nogle gange har det at gøre med religion, andre gange med diktatorer som Assad. Det er ikke altid religion. Jeg tror ikke, Assad er motiveret af religion, ja, jeg tror end ikke, at IS er. De påstår det, men ideen om kalifatet har meget mere at gøre med magt end Gud. Det lever i en meget mørk tid, det er den mørkeste tid, jeg kan huske. Vietnamkrigen var også meget mørk, men denne tid er mørkere.«

– Hvad kan litteraturen tilbyde her?

»Ikke meget. Jeg tror ikke, at litteratur kan ordne verdens problemer. Hvad litteraturen kan, er at vise så sandt som muligt, hvad virkeligheden er. Ikke kun de faktiske realiteter, for det kan journalistikken klare bedre, men hvordan denne virkelighed virker i folks liv, virker i deres drømme og forestillinger om fremtiden, altså den menneskelige konsekvens af en verden som denne.«

Rushdie peger samtidig på, at forfattere rundt omkring i verden arbejder på at bearbejde samtiden, men det tager lang tid.

»Jeg tror ikke, at den store roman om 11. september er skrevet endnu. Tolstojs Krig og fred blev skrevet 60-70 år efter Napoleons invasion af Rusland, og når du i dag tænker på denne historiske begivenhed, så tænker du på Krig og fred. Litteratur virker langsomt, og det er kun sjældent den reagerer på nyheder med succes.«

Krisebearbejdning

I søndags på Odense Centralbibliotek fortalte Rushdie til et talstærkt publikum, hvordan man skulle forstå hans store erindringsbog Joseph Anton som en måde i litteraturen at komme overens med de forfærdelige år under dødstruslen mod ham og samtidig drage en lære heraf om den tid, det skete i.

»Som Saul Bellow sagde, så har litteraturen et dybt mellemværende nede ved roden af den menneskelige natur. Litteratur kan som intet andet afsløre den menneskelige natur. Den gør det ikke venligt, for venlighed kommer bare til at stå i vejen. Den menneskelige natur er rå, så for at se, hvad mennesker virkelig er, er du nødt til at kigge meget nøje efter. Et af formålene med at skrive erindringsbogen var at kigge grundigt på mig selv. Fejlene ligger ikke kun hos de andre, mens man selv er perfekt. Man skal være klarsynet i forhold til sig selv, gøre læseren opmærksom på, at jeg selv kan se sprækkerne, fejlene, de ting jeg ikke ønskede, jeg havde gjort, og de ting, jeg gerne ville have gjort bedre.«

Og han fortalte videre om, hvorfor han havde valgt ikke at skrive sine erindringer ud fra et ’jeg’, men som en tredje persons fortælling.

»Jeg kunne ikke lide ’jeg’. Jeg ville føle romanens tilfredsstillelse. Problemet med selvbiografien er, at den figur, der kalder sig ’jeg’, føler sig kvalitativt anderledes, føler sig anderledes end de figurer, der kaldes ’han’ og ’hun’. Hvis jeg derimod behandlede mig selv som de andre karakterer, så blev det i stedet romanagtigt. Derfor gjorde jeg det. Men også fordi jeg var 40 eller 41 år, da fatwaen kom. Jeg skrev altså (mere end 20 år senere, red.) om et væsentlig yngre jeg. Den person, for hvem det skete, var under ekstrem psykisk pres og frygt. Det kan jeg se af mine dagbøger, og den person, der skrev var ikke længere i den situation. Derfor skrev jeg i tredje person.«

H.C. Andersens arv

Rushdie er i Danmark, fordi han i søndags modtog årets H.C. Andersens Litteraturpris i Odense på 500.000 kr. Netop H. C. Andersen har Rushdie haft et tæt forhold til som forfatter, siden han som ung dreng i Mumbai læste et udvalg af forfatterens eventyr. I forbindelse med sit besøg genlæste han eventyrene.

»Jeg blev overrasket over, hvor mange ekkoer af H.C. Andersen, jeg fandt i mine bøger. Jeg har altid været en stor beundrer af hans eventyr Skyggen, fordi det er en vidunderlig mørk historie, og jeg fandt ud af, at personer, der mister deres skygge også dukker op i mine bøger. Jeg har altid vendt mig mod gammel mytologi for at finde centrale metaforer, som kan være nyttige for mine historier. Hvis man som jeg er vokset op i Indien, så er man vokset op i en tradition af fantastiske historier, fabler og folkeeventyr. Den indiske arv og den mere europæiske måde at se på lignende historier flyder sammen hos mig.«

Rushdie fortæller også, hvorfor han har en svaghed for især H.C. Andersens mere mørke eventyr.

»Mange historier bliver for sentimentale, og det bryder jeg mig ikke om. Det interessante i moderne litteratur er, at den gør sig fri af moralisering. Når du læser traditionelle eventyr, som f.eks. Æsop, så får du at vide, at du skal være modig, ikke ond, ikke fortælle løgne. Jeg kan lide, når man er fri for det, når du bruger folkeeventyrets måde at fortælle på, men uden den lette pointe. Når eventyrene bliver komplicerede og tvetydige, og de bedste af H.C. Andersens historier er tvetydige.«

Rushdie kalder H.C. Andersen for en moderne europæisk mester og har en sans for, hvordan han har påvirket den moderne litteratur.

»Han viser både bagud og fremad. Nogle af hans historier ser tilbage til gamle religiøse fabler, mens andre peger frem mod moderne sensibilitet og tvetydighed. Han er en figur på en tærskel. Han står mellem fortid og fremtid, og det gør ham interessant.«

– Du har sågar sammenlignet ham med Kafka?

»Ja, Skyggen er kafkask. Som barn blev jeg meget bange for Snedronningen. Set fra barneperspektiv ender det heldigvis lykkeligt; der findes en løsning, som ikke er tragisk, som det ellers er i det eventyr. Men hvis du fjerner den sidste side, hvor alt ender godt, er det en af de mest uhyggelige historier, der er skrevet. Meget af den dark fantasy, som er blevet så populær nu, om det så er vampyrer eller ej, har rødder i denne mørke fantasi.«

– Men hvilket eventyr er din favorit?

»Jeg skifter mellem Snedronningen og Skyggen. Jeg kan også godt lide Kejserens nye klæder, fordi den er sjov, og fordi forbryderne slipper væk. Svindlerne tager alle pengene og forsvinder, det er da en herlig pointe.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Flot og dejlig artikel, tak.
Og H.C. Andersens mere mørke eventyr ligger forude og venter. Ligefrem Kafka? Uha, så må man se at komme igang.

Hans Aagaard, Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen, Bo Johansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvor kendt var han blevet uden, at skrive kritisk om Islam? Ingen havde hørt om ham inden, andet end ekvilibrister.

Rune Petersen, Benny Jensen, Jes Elnif og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Rushdie er en af de virkelig gode forfattere - flere af hans bøger vil givet blive klassikere.

Morten Pedersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

@Jesper Wendt

Salman Rushdie var Nobelprismateriale allerede inden De sataniske Vers. I øvrigt skrev han ikke kritisk om islam. Der var en figur, som havde et drømmesyn. Det var alt. Det er intet imod Georg Brandes teaterstykke, hvor Mohammed i sidste akt får hovedet skåret af.

Hans Aagaard, Lone Christensen, Viktor Knudsen, Morten Pedersen, Jan Mogensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Wendt - han var overhovedet ikke blevet kendt, hvis han ikke havde været islamkritisk.

Eva, det tror jeg også rushdie fremfor at blive forfulgt resten af sit liv pga to sider i en 600 siders bog, fanatikere kan altid finde noget at blive fornærmet over. ..

Robert Ørsted-Jensen, Viktor Knudsen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Godt at se at nogen har mod og mandshjerte til at give Salman Rushdie en pris, og at der er et dansk forslag, der udgiver hans bøger. Ikke alle er kujoneret.

Robert Ørsted-Jensen, Morten Pedersen, Hans Aagaard, Gert Selmer Jensen, Jan Mogensen, Viktor Knudsen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar

Vedrørende slettede kommentarer

Enhver diskussion af 11. september, og af mediernes og Informations dækning af sagen, henvises til artiklen Information er ukritisk over for 11. september.

Debatvært

Espen Fyhrie