Baggrund
Læsetid: 8 min.

Men verden er kompliceret!

Diktaturets skygger, voldens arkæologi, immigrantproblematik, Ferguson, Ukraine og Gaza. Jeg tog til Louisiana Literature-festival i weekenden for at finde ud af, hvad tidens største forfattere er optaget af og drømmer om
Kultur
26. august 2014
I årtier har russerne ødelagt livet for østeuropæerne, sagde Herta Müller. ’Putin skal acceptere, at det vil vi ikke længere finde os i. Hans land er så kæmpestort, han skulle i stedet sørge for infrastruktur, tillade at folk får sko og tænder, for så ville han have nok at gøre,’ sagde hun.

Klaus Holsting

Skønlitterære forfattere er både eksistensforskere og samtidsvidner. De drømmer næppe kollektivt, men deres bøger har ofte rod i et større kompleks af den kulturelle tradition og tilbyder et særligt perspektiv på samtiden. Nogle forfattere er hæmningsløst lokale, andre globale, men fælles er, at de ikke i journalistisk nyhedsforstand skriver om verden, men undersøger betingelserne for det menneskelige og stiller spørgsmål til, hvordan vi tænker og lever.

Der findes ikke en stor fortælling om vores tid, der kan sammenfattes i nogen enkelt form, men der findes romaner, noveller, digte og essays, der samlet måske giver et godt overblik over, hvad vi lige nu er optaget af. Jeg tog derfor som et eksperiment til litteraturfestivalen på Louisiana i weekenden med det formål at afdække, hvordan nogle af tidens mest prominente forfattere fra alle dele af verden lige nu ser på verden. Hvad er fysiognomiet af vores epoke? Hvad er de vigtigste politiske emner? Hvilke holdninger er lige nu kurante? Hvilken moral gælder? Hvad drømmer vi om? Med andre ord et forsøg på at tage temperaturen på verden lige nu set gennem disse forfattere og dermed stille en slags nutidsdiagnose.

Et nøgleord viste sig at være kompleks. Det blev første gang bragt på scenen fredag aften af den ungarske forfatter Péter Esterházy, der sagde, at man ikke længere kunne forestille sig titlen på en skønlitterær bog, hvor ordet ’kompliceret’ eller ’kompleks’ indgik. Verden kræver lige nu det enkle og hurtige. Men litteraturens opgave, først og fremmest romanens, er netop det komplicerede, dens opgave er at skildre den enkeltes forbundethed med den store historie. Før 1989, fortalte Esterházy, var al litterær aktivitet bestemt og afledt af diktaturet. Op igennem 1990’erne oplevede han, at forfatterne faktisk spillede en lille rolle, men nu er det håb helt tabt. Alligevel fortsætter han med at fortælle historier. Esterházy fik spørgsmålet om udviklingen i dagens Ungarn, men svarede, at han ikke ville sidde på en dansk scene og som en anden statsfjende kritisere udviklingen i Ungarn; den kritik må han formulere i Ungarn.

Sprog og eksperiment

Tendensen i Humlebæk er klart, at forfatterne ikke vil tale om verden, men taler om litteraturen i dens egen ret og dens komplicerede karakter. Eller som canadiske Margaret Atwood formulerede det til islandske Sjón: »Så snart det som forfattere er vores pligt at være ansvarlige, så skynder vi os at gøre det modsatte.«

Amerikanske Lydia Davis er slet ikke interesseret i nyheder, men i sprog og form. De absurde ting, hun opsnapper rundt omkring, bliver afsæt for en særlig poetisk timing. Hos hende er verden blevet til sprog og eksperiment.

Siden hun læste Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger som 18-årig, har den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates været optaget af det, hun på Louisiana kaldte det transpersonelle, altså det der under indflydelse af eventyret, det absurde, surreelle og mytiske bevæger sig væk fra det intime og personlige. For hende var den store udfordring, hvordan den individuelle nød og desperation kan blive til den store kunst. Vi skal ikke interessere os så meget for forfatteren, fortalte hun og langede ud efter hele den skolemesteragtige måde at tale om litteratur på, som er på mode visse steder, hvor litteratur bliver forvandlet til diskussioner om køn og race. Hun var sikker på, at den næste generation vil gøre op med denne romantiske tendens.

Måske ville man forvente en kommentar fra den egyptiske verdensstjerne Alaa Al-Aswany om den seneste udvikling i Egypten eller om Islamisk Stat. Nogle mener jo, at forfattere er en slags orakler, der er forpligtet på at tale om de helt aktuelle politiske emner mere end deres litteratur. Men ikke her på Louisiana. Aswany sagde, at litteraturen ikke skal levere svar. »Det er ikke mit ansvar som romanforfatter. Romanens opgave er at tilbyde et andet liv for folk. Her finder du skildringer af det daglige liv, bare mere prægnant.« Han mente i øvrigt, at man også i hans romaner kunne finde de samme spørgsmål, som man også stiller i Egypten, hvor det handler om valget mellem tryghed over for værdighed og frihed, og her vælger mange trygheden. Aswany tilbød et andet blik på diktatoren: »Vi viser altid diktatoren som en ond person, men glemmer, at han er en beskyttende far. Efter revolutionen er folket stadig afhængig af en beskyttende far, for det sker altid efter diktaturet, at folk siger, at det var bedre tidligere. De siger, at vi ikke var frie, men trygge. Det er en komplicering af blikket på diktaturet. Diktatoren siger, at når folket er klar til demokrati, så får de det. I den forstand er diktatorens logik den samme som kolonialismens, nemlig at folket aldrig er modent nok til selv at træffe egne beslutninger.«

En af tilhørerne var Peter Brixtofte, der også efterfølgende fik en bog signeret af Aswany.

Selv om forfatterne unddrager sig at tale politisk, sniger det sig alligevel hele tiden ind. Norske Herbjørg Wassmo sagde, at selv i de værste situationer må man forsøge at få presset ord ind i virkeligheden og påvirke. For hende er litteraturen først og fremmest en protest. Det, der skal siges af traumatiserende oplevelser, skal fortælles. Hun tror på sproget i forhold til skammen. Hendes credo er, at intet er for grimt til at blive litteratur, og så mente hun i øvrigt, at mænd generelt var en utrolig belastning for jordkloden, men måtte samtidig indrømme, at hun elsker mænd, så det næsten lød som et dybt suk.

Nye livsvilkår

Flere forfattere er optaget af de bratte ændringer af livsvilkår, som mennesker i forskellige kulturer er udsat for. Eksempelvis norske Roy Jacobsen, der er optaget af skiftet fra et gammelt fiskersamfund til en moderne norsk velfærdsstat. Det voldsomme skift er sket i løbet af få årtier, så man simpelthen ikke har fået sjælen med. Hvad gør det ved en nation og dens personer på den måde at blive kastet ind i den moderne tid? Her må forfatteren som en anden arkæolog grave den forgangne livsform op og i fablens form gøre den til en del af en fælles identitet. Bruddet skal på en måde forsones i fortællingen.

Også den store dystopiker Margaret Atwood tror på fortællingens kraft midt i katastrofen. Hun bevæger sig i sin seneste roman MaddAddam hinsides den altødelæggende syndflod og skildrer en fremtidsvision, hvor det, vi endnu kæmper for at forstå og erkende, allerede er blevet virkelighed. Midt i det hele findes et lille håb i form af en længsel efter mundtlige fortællinger, der kan gøre os klogere, før det hele er for sent.

Et andet arkæologisk perspektiv på en aktuel konflikt med immigrantproblematikken ved USA’s sydlige grænse leverer den amerikanske forfatter Philipp Meyer. Han dissekerer forestillingen om den amerikanske drøm, undersøger mytologien bag den og stikker en sonde ned i selve det amerikanske samfund for at finde ud af, at volden er en historisk konstant og konstituerende for hele civilisationen, og det mønster kan man følge langt tilbage i historien.

Den amerikanske forfatter og jazzmusiker James McBride er mest optaget af, hvordan vi taler om slaveriet og sandhedens mange sider. Han var kort forbi Ferguson og sagde som baggrund, at slaveriet stadig ikke findes i den amerikanske historieskrivning, selv om slaveriet i høj grad også har været med til at skabe den nation, vi har i dag. Amerikanerne har simpelthen ikke lært at tale om raceproblematikken endnu.

Svenske Athena Farrokhzad italesatte immigranterfaringen i oplæsning af sin nye bog Vitsvit og takkede danske Maja Lee Langvad for i sin nyeste bog at have taget den vanskelige adoptionsdebat op.

Men så begynder det pludselig alligevel at blive politisk. Storpolitisk endda.

Nigeriansk-amerikanske Teju Cole, der har skrevet bogen Åben by om sin by New York, nævner tre steder, hvor han føler sig hjemme: når folk griner af hans vittigheder, når han i udlandet hører yoruba og dér, hvor der er wifi. Han har i sin bog skrevet om Israel og Hamas: »Jeg har lige været i Palæstina, og der stod det klart for mig, at der lever fire millioner mennesker i fængsel. I nyhederne ser du unge voldsmænd, men her ligner de mennesker som her, tænksomme mennesker, der tvinges ud i elendighed, og det fortsætter bare. Vi skal ikke være bange for at sige, at det er en forbrydelse. Det er en tragedie.«

Ud med religion og nationalisme

Og nu blev det hele meget politisk. Den mærkeligste, men vellykkede, samtale var mellem Hanne Vibeke Holst og Nielsen. Nielsen har lige været i Ukraine, fordi han »drives mod undtagelsestilstanden og dér, hvor verden finder sted«. Han sammenlignede konflikten med den mellem tilhængere af Brøndby og FC København. Selv om mange ukrainere har russiske familierødder eller ukrainere russiske, så bliver de to nu spillet ud mod hinanden på den mest primitive måde. Nielsen ønskede derfor at afskaffe religionen og nationalismen, for så »får vi en ganske fin verden«.

Hanne Vibeke Holst, der lige har været i Ramallah, mente, at der nu har været nok autofiktion, så nu må vi ud i verden, »for den knager virkelig i hængslerne«, som hun formulerede det. Hun er optaget af, hvordan man får det storpolitiske ind i litteraturen, hvordan man får kød på de mere abstrakte emner. Det er ikke nok at skrive kronikker, det handler om at nå bredere ud og afdække kompleksiteten i det at være menneske, og hvorfor vi handler, som vi gør. Hun leverede en bredside mod Israel, der i 50 år har opretholdt en fuldstændig urimelig besættelse. Første led i hendes nye bestræbelse (nu kommer der så lige en rigtig nyhed:) er en stor tv-serie, der udspiller sig i FN og behandler disse emner. Men Hanne Vibeke Holst vil videre og i romanens form beskrive det komplekse menneske, som driver storpolitikken.

Og det politiske fortsatte til festivalens sidste og stærkeste indslag med rumænsk-tyske Herta Müller. I det propfulde cirkustelt, der mere gav mindelser om en af scenerne på Roskilde Festival end en litteratur- festival, hørte man nobelprisvinderen fortælle levende om virkeligheden i det rumænske diktatur, om virkelighed og sprog og sammenstødet mellem disse verdener. Men hvad er mine oplevelser med det rumænske diktatur i sammenligning med, hvad der foregår i Ukraine i dag, spurgte hun.

Diktaturerne findes stadig, sagde hun. Se, hvad russerne gør med de arme ukrainere, hvordan de med beskidt propaganda og beskidt krig ødelægger landet. Bare fordi Putin ikke vil acceptere, at Sovjetunionen ikke længere findes. Vi er ved at blive kvalt af Sovjetunionen, fortsatte Herta Müller, i årtier har de ødelagt livet for os østeuropæere. »Putin skal acceptere, at det vil vi ikke længere finde os i. Hans land er så kæmpestort, han skulle i stedet sørge for infrastruktur, tillade at folk får sko og tænder, for så ville han have nok at gøre.«

Det er med andre ord ikke så let lige at sammenfatte, hvad de er optaget af og drømmer om, forfatterne her i midten af august 2014.

Nielsen er dog ikke i tvivl om, hvad han drømmer om: »Jeg vil gerne have Nordisk Råds Litteraturpris, og jeg vil også gerne have Nobelprisen.«

Louisiana Literature på Kunstmuseet Louisiana fredag, lørdag og søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her