Vice News: Tabloid, tatoveret og tiltrængt

En ung dreng med bøjle på tænderne og partisantørklæde om hovedet står og hviler sine arme henover et maskingevær. Ved siden af står en jævnaldrende og svinger en karakteristisk sort/hvid fane i luften. Da de får øjenkontakt med kameraet holder de den afmålt og rækker en udstrakt pegefinger i vejret. Vi er i Raqqa i Syrien, hvor Islamisk Stat (IS) fejrer etableringen af kalifatet, og det er Vice News, der har taget os med.

I en 42 minutter lang dokumentarfilm, Islamic State, der ifølge Vice News selv er set mere end syv millioner gange, følger den tidligere Al Jazeera-journalist Medyan Dairieh den ekstremistiske sunnimuslimske jihadorganisation IS gennem tre uger på deres togt fra Syrien til Irak. Her møder han det iltre engagement hos børn og voksne mænd, der råbende sværger deres troskab til organisationens leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

Han ser sharia-lov blive brutalt håndhævet i Raqqas gader, afhuggede hoveder på hegn og en, der er blevet korsfæstet.

Han møder en mand, der spørger sin søn, om han helst vil være jihadist eller selvmordsbomber, og en niårig dreng, der efter sommerferien skal i træningslejr og lære at bruge en Kalashnikov til at bekæmpe russerne? Eller var det amerikanerne? De vantro i hvert fald.

Dokumentaren Islamic State har skabt røre i mediedebatten. Både fordi den giver det første reelle indblik i en organisation, der spreder sig hurtigere og mere dødbringende end andre af dens art, men også fordi Dairieh gennem tre uger har ladet sig embedde med IS. En ordning, hvor journalisten på den ene side får adgang til farlige områder og en vis grad af beskyttelse fra en hær, men samtidig er nødsaget til at bruge de oplysninger og kilder, som denne hær er villig til at levere. Og som derfor kan ende som et talerør for den. En situation, der måske er ekstra giftig med en organisation som IS, der er kendt for sine dygtige PR-metoder, brug af sociale medier og rekruttering henover grænser.

»Der er en gråzone mellem at rapportere og at samtykke, mellem at rapportere og blive brugt som soldat for udspredelse af propaganda,” skriver Michael Shaw på siden BAGNewsNotes, der specialiserer sig i at analysere nyhedsstrømmens billedindhold. Og det er ikke første gang Vice News er i den journalistiske etiks skudlinje.

Jackass-journalistik

Vice News, der i dag har base i Williamsburg i New York, begyndte egentlig som et livsstilsmagasin i Montreal i 1994, men har siden udviklet sig til en global medievirksomhed med eget pladeselskab, forlag og et utal af videokanaler.

I 2011 slog de dørene op for Vice News, og i dag har de både en samarbejdsaftale med CNN og et ugentligt program på HBO, som de netop har vundet en Emmy-statuette for. Herhjemme har DR3 også købt deres materiale.

Men kritikken af deres nyhedssatsning har samtidig været hård. Både fra tv-anmeldere som Mike Hale fra New York Times, der efter deres præmiere på HBO i april 2013, kaldte dem: »journalistik i et krydsfelt, hvor overfladisk og godtroende mødes, giver high-fives og sammenligner tatoveringer,« og Maureen Ryan fra Huffington Post, som anklagede dem for at producere indhold med »en sjusket tilgang til kontekst og tabloide aspekter«.

De har også mødt kritik fra andre etablerede journalister. Som den garvede New York Times-journalist David Carr, der i 2010 i dokumentaren Page One, sagde:

»Bare fordi du tager en fucking safarihjelm på og tager derned og kigger på noget bæ, giver det dig ikke retten til at fornærme det, vi laver,« til en af grundlæggerne af Vice, Shane Smith. Han henviste til et afsnit af en af Vices første videosatsninger – rejseguides til farlige og aparte destinationer – hvor Smith selv var taget til Liberia og forarges over de store mængder menneskelort på stranden.

Og Dan Rather, der har kaldt Vice »mere jackass (drengerøvshumor, red.) end journalistik« i forbindelse med, at de sikrede sig adgang til Nordkorea i ly af den afdankede NBA-spiller Dennis Rodman og ønsket om en venskabelig basketkamp – en sportsgren som statslederen Kim Jong-Un er særligt begejstret for.

»Vice News er på godt og ondt et online-video svar på klassisk tabloidjournalistik. Det er hårdtslående, giver et personligt, ofte kritisk, perspektiv på nogle af tidens store historier og er ikke bange for at arbejde med skarpvinkling, følelser og et stærkt billedsprog,« forklarer Rasmus Kleis Nielsen, der er lektor på Roskilde Universitet og forsker i internationale udviklinger i nyhedsmedierne.

Det sure med det søde

Men måske kan Vice med deres anderledes nyhedsdækning engagere nogle af dem, der ellers ikke ville følge med i verdensdagsordenen. For mens den tabloide journalistik ofte har været udskældt for at lade sig forføre af underholdningen fremfor at servere de nødvendige perspektiver, kan den ifølge lektor i journalistik på Syddansk Universitet Morten Skovsgaard, også have sine styrker:

»Der er nogle, der gennem den tabloide journalistik kan få adgang til viden, som de ellers ikke ville søge efter. Men fordi det er præsenteret på en måde, hvor det måske samtidig er underholdende, så kan man liste informationen ind ad bagdøren,«

Og her tyder det på, at Vice i hvert fald har ramt rigtigt hos i hvert fald én målgruppe, der ellers er kendt som notorisk svær at nå gennem nyhedsdækningen. Ifølge Drake Martinet, der er chef for Vice News’ platform for nyheder, har mediet i hvert fald oplevet en overraskende interesse for deres nye indhold.

»Der er en generel opfattelse af, at unge mennesker ikke er forbrugere af nyheder. At det er den mest apatiske generation, der nogensinde har modtaget mediedækning. Men da Vice begyndte at lægge uddrag fra HBO, som på den tid var det mest nyhedsorienterede indhold, vi havde lavet, på Youtube, blev det med det samme det mest populære, vi nogensinde havde lagt ud,« sagde han, da han for et par uger siden gæstede København i forbindelse med Copenhagen TV Festival.

Ifølge Martinet er 80 procent af Vices seere mellem 18 og 35 år, og netop derfor har de valgt en tilgang til nyhedsstoffet, som adskiller sig fra den klassiske nyhedsjournalistik. En del af denne gruppe har nemlig en grundlæggende mistillid til den gængse nyhedsretorik.

»Jeg tror, at en af de ting, der forener de mennesker, vi prøver at nå, og det er lige meget, om de er amerikanske, britiske eller danske, er, at det er en generation, der generelt har mistet tilliden til systemet, og igennem de sidste 15 år er nyhedsmedierne i nogen grad blevet set som en del af dette system,« siger han.

For selv om journalistikken oprindelig er kendt som progressiv og samfundskritisk, har den også en tendens til at understøtte status quo, mener Morten Skovsgaard:

»Man taler om, at journalistik i virkeligheden er enormt systembevarende. Det er lidt paradoksalt, for journalister opfatter ofte sig selv som vagthunde, der skal påpege fejl i systemet, men de gør det ofte inden for en forståelse af, at det er det her system, vi skal have. Og der kan man diskutere, om en given konsensus ikke bør udfordres.«

Det sjældne perspektiv

Her kan Vice måske være med til at sikre taletid for nogle af dem, der ikke passer ind i den givne konsensusforståelse ved at sætte fokus på nogle af de perspektiver, der ikke bliver dækket.

»Der er nogle ting, vi er enige om, er dårlige, og der er nogle ting, vi er enige om, er gode. Så stort set alle i den vestlige verden og Danmark vil have det perspektiv, at IS er illegitime, og derfor bliver det også i manges øjne illegitimt at lade sig embedde med dem og præsentere deres synspunkter,« forklarer Morten Skovsgaard.

Og dette indblik er netop det, Vice News handler om, forklarer Drake Martinet: »Vice News handler om historier, du ikke kan se andre steder. Om det betyder at være i Ukraine, Gaza, Brasilien eller Den Dominikanske Republik – hvor end vi tager hen, tager vi derhen med vores hold i marken og får historien på førstehånd. Det er det, vi specialiserer os i.«

Ifølge Morten Skovsgaard kan Vice News faktisk på trods af kritikken være med til at understøtte idealet om en objektiv dækning i journalistikken. For når de sikrer kameraadgang til lande som Nordkorea eller organisationer som IS, giver de samtidig en brik til et puslespil om verdenssituationen, der ellers ville mangle. »Vice repræsenterer det sjældne perspektiv og kan på den måde godt ses som et bidrag til at opfylde pressens rolle som objektiv i den forstand, at den præsenterer alle de forskellige perspektiver på en sag. Selv om IS får en stemme hos Vice, er dækningen jo stadig nærmest en til 100,« siger han.

Mennesket og meningen

Et af Vices mål er ifølge Drake Martinet netop at skabe sammenhæng i en verden, der kan være svær at få et overblik over. Derfor handler deres historier ikke om krigsherrer og diktatorer, men om mennesker.

»Når vi tager ud i verden og møder en libysk våbenhandler, så præsenterer vi ham ikke som en libysk våbenhandler. Du møder mennesket. Du møder dem, de er. Du forstår deres liv lidt mere. Du forstår, at de er fædre, og at den her konflikt er større end dem, og at de kun er en lille del. Så journalistikken hjælper dig til at forstå den større konflikt gennem den lille del. Og det, tror jeg, hjælper med at skabe sammenhæng,« siger Drake Martinet. Og selv om man derfor kunne klandre dem for at skabe sympati for sager og mennesker, der umiddelbart er alt andet end sympatiske, mener Morten Skovsgaard samtidig, er det er en af journalistikkens kerneopgaver at forstå årsagerne bag de begivenheder, der præger verdensdagsordenen.

»Det er jo ikke sådan, at når jeg hører én fra IS udtale sig, at jeg så ikke har noget filter. Hvis jeg stadig synes, det lyder som religiøs fanatisme, så vil jeg jo afskrive dem. Men det kunne også være, jeg blev klogere. Det kunne være, jeg fandt ud af, at det er social armod i disse lande, der gør, at der er nogle, der vil lave systemet om,« siger han.

David Carr er efter fire år blevet overbevist. Efter mordet på den amerikanske fotojournalist James Foley skrev han i New York Times: »Jeg er bare glad for, at der er nogen, der er villige til at gøre det vigtige arbejde, det er at være vidne. Det er den slags arbejde, som du kan dø af.«