»Spil, for satan!« råbte Preben Neergaard, når hans elever på Skuespilskolen i Odense koksede i det. En af dem var Søren Sætter-Lassen, der gik på skolen i 1970’erne. Mødet med Neergaard blev hans første møde med Ludvig Holbergs tekster. Den dengang 20-årige skuespillerelev var i gang med sit andet år på Skuespilskolen, og her havde han et kursus med Preben Neegaard, der var elev af Holger Gabrielsen, og som betragtes som en af de væsentligste i Holberg-traditionen.
Siden slutningen af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet havde den mere bombastiske, naturalistiske Holberg-stil domineret, men det gjorde Gabrielsen op med og havde held med at tilføre elementer fra commedia dell’arte, som Holberg netop var inspireret af.
»Han var mildt sagt ikke pædagog,« siger Søren Sætter-Lassen om læreren, »men han var usædvanlig dygtig – han tæskede Holberg i os, og hans store entusiasme og kærlighed til stoffet smittede.« Skuespillerspirerne skulle i første omgang fremføre Holbergs komedie De usynlige og siden Henrik og Pernille. De gamle manuskripter var fyldt med gammeldanske gloser, og når de unge skuespillere skulle fremsige ordene, lød det som mursten, der væltede ud af munden på dem.
»Men efterhånden lærte han os musikken,« siger Søren Sætter-Lassen. »Der er så meget musik i Holberg, og det er inspirerende og vigtigt, og det fik han mine øjne op for.«
Det gik godt med Holberg-stykkerne, og en lille flok fra holdet fik den idé at lave et teater, hvor de arbejdede videre med teksterne. De fik lov til at låne Kunstindustrimuseets have og kaldte det Grønnegårds Teatret. Og Grønnegårds Teatrets første forestilling blev netop Henrik og Pernille fremført af et ungt hold fra Odense og nogle ’voksne’ skuespillere, som de også havde fået med.
Det alvorlige
I dag er Søren Sætter-Lassen en ekstremt erfaren teaterskuespiller, og Erasmus Montanus bliver hans niende Holberg-forestilling. Information møder ham i hans garderobe i Skuespilhuset den sidste uge før premieren, hvor skuespillerne har prøver indtil klokken 18.
»Det er altid lidt underligt på det her tidspunkt,« siger han, da vi har sat os på to stole i den trange garderobe med udsigt til kanalen, Kvæsthusbroen og Papirøen på den anden side.
»I begyndelsen morede man sig over scenerne, men når man hele tiden prøver-prøver-prøver, kommer man til at stoppe op og tænke: Er det her overhovedet sjovt,« fortæller han. »Men det er en produktiv og vigtig usikkerhed, hvor man engang imellem bryder det op og siger: ’Nu gør jeg noget andet’. Andre steder skal man stå fast og sige: ’Jeg tror på det’. Om det så virker, det, man har arbejdet sig frem til, ved man først, når der er publikum på.«
Men de har haft det »skideskægt«, fortæller han, og han forsikrer, at det uden tvivl skal blive et morsomt stykke. Men samtidig siger han, at det er »en alvorlig sag at spille komedie«: »Hvis ikke man tager det alvorligt, bliver det bare pjat. Der er helt andre dybder at finde hos Holberg, så man må stå fuldstændig inde for figuren; tage den alvorligt. Alle dialoger og situationer er vigtige, ja, det gælder liv og død, og derfor må man stå fast. Nogle af dem er helt groteske, og det er dét, der er komisk, men det er også det, der er sandt, tragisk og vedkommende.«
Rollen
Erasmus Montanus er måske Ludvig Holbergs mest kendte komedie. Rasmus Berg vender hjem til sin fødeegn efter nogle år som student i København og ud over et nyt navn – det studentikose, latiniserede Erasmus Montanus – har han en naiv arrogance og bedreviden med hjem til den lille bondeby. Det skaber naturligvis uro og intriger.
Om komedien skulle George Brandes engang have sagt, at det er en ung opblæst nar, der har ret, der møder en opblæst gammel nar, der ikke har ret.
I instruktør Thomas Bendixens opsætning på Det Kongelige Teater spiller Thure Lindhardt Erasmus Montanus, den unge nar, og Søren Sætter-Lassen altså Per Degn, ’den gamle nar’.
Hvordan er han som person, denne degn? Det første ord, Sætter-Lassen kommer i tanker om, er ’magtmenneske’:
»I den her by er der to personer, der har autoritet. Den ene er ridefogeden, som er så dum som en dør. Den anden er degnen, der er lige så dårlig til latin, som han er opblæst og selvtilstrækkelig.«
Deres konflikt og verdensbillede er kendetegnende for de mennesker, der bor på Bjerget, mener Søren Sætter-Lassen. Han hæfter sig ved, at det i sig selv er sjovt, at de kalder det et bjerg, da det er en lille bakke, de bor på.
»Det er et indspist lille samfund, hvor man holder sammen mod det ukendte. Man er på vagt over for dem, der kommer udefra, og der skal ikke rokkes ved noget. Bliver der det, bryder den sandhed, der holder det hele oppe, sammen. Holberg laver ikke noget stort psykologisk drama, han undersøger snarere, hvordan sådan et lille samfund fungerer. Og det spidder han jo sådan set fuldstændig. Sandt og komisk og uden nåde,« siger han og tilføjer: »men aldrig ukærligt.«
Privilegiet
Fordi hans tekster er så »interessante«, har man som skuespiller et åbenlyst privilegium, når man spiller Holberg, mener Søren Sætter-Lassen: Løbende finder man ud af, at rollen kan meget mere, end man i første omgang tror, den kan. Pludselig ser man ting, der ikke står i manuskriptet, men som man selv kan spille ind. Han giver et eksempel:
»Da Erasmus kommer hjem, udgør han jo ikke bare truslen om, at nogen skal afsløre degnens dårlige latin. Han er i lige så høj grad truslen om en ny potentiel degn.«
Han holder en pause.
»Men der kan også ligge nogle frustrationer, i forhold til at degnen efterhånden er en ældre herre. Ryger jeg nu ud i kulden? Ligesom mange andre over 50 i vore dage. Plus at degnen jo også kan være lidt forelsket i den samme pige som Erasmus.«
»Det kan han da sagtens,« udbryder han.
»Sagtens, og det er sjovt. Men det står ingen steder.«
– Men hvordan har du det med at spille en rolle, som publikum kender så godt?
»Nu har jeg været så heldig i nogle år at have fået lov til at spille nogle store og ’belastede’ roller, i den forstand at nogle store skuespillere har spillet dem før mig,« svarer han med henvisning til sine roller i Faderen, Woyzeck eller Den Gerrige.
»Jeg ved, at Axel Strøbye har gjort det fantastisk sjovt som Per Degn, og også Jesper Langberg – ham så jeg selv. Men jeg bliver nødt til at lave min egen figur og stole på mig selv, min instruktør og mine medspillere – ellers fungerer det ikke.«
’Erasmus Montanus’, Det Kongelige Teater, Skuespilhuset Store Scene. 4. september til 23. oktober
