En ambassade er en undtagelsestilstand

Diktaturet er den ultimative undtagelsestilstand. Men inden for demokratiet forekommer der også afvigelser og undtagelser fra loven, som vi bør være opmærksomme på. Gåklubben Gåafstand satte i weekenden fokus på undtagelsestilstande i byrummet med deres gåtur i ambassadekvarteret på Østerbro i København. Information gik med
En lille gruppe skal på vandring i byrummet mellem ambassaderne og tale om internationalt diplomati og undtagelser fra loven. Her over for Ruslands ambassade.

En lille gruppe skal på vandring i byrummet mellem ambassaderne og tale om internationalt diplomati og undtagelser fra loven. Her over for Ruslands ambassade.

Lærke Posselt
10. september 2014

Vi har gået i byens yderkanter, på bagsider og langs baneterræn. Vi har lavet ekstremt kedelige og kolde ture, som den rundt om Københavns Lufthavn i regnvejr om vinteren, hvor ingen dukkede op. Og vi har lavet meget populære ture, som den om antiterrorens arkitektur, hvor vi forårsagede storalarm hos PET og Københavns Politi, fordi vi spiste rullepølse og drak snaps på deres gæsteparkeringsplads,« siger billedkunstner Nis Rømer, mens han sammen med billedkunstner Pia Rönicke byder velkommen til gåklubben Gåafstands ambassadetur State of Exception, som afholdes som en del af Copenhagen Art Week 2014.

»Vi har gennem tiden haft en forkærlighed for underudforskede og marginale rum, men det er ikke marginale rum, vi skal kigge på i dag. Tværtimod skal det i dag handle om magt og suverænitet udtrykt gennem bygning og afskærmning. Det skal handle om steder, hvor der er andre retslige logikker på spil: Vi skal på tur i ambassadekvarteret,« siger Nis Rømer, inden han og Pia Rönicke leder gruppen forbi den grønne mur, der afgrænser metrobyggeriet ved Østerport Station, ned mod den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjolds Allé.

Da vi lidt efter står ved USA’s ambassade beder en vagt os om at holde op med at fotografere ambassaden. Nis Rømer spørger, om vi dog godt må stå og tale. Vagten siger, at det må vi godt.

Nis Rømer fortæller, at ambassaden udgør en fysisk og territorial undtagelse, hvor der gælder nogle helt særlige regler. Når man befinder sig på ambassaden, er man således ikke omfattet af værtslandets love, men derimod af det gæstende lands love i kombination med Wienerkonventionen om diplomatiske relationer fra 1961.

Wienerkonventionen om diplomatiske relationer er ikke lang. Nis Rømer har printet den ud og taget den med. Han forklarer, at den består af et sæt af love, som sikrer diplomater imod chikane fra værtslandet blandt andet ved at give dem diplomatisk immunitet. Til gengæld kan værtslandet erklære alle på ambassaden for uønskede personer, personae non gratae, hvorefter de skal forlade landet for ikke at blive frataget deres diplomatiske status.

I kraft af den undtagelse fra værtslandets love, som ambassaden tilbyder, har ambassader gennem historien tjent som et tilflugtssted for personer, der ellers ville blive retsforfulgt af værtslandet, siger Nis Rømer. Som et aktuelt eksempel, nævner han medstifteren af WikiLeaks, australieren Julian Assange, der siden 2012 har levet i diplomatisk asyl på Ecuadors ambassade i London.

Kropslig intervention

Vores gruppe er som en modellerbar krop i byrummet. Når vi går på fortovene, tager vi form som en slange. Foran ambassaderne klumper vi os sammen til en bold. På Garnisons Kirkegård spærrer en nybygget mur af for den genvej, vi ville have taget ned til Kastelsvej. En deltager foreslår, at vi begår civil ulydighed og klatrer over muren. Nis Rømer og Pia Rönicke vil hellere, at vi prøver at finde en anden vej ud af kirkegården.

Vi ormer os rundt imellem gravstederne. Mænd i bar mave kigger ned på os fra deres altaner. Da vi endelig finder en vej ud af kirkegården, kommer vi ud på ’Ho Chi Minh-stien’, som fører igennem ambassadekvarteret fra Kastelsvej ned mod Kristianiagade.

Stien er opkaldt efter den berømte Ho Chi Minh-sti, der løber fra Nordvietnam til Sydvietnam gennem Laos og Cambodja, og som igen er opkaldt efter den nordvietnamesiske kommunistiske oprørsleder Ho Chi Minh.

Under Den Kolde Krig skulle diplomaterne efter sigende have brugt den københavnske version af Ho Chi Minh-stien til at snige sig mere eller mindre uset rundt imellem ambassaderne.

En kvinde fortæller, at hun i 2003, var med til at danne en menneskekæde, der løb hele vejen ned igennem Ho Chi Minh-stien og rundt om den amerikanske, den britiske og den spanske ambassade i forbindelse med en demonstration imod alliancens og den danske deltagelse i Irak-krigen.

Et godt eksempel på, hvordan især grupper af menneskekroppe kan intervenere i byrummet, og hvordan byrummet også er en politisk arena. Som kurator for Copenhagen Art Week Charlotte Bagger Brandt også siger, da jeg møder hende dagen forinden:

»Det offentlige rum er jo ikke bare en eller anden plads. Det er jo lige så meget et politisk rum, et ytringsrum.«

Kollektiv intervention

Det er et kendetegn ved Gåafstands ture, at alle kan bidrage med viden og refleksioner. En deltager fortæller for eksempel, at han tidligere har været til koncert på den amerikanske ambassade. Dengang ambassaden fungerede som en slags kulturcentrum med et bibliotek og forskellige kulturarrangementer. Denne deltager bidrager til vidensudvekslingen, og på den måde udfordres den kunstneriske kommandovej.

Som kurator ved Copenhagen Art Week Charlotte Bagger Brandt også fortæller mig, da jeg møder hende dagen inden:

»Gåafstand skaber en ramme for den interventionistiske gåtur, men alle gåturens deltagere er med til at producere den viden, som produceres på turen. Man er en del af værket. Man er en del af den kreative proces, det er at gå og tænke sammen.«

– Hvad er det så for en kreativ proces? Hvad er det, der sker, når man bruger byrummet på denne måde?

»Byrummet er jo både det fysiske rum, som vi kan gå rundt i, men det er også et mentalt rum, som vores blik og vores tanker er med til at skabe. På den kunstneriske gåtur sker der en fysisk bevidstgørelse af nogle principper eller regler. Når du går, forholder du dig i høj grad kropsligt til verden omkring dig, og samtidig diskuterer du så, hvad der er på spil,« siger Charlotte Bagger Brandt.

Ultimative undtagelser

Efter at vi har opholdt os ved Storbritanniens ambassade og den spanske ambassadørs rødmalede residens på Kastelsvej, der begge ligger i bygninger, som ifølge lektor ved Saxo Instituttet Palle Roslyng-Jensen blev opført af de såkaldte gullaschbaroner under Første Verdenskrig, passerer vi også Ruslands ambassade på Kristianiagade og går ned mod Kastellet.

Kanonerne gjalder fra Kastellets volde, og vi erfarer senere, at hæren er i færd med at fejre 400-års jubilæum sammen med interesserede fremmødte, der blandt andet får lov til at tage selfies fra indersiden af forskellige kampvogne opstillet til lejligheden.

Da vi står på pladsen i midten af Kastellet, hvor turen slutter, udfolder Nis Rømer den filosofiske baggrund for at tale om undtagelsestilstande. Ideen om undtagelsestilstanden begyndte ved den tyske filosof og kronjurist ved Det Tredje Rige, Carl Schmitt.

»Han var en klassisk bad guy. Han forsvarede føreren, kaldte ham lovens beskytter. Og han så diktaturet som den reneste form for magtudøvelse, fordi man med diktaturet kom uden om alle former for parlamentarisk bøvl,« siger Nis Rømer.

Carl Schmitt så Det Tredje Rige som undtagelsestilstanden par excellence, hvor gældende love tilsidesættes, og diktatoren får frit spil. Men han mente samtidig, at der også findes undtagelsestilstande inden for demokratiet, og denne kritiske åbning i forhold til demokratiet har ifølge Nis Rømer været med til at inspirere tænkere som Giorgio Agamben og Slavoj Žižek, der dog i modsætning til Carl Schmitt ser diktaturet og demokratiets undtagelsestilstande som noget problematisk.

Således kan man altså ifølge Nis Rømer bruge Carl Schmitts ideer til at være kritisk over for staten. Undtagelsestilstandene inden for det danske demokrati forekommer nemlig også andre steder end på ambassaderne, siger Nis Rømer.

»Der er f.eks. en regel, som siger, at hvis Danmark er i krig, så må Forsvarets Efterretningstjeneste boykotte alle normale regler i forhold til at aflytte borgere. Hagen er så bare, at staten ikke har villet oplyse, hvorvidt Danmark er i krig. Sidst staten udtalte sig om det, var i 1988. Enhedslisten har spurgt igen og igen: ’Er Danmark i krig? Gælder de her regler?’ Men først i juni i år erklærede forsvarsminister Nikolaj Wammen (S) så – for første gang siden 1988 – at Danmark ikke er i krig.«

Med dette perspektiv på, hvordan undtagelsestilstande i demokratiet kan påvirke vores politiske virkelighed afslutter Nis Rømer denne gåtur, og vores gruppes krop opløses og fordeler sig fragmenteret ud i byen.

’State of Exception’ foregik lørdag den 6. september kl. 14-16 som en del af Copenhagen Art Week 2014

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu