Læsetid: 3 min.

Ballet kræver respekt

Opsætningen af ’Sylfiden’ på Pantomimeteatret i Tivoli er rodet og respektløs. Hvornår træder Den Kgl. Ballet i karakter og sikrer arven efter Bournonville?
13. september 2014

Sylfiden er Danmarks mest berømte ballet. Den er August Bournonvilles vigtigste ballet fra 1836 – og en international sjældenhed, fordi balletter fra den romantiske periode i Frankrig og Italien ellers er blevet glemt.

Der findes ingen regler for Bournonville-arven. Men både ved Den Kongelige Ballet og uden for Kgs. Nytorv antager man, at balletterne vil blive overleveret fra den ene dansergeneration til den næste – og iscenesat med både pligt og pli. Det gælder også Nikolaj Hübbes kommende nytolkning af Sylfiden på Kgs. Nytorv til oktober.

Så langt, så godt. Denne sommer har Pantomimeteatrets chef, Peter Bo Bendixen, nemlig valgt at opsætte Sylfiden inde på Pantomimeteatrets skrå scene i Tivoli. Ideen er kæk: At omdanne originalens 61 minutter til en halvtimes version.

Som solodanser ved Det Kongelige Teater i 1990’erne har Peter Bo Bendixen selv danset i den traditionelle Sylfiden. I 2002 opsatte han hele Sylfiden for South Africa Ballet Theatre – og på Pantomimeteatret har han siden med stort held opsat bl.a. pas de deux’en fra Blomsterfesten i Genzano. Forventningerne til denne Sylfiden har derfor været høje.

Absolut frit efter

Men ak. Peter Bo Bendixens forkortede udgave af Sylfiden virker hovsaagtig og ureflekteret. I programmet angives koreografien til at være af August Bournonville – til trods for at der tydeligvis burde have stået frit efter Bournonville. Og scenografen bag forestillingens inkonsekvente scenografi og kostumer er slet ikke angivet.

Programmet kan selvfølgelig bare opfattes som ubetænksomt sjusk. Men der er også seriøst rod i forestillingens fortælling. Derfor virker forestillingen respektløs.

Første scene er ellers ganske pirrende. Når Pantomimeteatrets påfuglehale åbner sig, er der nemlig ingen skotsk bryllupsstue. Nej, der er bare et sort scenerum med et umotiveret vindue i et hjørne. Her knæler så en hvidklædt sylfide mellem to mørkhårede mænd, der er identisk klædt i skottekilte.

Dette anslag virker interessant. For mon dette er en psykologisk spejltolkning af James-figurens indre splittelse: mellem James som den fornuftige mand, der bliver hos sin forlovede Effy – og James som den passionerede drømmer, der glemmer sit bryllup og løber ud i skoven efter sylfiden?

Rod i skotske tern

Men nej. Her er hverken spejling eller psykologi. Det abstrakte, sorte rum i førsteakten er åbenbart bare en ulogisk sparescenografi, for andenaktens scenografi viser sig at være en komplet skov. Og sådan falder opsætningen fra hinanden, scene for scene: Symbolikken i mændenes forskellige familieklantern – og dermed mændenes status – går fløjten, når de har samme kiltstof. Trekantsdramaet mellem James og hans rival, Gurn, forsvinder, når Gurn tages ud af historien halvvejs. Og så videre.

Men ret skal være ret. Ballettrinene er korrekte, og Peter Bo Bendixen har fået Pantomimeteatrets internationale ensemble til at fange Bournonvilles hurtige småspring og den svære mime – og næsten også Bournonvilles lave arme. Dansen er fin.

Men den dramatiske lemfældighed med Bournonvilles handling er altså ikke i orden. Slet ikke når Pantomimeteatret læner sig op ad sit og Tivolis kvalitetsimage som Danmarks største balletproducent og balletgæstespilsfremviser uden for Det Kongelige Teater.

Giv August en fond

Andre koreografer har fonde, som kræver autoriserede iscenesættere ved nyopsætninger – Balanchine, Ashton og Béjart for eksempel. Sådan vil man ikke kunne kontrollere Bournonvilles koreografiske arv; der er ikke copyright på værkerne af en koreograf, der døde i 1879.

Men Den Kongelige Teater har stadig en kunstnerisk og etisk forpligtelse over for Bournonvilles værker. Så mon det ikke er på tide, at balletmester Nikolaj Hübbe og Det Kongelige Teater opretter det længe ventede Bournonville Center?

Eller i hvert fald ansætter en Bournonville-historiker, der løbende kan indsamle dokumentation og yde hjælp til kommende opsætninger? I hvert fald inden den formodede næste Bournonville-festival i 2018.

Bournonville kan ikke selv protestere. Derfor må vi andre råbe op – vi, der også elsker Sylfiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu