Læsetid 7 min.

Det er begæret, der får os til at ødelægge verden

Europa mangler en mor, mener forfatteren Kristina Stoltz. Hendes nye roman ’På ryggen af en tyr – en tragedie’ er en apokalyptisk samtidsdiagnostik om en vestlig civilisation, der voldtager naturressourcerne og savner omsorg og empati
Kristina Stoltz’ ’På ryggen af en tyr – en tragedie’ udkommer 12. september på forlaget Rosinante.
5. september 2014

Der findes en fremstilling af Jomfru Maria fra middelalderen, hvor moderskikkelsen står i en rød kjortel og en blå kappe. Hun har bredt sin blå kappe ud. Under den står hele folket, bittesmå mennesker, som hun beskytter.

»Det er sådan en Mariafigur, vi har brug for at hive op fra gemmerne,« siger forfatter Kristina Stoltz. Vi sidder i hendes lejlighed på Vesterbro, hvor solen skinner ind ad vinduet, og man kan høre håndværkere støje nede i stueetagen.

»Vi mangler en mor. Europa og verden mangler en mor. Man taler hele tiden om, at værdierne er blevet bløde, og alting er blevet feminiseret, men det, synes jeg faktisk ikke, er rigtigt i det store billede. Jeg synes simpelthen, vi mangler empati og omsorg – værdier, som en mand lige så godt kan besidde. Men det er værdier, som vi tillægger moderskikkelsen og Mariabilledet, og som vi får brug for at finde frem, hver gang vi er i krise, som tilfældet er nu. Det er blandt andet det, min roman handler om.«

Moderlighed som løsningsmulighed er et af temaerne i Kristina Stoltz’ nye roman, der overordnet er en civilisationskritik og en dommedagsfortælling. ryggen af en tyr hedder bogen, der har undertitlen »En tragedie«. Den skildrer et Europa i opløsning, hvor et gammelt aristokratisk badehotel går i forfald, mennesker er isolerede og ensomme, og selvdøde dyr skyller ind på strandene og ligger som mørke pletter i vejkanterne.

Europa – en voldtægtshistorie

Store dele af bogen blev til i sommeren 2013. På det tidspunkt herskede der en form for dommedagsstemning. Pressen talte om, at romaer væltede ind over Danmarks grænser ligesom rotter; de besørgede i parkerne og sov i baggårdene. Samtidig var den økonomiske krise det allestedsnærværende, betændte emne, man forsøgte at lægge låg på. Og oven i det oplevede Kristina Stoltz selv en personlig krise i form af en skilsmisse. Den undergangsstemning sivede også ind i bogen.

»Noget, jeg synes, blev mere interessant, som jeg skrev mig frem, var at undersøge den i grunden mærkelige størrelse, som vi kalder for Europa. Det er en virkelig underlig konstruktion. Så mange kulturer, sprog og religioner samlet på så lille et kontinent. I grunden er det utroligt, at vi ikke har haft flere krige,« siger hun og fortsætter:

»Noget, der kan blive meget frustrerende, når man følger med i politik, er gentagelserne. Lærer vi aldrig noget som helst af historien? Vi bygger op og bygger op, og når vi har bygget op, så bryder vi det ned igen. Generationsmæssigt har vi levet i en fortælling om, at vi til evig tid vil leve i overflod. En Europaboble, hvor vi kan holde det grimme og ubehagelige ude ved hjælp af grænser og bare leve i luksus. Nu brister den boble, og så viser det sig, at det kan vi faktisk ikke. Og nu lukker vi så øjnene og lader som om, krisen er redet af, men det er den langt fra.«

Historien om Europa er ikke mindst den gamle erkendelse af, at al civilisation er bygget på vold. For at nå til bunds i fænomenet Europa satte Kristina Stoltz sig ned og genlæste nogle af myterne, blandt andet Ovids fortællinger. Hun studerede Aristoteles’ Poetikken og opdagede, at eksempelvis Thomas Manns dekadenceroman Døden i Venedig også er en tragedie i fem satser.

Vi kender ikke vores historie

Flere af de græske myter er havnet i På ryggen af en tyr. En af dem – som romanens titel refererer til – er myten om den fønikiske kongedatter Europa, som faktisk er en voldtægtshistorie.

»Hun bliver kidnappet af Zeus i skikkelse af en tyr, og så bliver Europa grundlagt,« siger Kristina Stoltz og slår en vantro latter op.

Hun fortæller, at hun under arbejdet med bogen satte sig ned og googlede ’Europa’. På den måde fandt hun frem til en historie om en græsk rødfigursvase fra cirka år 360 før Kristi fødsel, der nu opbevares på Louvre. Vasens motiv, portrættet af den voldtagne Europa, blev trykt på de nye femeurosedler, som Den Europæiske Centralbank udsendte i 2013.

Den historie fra virkelighedens verden kom til at indgå i romanen. Som Stoltz så det, kunne sammentræffet mellem den europæiske krise og interessen for mytologien umuligt være et tilfælde: Der var brug for en ny fortælling, et fælles identifikationsboost til et kontinent i krise. Man havde brug for en myte.

»Selv om vi siger, vi har de bedste skolesystemer i verden, så er vi jo uvidende. Vi kender ikke vores privilegier, vi kender ikke vores historie. Kun få kender den voldtægtshistorie, vores civilisation er bygget på. Ligesom kun få begriber, at den velfærdsstat, det har taget generationer at bygge op, seriøst er under afvikling til fordel for konkurrencestaten. Det kan jeg blive både foruroliget og meget anfægtet af,« siger Kristina Stoltz.

Stoltz blev udråbt til en erotisk forfatter, efter hun i 2012 udgav de erotiske fortællinger Ét kød. Men den nye bog »behandler begær lige så meget som den forrige,« som hun siger. Og faktisk var undersøgelsen af begæret det spor, der ledte hende frem til klimakatastrofen.

»I den store historie er begæret grunden til hele sammenbruddet i verden. Det er et vilkår, at vi skal være grådige og begærlige for at leve – det lille barn skal være grådigt for at overleve – men begæret er også det, der gør, at vi ødelægger verden. Vi vil have mere og mere,« siger hun.

Dermed slutter hun sig – i hvert fald indirekte – til skaren af økokritiske forfattere og lyrikere, der tager klimakatastrofen under behandling. Men På ryggen af en tyr er ikke et programskrift. Da Stoltz undervejs i arbejdet opdagede, at hun var i færd med at skrive en kritik af den vestlige civilisation, var det ikke i form af en realpolitisk eller realistisk bog. Snarere var der tale om, at hendes kunstneriske pen tog temperaturen på samtidens mentale klima. Og på det punkt kan kunsten, ifølge Stoltz, tilbyde nogle andre stemmer i forhold til den politiske debat, der gang på gang viser sig helt at mangle rationale.

»På den ene side siger vi, at det er alarmerende, at kvotemålene for CO2-udledning allerede er overskredet, og samtidig siger vi, at vi skal have mere vækst. Det er, som om hele verden lider af en personlighedsforstyrrelse. Og det er dér, jeg synes, en kunstnerisk bearbejdning kan bibringe nye erkendelser uden at komme med konkrete løsningsforslag på, hvordan vi skal redde verden. Kunsten kan vise, hvor absurd det er – for eksempel når drengen i bogen går og hiver døde dyr op af havet og laver lister og tæller dem for sin far. Kunsten kan holde et spejl op foran os, så vi kan se, hvor absurd det er, det vi foretager os, og så vi i bedste fald kan mærke sammenbruddet i vores krop og måske ad den vej forstå lidt mere.«

Vi har brug for det ukonkrete

I et gådefuldt og drømmelignende leje følger På ryggen af en tyr løst og krydsklippende den fjortenårige Fanny – bogens eneste navngivne karakter – der er på ferie ved havet med sin mor og morens elsker. På et tidspunkt hører vi hovedpersonen reflektere over undergangen i fortættede billeder:

»Det er som at rykke ud af verden, når hun træder ind i haven for enden af grusstien, som om forbindelsen bliver kappet, så den ikke findes mere, det hav, skibene, værftet, hotellet, romaerne på stranden, de døde dyr. Her er ingen døde dyr, ingen kadavere der skyller op. Hvis ikke hun havde mødt drengen, ville hun aldrig have troet det: Undergangen ville aldrig have forekommet hende så ligefor, så meget til at tage og føle på, som et stykke stof – mørt og hullet, og så alligevel til at benytte, et par bukser, måske, eller en kjole som en pige en morgen står op og tager på.«

Det er netop ved hjælp af den sanselige tilgang, at kunsten kan gøre svært fattelige størrelser som krige og miljøkatastrofer begribelige. Det gælder både, når man læser, og når man selv skriver, forklarer Stoltz.

»Hvis vi sad og talte sammen om klimakrisen, så ville jeg slet ikke bruge de billeder,« siger hun.

»De ville ikke komme til mig i den samtale. Jeg ville nærmest blive overrasket, hvis det skete. Så det at skrive er næsten som at være i en vision. Ikke at jeg er religiøs omkring det, egentlig er det rimelig ligetil, tror jeg. Men man er hele tiden en del af et kollektiv – Danmark, Europa og verden – og man bliver hele tiden influeret af det gennem aviser, sociale medier og samtaler. Det gør du, det gør jeg, det gør vi alle sammen. Men i den kunstneriske proces bliver de påvirkninger omsat til billeder.«

– Kan litteraturen udfolde økokritikken på en anden måde end den offentlige politiske debat?

»Ja, og derfor kan det også være interessant at læse noget, som ikke er realisme. Kunstens tilgang til samfundsproblemer er helt anderledes. Den stiller spørgsmål og undersøger på en meget ukonkret måde. Og det har vi mere brug for, end vi selv tror. På nogle meget ubevidste, metaforiske niveauer kan den udfolde den situation, vi står i.«

Kristina Stoltz’ ’På ryggen af en tyr – en tragedie’ udkommer 12. september på forlaget Rosinante.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu