Baggrund
Læsetid: 7 min.

Elena Ferrante vil ikke have fans, kun læsere

Alle taler om Elena Ferrante. Hun skriver om afhængighedsrelationer mellem mennesker, seksuelle overgreb på børn og problemer med at skabe en sammenhængende identitet. Selv vil hun være helt hemmelig som forfatter
Alle taler om Elena Ferrante. Hun skriver om afhængighedsrelationer mellem mennesker, seksuelle overgreb på børn og problemer med at skabe en sammenhængende identitet. Selv vil hun være helt hemmelig som forfatter

Josephine Kyhn/iBureauet

Kultur
19. september 2014

Elena Ferrante er navnet på en af vor tids mest omtalte europæiske forfattere. Eller rettere: Så vidt vides. For italieneren har valgt at forblive anonym og har aldrig deltaget i prisoverrækkelser, været på tv eller inviteret bladene indenfor. For når forfattere bliver til ikoner, risikerer deres bøger at blive lige så uvedkommende »som en popstjernes svedige T-shirt«, mener hun. Hun er ikke interesseret i fans, men kun i seriøse læsere, der er »som troende« og principielt betragter forfatternavnet »som en mærkat«. Så vi ved hverken, hvad hendes borgerlige navn er, hvornår hun er født, eller hvordan hun ser ud:

»Når min bog kommer på markedet, er der ikke noget, der forpligter mig til at tage den samme rejse (…) Når først bøger er skrevet, har de ikke længere brug for deres forfattere. Hvis de har noget at sige, får de før eller siden læsere. Ellers får de det ikke.«

Af og til indvilger hun i at svare på journalisters, kritikeres og læseres spørgsmål – senest i livsstilsmagasinet Vogue i august – dog gør hun det så lidt som muligt, på skrift og via sit forlag, Edizioni E/O. Det har skabt rygter om, at navnet kunne være en kendt forfatters pseudonym – måske en mand, måske flere personer? Men i stedet for at spilde tid på disse spekulationer bør man bruge sine kræfter på teksterne, anbefaler Ferrante:

»Som forfattere og læsere er vi nødt til at aktivere alle vores fysiske ressourcer for at få det til at fungere,« skriver hun til en læser, »at skrive og læse er store fysiske investeringer. Når vi skriver og læser – komponerer tegn og afkoder dem – er kroppen involveret på en måde, der kun kan sammenlignes med at komponere, spille og lytte til musik.«

Radikale tanker

Siden udgivelsen af skilsmisseromanen Forladte dage i 2002, som er blevet filmatiseret og oversat til flere sprog, har der været støt stigende interesse for forfatterskabet. I en artikel i magasinet The New Yorker fra sidste år, »Women on the Verge«, beskriver den indflydelsesrige britiske kritiker James Wood Ferrantes bøger som »skrift uden grænser«, der fører »enhver tanke frem til dens mest radikale konklusion og tilbage til dens mest radikale udspring«.

Min geniale veninde, som udkom på dansk sidste år, er den første fjerdedel af en planlagt romankvartet, hvoraf de første tre bind foreløbig foreligger på italiensk. I oktober udgiver C&K Forlag Nina Gross’ oversættelse af det andet bind, Historien om et nyt navn. Tilsammen skal bøgerne udgøre fortællingen om et livslangt venskab mellem to kvinder – fra barndommen i et fattigt kvarter i Napoli i 1950’erne over fortælleren Elenas bestræbelser på at blive forfatter og frem til veninden Lilas beslutning om at forsvinde:

»Det er mindst 30 år siden, hun fortalte mig, at hun havde lyst til at forsvinde uden at efterlade spor, og jeg er den eneste, der ved, hvad hun mener,« hedder det i prologen, »og da jeg kender hende godt – eller i det mindste tror, at jeg kender hende – tager jeg det for givet, at hun har fundet en måde at forsvinde på uden at efterlade så meget som et hår noget sted i denne verden.«

Trang til urørlighed

Ferrantes prosa er uden filter: »Jeg har opdaget, at skrivningens skråning er glat, og at turen nedad faktisk er fornøjelig,« skriver hun i et brev fra 1994 til sin forlægger, Sandra Ozzola: »Nu hvor du har hevet proppen op, vil alt vandet så flyde ud i afløbet? I dette øjeblik føler jeg mig parat til at skrive om alt.«

Brevet indgår i en lille samling af forfatterens breve og interviews, Fragments, som udkom på engelsk i 2012. Her forklarer hun også årsagen til sin insisteren på anonymitet:

»Jeg har altid været tilbøjelig til at adskille hverdagsliv og skrivning. For at kunne holde tilværelsen ud lyver vi, og vi lyver navnlig for os selv. Nogle gange fortæller vi os selv små, søde historier, andre gange usle løgne. Løgnagtighed beskytter os, modvirker lidelse, hjælper os til at undgå den alvorlige refleksions skrækindjagende øjeblik, fortynder nutidens rædsler og redder os endda fra os selv. Men når man skriver, må man aldrig lyve. I fiktionslitteratur skal man være så ærlig, at det bliver ubærligt, og så man lider under sidernes tomhed. Det virker sandsynligt, at man ved at lave en klar adskillelse mellem, hvad vi er i livet, og hvad vi er som skrivende, kan få bugt med selvcensuren.«

Hun indrømmer også »en neurotisk trang til urørlighed«:

»Jeg har arbejdet længe, kastet mig hovedkulds ned i det materiale, som jeg ville fortælle, for af mine egne og andres erfaringer at destillere, hvad der kunne destilleres af ’offentligt’ materiale – alle de stemmer, hændelser og personer fra nær og fjern, som jeg mente kunne koges ned til figurer og narrative organismer med en vis sammenhængskraft i offentligheden. Hvorfor skulle jeg så, nu hvor denne organisme på godt og ondt har fundet sin egen balance overgive mig til medierne?« skriver hun til litteraten Goffredo Fofi.

I et interview med La Repubblica har Ferrante nævnt Marcel Proust og det skrift, Contre Sainte-Beuve, som blev fundet efter den franske forfatters død i 1922. Proust havde i sin ungdom arbejdet på en bog om 1800-tallets måske vigtigste franske litteraturkritiker, Charles-Augustin Sainte-Beuve, der betragtede litterære værker som afspejling af forfatterens liv. Proust gjorde aldrig sin kritik af Sainte-Beuve færdig, men den kom til at danne grundlag for den poetik, som hans store romanværk, På sporet af den tabte tid, udfolder: »En bog er produktet af et andet jeg end det, der manifesterer sig i vores vaner, i samfundslivet, i vores laster.« Ifølge Proust er der således stor forskel på det sociale jeg, moi mondain, og skrivningens dybe jeg, moi profond: »En mand, der skriver digte, og en, der fører samtaler i en salon, er ikke den samme person.«

Ligesom fortælleren Marcel ikke er identisk med Proust selv – men dog har mange lighedstræk med den parisiske forfatter, der tilbragte de sidste år af sit liv i et lydisoleret soveværelse med at give sine private minder litterær form – er fortælleren Elena i Ferrantes romaner ikke nødvendigvis forfatterens selvportræt:

»Når én person sætter sin personlighed igennem, bliver den anden som regel uigennemsigtig,« forklarer hun om forholdet mellem de to hovedpersoner i Min geniale veninde, Elena og Lila:

»Den stærkeste og rigeste personlighed overskygger den svageste, både i livet og måske endnu mere i romaner. Men i forholdet mellem Elena og Lila sker der det, at Elena, den underdanige, af sin underdanighed udvinder en form for genialitet, der desorienterer og betager Lila. Det er et øjeblik, som er svært at beskrive, men af den grund interesserede det mig. De mange hændelser i Lila og Elenas liv viser, hvordan den ene får styrke fra den anden. Men vel at mærke ikke kun i betydningen at hjælpe hinanden, men også i den forstand, at de udplyndrer, stjæler følelser og intelligens, tager energi fra hinanden.«

Ærlighed som trøst

Mens På sporet af den tabte tid skildrer indbildskheden i Paris’ saloner, handler Ferrantes romanserie om at have et aftryk af Napoli i sindet – og om fortælleren Elenas forsøg på at slette dette:

»Jeg foretrækker, at alt er indskrevet i karakterernes ydre og indre bevægelser. Lila vil f.eks. allerede som syv- eller otteårig være rig og trækker Elena med ved at overbevise hende om, at det er presserende at blive rig. Hvordan denne målsætning virker i de to veninder – hvordan den forandrer, leder eller forvirrer dem – interesserer mig mere end traditionel sociologi,« forklarer Ferrante, der også har fortalt om sin egen beslutning om at flytte væk:

»Det virkede ikke, som om nogen frelse var mulig for min fødeby. Denne opfattelse er med tiden blevet bestyrket. Men det er ikke så let at frigøre sig fra Napoli. Den bliver i min gestik, mine ord, min stemme.«

Ligesom Prousts værk i sig selv er en meditation over den præstation, det er at skrive og dermed at erkende – den kunstneriske formgivnings triumf – er forfatterens anstrengelser også indlejret i Ferrantes bøger:

»Jeg tænkte, jeg skrev,« hedder det et sted i Forladte Dage.

Teksterne kredser om ubehagelige emner som afhængighedsrelationer mellem mennesker, seksuelle overgreb på børn, problemerne med at skabe en sammenhængende identitet, lede ved sex, mødres skuffelse over deres børn, fysisk og social vold. Grunden til, at man alligevel skal læse Ferrante, er, at man kan risikere at blive såret, siger James Wood i en podcast på newyorker.com:

»Ærlighed er en trøst i sig selv, fordi den er så sjælden. Der er en ærlighed i Ferrantes værk, som man hverken finder hos sine venner eller i samfundet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her