Læsetid: 5 min.

Får de ældste kunstnere for meget i støtte af staten?

Tilfalder kunststøtten fra Kulturministeriet i stigende grad kunstnere over 70 år på bekostning af de yngre? Yngre forfattere og ældre billedkunstnere ser større problemer i selve støttesystemet end i aldersfordelingen
’Billeder i reklamer, der gør os dummere, bruger man milliarder på, mens de billeder, der gør os klogere, skærer man ned på,’ mener kunstneren Bjørn Nørgaard om kunststøtte. Her ses han under en happening på Statens Museum for Kunst i 2010, der skulle dokumentere aktioner og arbejdsmetoder.

Jens Nørgaard Larsen

9. september 2014

Det hedder sig, at man træder ind i ’støvets år’, når man fylder 70. På baggrund af en analyse bragt frem i weekenden af det kulturpolitiske site Søndag Aften kunne man måske omdøbe alderstrinnet til ’guldstøvets år’.

Ifølge analysen får forfattere, malere og andre kunstnere over 70 år nemlig en stadigt større andel af den direkte statslige kunststøtte fra Kulturministeriet, mens kunstnere under 40 år får mindre.

Udviklingen kan ses i tal fra 2010 til 2013 gjort op på både kroner, antal og andele:

I 2010 var der lige mange kunstnere i de to aldersgrupper, men i 2013 var antallet af over 70-årige steget med 13 procent, mens antallet af under 40-årige var faldet med otte procent. Også andelen af midler er faldet for de unge, mens den er steget for de ældre.

Analysen er blevet til på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, og redaktør ved Søndag Aften, forlægger og tidligere kulturborgmester i København, Tom Ahlberg, stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden af det, han kalder aldersdiskrimination:

En offentlig forpligtelse

»Det er jo ikke meningen, at de plus 70-årige skal samle en masse støtte op. Vi har jo langt flere unge i dag, som bliver uddannet fra de kunstneriske uddannelser end før, og så skal det offentlige system også være med til at samle nogle af dem op og skubbe dem videre. Og hvis støtten i stadigt mindre grad går til dem, er der noget galt. Jeg tror ikke, det skyldes aktive beslutninger. Jeg tror bare, det er blevet sådan,« siger Tom Ahlberg, der efterlyser en grundigere analyse af støtteordningerne fra Kulturministeriets side med fokus på aldersmønstret, der hovedsageligt ses inden for litteratur og billedkunst.

Billedhugger og grafiker Bjørn Nørgaard er med sine 67 år ikke langt fra den gruppe, som ifølge analysen skulle nyde særlig godt af kulturstøtte. Men kunstneren ryster på hovedet af analysens fokus. For ifølge Bjørn Nørgaard er det slet ikke fordelingen mellem aldersgrupperne, der er problemet i forhold til kunststøtte, men systemet i sig selv:

Katastrofen er pengeposen

»For mig at se er fordelingen et udtryk for, at de frie støttemidler er forsvundet til alt muligt andet. De livsvarige ydelser er ikke en støtte, men en aflønning for udført arbejde. Og dem kan man ikke røre ved. Og så siger det sig selv, at de ældres andel stiger, for det er typisk dem, der får den type ydelser,« siger Bjørn Nørgaard, der mener, at der kunne være idé i at målrette midlerne til forskellige aldersgrupper, så man sikrede, at støtten blev kanaliseret de rigtige steder hen.

»Jeg synes ikke, det ville være nogen dum idé, at der var nogle puljer til talentudvikling og derefter puljer til dem, der var kommet så langt, at de skal prøve sig af, og så fremdeles. Det, der er katastrofen nu, er, at man bare har en stor pose penge, og så kan man dele den ud, til hvad man synes er sjovt eller ikke sjovt,« siger Bjørn Nørgaard, der mener, der helt generelt er tale om »latterligt små beløb«.

»Reklamebranchen omsætter for et trecifret miliardbeløb. De penge, man bruger for at fremme kunst, er jo en promille af det beløb. Billeder, der gør os dummere, bruger man milliarder på, mens de billeder, der gør os klogere, skærer man ned på. Kunstnerisk virksomhed er en nødvendig funktion i et moderne samfund, og selvfølgelig skal kunstneren betales. Af historiske grunde har man valgt at kalde den aflønning for støtte. Og det er noget møg, for når folk hører ordet støtte, tænker de, at kunstnerne får en masse uden at lave noget,« siger Bjørn Nørgaard.

Det er Tom Ahlberg dog uenig i. Han mener slet ikke, det handler om, at der skal ’sendes flere penge.’ I rene beløb er støtten de tre pågældende år samlet set steget fra omkring 323 millioner kr. til 330 millioner, påpeger han:

»Der er ikke skåret i støtten generelt. Det er en myte og en offertankegang, som visse kunstnere holder i live. Men det har ikke noget ’på sig, når man ser på tallene. Det mest forbavsende her er fordelingen aldersgrupperne imellem, og jeg mener, man i ministerielt regi bør gå ned og undersøge, hvad der er galt,« siger han.

Man lever i usikkerhed

Kristian Ditlev Jensen, 43 år, forfatter og journalist med adskillige værker bag sig. Han debuterede selv i en alder af 30, og han er ikke oprørt over, hvis det skulle vise sig, at ældre kunstnere får mere støtte end yngre:

»Der er ikke noget galt i, at man viser sit værd og arbejder sig op. Man skal jo i sagens natur bevise, at man kan skabe kunst. Jeg synes egentlig ikke, at man skal give de unge en hel masse fast,« siger Kristian Ditlev Jensen, der mener, det er langt mere problematisk, at støtten er så svingende: »Det vanskeligste ved systemet, som det er nu, er, at man ikke ved, om man er købt eller solgt. I Danmark, hvor de allerfærreste kan leve alene af at skrive, næsten uanset hvor gode de er, på grund af sprogområdets størrelse, er det alt for svært at nå et stade, hvor man får arbejdsro. De fleste er kun sikret arbejdsro, når de får det treårige arbejdslegat. Og så er det tilbage til lotteriet igen: ’Får jeg? Får jeg ikke?’ Hvor mange andre danskere ville kunne leve med, at deres årsindkomst svingede med 100.000?« spørger Kristian Ditlev Jensen, der synes, man i stedet skulle præmiere de yngre, inden de lander på en fast årlig ydelse.

Jørn Langsted er professor emeritus ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet. Han mener ikke, der er belæg for analysens påstand om aldersdiskriminering. Faktisk mener han, at man statistisk set kan finde belæg for en helt anden historie.

»Hvis man dividerer antallet af kunstnere op i det samlede beløb, fik en kunstner i 2010 under 40 år i gennemsnit 29.000 kroner i kunststøtte mod 27.000 i gruppen over 70. Og tre år efter var forskellen 31.000 til de yngre mod kun 28.000 til de ældre. Og så kan man jo skrive den stik modsatte historie, om at det går skidt for de ældre, og at de yngre sidder på flæsket,» siger Jørn Langsted, der også påpeger, at der kan ligge demografiske forskydninger til grund for skævheden. Altså at der rent faktisk i en given periode er flere ældre kunstnere og færre yngre.

»For at kunne sige noget validt om det her skal man vide, hvor mange kunstnere totalt set der var under 40 år i 2010, hvor mange var der over 70 år og så videre. Men det vil kræve en nøjere analyse.«

Tom Ahlberg mener, at der sandsynligvis findes flere helt naturlige forklaringer på den øgede støtte til kunstnere over 70 år.

»Der er måske bare tale om en vigtig kunstnergeneration, der bliver ældre. Men for mig at se er det et problem med det faldende antal yngre kunstnere, som tildeles støtte. Det kunne hænge sammen med, at støttesystemerne ikke tilgodeser nye måder at producere eller organisere sig på. Det kunne også være, fordi de fleste af os, der diskuterer denne slags ting, allerede har passeret de 50.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Støtte til kunsten er OK - gennem menneskets historie har kunstnerne altid fået gode penge fra magthaverne/fyrsterne/ kongerne / diktatorerne o s v ( bare de leverede politisk korrekt arbejde) - så hvorfor skulle demokratierne ikke også støtte denne gruppe ? - uden støtte dør de på stribe.

Hvad der er lidt usmageligt i denne sag er , at kunstnerne (i hvert fald en hel del af dem) ofte anser sig som en slags "elite" , der har en "gud-given" ret til at kræve støtte af staten/samfundet - reelt er de hverken mere eller mindre værd end andre mennesker i et demokratisk samfund.

Lad os støtte kunsten - men absolut ikke nødvendigvis enhver , der kalder sig kunstner elle tager en "kunstnerisk uddannelse"..

Kunsten har ikke brug for støtte, men det er godt man kan få noget, og det kan man kun være meget glad og taknemlig for. Men det er en fundamental misforståelse, at det er noget kunsten har brug for.

Hvis kunsten havde brug for støtte, da ville man jo kunne udrydde kunsten ved at fjerne støtten, eller i ekstreme tilfælde henrette dem samfundet identificerede som "kunstnere" eller "kunstner typer", men historien har vist at dette selv i helt ekstreme tilfælde er teknisk umuligt.

Dette som kunstnere og godtfolk overser når denne samtale bringes til torvs, det er at en kunstner aldrig er blevet respekteret for at udtale sig om støttebehov til "vigtige kunstneriske områder" da det altid skriger til himlen, at denne samme taler om støtte til egen frihed til at producere.

Samtidigt er det en fundamental misforståelse blandt godtfolk, at kunst er noget sødt noget man skal hjælpe, lidt ligesom hjemløse katte eller stakkels nyfødte lam.

Kunst er ikke sødt, det iscenesættes i det internationale samfund som en intellektuel og kommunikativ magtpositionering i et marked for "et eller andet" som i samtiden defineres som kunst, det er en krig, der er ofre og tabere og vindere tilsyneladende, det er politiske redskaber i nationers profileringer, og undertrykte eller fattige befolkningers vej ud af elendighed. Det er bestemt ikke en sød lille pass time aktivitet. Det er brutalt og værd her at minde om at i mange dele verden får man ikke støtte til sin kunst, men et spark i ansigtet.

Lars Peter Rasmussen

Alle der får kunststøtte, får for meget. Så brug dog pengene på noget fornuftigt, som folkeskolen, kræftbehandling eller ældreplejen. Tænk at vi vil give penge til grandvoksne mænd, som smørrer farvelade på et stykke papir, når unge og ældre misrygtes og folk dør på hospitalerne. Det er da ren galimatias...

Jo I kan godt komme af med kunststøtten, dagpengene. kontanthjælp, ytringsfrihed, demokrati og for den sags skyld hele velfærdssystemet. Men kunsten og kunstnerne, deres dygtighed, skarphed, intelligens, indlevelsesevne, evne til at motivere og inspirere slipper I ikke af med. Og hvad mere er, i Bangladesh, Sri Lanka, Afrika og mange andre steder i verden, vil folk stå fuldstændigt måbende, fægte med armene i vejret og råbe "Jamen hvis I jubel idioter der ikke vil have det der velfærd, og blot sidder og mukker over noget med nogle kunstnere og støtte til kreativt virke I ikke vil have, så vil vi den onde lynende gerne overtage hele biksen lige på stedet!".

Man kan også vælge at være stolt af at leve i et højt udviklet demokratisk samfund, hvor der er plads til lidt af hvert. Jeg skammer mig over den smålighed der er i den politiske debat om kultur og arbejdsløshed og tilsvarende, og kan ikke se mine venner fra den tredje verden i øjnene, og forklare dem, hvorfor danskerne er så bitre på hinanden når de har alt det de har.

Så sent som i aftes gik jeg forbi en stor rød plakat, hvor der stod "Sikkerhed i jobbet giver godt arbejde" eller noget lignende, jeg aner ikke hvad det drejer sig om, men det gælder da helt klart også for kunstnere, som FAKTISK har et meget meget krævende arbejde. Der er blot ofte ikke nogen der BEDER dem om at lave netop det lige nu, HVORFOR I/vi kunstnere fremstår lamme i roen, når vi klynker over det, og ikke accepterer kampen, og i stedet drømmer om "sikkerhed i arbejdet". Det giver da klart et bedre arbejde, hvis der er jobsikkerhed også her, så derfor ville kunstnere være dybt taknemlige (og I rigtig mange lande, faktisk bryde grædende sammen og ikke tro det var sandt. *Jeg* ville bryde grædende sammen, fordi jeg er syg af rygsmerter med videre, og kunstner, men ikke desto mindre producerede 36 koncerter dette forår), HVIS nogle ville give dem det, det er blot sådan at opbakning til den slags skal komme fra kunstens BRUGERE og SUPPORTERE, og ikke fra kunstnerne og deres organisationer, for at være troværdigt. Hvorfor netop kunstneren : må acceptere kampen, stoppe med piveriet og inspirere befolkningen til at bakke op, således som de helt aktuelt gør om DR's Underholdningsorkester.

jens peder Nicolaisen

Jeg har i mange år undret mig over, hvordan i alverden venstrefløjen er sluppet af sted med, at videreføre den socialistiske statskunst.
Socialisternes plan om statens overtagelse af banker, produktionsmidlerne og den private ejendomsret, blev jo heldigvis ikke til noget, men af en eller anden grund, lykkedes det de røde, at få staten til at overtage kunsten.

Hvordan kan det gå til, at gud hjælpe mig de fleste partier på højrefløjen nu om dage også støtter, at staten sidder på kunsten…… Jeg forstår det ikke.

Min modstand mod statskunst har aldrig været på grund af pengene, i det samlede regnskab fylder det såmænd ikke så meget. Men på samme måde – som når staten sidder på produktionsmidlerne – sker der nøjagtig det samme, når staten sidder på kunsten – en degenerering og et usundt klima.

Jeg er temmelig sikker på, at kunsten efterhånden er blevet ligegyldig for de fleste af os. Det kunne være meget interessant med en meningsmåling, om hvor mange der støtter statskunst. Eller hvad med en folkeafstemning. Selvfølgelig vil de røde råbe og hyle, hvis befolkningen selv skulle bestemme hvad kunst er. Socialisterne har altid jamret, hver gang de bliver frataget en stats betalt sutteklud.

Det bliver jo ikke anderledes før nogen protesterer. Socialisterne er meget dygtige til at overtage magten – steder hvor de ikke selv skal betale, og ikke stå med det reelle ansvar. Borgerlige er noget længere om at reagere. Men jeg kan ikke forstå, hvis der ikke er flere, der synes, det er forkert, at kunstnere skal være på offentlig forsorg.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at med stop for statskunst, vil vi få den fantastiske kunst tilbage igen, vi havde før i tiden, og så selvfølgelig støtte med private penge, hvis nogen har lyst til at hjælpe talenter frem.

Så længe socialisterne sidder på kunsten, er det ikke TALENTET der afgør, om man bliver kunstner ...... MEN IDEOLOGI.

Unge eller ældre, statsstøtte eller mafia metoder. Talentet? Talent og dygtighed er en *elementær forudsætning*, slet ikke et resultat. Verdens gulv er bestrøet med forspildte smukke talenter. Det er ikke talentet der afgør noget som helst, det er himmelråbende naivt at tro det. Statskunst findes nok ikke som sådan, jeg ved i hvert fald ikke hvad det er, set til forskel fra anden kunst, statsløs kunst? Lidt ligesom palæstinensere og den slags, er det det der menes? Og at det er meget bedre sådan?

Statskunst det er vel primært et foragteligt skældsord, og så måske også lidt noget som nogen ganske givet gerne vil have findes, fordi de måske er bange for markedets brutalitet, og derved bevidst søger at gøre kunsten til et akademisk anliggende i universiteternes sekulære rammer. Et sted man kan gemme sig, og klappe af hinanden, og lave kanoner og skabe betydning af frygt for at det ikke i sig selv kan gro (hvilket er ligeså kanon-dumt, som at tro man faktisk bør lime grene og blade på træer for at de kan gro, samt at en sådan strategi ville virke; at den faktisk 'virker', fordi det en tid ser sådan ud).

Såvel Bjørn Nørgaards vanemæssige og lidt for magelige kunst-snobbisme (hvordan skete det, at BN blev en 'sat' bedsteborger, hvad skete der dog?), som dem der vil af med hele lortet fordi de gerne vil have 'hurtige nemme løsninger' (voldtage en bedøvet kvinde i Nordjylland, som det beskrives i dag i en notits fra dagens danske 'crime scene': ikke noget med at gøre en indsats, tag dem der ligger ned hvor de er faldet, og knep dem godt, helst i røven, sådan, beundringsværdigt).

Jeg vil opfordre til at meditere over Angélica http://www.unicef.org/infobycountry/brazil_1920.html, og hendes muligheder for at kvalificere sig som f.eks. virtuos violinist til en karriere som musiker i et lokalt orkester, eller deltage i en kunstbegivenheds 'call for proposals', med alt det 'red tape' der 'gate-keepes' med der. Hvis ikke nogen havde grebet ind og bevirket at hun og hendes søskende kunne komme i skole. Hvis hun i en alder af 10 år skulle udvikle et potentielt talent, og en musikinteresse, fra et udgangspunkt på en losseplads, så er det hip som hap om hun 'har talent'. Hun ville statistisk set formentlig risikere at blive voldtaget, blive syg og dø, førend nogen overhovedet finder ud af om hun måske kunne markedsføres som verdens kommende Paganini eller Madonna. Talent? Der er 7 billioner mennesker i verden, i 1840 var der for eksempel kun 5.3 millioner i USA, man kan ikke sammenligne vores realitet med fortiden, og lancere fjogede utopiske drømme om det unge talent, der på helt retfærdig og økologisk naturlig vis får lige tilpas megen succes til at brødføde den perfekte kernefamilie i det helt rigtige hus med hav udsigt.

Jeg vil opfordre til at unge såvel som ældre tænker ud af rammerne, og vanediskussionerne, og ser det større perspektiv: Det er en god ting at værne om en højt udviklet civilisation med videnskab og kunst, og økonomisk ansvar, såvel som respekt for arbejde og vilkår, det er en kompleks model, hvori klare små-fascistiske paroler til løsning af diverse rødvins-misundelser faktisk slet ikke er hverken morsomme eller acceptable, set i et større perspektiv.

Værd at lytte til i denne sammenhæng også, Marc Ribot om indie musik i USA: http://youtu.be/bAGRjxxBJ1s?t=1m45s

Andreas Andersen

Får de ældste landmænd for meget statsstøtte, får de ældste fiskere for meget statsstøtte, får de ældste forskere for meget statsstøtte, får de ældste politikeren for meget statsstøtte. Hvis og hvad og hvem er altid tilgængelig og brugt meget.