Læsetid: 7 min.

Finkultur har mistet værdi som klassemarkør

Som dannet menneske er det i dag vigtigere at have en mening om Britney Spears end om Richard Strauss. Den kulturelle overklasses smag er ikke længere ’fin’. I stedet markerer eliten sig ved at intellektualisere over sit brede kulturforbrug. Klassesamfundet lever stadig i bedste velgående – nu bare i det skjulte
Golden Days-festivalen i København legede med at transformere antikke finkulturelle marmorstatuer til noget populærkulturelt i sin pr-kampagne for åbningsfesten i 2013 på Glyptoteket. Kampagnen er udformet af Jesse Jacob og Rasmus Fly Filbert/iBureauet

Golden Days-festivalen i København legede med at transformere antikke finkulturelle marmorstatuer til noget populærkulturelt i sin pr-kampagne for åbningsfesten i 2013 på Glyptoteket. Kampagnen er udformet af Jesse Jacob og Rasmus Fly Filbert/iBureauet

26. september 2014

Der var engang, hvor man som dannet menneske kunne hvile trygt i sine kulturelle smagsfællesskaber: en ny jazzplade, en udstilling på Louisiana, en digtoplæsning, en klassisk koncert – og så ellers en tur i Det Kongelige Teater.

Men der er sket noget med koderne de senere år. Finkulturen er ikke længere forbeholdt de fine, og massekulturen er ikke længere kun for masserne. Tag nærværende dagblad som eksempel: Hvor Information for 20 år siden fandt det naturligt at koncentrere kulturstoffet omkring »den finkulturelle anmeldelse« – som det hed i et strategioplæg fra 1990 – så er det i dag helt andre popkulturelle fænomener, som fylder spalterne på kultursiderne: X Factor, Paradise Hotel, Nik & Jay og Melodi Grand Prix udsættes rutinemæssigt for intellektuelle analyser i et forsøg på at trække fænomenerne ud af mainstream og ind i et andet, mere åndfuldt univers.

Medinas sange fortolkes som »et samtidsdrama i selvet«, Beyoncé udråbes til en »postfeministisk popguru«, og Justin Bieber forklares som »pubertetens og selvudviklingens trygge projektionsflade«.

Det er en kulturel samplingsmanøvre, der forsøger at bygge bro mellem popkultur og akademia ud fra et styrende princip om, at elitær kultur ikke nødvendigvis er godt, bare fordi det er kedeligt, og at populærkultur ikke nødvendigvis er dårligt, bare fordi det er underholdende.

Som Vegard Jarness, der er sociolog og forsker i forholdet mellem smag og klasseforhold ved Universitetet i Bergen, forklarer:

»Det at nærme sig populærkulturen på en intellektualiserende måde er blevet mere og mere vigtigt for den dannede elite. Derfor er et program som Paradise Hotel i dag også interessant for både arbejdere og akademikere.«

Høster dobbeltprofit

Den favnende tilgang til kultur kommer ikke kun til udtryk i tv og dagspresse, men viser sig også blandt forfattere, der skriver digte om tv-stjerner som Sarah Jessica Parker, og blandt universitetslektorer, der skriver afhandlinger om popikoner som Rihanna og Lady Gaga.

Så markant er tendensen, at flere forskere ligefrem hævder, at vi er blevet en nation af kulturelle omnivorer, der slet ikke skelner mellem finkultur og lavkultur mere.

Med vores fordomsfrie kulturforbrug har vi overflødiggjort de gamle kategorier, nedbrudt skellene og er sammen rykket ét skridt nærmere lighedsidealet om det klasseløse samfund. Hævder de.

Men dét er desværre ikke sandt, mener Annick Prieur, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og forfatter til bogen Det skjulte klassesamfund.

Den veluddannede klasses omfavnelse af populærkulturen er nemlig ikke i sig selv et tegn på, at skellene mellem finkultur og lavkultur er ophævet. Tværtimod kan det eklektiske kulturforbrug ses som endnu en måde at demonstrere kulturel kapital på.

»Ved at dyrke populærkulturen viser man, at man er usnobbet, samtidig med at man med sin intellektuelle tilgang får markeret sin status inden for de dannede lag,« siger Annick Prieur, der ser en tosidet gevinst i netop dén form for kulturforbrug:

»Man høster på en måde en dobbeltprofit af sin kulturelle kapital, fordi man på én gang fremviser sin klassemæssige status, samtidig med at man overskrider den.«

Nej tak til Kandis

Da Annick Prieur for nogle år siden sammen med tre forskerkolleger undersøgte den kulturelle elites kulturforbrug i Aalborg, sprang to ting i øjnene: På den ene side kunne hun konstatere, at mange af de borgere, der var rige på kulturel kapital og traditionelt ville sværge til de finkulturelle tilbud, også godt kunne lide rockbandet D.A.D.

Men på den anden side betød det ikke, at de dermed kunne lide alt. Samtidig med at de udtrykte begejstring for udvalgte dele af populærkulturen, udtrykte de decideret afsmag for andre: Kandis, Tamra Rosanes, Jane Aamund og Danielle Steele for eksempel.

»Det er en empirisk pointe, som problematiserer tesen om, at medlemmerne af eliten er blevet en form for usnobbede, altædende kulturforbrugere,« siger Annick Prieur.Det kan godt være, at elitens smag ikke længere er ’fin’, men det betyder ikke, at den er holdt op med at være ekskluderende. Den trækker fortsat grænser, men hvor grænserne førhen udelukkende var defineret af indholdet af vores kulturforbrug, er de i dag i højere grad defineret af vores evne til at fortolke vores eget kulturforbrug. Eller sagt på en anden måde: Det er ikke længere så afgørende, hvad vi ser, hører, spiser eller læser. Det er mindst lige så afgørende, hvordan vi taler om det, vi ser, hører, spiser og læser.

»Måden, man forholder sig til kulturen på, er blevet meget vigtig i distinktionsspillet – og måske også mere vigtig end spørgsmålet om, hvad man forholder sig til. Det handler faktisk ikke om, hvorvidt man hører rapmusik eller ej; det handler mere om, hvordan man hører rapmusik og hvorfor,« siger Prieur.

Ser det samme forskelligt

I sine klassestudier af borgere i Stavanger er den norske forsker Vegard Jarness nået frem til nogenlunde samme konklusion. I ph.d.-afhandlingen Class, Status, Closure – The Petropolis and Cultural Life (2013) slår han fast, at det at have ’en bred smag’ er blevet normen for den moderne, veluddannede norske elite, som for alt i verden ikke ønsker at blive »associeret med kulturelt snobberi og elitære holdninger.«

Vegard Jarness baserer sine konklusioner på 46 grundige interview med borgere fra Stavangers forskellige klasser og citerer blandt andre Thomas, en journalist i begyndelsen af 40’erne, for om sin egen generation at sige, at man hurtigt kan blive opfattet som »lidt mærkelig«, hvis man ikke vil »tillade sig selv at se et reality-program på tv.«

»Den kulturelle elite ser generelt sig selv som inkluderende og åben, og bliver faktisk også til en vis grad betragtet sådan af de lavere klasser – men det betyder ikke, at det ekskluderende ikke er til stede,« siger Vegard Jarness.

For det første er der stadig forskel på, hvem der går i operaen, og hvem der dyrker amerikansk countrykultur. Og for det andet er der alene i måden, hvorpå de forskellige klasser oplever, fortolker og taler om deres eget kulturforbrug, en form for skjult ekskluderingsmekanisme.

»De højtuddannede har i udpræget grad en kunst for kunstensskyld tilgang, som de både demonstrerer i forhold til de klassisk finkulturelle genrer, men også i forhold til mainstreamkulturen, som de intellektualiserer over og leger med,« siger Vegard Jarness.

Mens finkultur har mistet relativ værdi som kulturel kapital, er evnen til at transformere kulturelle oplevelser til intellektuelle erkendelser altså blevet et klassemæssigt særkende for den uddannede elite. Det har ført til mange gode kulturanalyser i dagbladene, mange gode samtaler ved middagsbordene og en generelt større og bedre forståelse af den uregerlige popkultur, som breder sig ud rundt om os, og som vi alle uundgåeligt – om vi vil det eller ej – er en del af og må forstå os selv i forhold til. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at det også har ført til en ny form for klassemæssig grænsedragning.

»Jeg fandt i min afhandling adskillige eksempler på, hvordan man i den kulturelle elite har en tendens til at se lidt ned på dem, der ikke evner at forstå værkerne på helt samme intellektuelle måde som én selv,« siger Vegard Jarness.

God på den forkerte måde

I et af de mere illustrative eksempler fra afhandlingen forklarer Oscar, en akademiker i midten af 30’erne, hvordan han har det med den folkelige omfavnelse af dramatikeren Jon Fosse, som han ganske vist også godt selv kan lide, men af andre og mere reflekterede grunde end dem, han mener præger flertallet af byens borgere.

»Jeg synes, det er fantastisk, at sådan en som Jon Fosse kommer til byen. Men jeg vil gætte på, at 99 procent af de mennesker, som kommer for at se hans skuespil, ikke har nogen idé om, hvad det hele handler om. De kommer bare, fordi der sker noget,« siger Oscar.

En lignende holdning præger Jonas, en ung kreativ mand i 30’erne, som har mere end svært ved at acceptere den »forbrugerkultur«, som han mener præger store dele af Stavangers indbyggere, og som kommer til udtryk ved de årlige stadionkoncerter i byen. Her dukker folk ikke op, fordi de er særligt interesserede i det band, der spiller, men bare fordi der for en gangs skyld ’sker noget’.

»Selv om det er et lille eksempel, så tror jeg, det er udtryk for en yderst homogen, konsensusorienteret og meget provinsiel tilgang til kultur,« siger Jonas, som ganske vist også selv var til stede ved R.E.M.-koncerten, men udelukkende fordi han har »et forhold til bandet« og har fulgt deres karriere »fra slutningen af ​​80’erne og frem«.

For Jonas er problemet ikke, at folk havde en god koncertoplevelse. Problemet er, at deres koncertoplevelse var god på den forkerte måde. Og ifølge Vegard Jarness er netop dén indstilling et glimrende bevis på, at skellet mellem en finkulturel og en lavkulturel tilgang til kunst endnu langtfra er ophævet. Og at klassesamfundet stadig er intakt.

»Den eklektiske tilgang til kulturen, som ved første øjekast kan se inkluderende ud, vil ved nærmere eftersyn ofte vise sig at være præcis lige så ekskluderende, som ethvert kulturforbrug altid har været – nu bare på en ny måde,« siger han.

– Men er der slet ikke noget positivt at sige om intellektualiseringen af populærkulturen? Det er jo også en måde at tilbyde nogle interessante perspektiver på den mainstreamkultur, som førhen blev opfattet som underlødig og uværdig af den herskende, kulturelle overklasse?

»Absolut. Som sociolog fokuserer jeg kritisk på det klassemæssige perspektiv. Men jeg er jo også selv kulturforbruger og interesseret i musik og litteratur. Og set ud fra dét perspektiv er der mange interessante aspekter at komme efter i en mere intellektuel tilgang til kulturen. Min pointe er bare, at det ekskluderende aspekt også altid er til stede, og at vi ikke bør være blinde over for det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Oreskov
  • Bjørn Pedersen
  • Niels Duus Nielsen
Claus Oreskov, Bjørn Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Nørgaard Andersen

En interessant artikel om et spændende emne. Fordi det ligger uden for artiklens fokus (den nye elitære, kulturelle eksklusivitet) er det rimeligt nok at en samhørende problemstilling ikke berøres: Var den hedengangne finkulturs værker i virkeligheden slet ikke af højere kunstnerisk værdi, end de populærkulturelle produkter, som eliten nu intellektualiserer over? Er Britney Spears og Mozart i realiteten lige store kunstnere? Eller drejer det sig i virkeligheden om at de toneangivende sociale lag ikke længere kan hverken rumme eller registrere "den store kunsts" kompleksitet og overskridende overskud?
I dag har jeg, med fornøjelse, haft en række spanske, nutidige populære musikeres sange kørende i baggrunden. Så skiftede jeg til Shostakovich 2. klaverkoncert - og blev som så ofte før slået af den enorme forskel - det giver egentlig slet ingen mening at sammenligne, for der skal nok anvendes to helt forskellige målestokke. Og spørgsmålet er så om nutidens kulturelle elite faktisk kun kender én målestok? Mens fortidens kun kendte den anden?

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Anne Sofie Lütken og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Allan Nørgaard Andersen. Du spørger: ”Var den hedengangne finkulturs værker i virkeligheden slet ikke af højere kunstnerisk værdi, end de populærkulturelle produkter, som eliten nu intellektualiserer over?” Jamen var det ikke lige præcis hvad Bourdieu mente?

"Da Annick Prieur for nogle år siden sammen med tre forskerkolleger undersøgte den kulturelle elites kulturforbrug i Aalborg..."
"Vegard Jarness baserer sine konklusioner på 46 grundige interview med borgere fra Stavangers forskellige klasser..."

Haha, Aalborg og Stavanger – meget længere væk fra "finkultur" kan man vist ikke bo. De skule have spurgt borgere i Wien, Milano eller Paris.

Alene betegnelsen "FINkultur" og denne omstændighed, at fodbold hører til kulturministerens ansvarsområde, siger jo alt om, at kultur ikke er rodfæstet i Danmark.

Rasmus Knus, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Wolf Wucherpfennig

Det kulturelle klassesamfund er først forsvundet, når evnen til at reflektere kunst ikke mere findes. Mener altså de to lærde sociologer. Men de tager fejl, for så findes der jo stadig nogle, der er så fine, at de kan læse og skrive. Dog ikke mere alt for længe, kan jeg hilse og sige: ”Skriftkulturens hovmed står for fald” (Information 12.06.14). I sidste ende er utopien af den kulturelle lighed dog først blevet til virkelighed, når ingen mere er i stand til kritisk og kreativt at tænke. Men der er håb forude: vi er allerede kommet et langt stykke på vejen derhen, godt hjulpet af OECDs dannelsesprogram, samtidig med at den almengjorte dumhed hjælper kraftigt med at udbygge det økonomiske klassesamfund.

Mihail Larsen, Steffen Gliese og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Frederik Larsen

Nemmere adgang til kulturelle produkter (film, musik, litteratur) og demografiske og kulturelle ændringer så som generelt øget uddannelsesniveau og øget social mobilitet over de sidste 50-60 år burde vel også opløse de kulturelle klasseskel før eller siden.

Jan Hansen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke på det.
Jo, at der er en vis træthed overfor kultur, der bevæger sig udover poppen, skal nok passe, men ikke at man bruger det som "klassemarkør". Og der findes ingen kulturel elite eller overklasse i den sammenhæng - det er bare nogen på information, der har behov for at tro det. Alle, der dyrker Britney Spears og Vild med dans, og lader det være nok med det, ved godt, at der noget mere derude, men har ikke lige tid eller kræfter til en rundvisning på Glyptoteket. Måske gør man en dyd af nøden, og løfter i fællesskab depravationen op til klasse, men det er indbildt, inderst inde ved man godt, det ikke holder.

Andreas Trägårdh, Rasmus Kongshøj og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Kultur er jo bare efterkrigs generationens ord for fascisme. Fin-kultur, således et eventyr om en generations kløft (verdenskrigen) som netop voksede ud af denne efterkrigstid - babyboomet.

I stedet for at beskrive, vil jeg spørge;

Hvor mange af de tilstedeværende kan forklare mig tonens udvikling, og systemets opbygning og historie - eventuelt bilægge løsninger, eller argumentation for systemets berettigelse i nuværende form?

Endvidere kulturelle forskelle - her ikke ment som vores bidrag, men alle kulturers udvikling og sprog -

En titel kan til tider sige mere end tusinde billeder

Andreas Trägårdh

Og I taler kulturelle produkter som var det den største selvfølgelighed. Det eneste kulturelle produkt der igrunden eksisterer er dig! Jer alle, hver især. Resten gud, film, heroin eller ludete er bare stimulancer

Andreas Trägårdh

Og I taler om kulturelle produkter som var det den største selvfølgelighed. Det eneste kulturelle produkt der igrunden eksisterer er dig! Jer alle, hver især.
Resten - gud, film, heroin eller ludere er bare stimulancer.

Det er meget simpelt, hvis ikke den akademiske elite er villige til at få jord på fingrene og kaste sig over og fortolke virkeligheden, som den finder sted, og som den foreligger, er der tale om manglende professionalisme.
Det er jo, hvad intellektuelle ikke blot i senmoderniteten, men i hele det 20. århundrede, og endog før, har beskæftiget sig med. FInkultur er jo, som regel, folkelig kultur, der er blevet gammel.

Vi må vel godt bygge et klaver, og spille på det mens vi er her?

Nå, ja - så lige løse problemerne forbundet derved - og eventuelt lære om - ?

Det er nu meget sødt at middelklassens masseuniversitetuddannede udannede kan bilde sig dette ind -men der findes stadigvæk (og gudskelov for det) en finkultur. Vi er stadigvæk en del som nemt gennemskuer disse udannede mennesker med en lang uddannelse, som snart alle kan få, for hvad de er. Dem som har taget deres dårlige middelklasse smag med sig gennem uddannelsesforløbet (tegneserier, krimier, rock, pop, tv serier, amerikanske film etc. ) og prøver på at akademisere det. Men det er og bliver dårlig smag - vi er nogle få som stadigvæk læser modernistiske og klassiske værker og som hører jazz og klassisk (moderne klassisk (John Cage ex) og som griner af fag som moderne kultur og kommunikation. Som foragter pop og rock (som er danskpop men på engelsk) og klart kan se at postmodernismen er en forlængelse af kapitalismen og kulturindustrien. Adorno er stadigvæk gud. Jeg er selv cand mag i litteraturvidenskab, filosofi og kunsthistorie og niveauet af dannelse er lattervækkende. Selv information er blevet til et studentikost blad hvor middelklassens udannede uddannede skriver om Lady Gaga og queer teori som om det ikke var pixitanker for middelklassen. Ja selv en film som The Matrix (med den Sofies verden niveau af filosofi) er en intellektuel film for dem. Man er ikke hvad man siger man er, men hvad man gør (læser. ser og hører)

Men de er tilgivet. Det er immervæk Danmark vi lever i og Danmark har altid været et bonderøvsland. Men søde er I da...

Martin Åberg, Britt Kristensen, Lone Christensen, Henrik Brøndum, Steffen Gliese og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
Carsten Straarup

Thomas Larsen
Tak skæbne! Sjældent møder man en så uforfalsket finkulturel protagonist som dig! Hvad er det helt nøjagtigt du er utilfreds med? At der bruges kritiker-spalter på en Lady Gaga, og at de samme ressourcer burde have været brugt på John Cage i stedet?

Jeg tror at de fleste starter hos førstnævnte, og hvis interessen og rejselysten er dyb nok, så lander de muligvis hos sidstnævnte - og hvad er der galt i det?

Danmark er et kulturelt bonderøvsland, siger du... Hmmm jeg er nærmest enig... For 20 år siden vidste rigtigt mange mennesker slet ikke hvem Arne Jakobsen var - nu skal de alle sammen have syverén i deres hjem! Se DET er lemminge-adfærd, der er til at få øje på!

(håber sørme ikke du har Arne Jakobsen møbler i dit hjem? For så er du jo også en lemming...)

For 20 år siden vidste alle, hvem Arne Jakobsen var, men derfra og så lige til at realisere sin viden i forbrug fra der guddommelig langt.

Elfenbenstårnet er en myte, alle kan få adgang, hvis de gør sig lidt umage. Det gider de så ikke, de vil hellere være en folk får, der lokkes til at købe dårlige produkter, der jævnligt skal skiftes ud.

Men det er nu også ved at skifte igen: i går så jeg en overskrift i forbifarten på MX: 7 ud af 10 danskere synes, der er alt for mange talentkonkurrencer i TV. Det er dejligt, at jeg nu ikke er alene om at synes det.

Henrik Brøndum

Citat fra artikel: "»Den eklektiske tilgang til kulturen, som ved første øjekast kan se inkluderende ud, vil ved nærmere eftersyn ofte vise sig at være præcis lige så ekskluderende, som ethvert kulturforbrug altid har været – nu bare på en ny måde,« siger han."

Jeg maa takke min og skaber for at han ogsaa har skabt saa store aander - der kan udforme slige fantastiske saetninger - at vi almindelige kan gaa rundt hele dagen i nydelsesfuld erkendelse over den fine verden der maatte ligge foran os, og som vi saa kan droemme om at blive lukket ind i.

Jeg skriver straks til ministeren og beder om lov til at betale nogle flere skatter til de skoenne - hvad hedder de egentlig - humanoerer, kultuloger, sublimaner .....?

Det er en stor misforståelse, at kulturforbrug altid har været ekskluderende. Tværtimod har det som hovedregel været centrum for det fælles i et samfund.
Det gælder oldtidens teater, musik og billedkunst, det gælder renæssancens bogtryk og øvrige offentlighed. Det gælder det italienske operateater, som udover rundhåndede donationer fra fyrsten og finansierede ved de riges logekøb, som gav adgang til billige og gratis billetter for de andre stænder.
Det gælder de nationale museer og den undervisning, der gives i de offentlige skoler og de gratis uddannelser.
Det gjaldt også kulturformidlingen igennem de nationale medier, men her begyndte man for allerede mange år siden at skulke fra opgaven, især ved at lægge alt for meget vægt på dag-til-dag-nyheder, fordi man gik over til at være et journalistisk medie først og fremmest. Det har været landet til ubodelig skade og lidt efter lidt også ført til, at fjernsynet mere og mere opfattes som irrelevant og noget, man kun burde betale til, hvis man brugte det.
Jeg synes, man skal gå den anden vej og igen gøre DR til stedet, hvor folk får noget, de ikke kan få andre steder.

Carsten Straarup

Peter Hansen:
"For 20 år siden vidste alle, hvem Arne Jakobsen var..."
Det gjorde de så IKKE alle sammen - NEJ! Det har jeg en ganske klar erindring om, da det dengang som nu faldt indenfor et område, som optog mig...

Og pointen burde være klar nok: At hvad der er in og, hvad der er yt - hvad der er en væsentlig kategori at beskæftige sig med, og hvad der er mindre væsentligt - i allerhøjeste grad også er et spørgsmål om mode.

For 20 år siden vidste det samme segment, hvad 'transition' 'directoire' eller 'biedermeier' er - det ved de til gengæld ikke i dag...

Som artiklen viserl, skønt den synes ubevidst om det, så er kulturen ikke blevet mere inkluderende, det er befolkningen, der er blevet fladere. De såkaldte uddannede er, som Thomas Larsen siger, stadig udannede. Derfor er det dem, der bevæger sig "ned" til popkulturen, det er ikke de lavere klasser, som bevæger sig op tll finkulturen.

Meta-analyserne - i artiklens tilfælde meta-meta-analyse - er udtryk for en traumatiseret smag, hjemmehørende hos en pinligt berørt elite, som opdager, at kapitalismen har besejret aristokratiet også i det eksklusive tårnværelse, der ikke længere formår at svæve majestætisk over den økonomiske struktur, det hviler på. Således har eliten hverken den økonomiske eller dannelsesmæssige kapital til at være det finkulturelle ideal. Karen Blixen var en af de sidste af racen.

I stedet søger man, som i den freudianske fort-da leg, at trænge ind i det traumefrekaldendes væsen for at mestre, forstå og transcendere det, men opnår sjældent mere end at bære ved til bålet, idet man mangler foruddsætningen for selvheling, hvilket netop er kulturelle kapital, men ikke i den typisk flade, økonomiske betydning begrebet har fået og også får i artiklen. Det ses vel ikke tydeligere end i det ironiske forhold, at man som analyseredskab næsten enstemmigt vælger de postmoderne antikulturalister, eller, i en gammel bekendts (må han forblive navnløs)tilfælde, østerlandsk navlepilleri . Om ikke andet skylder man disse intellektuelle ikke-ånder stor tak for at koncentre deres ligegyldigheder om Lady Gaga i stedet for at belemre den dybere kultur med dem.

Jeg aner ikke, hvad de begreber, du nævner, er, Claus Jensen. Jeg har en tåget idé om biedermeier, men jeg mindes nu ikke, at jeg nogensinde har set stilen udfoldet. Men jeg tror ikke, jeg er stødt på nogen her i landet, der ikke kendte til Arne Jacobsen.

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Det virker som om du er paa hjemmebane her? Det er jeg jo ikke, saa jeg risikerer at faa stryg.

Hvilken vaerdi skaber udviklingen af begrebet "kulturel kapital" ? For mig at se betyder det praecis det samme som "dannelse" eller "kulturel dannelse". Det medfoerer hos mig en del irritation - som vist ironisk ovenfor - men det er da ingenting i forhold til den splittelse mellem dannede/uddannede og u-udannede det genererer? Hvis humaniora og akademia vil forsvare sig mod managements angreb - og det boer de - er det vel vigtigt at skabe sig nogle alliancer i stedet for at isolere sig i foragtgrotten?

Det betyder, Henrik Brøndum, at man bliver taget alvorligt i det private og offentlige erhvervsliv i hele Europa OG USA, de sidste dog meste, fordi de falder på røven over alt, der har rødder mere end 50 år tilbage.

Henrik Brøndum

@Peter Hansen

Bliver man tager mere alvorligt hvis man siger "kulturel kapital" en "kulturel dannelse"? Det eneste jeg tager rigtig alvorligt - udover kaerlighed og familie - er en underskrift paa en kontrakt. Der har jeg aldrig stoedt paa hverken det ene eller det andet.

Grethe Preisler

Når jeg læser artikler som ovenstående, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en kulturrådmand fra provinsen, der stod med en sjat penge i kassen at fordele mellem to stridende fraktioner i byrådet.

Talsmanden for den ene fraktion (konservativ og medlem af handelsstandsforeningen) mente, at beløbet skulle anvendes til indkøb af en "vandkunst" til opstilling på byens handelsstrøg.

Talsmanden for den anden fraktion (venstrebonde og formand for den lokale folkedanserforening) mente, at det skulle anvendes til at fremme kulturelle events i lokalt regi arrangeret af lokale kræfter.

Rådmanden (radikal venstremand) som hældede mest til folkedanserens side, men nødigt ville lægge sig ud med handelsstandsforeningen, forsøgte sig med følgende definition på forskellen mellem fin- og lavkultur: "Kunst der er noget vi køber, kulturen den laver vi selv."

Helge Rasmussen, Lone Christensen, Henrik Brøndum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum, jeg tror, at det er af hensyn til samf'erne, der ikke rigtigt forstår begreber, hvis ikke har "kapital" eller "økonomi" eller lignende med.

Carsten Straarup

Peter Hansen
Nu skal vi ikke fortabe os i stilretninger, men min pointe var den, at den menneskelige hukommelse er såre kort, og at det der forekommer det 'dannede' nutidsmenneske (som dig f.eks) Indlysende at kende, slet ikke var så indlysende for blot 20 år siden - og omvendt.

Grethe Preisler

Jeg har taget mig den frihed at anbefale en ti år gammel anmeldelse i 'pjoskeren' af Lotte Svendsens 'Tid til forandring' (skrevet af Morten Piil).

Gå ikke glip af denne chance for et gensyn med et dokument fra tiden før Anders Fogh Rasmussens successive udskiftning af de 'smagsdommere', der dengang var huserede på det danske parnas med dem, der siden systemskiftet i 2001 har agterudsejlet disse kulturelt tilbagestående fortidsøgler.

Henrik Brøndum:

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at være med i en fælles humaniora front mod management-typerne, men jeg tror nok bgrebet kulturel kapital har en lidt anden betydning end dannelse.

Kapital skal forstås som noget til enhver tid gangbart inden for det pågældende samfundssystem, nogert der i det mindste potentielt giver fordel, magt, prestige.
Dannelse, som vi forstår det, giver ikke nødvendigvis nogen af delene. Således kan jeg vandkæmme håret, spise mine pommes fritter med sølvbestik og læse op af Tolstoys Krig og Fred så tosset jeg vil i ungdomsklubben inde på Nørrebro, det er stadigvæk ham med pludderbukserne nede om røven, kasketten omvendt på og det seneste rap-rim på læberne, der har den kulturelle kapital i det miljø.

Det er jo i virkeligheden derfor så mange akademikere beskæftiger sig med pop. Der er kulturel kapital i lortet.

Michael Kongstad Nielsen

"Klassemarkør" - er et mærkeligt udtryk. Det er i familie med "statussymbol". Man vil imponere og gøre sig til i andres øjne, få en værdi sat på skiltet, signalere sin klasse. Men det er jo en mærkelig ambition, for hvis man virkelig har den status og klasse, er der jo ingen grund til at fremhæve den så voldsomt, og hvis man ikke har, er det falsk varebetegnelse.

Jeg tror dog på en hel anden forklaring på dyrkelsen af lavkulturen i disse år: - profit. Der er penge i skidtet, og er der noget moderne mennesker er til fals for i dag, så er det at score kassen. At være et hit, vinde priser, gå viral, mest læst, mest set - bedre findes det ikke. Så jeg tror virkelig på, at kommercialismen har fået så hårdt fat i folk, udannede såvel som ubehøvlede, at penge går forud for Louisiana. I øvrigt er Louisiana en dårlig klassemarkør, så hellere en tur ud i skoven, der kommer ikke en sjæl, så det signalerer særklasse.

Mihail Larsen, Bjarne Troelsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sublimering

Hvis ikke vi (menneskeheden) vidste det i forvejen, så har Freud ganske overbevisende forklaret, at al kultur kræver sublimering (og derfor også evne til sådan). Det behøver man ikke at være elfenbensforsker eller kammermusiker for at erfare; det kan enhver god sportsudøver eller håndværker også skrive under på.

Forestillingen om, at man i demokratiets navn skal fjerne alle udfordringer og nivellere alle præstationer, er fuldkommen tåbelig. Opgaven er er hjælpe de svage til at blive bedre, ikke at forhindre de gode i at være det.

Det er bemærkelsesværdigt, at nogle af dem, der rynker på næsen af fremragende kunst og kalder nydelsen heraf for 'snobberi', synes det er ganske indlysende at tiljuble eliteidræt som demokratisk massekultur.

Steffen Gliese, Lone Christensen og Bjarne Troelsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

For Siegmund Freuds hårdnakket ortodkse disciple betyder 'sublimering' de humane forsøgsobjekters opstigning fra et lavere til et højere kulturelt og åndeligt stade (som oftest det stade, det videnskabsudøvende subjekt selv befinder sig på).

I fysikkernes mere jordbundne univers betyder 'sublimering' den proces, i løbet af hvilken objekter i fast form omdannes til - nåja: Gas!

Grethe Preisler

Jamen, det er jo også forfærdeligt sådan at tro, at man ved noget mere andre. De videnskabsudøvende subjekter burde skamme sig - og holde deres mund. For naturligvis er det noget vrøvl, de siger. Fordi man har brugt mange år på at skaffe sig en større indsigt og reflekteret over et utal af tilfælde og situationer, som mennesker kan komme i, så har man naturligvis ikke ret til at kloge sig.

Mihail Larsen:

Vi elsker folk der kloger sig, men hvad gav dig indtrykket af, at samtlige personer her i tråden nærer en tåbelig forestilling om, at man i demokratiets navn skal fjerne alle udfordringer og nivellere alle præstationer?

Kan det hænde, at de mange år brugt på at skaffe sig en større indsigt og reflektere over et utal af tilfælde og situationer, som mennesker kan komme i, har afstedkommet den fysiske transformation i det videnskabudøvende subjekt, Grethe Preisler henviser til, og at det nu som stadig luftigere luftart er steget så højt op i de atmosfæriske lag, at de videnskabelige objekter tager sig ud som en fjern og ensartet grå masse?

Uanset menneskehedens behov for at forbedre sig selv og resistens over for samme, er Freuds idé om sublimering den rene alkymysticisme - siger også Jung, og han må vel vide, hvad han taler om, da han mere eller mindre egenhændigt afstedkom samme videnskabs renæssance i det tyvende århundrede.

Grethe Preisler

Michael Larsen

Hold dig endelig ikke tilbage fra at ytre dig om andet end det, du er ekspert i i h.t. dit akademiske CV.

For min skyld behøver du hverken at skamme dig eller holde din mund i fora som dette, bare fordi du ikke også har autorisation som faguddannet psykoanalytiker. Så er det heller ikke værre ;0)

Sider