Baggrund
Læsetid: 7 min.

Finkultur har mistet værdi som klassemarkør

Som dannet menneske er det i dag vigtigere at have en mening om Britney Spears end om Richard Strauss. Den kulturelle overklasses smag er ikke længere ’fin’. I stedet markerer eliten sig ved at intellektualisere over sit brede kulturforbrug. Klassesamfundet lever stadig i bedste velgående – nu bare i det skjulte
Kultur
26. september 2014
Golden Days-festivalen i København legede med at transformere antikke finkulturelle marmorstatuer til noget populærkulturelt i sin pr-kampagne for åbningsfesten i 2013 på Glyptoteket. Kampagnen er udformet af Jesse Jacob og Rasmus Fly Filbert/iBureauet

Golden Days-festivalen i København legede med at transformere antikke finkulturelle marmorstatuer til noget populærkulturelt i sin pr-kampagne for åbningsfesten i 2013 på Glyptoteket. Kampagnen er udformet af Jesse Jacob og Rasmus Fly Filbert/iBureauet

Der var engang, hvor man som dannet menneske kunne hvile trygt i sine kulturelle smagsfællesskaber: en ny jazzplade, en udstilling på Louisiana, en digtoplæsning, en klassisk koncert – og så ellers en tur i Det Kongelige Teater.

Men der er sket noget med koderne de senere år. Finkulturen er ikke længere forbeholdt de fine, og massekulturen er ikke længere kun for masserne. Tag nærværende dagblad som eksempel: Hvor Information for 20 år siden fandt det naturligt at koncentrere kulturstoffet omkring »den finkulturelle anmeldelse« – som det hed i et strategioplæg fra 1990 – så er det i dag helt andre popkulturelle fænomener, som fylder spalterne på kultursiderne: X Factor, Paradise Hotel, Nik & Jay og Melodi Grand Prix udsættes rutinemæssigt for intellektuelle analyser i et forsøg på at trække fænomenerne ud af mainstream og ind i et andet, mere åndfuldt univers.

Medinas sange fortolkes som »et samtidsdrama i selvet«, Beyoncé udråbes til en »postfeministisk popguru«, og Justin Bieber forklares som »pubertetens og selvudviklingens trygge projektionsflade«.

Det er en kulturel samplingsmanøvre, der forsøger at bygge bro mellem popkultur og akademia ud fra et styrende princip om, at elitær kultur ikke nødvendigvis er godt, bare fordi det er kedeligt, og at populærkultur ikke nødvendigvis er dårligt, bare fordi det er underholdende.

Som Vegard Jarness, der er sociolog og forsker i forholdet mellem smag og klasseforhold ved Universitetet i Bergen, forklarer:

»Det at nærme sig populærkulturen på en intellektualiserende måde er blevet mere og mere vigtigt for den dannede elite. Derfor er et program som Paradise Hotel i dag også interessant for både arbejdere og akademikere.«

Høster dobbeltprofit

Den favnende tilgang til kultur kommer ikke kun til udtryk i tv og dagspresse, men viser sig også blandt forfattere, der skriver digte om tv-stjerner som Sarah Jessica Parker, og blandt universitetslektorer, der skriver afhandlinger om popikoner som Rihanna og Lady Gaga.

Så markant er tendensen, at flere forskere ligefrem hævder, at vi er blevet en nation af kulturelle omnivorer, der slet ikke skelner mellem finkultur og lavkultur mere.

Med vores fordomsfrie kulturforbrug har vi overflødiggjort de gamle kategorier, nedbrudt skellene og er sammen rykket ét skridt nærmere lighedsidealet om det klasseløse samfund. Hævder de.

Men dét er desværre ikke sandt, mener Annick Prieur, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og forfatter til bogen Det skjulte klassesamfund.

Den veluddannede klasses omfavnelse af populærkulturen er nemlig ikke i sig selv et tegn på, at skellene mellem finkultur og lavkultur er ophævet. Tværtimod kan det eklektiske kulturforbrug ses som endnu en måde at demonstrere kulturel kapital på.

»Ved at dyrke populærkulturen viser man, at man er usnobbet, samtidig med at man med sin intellektuelle tilgang får markeret sin status inden for de dannede lag,« siger Annick Prieur, der ser en tosidet gevinst i netop dén form for kulturforbrug:

»Man høster på en måde en dobbeltprofit af sin kulturelle kapital, fordi man på én gang fremviser sin klassemæssige status, samtidig med at man overskrider den.«

Nej tak til Kandis

Da Annick Prieur for nogle år siden sammen med tre forskerkolleger undersøgte den kulturelle elites kulturforbrug i Aalborg, sprang to ting i øjnene: På den ene side kunne hun konstatere, at mange af de borgere, der var rige på kulturel kapital og traditionelt ville sværge til de finkulturelle tilbud, også godt kunne lide rockbandet D.A.D.

Men på den anden side betød det ikke, at de dermed kunne lide alt. Samtidig med at de udtrykte begejstring for udvalgte dele af populærkulturen, udtrykte de decideret afsmag for andre: Kandis, Tamra Rosanes, Jane Aamund og Danielle Steele for eksempel.

»Det er en empirisk pointe, som problematiserer tesen om, at medlemmerne af eliten er blevet en form for usnobbede, altædende kulturforbrugere,« siger Annick Prieur.Det kan godt være, at elitens smag ikke længere er ’fin’, men det betyder ikke, at den er holdt op med at være ekskluderende. Den trækker fortsat grænser, men hvor grænserne førhen udelukkende var defineret af indholdet af vores kulturforbrug, er de i dag i højere grad defineret af vores evne til at fortolke vores eget kulturforbrug. Eller sagt på en anden måde: Det er ikke længere så afgørende, hvad vi ser, hører, spiser eller læser. Det er mindst lige så afgørende, hvordan vi taler om det, vi ser, hører, spiser og læser.

»Måden, man forholder sig til kulturen på, er blevet meget vigtig i distinktionsspillet – og måske også mere vigtig end spørgsmålet om, hvad man forholder sig til. Det handler faktisk ikke om, hvorvidt man hører rapmusik eller ej; det handler mere om, hvordan man hører rapmusik og hvorfor,« siger Prieur.

Ser det samme forskelligt

I sine klassestudier af borgere i Stavanger er den norske forsker Vegard Jarness nået frem til nogenlunde samme konklusion. I ph.d.-afhandlingen Class, Status, Closure – The Petropolis and Cultural Life (2013) slår han fast, at det at have ’en bred smag’ er blevet normen for den moderne, veluddannede norske elite, som for alt i verden ikke ønsker at blive »associeret med kulturelt snobberi og elitære holdninger.«

Vegard Jarness baserer sine konklusioner på 46 grundige interview med borgere fra Stavangers forskellige klasser og citerer blandt andre Thomas, en journalist i begyndelsen af 40’erne, for om sin egen generation at sige, at man hurtigt kan blive opfattet som »lidt mærkelig«, hvis man ikke vil »tillade sig selv at se et reality-program på tv.«

»Den kulturelle elite ser generelt sig selv som inkluderende og åben, og bliver faktisk også til en vis grad betragtet sådan af de lavere klasser – men det betyder ikke, at det ekskluderende ikke er til stede,« siger Vegard Jarness.

For det første er der stadig forskel på, hvem der går i operaen, og hvem der dyrker amerikansk countrykultur. Og for det andet er der alene i måden, hvorpå de forskellige klasser oplever, fortolker og taler om deres eget kulturforbrug, en form for skjult ekskluderingsmekanisme.

»De højtuddannede har i udpræget grad en kunst for kunstensskyld tilgang, som de både demonstrerer i forhold til de klassisk finkulturelle genrer, men også i forhold til mainstreamkulturen, som de intellektualiserer over og leger med,« siger Vegard Jarness.

Mens finkultur har mistet relativ værdi som kulturel kapital, er evnen til at transformere kulturelle oplevelser til intellektuelle erkendelser altså blevet et klassemæssigt særkende for den uddannede elite. Det har ført til mange gode kulturanalyser i dagbladene, mange gode samtaler ved middagsbordene og en generelt større og bedre forståelse af den uregerlige popkultur, som breder sig ud rundt om os, og som vi alle uundgåeligt – om vi vil det eller ej – er en del af og må forstå os selv i forhold til. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at det også har ført til en ny form for klassemæssig grænsedragning.

»Jeg fandt i min afhandling adskillige eksempler på, hvordan man i den kulturelle elite har en tendens til at se lidt ned på dem, der ikke evner at forstå værkerne på helt samme intellektuelle måde som én selv,« siger Vegard Jarness.

God på den forkerte måde

I et af de mere illustrative eksempler fra afhandlingen forklarer Oscar, en akademiker i midten af 30’erne, hvordan han har det med den folkelige omfavnelse af dramatikeren Jon Fosse, som han ganske vist også godt selv kan lide, men af andre og mere reflekterede grunde end dem, han mener præger flertallet af byens borgere.

»Jeg synes, det er fantastisk, at sådan en som Jon Fosse kommer til byen. Men jeg vil gætte på, at 99 procent af de mennesker, som kommer for at se hans skuespil, ikke har nogen idé om, hvad det hele handler om. De kommer bare, fordi der sker noget,« siger Oscar.

En lignende holdning præger Jonas, en ung kreativ mand i 30’erne, som har mere end svært ved at acceptere den »forbrugerkultur«, som han mener præger store dele af Stavangers indbyggere, og som kommer til udtryk ved de årlige stadionkoncerter i byen. Her dukker folk ikke op, fordi de er særligt interesserede i det band, der spiller, men bare fordi der for en gangs skyld ’sker noget’.

»Selv om det er et lille eksempel, så tror jeg, det er udtryk for en yderst homogen, konsensusorienteret og meget provinsiel tilgang til kultur,« siger Jonas, som ganske vist også selv var til stede ved R.E.M.-koncerten, men udelukkende fordi han har »et forhold til bandet« og har fulgt deres karriere »fra slutningen af ​​80’erne og frem«.

For Jonas er problemet ikke, at folk havde en god koncertoplevelse. Problemet er, at deres koncertoplevelse var god på den forkerte måde. Og ifølge Vegard Jarness er netop dén indstilling et glimrende bevis på, at skellet mellem en finkulturel og en lavkulturel tilgang til kunst endnu langtfra er ophævet. Og at klassesamfundet stadig er intakt.

»Den eklektiske tilgang til kulturen, som ved første øjekast kan se inkluderende ud, vil ved nærmere eftersyn ofte vise sig at være præcis lige så ekskluderende, som ethvert kulturforbrug altid har været – nu bare på en ny måde,« siger han.

– Men er der slet ikke noget positivt at sige om intellektualiseringen af populærkulturen? Det er jo også en måde at tilbyde nogle interessante perspektiver på den mainstreamkultur, som førhen blev opfattet som underlødig og uværdig af den herskende, kulturelle overklasse?

»Absolut. Som sociolog fokuserer jeg kritisk på det klassemæssige perspektiv. Men jeg er jo også selv kulturforbruger og interesseret i musik og litteratur. Og set ud fra dét perspektiv er der mange interessante aspekter at komme efter i en mere intellektuel tilgang til kulturen. Min pointe er bare, at det ekskluderende aspekt også altid er til stede, og at vi ikke bør være blinde over for det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Hvad hulen - er du nu der igen forklædt som Michael Yorks D'Artagnan på sit smørgule øg og med knækket kårde? Hvor godtfolk er kommer godtfolk til - men tak fordi du kom a damsel in drestress til undsætning, mens hun var ude og røre i gryden med aftensmad.

Ironi er sommetider svær at kapere.

I mit oprindelige Freud-indslag skrev jeg netop, at sublimering ikke er forbeholdt elfenbensforskere og kammermusikere, men en almenmenneskelig erfaring, som selv sportsudøvere og håndværkere udmærket forstår. Øvelse gør mester, som et gammelt ordsprog fortæller.

Til Grethe, der nu pludselig bliver fortaler for ekspertice, kan jeg fortælle, at jeg har læst, undervist og endog skrevet om Freud i årtier.

Til Claus, der uvist af hvilken grund gør Jung større end Freud, vil jeg blot sige, at jeg ikke har udtalt mig om samtlige deltagere i diskussion - bortset fra, at enhver kan have nytte af at læse Freuds værk om ubehaget i kulturen.

Men det er da ganske tydeligt, at nogle af deltagerne "nærer en tåbelig forestilling om, at man i demokratiets navn skal fjerne alle udfordringer og nivellere alle præstationer?"

Freud og Jung

- og lad mig så lige føje til, at hvad 'åndelighed' angår, så er Freud nok noget nærmere den organiske natur end Jung. Men lad nu ikke diskussionen, som ellers er relevant nok i sig selv, blive til en (traditionel) disput mellem tilhængere af Freud og Jung.

Mihail Larsen:

Min kommentar gik udelukkende på, at Grether Preslers (ingen årsag dear, distessed damsel) luftige tilgang til begrebet sublimering, var berettiget ogs[ set fra det videnskabsud'vende subjekts synspunkt.

Og hvis begrebet om sublimering let og naturligt trænger igennem selv så tæt en materie, som den der udgør sportsudøvere og håndværkere , hvad skal vi da med Freuds afhandlinger om emnet?

Sublimatio is a great mystery. Freud has appropriated this concept and usurped it for the sphere of the will and the bourgeois, rationalistic ethos .... Freud invented the idea of sublimation to save us from the imaginary claws of the unconscious. But what is real, what actually exists, cannot be alchemically sublimated, and if anything is apparently sublimated it never was what a false interpretation took it to be.

Dette gælder som sagt kun Madame Preislers rammende bemærkninger. Jeg siger ikke, at alkymi ikke har en værdifuld rolle i videnskaben om mennesket og civilisationen.

distressed.

... Jeg skriver heller ikke som en Jung-tilhænger mod Freud. Deres projekter synes at være forskellige, men som gamme lgnavpot fryder det mig naturligvis mere at læse Freuds domme over en menneskehed, som vrider sig i det ubevidstes kløer, end jubeloptimisten Jung, som evig og altid skal se et større formål (final cause) med det hele.

Michael Kongstad Nielsen

Som jeg husker begrebet sublimering, så betyder det at erstatte ægte følelser med plastik, kærlighed med computerspil. I den forstand kan lavkulturdyrkelsen godt være en sublimering for et større behov.

"Som jeg husker begrebet sublimering ...."

Sig mig engang, er dovenskaben blevet så stor, at du end ikke gider checke et leksikon. Det er i sandhed mangel på 'sublimering' bare at læne sig dovent op ad, hvad man sådan lige mener at kunne huske - i al fald, hvis man vil deltage i en diskussion som denne.

Bare for en ordens skyld: Den danske encyclopædi har en kort formulering, nemlig denne:

"sublimering, psykoanalytisk begreb indført af Sigmund Freud; det betegner en omdannelse af seksualenergi, således at denne bortledes fra sine oprindelige mål og objekter og i stedet anvendes til kulturelle, æstetiske og religiøse formål.
Drivkraften bag denne proces er et seksuelt afsavn, der er bestemt af ydre forhold, og som tvinger individet til at finde en alternativ tilfredsstillelse af den opdæmmede seksualenergi.
Seksualitetens neutralisering og forædling antages at ske ved tilbagetrækning af driftsenergien til jeget, hvis narcissisme derfor momentant forøges.
Fænomener som kunstnerisk skaben og religiøs hengivelse låner deres intensitet såvel som følelsen af grænseoverskridelse fra narcissismen og har i sidste instans et seksuelt udspring.
Som forsvarsmekanisme kan sublimering anses for et positivt alternativ til fortrængningen, der ofte vil føre til dannelsen af sygdomssymptomer."

http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykoanaly...

Men Freud tager delvis fejl, vil jeg anføre: de er tværtimod gensidigt forstærkende, således at æstetiske oplevelser forstærker libidoen. Jo mere æstetisk arbejde, både skabende og analytisk, man præsterer, jo mere øges den seksuelle trang - ligesom det jo synes at være tilfældet med alle andre psykofysiske udladninger: jo mere der tænkes, jo mere øger hjernen, jo mere der trænes, jo mere øger muskelmassen.

Michael Kongstad Nielsen

Undskyld, det skal aldrig gentage sig.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen, jeg vil nu mene, uden at slået det op i encyklopædien, at i lavkulturdyrkelsen bortledes seksualenergien ikke, den er tværtimod en vigtig ingrediens, derfor ingen behov for sublimering, da seksualiteten er allerede fuldt tilstede hos lady Gaga, Paradise Hotel, Nik & Jay og Melodi Grand Prix.

Grethe Preisler

Sådan kan det gå, når man kommer fra et hjem med klaver og en 'samspilsramt far', der ikke var bleg for at meddele sit afkom, at han agtede at 'slå hovederne ned i mavererne på dem, så de kunne kigge ud af navlerne', hvis de ikke snart lærte at 'sublimere deres naturlige drifter' og stoppe deres (undertiden korporlige) slagsmål og begynde at opføre sig som civiliserede mennesker.

Den sublimering Freud taler om er, hvor energien "bortledes" til et skabende formål, ikke en mere eller mindre passiv given sig i vold. At se på Lada Gaga, eller endda masturbere, eller begge dele samtidig, kan godt kaldes kultur, men ikke et kunstnerisk skabende moment.

Men, Claus Jensen, det, som jeg taler om, er, at den reelle erfaring ikke handler om, at energimængden er konstant, således at det skabende formål (på anden måde end det rent praktiske tidsaspekt) tapper hypofysen for trang til konkret seksuel udladning, men at den skabende akt tværtimod øger denne.
Freuds forsøg på biologisk at forklare den socialisation, som det dannede selskab kræver, når man skal begå sig, er en eufemistisk omgang med den sandhed, der også indebærer megalomani blandt borgerskabets åndsfyrster, der langt overgår Jørgen Leths tagen kokkepigen, hvor og når han måtte have lyst. Den kyske forståelse er sød, men også imod al erfaring - og i virkeligheden også byggende på en uunderbygget forestilling om de vilde gamle dage, hvor mad og sex var de eneste behov, folk tragtede efter at få opfyldt. Som hulemalerier og andre frembringelser siden har lært os, er det ikke tilfældet. Til gengæld kan fremstillingen af brunstige dyr på hulevæggen udmærket have udløst en mængde kønshormon med et øjeblikkeligt behov for kropslig stimulering til følge. Hvis I kan følge mig.
Man skal nok afholde sig fra at tænke for grundigt over, hvad de analytiske sessioner gjorde for analytikeren.

Den befriende sublimering

Nu bliver det mere indviklet, men foranlediget af Peters indlæg 23:27 (som jeg på mange måder er enig i), så vil jeg også pege på, at Freud nok var alt for pessimistisk (Unbehagen in der Kultur), når han gennemgående forstod sublimeringen som en undertrykkende kanalisering af drifterne, hvorved al kunst i virkeligheden bliver tragisk.

Herbert Marcuse (fra Frankfurterskolens 1. generation" har i sin bog fra 1955, Eros and Civilization (udgivet på dansk sidst i 60'erne) har henledt opmærksomheden på en helt anden, potenseret og frigørende forståelse af sublimeringen, nemlig den, som Friedrich Schiller beskrev i sine "Breve om menneskets æstetiske opdragelse" (også udgivet på dansk med et glimrende forord af Per Øhrgaard).

Jeg har selv uddybet analysen i min bog fra 2012, "De fire dimensioner" (Roskilde Universitet/keine hexerei).

Schillers, Marcuses, min og nu også Peters forståelse af sublimering som en intensivering og frigørelse af driften (noget Freud forholdt sig skeptisk, hvis ikke ligefrem afvisende til) leder til en kulturopfattelse, hvor sanselighed, leg, nydelse og frigørelse går op i en højere enhed. Helt uden snobberi og klassemarkører, men naturligvis ikke uden niveau.

Smukt, Mihail!

Peter Hansen:

Jeg mener, det netop er det (første halvdel af det, du skriver), der ligger i Jungs kritik. Det var måske bedre at tale om livskraft end seksuel energi, hvis man derved reducerer livsudfoldelsen til dens biologisk-seksuelle aspekt. Asketen kan effektivt "erotisere" objektet, han lider for, hvad entene det er Gud, Sophia eller muserne på en sådan måde, at den almindelige biologiske trang ledes over på dette objekt, eller kvæles. Han kan også styrke livskraften i alle dens manifestationer. Men snakken om at "forædle" eller omdanne en primitiv seksuel grundsubstans bliver hurtigt problematisk.

Ikke desto mindre beklagede Jung sig - så vidt jeg husker - over den obligatoriske transferens, hvilket for - igen så vidt jeg husker, alt dette er mange år siden nu - var en seksuel forelskelse af patienten i analytikeren. Ham selv med andre ord. Jung anså det for en fiasko, et symptom på sammenbrud i kommunikationen og dermed behandlingen, som analytikeren i sidste endte måtte tage ansvaret for.

Hvis det skal overføres på kulturen, kan man sige, der er et problem med forsøget på at aferotisere den, men at bagsiden af den mønt er overseksualiseringen. Det sidste forekommer når den kulturelle og mellemmenneskelige kommunikation bryder sammen.

Som du siger, synes selv de mest primitive samfund at have været overordentligt disciplinerede og kunstnerisk udtryksfulde og den seksuelle akt at have haft en universel symbolværdi, som er næsten ukendt hos os i dag, vel netop på grund af reduktionen til den rå, biologiske grundsubstans. Det er os og ikke de primitive, der render hovedløse rundt for at proppe os med mad og sex, tit også under de polerede manerer hos bærerne af finkulturen.

Ha, Claus Jensen, jeg kan læse, du går alt for lidt i teatret.

Jeg lytter til klassisk musik i lighed med andre seriemordere.

Der kan man jo faktisk godt tale om sublimering. Men ellers er Freud måske også grebet af den så velkendte kategorifejl, hvor kunsten i hans samtid netop i stedet for at sublimere seksuel energi brugte den som tematik. Tænk blot på Wedekinds "Vårbrud" og "Lulu", f.eks. Og for musikkens vedkommende det liderligste af alt, nemlig "Le Sacre du Printemps".

At tematisere seksuel energi i kunsten er da sublimering.

Måske, Claus Jensen, men er det ikke for eksplicit? Er reel sublimering ikke, når der tilsyneladende ikke er den mindste smule sex tilstede, fordi energien er blevet vendt væk fra det seksuelle for at virke i åndernes rige? Er det, vi ser her, ikke snarere afløb med andre midler?

Grethe Preisler

Finkulturens byrde:

Når jeg hører sætningen: "Det jeg hører dig sige, er..." får jeg undertiden en uimodståelig lyst til at trække Kristian Ditlev Jensens skønlitterære debut- og debatbog 'Det bliver sagt' ud af reolen og slå det talende 'subjekt' i hovedet med den, før 'objektet' går amok og smadrer hele bulen med et baseball bat.

Der er altid en case, når man har brug for det, i Information: http://www.information.dk/511030 - det er mageløst.

- og noget andet end Eckersbergs billede af pigen og papegøjen i bur.

Grethe Preisler

Der sagde du et sandt ord, Peter Hansen.

Mediebåret kulturformidling er også afhængig af kapitaltilførsel i hard cash, og vi går jo alle til spækhøkeren for grøden, som 'Nissen fra Odense' sagde.

Peter Hansen:

Det, jeg hører dig sige :-) er, at rengøringsvanvid skulle være en højere form for sublimering end at skrive en symfoni eller koregrafere en ballet? Ikke helt åndeligt endnu, men de asketiske træk er trådt frem.

Sjovt nok tror jeg, Claus Jensen, at personen med rengøringsvanvid vil give dig ret. :-)
Men ikke jeg, alle neuroser er ikke skabt lige.

Grethe Preisler

Og det, jeg hører 'Saxobank-segmentets nyttige idioter' sige, er: At enhver form for fysisk aktivitet, der endnu ikke kan udføres lige så godt eller bedre af industrirobotter, er en så ophøjet sublimering af den menneskelige virketrang, at det ville være 'stigmatiserende' for dem, der udfører det, at kalde det 'arbejde' og give dem en anstændig hyre for at få det gjort.

Jf. debatten i nærværende og andre 'finkulturelle' fora om filippinske au pair-piger og indiske rugemødres retsstilling.

Der hører du nu forkert, Grethe Preisler, al den stund vi kun har diskuteret rengøringsvanvid, ikke rengøring an sich.

Grethe Preisler

Det, jeg hører dig sige, Peter Hansen, er at jeg hørte forkert ;0)

Rengøring an sich - my bare foot! Hvor kan man købe sådan en app til sin smartphone?

Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ikke nogen smartphone. Derfor har problematikken endnu ikke været aktuel for mig personligt; men hvis jeg hører noget om det et sted, skal jeg nok sige det videre.

Sider