Læsetid 8 min.

At forlade sit miljø er en alvorlig sag

Velmenende socialdemokrater og socialister har misforstået noget, hvis de tror, de taler til en arbejderklasse. Det er meget værre, siger Bent Vinn Nielsen. En stor del af den danske befolkning er som ham vokset op i en almuekultur. Der bliver man på sin plads, og det kan have store omkostninger, hvis man ikke gør
Bent Vinn Nielsen bor i Nykøbing Falster i baglokalet til en gammel glarmesterbutik. ’Blyruder’, står der på facaden. Han skriver hele tiden – når han ikke spiser eller sover.

Bent Vinn Nielsen bor i Nykøbing Falster i baglokalet til en gammel glarmesterbutik. ’Blyruder’, står der på facaden. Han skriver hele tiden – når han ikke spiser eller sover.

Sigrid Nygaard
26. september 2014

Man kan dø nøjsomt. Bare føle sig træt og gå hen og lægge sig. Og så dø. Det gør Magnus Andersens far i Bent Vinn Nielsens nye roman Den svævende tankbestyrer. Han har været ude at slå græsset med den le, han har vedligeholdt hele sit liv. Et arvestykke. Men så bliver han pludselig så træt og går ind i soveværelset. Hans mor sætter endda ord på; inden hun dør, siger hun: »Jeg håber, jeg gjorde det godt nok.« Det er det. Efter et langt virksomt liv er det alt, hvad der er at håbe på. At man har gjort det godt nok.

»Det er lidt sølle,« siger Magnus Andersen om sine forældres måde at dø på, og det siger Bent Vinn Nielsen også: »Det er næsten som det berømte maleri af Brendekilde, hvor landarbejderen er faldet om på roemarken.« Udslidt er titlen på maleriet. Det er fra 1890. Men mentaliteten er ikke bare historisk, for nøjsomhed er det første ord, Bent Vinn Nielsen tænker på, når han skal beskrive, hvordan han stadig kan mærke Vendsyssel og 1950’erne i sig selv.

»Jeg har aldrig været nærig, men jeg kan stilles tilfreds med meget lidt. Det dér med at købe noget, bare fordi man får den idé, at man går og mangler det. Det kan man da ikke. Man nøjes.«

Mønsterbrydere er ildeset

Bent Vinn Nielsen kaldes arbejderklassens forfatter. Han er selv arbejderbarn og fra sit hjem i baglokalerne til en lukket glarmesterbutik i Nykøbing Falster skriver han om dem, der ellers ikke får så meget opmærksomhed. Som den aldrende tankbestyrer Magnus Andersen beskriver sig selv og sin stand i den nye roman: »Alle os, der aldrig selv oplever noget, fordi vi skal poste penge i de interessante.«

Men Bent Vinn Nielsen er faktisk kommet i tvivl om, hvorvidt han egentlig er fra arbejderklassen, hvor der ikke er lighedstegn mellem det, man laver, og den, man er. Og om velmenende socialdemokrater og socialister har taget fejl, når de har talt til en arbejderklasse. Her i Nykøbing Falster, hvor Bent Vinn Nielsen skriver med udsigt til de store sukkerfabrikker, er der måske en arbejderklasse. Men i hans indre Vendsyssel, hvor ordene kommer fra. Er arbejderklassen dér?

»Jeg er faktisk mere almuebarn, end jeg er fra arbejderklassen. Jeg kendte mange socialister og kommunister, da jeg var ung, og jeg har altid haft svært ved at forestille mig min far gå rundt dér under de røde faner.«

Bent Vinn Nielsens far var fodermester på en gård i Vendsyssel.

»Almuen følte sig mere knyttet til arbejdsgiveren. Til gården. Det behøver ikke være en dårlig relation, men man hørte til, og man gjorde sin pligt så godt, som man nu kunne, og opfattelsen var, at den plads, man var blevet tildelt i samfundet, det var, hvad det kunne blive til.«

Engang var det religiøst betinget. Det er det ikke længere, men den passivitet, som den orden indebar, lever videre. Som en tankegang, hvor man står i kø og kan få, hvad der er tilbage, når de andre har været ved fadet.

»Det er på en måde skamløst at forvente mere af livet,« siger Bent Vinn Nielsen.

»Det er meget overraskende for mange, i hvor stor udstrækning vi stadig er sådan et folk. Måske er det halvdelen af befolkningen, der kommer fra den baggrund. Det er sort snak, siger de: Almue er et historisk udtryk. Men hvis ikke man forstår, hvor mange der kommer fra landet på den måde, så kommer man heller aldrig til at forstå, hvor svært det er at bryde ud af sit miljø. Det er en alvorlig sag.«

Det er ikke fordrende for den sociale mobilitet, at store dele af befolkningen synes, de har det godt nok. Magnus Andersen i Den svævende tankbestyrer er, hvad man vil kalde mønsterbryder. Han er bankuddannet og endda en kort overgang regnskabschef i en virksomhed, inden han altså bliver tankbestyrer i Fenner. Hans far var arbejdsmand. Men Magnus Andersen tog studentereksamen i smug. Hans forældre vidste intet om det. Det var først, da han havde bestået, at han lod sin bror fortælle om det. Og det kun modvilligt. Det skulle ikke hedde sig.

»Han er blufærdig, for han er i færd med at forlade sit miljø, og det ved han godt. Det behandler man hverken som en sejr eller en bagatel.«

For meget underklassebarn

Det kan have store konsekvenser at forlade sin klasse, hvis ikke man forstår at træde varsomt. Da Bent Vinn Nielsen var ung, havde han en bekendt, der uddannede sig til læge. En dag da den lægestuderende kom hjem til sin mor i Vendsyssel, sad hun og gned armen med et skind.

»’Hvorfor gør du det,’ spørger den hjemvendte søn. ’Det er godt for blodtrykket,’ svarer hun. ’Arhhh, det tror jeg nu ikke,’ forsøger han sig selvfølgelig. Men moren kigger på drengen og siger: ’Sådan har vi altid gjort og fortsætter’. Man skal sgu passe på og være taktfuld,« siger Bent Vinn Nielsen og griner.

I hans romaner kan mønsterbrud få folk til at gå til grunde, men ikke nødvendigvis. Det kan også bare betyde, at man aldrig rigtig finder sin plads, når man har forladt den gamle. Men det kan også være slemt nok. Magnus Andersen bliver funktionær og hader sig selv for det. Han sidder der i banken og sveder og gør, som der bliver sagt. Han protesterer mod den polerede facade ved at møde ubarberet op et par gange, men det er det. Det er, hvad han har i sig af oprør. »Han kommer ud af sit miljø, men han hænger fast i det, for han tænker stadig sådan. Man er født som almue, og det kan man ikke bare tage af.«

Han er for meget underklassebarn til at kunne tilegne sig overklassens luksus. Det tænker Magnus Andersen, da han står i direktørens smukke spisestue og føler sig usikker. Bent Vinn Nielsen kender den usikkerhed fra sin omgangskreds i form af veluddannede underklassebørn, der beder om hjælp til at vælge kunst til væggen, fordi de ved, at det bør man have. Og fra sig selv, når han skal deltage i sociale sammenhænge med forfatterkolleger.

»Når man skriver, så er man suveræn i formuleringerne, men når man skal falde ind i sådan en gruppe af dannede borgere, så bliver det svært. Så håber man på at finde et bord i hjørnet sammen med Arthur Krasilnikoff, da han levede. Men Johannes Riis kommer altid og finder én, og så er der lige én, man skal møde.«

Johannes Riis er ellers ikke selv for god, tilføjer Bent Vinn Nielsen og fortæller om engang, han blev interviewet af Gyldendals litterære direktør, morsingboen Riis på BogForum.

»Pludselig begyndte jeg at grine, for det var så komisk, at vi to bonderøve sad der og lod som om, vi var forlægger og forfatter. Johannes forstod det og begyndte at fnise. Publikum fattede det selvfølgelig ikke. Det er kun os selv, der kan fornemme det.«

Usikkerheden og den faste overbevisning om, at folk kan gennemskue, at man ikke hører til, ikke slår til. Det er noget, man bilder sig selv ind. Det er Bent Vinn Nielsens erfaring.

»Man tror aldrig selv, man er god nok. Det er ikke de andres skyld, for det tænker de sjældent. Engang skulle jeg dække bord sammen med forfatteren Michael Buchwald, som er fra det bedre borgerskab. Da jeg begyndte at smide gafler på, kunne han godt se, at det dér, det kan Bent ikke finde ud af. Og så lærte han mig det. Det var ren instruktion. Dét er noget af det mest pædagogiske, jeg har oplevet. Han tænkte jo ikke dårligt om mig, fordi jeg ikke vidste, hvor glassene skulle stå. Han lærte mig det bare.«

De udmattende lokale koder

Men det er altså, hvad de, der forlader deres eget miljø, skal overkomme. Være taktfulde og respektfulde over for det, de har forladt, og begå sig i et miljø, hvor de ikke kender koderne og sproget.

»Det skal man tænke over, når man gerne vil have flere mønsterbrydere. Man forlanger noget af nogen, som man ikke forlanger af sig selv. Jeg tror for eksempel ikke, det har været nemt at være Poul Nyrup Rasmussen. Landets måske mest kendte mønsterbryder.«

Bent Vinn Nielsen uddyber ikke. På mange måder taler han, som han skriver. Næsten lavmælt og lunt – og i korte helsætninger. Det er arven fra Vendsyssel, der har sat sig fast i sproget. Man økonomiserer også med ordene, og det gør Bent Vinn Nielsen i sine bøger. Her er hans ordknappe ophav en styrke. Han fjerner alt det overflødige og siger kun det nødvendige, og det efterlader en litterær mundtlighed, som de færreste kan gøre efter. Han skriver troværdigt om en tavs kultur.

Nede i Rødby bor en af Bent Vinn Nielsens gamle skolekammerater fra Gl. Sulsted i Vendsyssel.

»Når jeg møder ham, kan jeg godt mærke, at jeg taler mindre, end jeg normalt gør.«

Det er ikke en nær ven eller én, han har et specielt forhold til, der kræver taktfuld tavshed.

»Man skal bare ikke snakke så meget.«

Det er den nordjyske nøjsomhed igen. Bent Vinn Nielsen har aldrig fortrudt, at han forlod Vendsyssel. Og teknisk set har han jo heller ikke gjort det. I sine bøger bor han der stadig. Da han var ung kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme væk.

»Man så med undren på dem, der blev tilbage. Man blev frustreret over, at de ikke ville noget. Havde de da ingen ambitioner? Man er så utålmodig som ung, og man skal passe på, for ellers kan det udvikle sig til en stor svaghed.« siger han og ler igen. I dag ser han på dem, der blev tilbage på en anden måde.

»Det er i virkeligheden meget loyalt. De bliver det sted, hvor de er kommet til verden, og hvor de har lært den at kende. I dag har jeg mere respekt for hjemmefødninge end nogensinde før. Jeg er det bare ikke selv.«

Han kan faktisk tale dialekten, men gør det ikke længere. Når han kom hjem og begyndte at tale dialekt, så troede folk, han gjorde nar ad dem. Det kunne han ikke lide. Så nu er han i stedet blevet en, der ’taler fint’, når han er deroppe. Sådan må det være. Men han holdt også op med at tale dialekten af en anden grund, fortæller han: »Man kan ikke sige særligt meget. Det er så meget, der er underforstået og så mange koder. Det kan faktisk være ret udmattende. Jeg er mere talende end det.«

Men man ser det for sig, at Bent Vinn Nielsen støder ind i sin gamle skolekammerat på gaden i Nykøbing Falster. Så står han dér med hænderne i bukselommerne og siger ting som: ’Nå ja, men det er jo nok godt nok’, og ’Man har det vel, som man har fortjent.’

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kim Øverup
    Kim Øverup
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Niels Engelsted
    Niels Engelsted
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Laurids Hedaa
    Laurids Hedaa
  • Brugerbillede for Rasmus Knus
    Rasmus Knus
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for ds sds
    ds sds
  • Brugerbillede for Tino Rozzo
    Tino Rozzo
  • Brugerbillede for Kirsten Andersen
    Kirsten Andersen
  • Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
    Gert Selmer Jensen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
Kim Øverup, Niels Nielsen, Niels Engelsted, Benno Hansen, Laurids Hedaa, Rasmus Knus, Anne Eriksen, ds sds, Tino Rozzo, Kirsten Andersen, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

Poul Nyrup Rasmussen var mønsterbryder med alle de problemer det nu engang medfører.

Anders Fog Rasmussen var mønsterbryder fra almuen lige som Bent Vinn Nielsen.
AFR er opvokset ved landsbyen Hvidding mellem Randers og Viborg, ikke al for langt fra BVN's Vendsyssel.

AFR skrev i sine erindringer, om den usikkerhed han oplevede i gymnasiet i Viborg, hvor han kom i klasse med børn fra byens bedre borgerskab, som kendte alle gymnasiets koder og let klarede sig.

Georg Metz benyttede naturligvis anledningen til at snotte på AFR:
"Mon det nu også var så let for de andre elever i gymnasiet i Viborg?"
Som om det var det, det handlede om.
Anders Fog Rasmussen som mønsterbryder med usikkerhed og problemer............rend mig, det er bare valgflæsk.

Brugerbillede for Lone Christensen
Lone Christensen

Fin fin artikel!
- jeg får helt lyst til at læse Bent Vinn Nielsens bøger.......

Niels Engelsted, Laurids Hedaa, Steffen Gliese, Lilli Wendt, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Hedegaard Kronborg
Jan Hedegaard Kronborg

Den socialarv- og familie historiken er en svær ting at.. At vil både sige farvel og komme reelt væk fra, løsrive- og forlade sit miljø- og vilkår er en kamp! Og tror jeg fuldt ud forstå udsagn.. "At forlade sit miljø er en alvorlig sag." Anders Fogh Rasmussen, der blev mere stueren- og borgerlige, end de mange borgerlige i Viborg. Og selvfølgelig Poul Nyrup Rasmussen, der blev sidste socialdemokrat med en reel kontakt- og viden. hr og fru Danmark. Ikke blot proffesionel- og tilidshverv politiker pga. uddannelse- og netværk, der ville give ham arbejdet politiker. M.V.H.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

God pointe og meget sigende, for de som nogensinde har følt det på egen krop eller mødt nogen, som har:
"At bryde ud af sin sit miljø er en alvorlig sag."

Det er ikke noget, som en minister kan beslutte sig for på menneskenes vegne.

Lone Christensen, Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Bent Vinn-NIelsen er en af mine yndlingsforfattere, ja jeg vil gå så langt som til at sige, at han er et af mine yndlingsmennesker.
Jeg læser hans skrifter og føler, at han er mig og jeg er ham.
Ville så gerne høre hans svar på et spørgsmål, som har bøvlet med i årevis:
"Du må ikke glemme, hvor du kommer fra", sagde de gamle til de første mønsterbrydere.
Mit spørgsmål er: Hvis dét, man kommer fra, er noget skod, hvorfor må man så ikke glemme det?
Håber på et svar i en af Vinn-Nielsens kommende skrifter.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det er netop det, jeg har imod udtrykket "mønsterbryder" - Man kommer fra noget dårligt og bliver bedre - lige så god som...
Det er snart brugt i mange år og er måske et af de eneste udtryk, der ikke har fået en analog benævnelse. Hvorfor ikke acceptere mennesker der, hvor de er og bare glæde sig over at det går godt for nogle, når de får det indhold i livet, de ønsker sig?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Mønsterbryder handler om noget mere grundlæggende end social nød, nemlig bruddet med handlingstvang. Man behøver derfor ikke forlade hjemstavnen for at være mønsterbryder.
AFR var en anden historie, han påførte et helt samfund sine forkvaklede værdier, og vi lever stadig med konsekvenserne. Her er tale om en anden slags mønsterbrud: hele samfundet mistede de moralske forestillinger, der holdt sammen på det.

Preben Haagensen, Anne Eriksen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lone Christensen
Lone Christensen

Bent Vinn Nielsen kommer i Deadline i aften og bliver interviewet af Martin Krasnik. Det er kl. 22.30, hvis nogen skulle være i tvivl.
Tidligere programmer kan man finde på dr.dk, så jeg gætter, at dette program også vil være tilgængeligt online fra i morgen, hvis man ikke lige fik set det hertil aften.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Mit spørgsmål er: Hvis dét, man kommer fra, er noget skod, hvorfor må man så ikke glemme det?"
Nu bruger du udtrykket skod - et udtryk, der er mig virkelig meget imod. End ikke narkomaner, alkoholikere eller kriminelle er "skod"; hvis de har magtet at give deres børn en smule kærlighed, er de end ikke "skod" i deres børns øjne, selv om de har svigtet i de fleste af livets forhold. Jeg kan garantere dig for, at Bent Vinn ikke accepterer den måde at omtale mennesker på.
Men hvad opstigen fra "almuen" angår, er kan du måske tage Anders Fogh som eksempel, Tino Rozzo.
Hvis man et øjeblik ser bort fra hans politik (det er svært, det ved jeg godt), så kan man se på hans kontrolhysteri, hans detaljerede planer, hans vrede mod det, der forstyrrede mønsteret.
Det skinner igennem i f.eks. den dokumentarfilm, han selv godkendte.
Alt det kan være resultatet af at forsøge at glemme, hvad man kommer fra - i stedet for at acceptere det og tage det med.