Det tog tre år at finansiere den nye grønlandske dokumentarfilm Sume – lyden af en revolution. Men det havde sikkert været en del lettere, hvis folkene bag ikke havde insisteret på, at der skulle stå GL i stedet for DK, når den blev præsenteret i diverse festivalprogrammer. Er man en grønlandsk filmproducent, kan man nemlig lige så godt være fra Uganda, når man søger støtte hos Det Danske Filmselskab – medmindre man altså er villig til at give slip på krediteringen.
Når de to bogstaver, der står i en parentes bag filmens titel, på trods af besværlighederne blev fastholdt som bærende princip, var det først og fremmest fordi instruktør Inuk Silis Høegh og producer Emile Hertling Péronard ville sikre dens forankring i det land, de kommer fra – det land, filmen og dens historie også kommer fra.
Grønland er nemlig i høj grad blevet repræsenteret af danskerne. Både fordi Danmark holder fast i, at Grønland på trods af selvstyret ikke må oprette selvstændige ambassader, men også fordi der gennem filmhistorien kun findes meget få eksempler på grønlandsk film (den første spillefilm kom i 2008), mens der findes utallige film om Grønland. Film som primært stammer fra kolonimagten, og som i bred forstand har stigmatiseret landet som et meget fotogent, men dog håbløst primitivt land. Som et land af umoderne sælfangere og umulige alkoholikere.
Derfor vil den grønlandske filmindustri og filmfestivalen Greenland Eyes vise film om det moderne Grønland og alle dem, der godt kunne omstille sig. Både fordi det er vigtigt at genvinde landets selvfortælling og bryde fordommene udadtil, men også fordi de står midt i en nationsbygning, hvor den kulturelle og mentale frigørelse måske kan være ligeså vigtig for den endelige selvstændighed som den økonomiske.
Men når vi nu har taget patent på repræsentationen af Grønland i udlandet på det ene plan, har vi så ikke et ansvar for, at de kan præsentere sig selv på et andet også? Når man som koloniherre nedbryder en kulturel identitet ved at påtvinge indbyggerne sprog, værdier og religion, skylder man så ikke at hjælpe med genopbyggelsen, også i kulturel forstand?