Læsetid: 7 min.

Hold nu kæft, det passer ikke!

Kulturministeren opfordrede til dialog, da Det Danske Filminstitut i mandags inviterede til heldagsseminar om dansk films fremtid. Branchen lod i nogen grad hånt om opfordringen og begyndte i stedet at kalde hinanden navne
Lige så snart kulturminister Marianne Jelved – havde forladt klasselokalet, begyndte klassens skrappe drenge at skyde med kramper og kalde hinanden grimme ting. Det får man sjældent noget godt ud af, og det synes ikke så smart, de forestående filmaftaleforhandlinger taget i betragtning.

Per Morten Abrahamsen

4. september 2014

»Hold nu kæft! Det passer ikke!«

Tonen blev mere og mere uforsonlig, efterhånden som diskussionen udviklede sig, da Det Danske Filminstitut mandag afholdt temadag om dansk film og filmbranchens mange økonomiske og kunstneriske udfordringer.

Første og vigtigste punkt på dagsordenen var ’Nye samarbejder om finansiering og vinduer’, og til stede i Cinemateket i København var en række af branchens aktører – producenter, biograffolk, distributører, instruktører – og repræsentanter for nogle af de eksterne samarbejdspartnere, man gerne vil inddrage i et forsøg på at skaffe flere penge til dansk film, blandt andre teleindustrien.

Og ikke mindst Ulf Lund fra TDC måtte holde for – men formåede selv stort set at holde hovedet koldt – da et par af filmbranchens mindre høviske medlemmer begyndte at skælde ham ud. Udgangsbønnen om dialog fra kulturminister Marianne Jelved, der blot en time forinden havde budt velkommen med humor og formanende ord, syntes allerede at være glemt.

Opfordring til dialog

»Jeg vil gerne komme med et par gode råd til jer,« sagde kulturministeren blandt andet efter at have slået fast, at der ikke kommer flere penge fra staten til dansk film, og at parterne i salen sammen må finde en løsning på filmbranchens især finansielle problemer.

»Det ene er en erfaring, jeg gjorde i EU, da jeg var økonomiminister: at vetoretten er det mest udemokratiske, der overhovedet findes. Der er intet nemmere end at sætte sig tilbage med korslagte arme og sige, ’nej’, og lade de andre om at klare de voldsomme og besværlige diskussioner. Det andet er Grundtvig, der i løbet af sin karriere skiftede fra logos – ordet – til, at dialogen var det vigtige. Det er den fælles lærings- og erkendelsesproces. Man skal hellere gå den kommunikative vej end at tage ved lære af politikerne, der har en tilbøjelighed til at gå den strategiske vej, som handler om at opnå en ensidig påvirkning af en anden.«

Men som Claus Ladegaard, direktør for Produktion og Udvikling på Filminstituttet, sagde en lille time senere: »Vi er snarere rykket et par skridt tilbage, for der er virkelig blevet sagt noget sludder her i dag.«

Ud over Claus Ladegaard fra DFI og Ulf Lund fra TDC bestod panelet til den første debat af Klaus Hansen fra Producentforeningen, Kim Pedersen fra Danske Biografer, Allan Hansen fra Nordisk Film og Annette K. Olesen fra Danske Filminstruktører. Det var tydeligt, at især Ulf Lund og Klaus Hansen havde et horn i siden på hinanden, og at der forud for mandagens seance var gået mange timer med at skændes i det såkaldte Filmpolitisk Forum, der blev nedsat for et par år siden i et forsøg på at nå frem til et fælles fodslag i forhold til dansk films fremtid.

Den hårde tone har også været symptomatisk for den debat, der gennem de seneste måneder har kørt i medierne. Filmpolitisk Forum har i en rapport anslået, at der mangler 60-70 millioner kroner årligt i dansk film, blandt andet på grund af faldende hjemmevideosalg. Og inden udgangen af oktober skal der forhandles en ny fireårig filmaftale på plads mellem folketingets partier, hvorfor de forskellige interessenter har haft travlt med at positionere sig med forslag til, hvordan dansk film kan få tilført flere ressourcer.

Et af de mest omdiskuterede forslag handler om, hvorvidt teleindustrien skal bidrage til finansieringen af dansk film, fordi teleoperatører som TDC tjener penge på at levere bredbåndsinternet, som igen bliver brugt til at transportere ikke mindst danske film, lovligt og ulovligt. Og netop internetdistributionen af film er en af grundene til, at branchen ikke længere kan tjene penge på at sælge fysiske formater som dvd og Blu-ray, mens streaming og VoD (endnu) ikke kan kompensere for tabet.

Kulturelt ansvar

Annette K. Olesen roste i mandags teleindustrien for at have været løsningsorienterede i arbejdet med Filmpolitisk Forum, og mindede alle paneldeltagerne om, at hvis man tror, at dansk film kan klare sig på markedsvilkår, så tager man fejl.

»Dansk film er afhængig af filmstøtte, og alle, der laver film eller har med film at gøre, har et medansvar for, at dansk films kvalitet opretholdes,« sagde hun.

Men teleindustrien vil ikke bare uden videre bidrage økonomisk til filmbranchen, heller ikke selv om der i løbet af seancen flere gange blev talt om, at også teleindustrien i et lille land som Danmark, hvor kunst og kultur netop ikke kan klare sig selv uden statsstøtte, bør tage et samfundsmæssigt ansvar og ikke blot tænke på penge. Internettet er ikke et parallelsamfund, det er samfundet, som Annette K. Olesen formulerede det.

»For seks år siden skabte vi TDC Play, som har været en del af løsningen for en kriseramt musikbranche,« sagde Ulf Lund med direkte adresse til Producentforeningen, som synes, at teleindustrien skal betale ved kasse et. »Vi har forsøgt at være en medspiller og komme med forslag, men vi er kun ensidigt blevet mødt med krav om, at vi skal komme med flere penge. Fordi vi er et teleselskab, må vi have mange penge. Men musikbranchen griner af jer, fordi I ikke har lært noget.«

Den bedste filmbutik

Teleindustrien og ikke mindst TDC vil dog godt være med til at skabe reelle alternativer til de nuværende streaming- og VoD-tjenester som Netflix, HBO og iTunes. Alternativer, der hurtigere og nemmere kan bringe danske film ud til forbrugerne, end det er tilfældet nu.

Det kunne for eksempel være i form af at være en såkaldt premium-tjeneste, hvor holdback-perioden – det vil sige perioden fra en films biografpremiere til dens hjemmevideopremiere, som lige nu er fire måneder – for eksempel sættes helt ned til to eller færre måneder. Eller det kunne være en model, hvor teleoperatører som TDC ligefrem investerer i danske film mod at få nogle særligt fordelagtige VoD-rettigheder.

»Alle må hoppe på stolen, hvis situationen skal løses, kreativt og økonomisk,« sagde Annette K. Olesen, der sammen med Danske Filminstruktører gerne vil have teleindustrien som investor i dansk film.

»Der skal skrues og drejes på rettighederne, hvis vi skal findes en løsning, og VoD-udbydere skal være medfinansiører med en MG (en såkaldt minimumsgaranti, et beløb, der betales forud for en films distributionsrettigheder, red.).«

Ulf Lund, der sammen med TDC stod bag den fejlslagne VoD-tjeneste YouBio, fortalte så, at arbejdet med Filmpolitisk Forum havde givet ham en idé: »Vi skal sælge film, mens de er nye. Vi har købt navnet Blockbuster og investerer et tocifret millionbeløb i at opbygge Danmarks bedste filmbutik på internettet inden jul.«

Nye modeller

DFI’s Claus Ladegaard understregede, at de fleste film stort set har udtømt indtjeningsmulighederne i biograferne efter otte uger, og at en løsning på pengeproblemerne kunne være kortere holdback og flere rettigheder til teleudbydernes VoD-tjenester, hvis de til gengæld kommer med penge.

Også Allan Hansen fra Nordisk Film efterlyste en større fleksibilitet i forhold til hele holdback-spørgsmålet. Han forestillede sig en mulighed, hvor de store film, der traditionelt sælger mange billetter, har en lang holdback-periode, mens mindre og smallere film, der ikke klarer sig så godt i biograferne, hurtigere kan komme ud på VoD.

»Nordisk Film tror på biografmarkedet (selskabet er landets største biografoperatør, red.), men der er også brug for et sundt filmmiljø i Danmark,« sagde han og nævnte Electronic Sell-Through (EST) som en forretningsmulighed, man endnu mangler at afprøve i stor stil i Danmark. Også Producentforeningens Klaus Hansen syntes begejstret for EST-modellen, hvor forbrugerne betaler et engangsbeløb for at kunne downloade – altså for reelt at købe – en film eller en tv-serie, som de så kan opbevare på deres harddisk i modsætning til traditionel VoD, hvor man typisk lejer en film via internettet i en begrænset periode.

Fintunet urværk

Biografejernes Don Quixote, Kim Pedersen, talte igen og igen om biograferne som den danske filmbranches største indtjeningsvindue – det er de også stadigvæk – og så længe holdback-perioden er, som den er nu – tre-fire måneder – kommer digitalisering og internetdistribution efter hans mening ikke til at betyde noget for de danske films biografindtjening.

»Det handler om at finde en balance mellem de forskellige platforme, så det sikrer den størst mulige indtjening for dansk film,« sagde han.

»Alting, man rører ved, får en konsekvens. Filmbranchen er et fintunet urværk, og så længe det går godt for biograferne, går det godt for alle. Jo flere mennesker, der ser en film i biografen, jo flere ser den også på VoD.«

Men, sagde Kim Pedersen også, »jeg vil gerne præsenteres for forslag til, hvordan man kan sende de smalle film tidligere ud på VoD, og biograferne vil se velvilligt på EST, hvis det kan give dansk film større indtægter.«

Ballade i klasselokalet

Og sådan bølgede diskussionen frem og tilbage, uden at man for alvor nåede videre. Tværtimod fik man demonstreret den kløft, der stadig er mellem især Producentforeningen og Danske Biografer på den ene side og teleindustrien og til dels Danske Filminstruktører og Det Danske Filminstitut på den anden.

Et enkelt »fuck dig« blev det til i løbet af den timelange debat, og selv om seancens ordstyrer, journalist og radiovært Lasse Jensen, for det meste havde styr på løjerne, sad man tilbage med fornemmelsen af, at lige så snart ’læreren’ – kulturminister Marianne Jelved – havde forladt klasselokalet, begyndte klassens skrappe drenge at skyde med kramper og kalde hinanden grimme ting. Det får man sjældent noget godt ud af, og det synes ikke så smart, de forestående filmaftaleforhandlinger taget i betragtning. Kan ’eleverne’ ikke selv administrere det ansvar og den frihed, de har fået, ender det med, at ’lærerne’ – altså politikerne – tager over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De uvidendes grin

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Det er muligt både teleoperatører og musikbranche griner af filmbranchen. Men det er de uvidendes grin.

Nedenstående 11 grunde til at film og musikbranche ikke kan sammenlignes - og hvorfor filmbranchen ikke kan bruge musikbranchens erfaringer til noget som helst.

1. Der er gigantisk forskel på produktionsprisen på en spillefilm og en sang.

2. Musikbranchen har været og er plaget af enormt pirateri. I filmbranchen er der intet pirateri, så længe danske film vises i biograferne. Det er først, når danske film netop bliver udgivet på dvd/blu-ray og digitale medier, pirateriet opstår.

3. Filmbranchens forretningsmodeller er vidt forskellige. Musikbranchen har aldrig opereret med vinduer, det har filmbranchen til gengæld og det har været en tordnende succes. Selv Det Danske Filminstitut anerkender vinduernes fortsatte nødvendighed for filmbranchen.

4. Hovedårsagen til at musikindustriens indtægter røg i frit fald, var fordi de tidligere tvang pladekøbere til at købe 11 numre, hver gang køberen blot ville have et enkelt. Det satte de digitale medier en stopper for. Her kunne man nemlig købe det ene nummer pladekøberen var interesseret i. Årsagen til at filmbranchens indtægter er gået i frit fald i home entertainment-sektoren, er den lave prissætning, som er dikteret af illegale hjemmesiders tilbud om – kvit og frit – at kunne få
adgang til film.

5. Musik er produceret for enhver form for højtaler, spillefilm er produceret med henblik på visning på biografernes store lærred.

6. Musikindustrien har aldrig haft en platform som tangerer biografers. En platform som gennem hele forløbet har genereret større og større indtægter til filmens producenter og distributører. Hvis biografer ikke havde fandtes, ville spillefilmen været afgået for længst og så måtte danskerne nøjes med billige danske tv-film, reality- og gameshows.

7. Biografer og koncerter kan på ingen måde sammenlignes af talrige årsager: blandt andet går indtægterne fra koncerter ikke til pladeselskaberne, hvorimod indtægterne fra biograferne altid går direkte til distributører og filmproduktionsselskaber. I biograferne kan aktørerne ikke opleves ’live’, det kan de til koncerter.

8. Musiknumre afspiller køberen af musik talrige gange, langt den overvejende del af spillefilm ses kun én gang.

9. Musik kan man nyde, mens man er i gang med alt muligt andet, en spillefilm kræver fuld koncentration over et par timer.

10. Hvis spillefilmsindustrien havde oplevet den samme omsætningsnedgang som musikindustrien, efter overgangen til de digitale medier, ville der slet ikke være nogen spillefilmsindustri.

11. Spillefilms lancering i biograferne, garanterer en opmærksomhed helt enestående i medieverdenen. Musikbranchen har ikke et tilsvarende værktøj, som garanterer en lignende opmærksomhed og blåstempling af værket.

Musikbranchen har altid haft en platform, som filmbranchen har efterlignet, det hedder "koncerten" og indebærer live tilstedeværelse af et publikum.

Anders Feder, Oliver Bastholm og Timo Jørgensen anbefalede denne kommentar
Timo Jørgensen

"Annette K. Olesen (...) mindede alle paneldeltagerne om, at hvis man tror, at dansk film kan klare sig på markedsvilkår, så tager man fejl."

Så er det fordi produktet er uinteressant for kunderne.

"(...) I filmbranchen er der intet pirateri, så længe danske film vises i biograferne. Det er først, når danske film netop bliver udgivet på dvd/blu-ray og digitale medier, pirateriet opstår."

Det burde føre til selvransagelse, at ingen gider at kopiere jeres makværk..

Personligt var jeg ellers hoppet på VOD-vognen, efter i mange år at have hentet film og serier fra diverse fildelingstjenester. Skulle det blive aktuelt, at i får jeres vilje om (flere) penge fra teleindustrien, vil jeg betragte det som en blåstempling af uautoriseret fildeling og opsige mine abonnementer hos Netflix og HBO. I skal ikke under ingen omstændigheder have dobbelt-betaling!

Anders Sørensen

Kim Pedersen lyder som et pænt stort fjols.

Jeg vil med god samvittighed fortsætte med at downloade danske film, når de efter nogle måneder eller mindre bliver tilgængelige, og se dem på min 42 tommer skærm, som tilfældigvis er lige den rette størrelse for danske film: Ikke for lille, ikke for stor.

Musik derimod skal naturligvis opleves live.

Oliver Bastholm

Kim Pedersen og de andre fjolser viser igen, hvor lidt de fatter. Hvis ikke de kan konkurrere på markedsvilkår, er det samlede produkt ikke godt nok.

"Hvis biografer ikke havde fandtes, ville spillefilmen været afgået for længst og så måtte danskerne nøjes med billige danske tv-film, reality- og gameshows."

Jeg ved ikke, hvornår jeg har set en dansk film eller tv-serie, der var på niveau med gode amerikanske film og serier. Men de eksisterer åbenbart ikke i Kim Pedersens verden. Jeg gider ikke gå i biografen, for at se en film. Den vil jeg se hvor jeg vil, når jeg vil. På diverse streaming-tjenester (Netflix f. eks.), kan jeg se rigtig mange gode film og serier, hvor jeg vil, når jeg vil.
Desværre findes der ingen ordentlige danske film på Netflix eller andre ordentlige streaming-tjenester. Derfor ser jeg dem ikke, med mindre jeg går ud, og betaler 200 kroner for en film på DVD eller Bluray, eller downloader den ulovligt. Sådan er virkeligheden. Hvis filmbranchen vil tjene penge på det, må de have deres film der, hvor folk vil betale for at se dem. Nemlig på streaming-tjenester, som ikke behøver hedde Netflix. Den kunne lige så godt hedde noget andet, og fungere i samarbejde med den danske filmbranche. Det sker ikke, hvis man bare sviner hinanden til, som en flok... Jeg ved snart ikke, hvem der ellers opfører sig sådan!
Det er filmbranchen, der har et problem. Derfor må den også være villig til forandring, hvis ikke den skal dø fuldstændig.

"Spillefilms lancering i biograferne, garanterer en opmærksomhed helt enestående i medieverdenen. Musikbranchen har ikke et tilsvarende værktøj, som garanterer en lignende opmærksomhed og blåstempling af værket."

Det er simpelthen bare dumt sagt! Jeg ved ikke med jer andre, men jeg hører, hvis der er kommet noget nyt musik, som folk kan lide. Jeg har ikke hørt om en ny dansk film i biografen i mange år.

"Et af de mest omdiskuterede forslag handler om, hvorvidt teleindustrien skal bidrage til finansieringen af dansk film, fordi teleoperatører som TDC tjener penge på at levere bredbåndsinternet, som igen bliver brugt til at transportere ikke mindst danske film, lovligt og ulovligt."

Åh nej, ikke dette nasseprinseri igen. Det minder om blankbåndsafgift-diskussionen fra forrige årti. Lær nu at tjene jeres penge selv, dovne filmfolk. Jeg vil ikke betale en krone for at andre måske/måske ikke piratkopierer jeres film. I en retstat er man uskyldig til det modsatte er bevist, og hæfter ikke for andres lovovertrædelser. Men I forventer at kunne tvinge os der end ikke har skænket jeres bras en tanke til at punge ud til jeres dummebøder hvis bare I vræler højt nok, som Klaus Hansen og Kim Pedersen åbenbart har forsøgt sig med på ovenfor beskrevne seminar. Glem det. Hænger forretningen ikke sammen må I jo sende Peter Aalbæk på et kursus i økonomistyring i stedet for at lade ham plaske rundt og forulempe sine yngre kvindelige ansatte i poolen og hvad han ellers fyrer sin statslige filmstøtte af på.

Jeg faldt også over ordet markedsvilkår. For mig at se er problemet, at der ikke findes markedsvilkår. Man skændes fordi de ikke findes mere.

Christian Monggaard

Reelle markedsvilkår for dansk film – dvs. danske film produceret uden statsstøtte og i lige konkurrence med alle andre – har ikke eksisteret i hen ved 40-50 år. Hvis man gerne vil sikre, at der også i fremtiden bliver produceret gode danske film, der kan flytte filmsprog, vinde priser, sælge billetter og høste gode anmeldelser, ja, så koster det statskroner. Det er dog ikke ensbetydende med, at filmbranchen ikke kan lære at producere billigere og i det hele taget forholde sig til en ny medie- og ’markeds’virkelighed på en ordentlig måde.