Der er sket noget med os. Vi aner ikke længere, hvem vi er. Samtidig har vi aldrig været mere optagede af at finde svar på netop spørgsmålet: »Hvem er jeg?« Et paradoks, som får mange af os til at bruge en stor del af vores voksne liv på at lede efter svar gennem fænomener som coaching, mindfulness og storsælgende selvhjælpsbøger, der på forskellig vis forsøger at hjælpe os med at »mærke efter« og finde ud af, »hvad vi virkelig vil«.
Det hjælper os bare ikke en døjt. Og i forsøget på at udvikle os til det bedre risikerer vi i stedet at udvikle os til usikre og selvoptagede børnevoksne, der knap nok når at indrette os efter den nyeste trend, før vi halser af sted efter den næste.
Sådan lyder det muntre budskab fra psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann, der senere på måneden er aktuel med bogen Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang.
»Jeg har i lang tid været interesseret i selvhjælpsindustrien, og i hvordan psykologien bliver brugt til at skabe udvikling og i nogle tilfælde også til at kræve udvikling af mennesker, hvor det måske ikke altid er helt i orden eller relevant,« forklarer Svend Brinkmann om motivationen for sin nye bog.
De 150 sider fremstår som en slags karikatur af selvsamme genre af selvudviklingslitteratur, som bogen kritiserer, og er derfor bygget op som en syvtrins-guide. Den skal bistå læseren i at udvikle sig så lidt som muligt i den evigt omskiftelige virkelighed, som Svend Brinkmann har døbt »den accelererende kultur«.
’Hold op med at mærke efter i dig selv’, hedder det første kapitel, og i løbet af bogen får læseren tips til, hvordan man kan begynde at fokusere lidt mere på det negative i sit liv, tage nej-hatten på og undertrykke sine følelser.
’Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen, men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering,’ siger Svend Brinkmann.
Ifølge Svend Brinkmann er det vigtigt at diskutere, hvad der sker med os i et samfund, hvor tanken om evig udvikling og forbedring gennemsyrer enhver facet af livet. Arbejdsmarkedet efterspørger ansatte, der er »fleksible« og »omstillingsparate«, og det er en diskurs, som flyder over i privatlivet. Vi dyrker os selv og tanken om konstant optimering i så høj grad, at det ifølge Svend Brinkmann tåler sammenligning med en religion. Vi er blevet guder i vores egen trosretning.
»Vi har erstattet det kristne tankesæt, hvor alt i livet handlede om at nærme sig Gud, med sådan en psykologisk livsanskuelse, hvor det ikke er Gud, der er i centrum, men selvet. Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering,« siger Svend Brinkmann.
Den forklædte egoisme
Som konsekvens af al denne selvdyrkelse risikerer vi ifølge Svend Brinkmann at blive enormt egoistiske. Også selv om en stor del af selvhjælpslitteraturen påstår, at man bliver et bedre menneske af at granske sig selv og finde ind til, hvem man »virkelig er«. Man skal elske sig selv, før man kan elske andre, som man siger.
»Jeg tror simpelthen bare ikke, at det er rigtigt,« siger Svend Brinkmann. »Jeg tror, at det er en forklædt narcissisme eller egoisme, som bliver så meget desto mere kritisabel, fordi den forklæder sig som altruisme.«
Ifølge professoren er vi blevet dårligere til at udsætte vores egne behov og impulser i det, som sociologen Zygmunt Bauman har døbt »kreditkortets samfund«. Et samfund, hvor vi ikke længere behøver spare op for at få råd til noget. Vi gør, hvad vi har lyst til, når vi har lyst til det.
»Vi reagerer i det sekund, vi har impulsen til at købe noget. Og det er jo en barnlig, umoden indstilling,« siger Svend Brinkmann.
Men hans kritik retter sig ikke mod det enkelte individ.
»Hvis man har en lille smule sociologisk flair, vil man sige, at sådan bliver vi meget nemt i et samfund, der har så meget fokus på det kortsigtede. Det er ikke et spørgsmål om at sige, at folk er dumme og barnlige. De gør egentlig bare det, som den nuværende samfundsorden forventer af dem. Jeg synes bare, der er problemer ved den nuværende samfundsorden. Der er faktisk alternativer.«
Modgiften finder Svend Brinkmann i den filosofiske tradition kaldet stoicismen. Romerske tænkere som Marcus Aurelius, Epiktet og Seneca lagde i deres skrivelser vægt på selvbeherskelse, pligtfølelse, integritet, værdighed, sindsro og en vilje til at »affinde sig med sig selv snarere end at finde sig selv«, som Svend Brinkmann skriver i sin bog.
Ifølge ham bliver bestræbelsen på at forblive den samme det mest progressive, man kan foretage sig i »den accelererende kultur«.
»Det er vores mulighed for at skabe små øer af rationel handling og moralsk habitus i et samfund, der ellers er i hastig forandring,« mener Svend Brinkmann.
Glem dig selv
Nogle mennesker vil måske have gavn af at udvikle sig væk fra en dårlig livssituation. Det er vel ikke altid godt bare at forblive den samme?
»Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke imod, at man udvikler sig væk fra en depression eller noget lignende. Men en tese i bogen er, at de her epidemier af depressioner, vi har, måske skyldes, at folk i høj grad ikke får lov at være den samme over tid og sted, men hele tiden skal udvikle og realisere sig.«
»Det, jeg prøver at sige i bogen, er, at udvikling er blevet et mål i sig selv i rigtig mange af vores tanker, praksisser og forestillinger. Det er klart, at der er god grund til at udvikle sig væk fra en depression, hvis man er depressiv. Men det er ikke sikkert, at vejen til det ligger i selvopdagelse, introspektion og mærken efter. Der er tværtimod noget, der tyder på, at depressive mærker alt for meget efter,« forklarer Svend Brinkmann.
– Du vil gerne have os til at holde op med at mærke efter i os selv. Men hvad er der egentlig galt med at mærke efter?
»Det er selvfølgelig grotesk overdrevet, fordi jeg har skrevet det som modbillede til noget, der er lige så grotesk, nemlig tanken om at du skal træffe alle beslutninger ved at mærke efter i dig selv. ’Svaret ligger inde i dig selv.’ Det er overskriften for hele coaching- og selvudviklingsbølgen. Men svaret er ikke inde i dig selv. Der er ikke noget derinde. Kun organer,« griner professoren.
»De fleste svar ligger uden for dig selv, i den verden, vi er en del af. Jeg mener faktisk, at al den her mærken efter har taget ekstremt meget overhånd, og at vi nu træffer beslutninger primært ved at mærke efter, hvor vi også burde konsultere vores fornuft.«
– Skal vi så glemme os selv lidt mere?
»Ja, det ville være sundt. Og så interessere os for de væsentlige ting, der findes; andre mennesker, kulturen, naturen.«
En grundtanke i stoicismen er, at opfyldelsen af pligter er noget af det fineste, man kan foretage sig. Og fokus på vores moralske forpligtelser over for andre mennesker tjener som et godt alternativ til den indadskuende selvopdagelse, mener Svend Brinkmann.
»Hvis der er noget, der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis man ikke har det herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er dét, der er pointen,« siger han.
Du skal dø
Inden for den positive psykologi taler man ofte om »positiv visualisering« som et middel til at blive gladere og mere produktiv. Tanken er, at vi kan opnå mere succes eller livskvalitet, hvis vi er i stand til at forestille os, at vi allerede har den. Men Svend Brinkmann foreslår, med inspiration fra de romerske stoikere, den præcis modsatte opskrift.
Ifølge ham bør vi øve os i at fokusere på alt det negative i livet, vi alligevel ikke kan ændre på. Først når vi accepterer, at vi en dag bliver syge, gamle og dør, og at det samme vil ske for alle vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og samværet med andre mennesker.
»Det kan have gavnlige konsekvenser i dit liv, at du accepterer det negative. Noget andet og næsten politisk ved det er jo, at vi simpelthen skal have lov at sætte fokus på det negative. Det skal ikke være et tabu at snakke om det, der ikke fungerer, det dårlige, det negative. Og det er det jo blevet i en del anerkendende, positive retninger inden for uddannelse, ledelse og den slags,« siger Svend Brinkmann.
– Du skriver også, at vi bør tage nej-hatten på lidt oftere. Hvad mener du med det?
»Vi har en verden med klimakriser og økonomiske kriser, arbejdsløshed og krige, og hvad ved jeg. I sådan en verden er der jo nok af ting, vi bør sige nej til og afstå fra. Meget af det er frembragt af det, jeg kalder en vækstfilosofi, som på det personlige plan udarter sig i det her med konstant udvikling, men som på et samfundsmæssigt plan også udarter sig i konstant samfundsmæssig udvikling. Og meget af det tror jeg, vi bliver nødt til at sige nej til. Vi bliver nødt til at have nej-hatten på.«
– Burde du ikke bare selv være lidt mere positiv og stoppe med at surmule så meget?
»Jo, måske. Men jeg synes faktisk ikke, at jeg surmuler nok. Jeg glæder mig, til jeg bliver lidt ældre og forhåbentlig bliver lidt mere gnaven. Jeg synes, der er en kæmpe værdi i at have den der lidt vrisne tilgang til livet og dets problemer, og at man står lidt på afstand og brokker sig over det,« siger Svend Brinkmann.
Svend Brinkmann er et fornuftigt menneske.
Ah - jeg ihukommer endnu en af tidens trends, som jeg stiller mig inderligt kontrær overfor:
"Se nu at komme videre"
Gu vil jeg da ej videre, hvis jeg ikke selv er færdig med at tænke, sørge, analysere, fortryde, more mig eller hvad jeg nu er i færd med.
Catans til javveri.
Jeg skal nok selv vælge mit tempo, tak.
Jeg synes at målet for Brinkmanns kritik (at dømme efter artiklen) er lidt diffust. Det er ikke al selvhjælpslitteratur, der fokuserer på optimering og foranderlighed i "samfundets" tjeneste. I megen mindfulness-litteratur, måske mest af den buddhistisk inspirerede slags, indgår tanker, som fint harmonerer med hans stoiske filosofi. Såvidt jeg husker, var det først da Buddha accepterede, "at vi en dag bliver syge, gamle og dør", at han på rette vej. Det, Brinkmann sigter mod, er vel kun den management-inspirerede selvhjælpslitteratur, men så skal han definere målet nøjere. Med den polemiske vinkel, bogen synes at have, er det ikke givet, at han gør det.
Bryder mig ikke om overskriften. At nogle kører ud ad tangenten, skal da ikke få andre til at forlade sig selv. Alice Miller, Du må ikke mærke, er stadig aktuel.
Hvis man ikke skal mærke efter i sig selv, hvem pokker skal man så mærke?
"If you want to travel fast, travel alone. If you want to travel far, travel together."(N'gambai African Proverb)
Er du god til at træffe beslutninger kan det ofte være en fordel lige at mærke efter. Men hører du til dem der dvæler og har vanskeligt ved at omsætte tanker til handling er det nok ikke nogen god idé at mærke efter alt for længe, får så bliver det sikkert ikke til noget.
FINT! Hvis der er en mere der siger "Mindfullness" til mig, så får jeg et flip.
"Mig, mig, mig, mig, mig... og jeg kan ikke forholde mig til dig eller noget andet fordi jeg lige har brug for at fokusere på MIG!"
Jamen dine unger vantrives i skolen, din ægtefælle/kæreste er ulykkelig, dine forældre kæmper med manglende finanser fordi der er arbejdsløse, for gamle til at få nyt job, og for unge til at få efterløn... men du skal lige bruge minimum et halvt år, 1000-vis af kroner, tonsvis af tid på at rende til coaches, psykologer, kurser osv.
Det er sgu da den optimale egoisme... sat i system og godkendt og hyldet af den offentlige mening.
Rend mig.
Rend mig.
Ja,
de bedste/godeste/selvudviklende samtaler med venner, bekendte, almindelige mennesker
om lidt af hvert
viser dig "vejen"!
Det kunne være interessant at vide hvilke psykologiske indsigter psykologiprofessoren baserer sin filosofi på? Måske kommer der en boganmeldelse senere?
Det er for unuanceret at sætte lighedstegn mellem 'mindfulness', 'positiv psykologi', og så den 'vækstfilosofi' som Brinkmann med rette kritiserer.
Skal man virkelig være positiv, så kræves det at man magter at give plads til det negative... (også selv om det ikke er sjovt FOR MIG), hele tiden..!
Her er et blogindlæg om det:
http://www.vigdisvivenda.com/da/at-give-plads-til-det-negative-det-posit...
NØJ hvor er det svært at lade være med at skrivehviske mindfullnesss til Marianne Mandoe .. :P
Virkelig sjovt som sarkastisk debatindlæg. Desværre virker det som om at SV også mener det alvorligt som psykologi-fagligt indlæg. Hvor han mener at det giver mening, hvis bare man skifter position i diskursen af falske modsætninger. En diskurs med en håbløs suppedas af en enten/eller-tænkning, hvor man enten er positiv eller negativ ( hvad det så end er), enten siger ja eller nej, enten "mærker sig selv" eller andre, enten er optimist eller pessimist, enten læser selvhjælpsbøger eller romaner og enten udvikler sig eller forbliver den samme. Ærgerligt at det bliver så unuanceret og forvrøvlet, da kritikken overfor det evindelige optimeringskrav faktisk er meget væsentlig.
Når jeg læser dette indlæg, efterlader det mig med en form for mystificering. Jeg synes ikke jeg sidder tilbage med en klar indsigt i hvad det præcis er for nogle farer, der er forbundet med at se indad.
Professoren taler om, at tidens krav om udvikling gør os stressede, og at vi bør sige fra over for det. Han ser sig selv som en modstander af selvudviklingen, men han lyder jo selv netop fuldstændig som opskriften på en hvilken som helst selvhjælpsbog, man kan finde på hylderne. Selvfølgelig skal man forholde sig kritisk til det, der gør én stresset.
Derudover kan jeg ikke se så meget saglig kritik i argumenterne - meget af det lyder som en subjektiv analyse.
Det lyder som om at han har et personligt problem med selvdyrkelsen i stedet for at se det som et neutralt træk der kan bruges både destruktivt og konstruktivt. I princippet kan man sagtens kalde selvdyrkelsen for egoisme og selvcentrering, men hvad er problemet, hvis man bruger det på en måde, der både gavner individet og fællesskabet?
Må jeg ikke lige gøre opmærksom på, at der er forskel på selverkendelse og selvoptagethed? Kunsten består vel i - gennem introspektion af sig selv - at opnå førstnævnte uden at ende i sidstnævnte.
John, jo selvfølgelig er der forskel. Du kan sige at selverkendelse mindsker risikoen for selvoptagethed. Du kan også sige, at hvis du tillader dig selv at være lidt selvoptaget i ny og næ, så kan det føre selverkendelse med sig.
Jamen, åben for radio eller TV og du får alle de negative fremtidsvisioner smidt i hovedet? Se den politiske virkelighed med nedskæringer, jamren over begrænsede ressourcer og forurening og landbrugets ødelæggelse af natur og miljø?
Hvad kan man yderlige ønske...
Den kloge "professor" er sandelig en velsignelse for menneskeværdet. Måske skulle han prøve at se indad selv?
Jo, narcissisme er vore dages neurotikere, der er en del forkælede yngre som opfatter at deres behov skal tilfredsstilles her og nu.
Det er mere velfærden i nullerne, som er steget os til hovedet og som udstiller alle, der ikke har deres på det tørre til "dovne asociale udnyttere".
Selvhjælpsbøger har boomet siden 60-70èrne, så skribenten behøver ikke at ny-opdage dem.
Det er ubegribeligt nødvendigt at lære sig selv at kende, før man dømmer andre.
Det, vi mangler er positivitet og livsglæde og måske - når Brinkmann bliver ældre - lidt mere indsigt?
Spørgsmålet er om ikke den gode Svend Brinkmann selv er et offer for kulturen - født i 1975 - men måske sælger en modsatrettet argumentation bedre?
Fine pointer - men som al overdreven og ensidig brug. Er der farer for; at følger man henstillingerne, kan man leve sit liv med hovedet under armen i overhalings banen, og aldrig mærke sig selv og hvem man i grunden er.
Forfriskende debatindlæg i disse mindfullness tider! Jeg tager til troende, at det som Svend Brinkmann siger er groft karrikeret, hvilket jo altid gør budskabet kraftigere, men ideen om at vende sig mere udad mod verden fremfor indad mod navlen betyder da ikke i min bog, at man ikke selv vil udvikle sig heraf. Tværtimod vil jeg sige.
Jeg har ondt af Brinkmann. Jeg aner ikke hvordan han er blevet professor i psykologi hvis han tror, at han kan sætte stoicisme i stedet for at "mærke sig selv".
I stoicismen hedder det:
"Det etiske ideal er denne tilstand af fuldgyldighed som menneske: at leve i overensstemmelse med naturen, dvs. med verdensfornuften, det guddommelige logos. Det er en karakter af duelighed eller dyd." - DET ER VRØVL og lige så meget tom snak, som det dårlige selvhjælpsbøger præstere... men tag ikke fejl der er rigtigt meget at hente i selvhjælpsbøger, man ser det måske ikke så meget imens man er ung, men man kommer til at mangle det senere...
- Brinkmann's ideal er at lide sig igennem tilværelsen og tro på gud - og det virker ikke.
Lad være med at tænke.
Lad være med at forsøge at forberede noget.
Lad fortiden ligge.
Glem dig selv.
Hvad blev der af:
Hvor kommer du fra?
Hvad er du i gang med lige nu?
Hvor er du på vej hen?
Hvad skal vi være her for, hvis ikke vi skal reflektere og mærke os selv?
Men måske er der et gran visdom i det. Der er jo ikke noget derinde. Ikke andet en visheden om at døden kommer på et tidspunkt, og alt hvad du gør, eller har gjort, i virkeligheden ingen betydning har eller får.
Hvad er det soldaterne siger: Livet er en prut, og så er det forbi.
@Marianne Bjerg: Uden selv at have erfaring hermed, så forestiller jeg mig, at mindfullness, og såkaldt selvudvikling indenfor det og lignende områder, helt i tråd med tiden tendens reelt handler om at forsøge at uddrive mest muligt ubehag fra centret af sit liv, selvom man måske ønsker at fremstille det som værende det modsatte. Heri ligger reelt ingen selvudvikling: Flugtforsøget væk fra sig selv er såmænd ganske autentisk, men det, man forsøger at blive, er ikke autentisk. Med Eric G. Wilsons ord fra bogen 'Against happiness: In praise of melancholy': "…to desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic…"
Forleden var der en anden guru, der sagde: "mærk verden".
http://www.gyldendal.dk/maerk-verden-id9006
Det er ikke nemt at finde ud af.
Holberg talte om "livskunst", hvor man spæder kunst til livet med det formål at blive udholdelig - for sig selv og andre.
Nøjsomhed og selverkendelse er sikkert andre klassiske dyder, der går langt på literen, og som er billigere i drift end de mange selvhjælpsbøger.
En gammel kollega og samarbejdspartner af mine anvendte ret ofte ordspillet: "Der skal sgu mere til at ødelægge mit dårlige humør" - og det lod til at han klarede sine smådepressive luner meget udmærket - men også lidt ad helvede til. Som livet nu kan udarte.
Og stoicisme vil næppe frelse nogen, ligesom selvhjælpslitteraturen heller ikke kan løse denne opgave ... og måske er det selve diskursen om frelse, der skal ses lidt efter i de knagende furer. Ligesom det misbrugelige håb, vi kulturelt læres at have pligt til at nære.
Begynd at mediter, gå til grine yoga og mærk dig selv og livet det virker og det igennem dit arbejde med dig selv, at livet får perspektiv. Det er rigtigt at der er mange der gerne vil tjene penge på søgende mennesker inklusiv professor Brinkmann, der lige har udgivet bog, som han virkeligt gerne vil have, at du skal købe....og i modsætning til gode selvhjælps bøger, så tilbyder Brinkmann gamle prøvede ting, som ikke har hjulpet menneskeheden uden om 100 års krigene, 30 års krigene, Napoleons krigene de to verdenskrige eller Bush's krig i Irak, som var inspireret af den slags gammeldaws - og vel også noget kristen inspireret - storisme som Brinkmann pusher som plaster til livets åbne sår....jeg kun gentage at det er rystende, at en professor i psykologi mener, at det er overflødigt at mærke sig selv....
Peter Jensen - håbet må du ikke pille ved, det kan helbrede mennesker.
(men jeg ved godt, det også kan misbruges, typisk i populistiske sammenhænge - fx: "nu kommer opsvinget snart).
Endelig en negation af det amerikanske vrøvl om Positiv Psykologi, som desværre bliver mere og mere udbredt herhjemme - nu også her senest i en lettere muteret form til Dagbladet og journaliststanden ...
Som om mandens teser ikke er noget nyt, her er de skam for det meste blevet efterlevet, så det er naturligvis derfor, der sjældent er opstået alvorlige kriser - man var altid mentalt forberedt på det værste ... :-)
Life is a bitch and then you die.
Sådan Svend, sådan en bog trænger vores fag til. Tillykke med den!
Selvrealisering er at forstå der intet selv er.
Professorens kur er god nok, men helbredelsen aldeles misforstået. Hvis man gennem stoicisme lærer at affinde sig med, eller endda acceptere sin egen dødelighed, hvordan skal man da opnå den lykkelige tilstand, han selv tilstræber:
"jeg synes faktisk ikke, at jeg surmuler nok. Jeg glæder mig, til jeg bliver lidt ældre og forhåbentlig bliver lidt mere gnaven. Jeg synes, der er en kæmpe værdi i at have den der lidt vrisne tilgang til livet og dets problemer, og at man står lidt på afstand og brokker sig over det, siger Svend Brinkmann."
...eller også kan man göre psykologen overflödig, ved at läse selv om psykologi.
Når du kigger ind i dig selv, skal du afsløre dit ego, og din egobaserede identitet, og lade begge dele dø. (Lettere sagt end gjort).
Det du har tilbage er dig "selv". Det du er fra fødsel til død.
Hvis man undlader konstant at forvente noget, bliver man konstant glædeligt overrasket.
Men var det ikke Kierkegaard der sagde, at forventningens glæde er den største?
Da der nu i denne tråd florerer så mange forstokkede (mis)forståelser af hvad mindfulness og positiv psykologi er for størrelser, så tillad mig at sætte begge dele ind i en kontekst.
Både mindfulness og positiv psykologi kan ses som et modtræk i forhold til det faktum, at vi mennesker er udstyret med et biologisk stressberedskab, som ikke i det væsentlige adskiller sig fra det gennemsnitlige pattedyrs. Enhver trussel, virkelig eller forestillet, sætter alarmberedskabet i funktion, med en række fysiologiske reaktioner til følge. Disse fysiologiske reaktioner er særdeles adaptive i en akut livstruende situation, men skadelige for organismen hvis de igangsættes for ofte, eller står på i for lang tid. Det er naturligvis stress jeg taler om.
Problemet er at mennesket ikke er et gennemsnitligt pattedyr. Vi er forsynet med en forestillingsevne som overgår alt hvad andre pattedyr kan komme i nærheden af. Trods de mange fordele som denne forestillingsevne har givet os, er der også ulemper. En af dem er, at vi er i stand til at forestille os trusler, med dertil hørende aktivering af stressberedskabet. To forhold er værd at bemærke i denne sammenhæng:
- Vores stressrespons er ikke længere nødvendigvis adaptiv. Vi flygter ikke længere fra rovdyr på savannen, ligesom de færreste sociale konflikter i dagligdagen løses med vold. Men vores stressrespons er ikke fulgt med denne kulturelle udvikling. Vi reagerer stadig væk, fysiologisk set, på en måde der i bund og grund gør os parat til flugt eller kamp.
- Evnen til at forestille sig trusler udefra, f.eks. i form af rudekuverter, frygt for at miste sit arbejde, eller måske et værdsat forhold til en anden person, frygten for at miste social anseelse, at sakke agterud i 'konkurrencen', for at blive gammel, grim, forkert, for ikke at være god nok. Alle disse forestillinger kan aktivere vores stressberedskab, der som svar hensætter vores fysiologi i en 'kamp-eller-flugt'-tilstand. En tilstand, som hvis den bliver bliver blot tilnærmelsesvis kronisk, har en enorm skadelig virkning på hele organismen.
Som sagt kan både mindfulness, og de teknikker som er udviklet på baggrund af forskning i den såkaldte positive psykologi, hjælpe med til at regulere organismens stressrespons på en hensigtsmæssig måde. Det er der ikke noget ondt skabt i. Tværtimod. At selvsamme teknikker så er blevet en særdeles indbringende forretning for stress- og livscoaches, som i sidste ende blot sælger mere produktive arbejdere til højestbydende, ændrer ikke på det faktum.
Hertil kommer så at især mindfulness har en åndelig dimension. Som andre her i tråden har bemærket, handler mindfulness i bund og grund om at 'slukke' for den fortolkende, analyserende og dømmende del af det menneskelige kognitionsapparat, for derigennem at erfare en anden måde at være til stede på som bevidsthed. Det handler om en gryende erkendelse af, at selvet er en illusion. At der ikke sidder en lille mand lige bag øjnene, som processerer delprodukter af den menneskelige perception til et færdigt, meningsgivende produkt. Vi er som mennesker processen selv, der er intet bag. Processen er ikke begrænset til hjernen eller kroppen, eller noget der forløber ude i omgivelserne. Den er alle disse ting på en gang. Hverken mere eller mindre. Processen er evigt pågående, og findes altid sted i nuet, i øjeblikket. Fortid og fremtid er forestillinger, intet andet.
Hvis man begynder at forstå dette, er der også en mulighed for at man kan begynde at forstå, at de mange forestillinger man normalt går og stresser sig selv til døde med, er betydningsløse. Og der er efter min mening et spinkelt håb om, at et kollektiv af således mere bevidstgjorte individer, vil værdsætte andre ting, end de ting der værdsættes af flertallet i dag.
MKN - nej da, men gurgl som du plejer ...
Det er desværre et miskmask, psykologiprofessoren har rodet sig ud i, som ikke rigtigt efterlader os klogere på hans intentioner - udover, at man fornemmer en vis irritation på tidens indadskuende trend. Altså endnu en af tidens idiosynkratiske publikationer, forklædt som akademisk lærdom
Det er vigtigt at kunne skelne skidt fra kanel her. Vores kultur og samtid har i den grad brug for mere ægte 'mindfulness', selverkendelse, positivitet, tolerance og nærvær. Alt dette er udtryk for åndelig sundhed og styrke - og alle de mentale problemer, folk slås med, har i sidste ende deres rod i en mangel på disse resourcer.
Hvad vi derimod ikke har brug for, er en overfladisk selvhjælpskultur, som blot endnu en modetrend, eller en managementfilosofi, underlagt de eksisterende materialistiske successkriterier. Ej heller har vi, og her er jeg helt enig med professoren, brug for mere selvhjælpsliteratur. Markedet er for længst mættet af information. Det, der er brug for nu, er at folk reelt foretager nogle afgørende valg, flytter sig bevidsthedsmæssigt - og er villige og modige nok til at overgive sig og ofre de dyrebare laster, de klamrer sig til.
Der er store persepktiver i spirituel selvudvikling. Problemet er blot, at næsten ingen har prøvet det, eller ved, hvad det vil sige. Det er ikke noget, man kan købe, endsige læse sig til. Det er et eksistentielt livsvalg - og det koster ofrer.
Dog er gevinsterne langt større.
/O
Minder mig om den her fra Talking Heads debutalbum fra 1977.
https://www.youtube.com/watch?v=qyfOxpyBkCE
In a world
where people have problems
In this world
where decisions are a way of life
Other people's problems they overwhelm my mind
They say compassion is a virtue, but I don't have the time
So many people...have their problems
I'm not interested...in their problems
I guess I've...experienced some problems
But now I've...made some decisions
Takes a lot of time to push away the nonsense
Take my compassion...Push it as far as it goes
My interest level's dropping, my interest level is dropping
I've heard all I want to, and I don't want to hear any more
What are you, in love with your problems?
I think you take it...a little too far
It's...not so cool to have so many problems
But don't expect me to explain your indecisions
Go...talk to your analyst, isn't that what they're paid for
You walk, you talk...You still function like you used to
It's not a question...Of your personality or style
Be a little more selfish, it might do you some good
In a world where people have problems
In this world where decisions are a way of life
Other people's problems, they overwhelm my mind
They say compassion is a virtue, but I don't have the time
(Here we go again)
Sam Harris har for øvrigt netop udgivet en bog, hvor han giver sit perspektiv på hvad mindfulness handler om. Han har været så venlig at gøre første kapitel frit tilgængelig på sin hjemmeside. Det er berigende læsning - også for mennesker der kaster op blot de hører ordet: 'Namaste'. ;)
http://www.samharris.org/blog/item/chapter-one
Lyt til Eckhart Tolle!
Anne Eriksen, det er ikke den negativitet, der strømmer imod dig, du skal acceptere, det er den, du skal tage nej-hatten på overfor og sige, at det ikke kan passe.
Det handler om at afgrænse sig fra samfundets problemer og ikke acceptere at skulle tilpasse sig mentalt, sådan som de moderne tankesystemer, Brinkman reagerer imod, synes at anbefale. Det handler ikke om kynisme, men om ikke at være i sine følelsers vold, sådan at man er sig sine følelser bevidst, men også tager stilling til, om de er særligt hensigtsmæssige at følge. Hele denne tro på "følelsen" som nøglen til sandheden er at dyrke det irrationelle på den modne overvejelses bekostning. Og vi bliver dummere af det, som nu med denne evindeligt påkaldte "retsfølelse", hvor en umættelig hævntørst er det vægtlod, som et rimeligt straffeniveau skal vejes op imod. Men selvom det altid er synd for ofrene for forbrydelser, så er selve det, at samfundet varetager afstraffelsen, en måde at fjerne ofret fra ligningen - det er en sag mellem lovgivning og lovovertræder. Bringes andre forhold ind i dette, forplumres billedet.
Peter Hansen :-) - ja, men jeg synes stadig, han blander æbler og pærer sammen.
Det er jo netop, når verden uden for dig selv - hverdagen - problemerne - politikernes vælten rundt, at du fratages dit selvværd og fristes til at at vælge den materielle side og hvad flertallet mener.
At kende sine følelser og deres "oprindelse" er jo netop nødvendigt for at kunne navigere i sit liv.
Ansvarlighed er ikke hævntørst, men et middel til eftertanke.
Blander man tvungne "mindfullnes-kurser" og den samfundsorden han påpeger sammen, så er det kun en lille begrænset del og jeg ser stadig oplægget som en letkøbt indsats.
Midlet må være at kunne skelne mellem følelser og intellekt og det skal læres af erfaringer, bøger, sociale relationer og livet selv.
Peter Hansen:
Det, at offeret fjernes fra ligningen, bliver "ofret", som du skriver, fjerner ikke offeret fra sig selv. Og den "rimelighed" i strafudmålingen, du taler om, hvad er fornuftsregnestykket bag den?
Hvad samfundet ved rationel overvejelse fastsætter som den rimelige straf i hvert tilfælde, Claus Jensen. Det er derfor, loven giver dommerne et vidt spillerum - fordi omstændighederne altid er forskellige. Og den sidste, der kan se klart, er den forurettede, om det så gælder en stjålet cykel eller mordet på et barn.
Offeret står med smerten i alle tilfælde og opnår stort set aldrig satisfaktion. Det er en uløselig konflikt på samfundsplan. Kun direkte mellem offer og gerningsmand kan sagen løses, men det kan man ikke bygge samfund på, for intet offer kan pålægges at tilgive, og ikke alle gerningsmænd forstår behovet for at undskylde og sone. Og når det ikke er på plads, kan såret ikke heles. Samfundet tilbyder et alternativ, der gælder for kollektivet.
Netop, Anne Eriksen. Man skal ikke fortabe sig i følelserne, men gøre sig dem klart. Ellers kan man ikke andet end at lade sig styre af dem. Det er ren psykoanalyse: når du har gjort dig klart, hvad årsagen til dine følelser og tvangshandlinger er, kan du frigøre dig fra dem og se tingene mere uhildet. Men aldrig objektivt.
Endnu en i rækken af mennesker som vil fortælle os hvordan vi skal leve livet.........suk.
At forstå sig selv er en af de største vittigheder foreviget, ikke bare af formidlere af gammel visdom - de såkaldte hellige, men også af vor tids forskere. De elsker at tale om selvkendskab, selv aktualisering, leve i nuet og den slags nonsence.
@Torsten Jacobsen: Tak for dit lange indlæg fra i går. Jeg er tydeligvis gal på den i min forestilling om, hvad mindfulness egentlig er.
Jeg tror, at vi kommer distinktionen tættest med modsætningsparret "at reflektere over sig selv" og "at fortabe sig i sig selv". Denne sidste narcissistiske fristelse er, hvad Brinkman advarer imod.
Sider