Den er virkelig stor og koster flere penge end en sportsvogn, og så er den super dygtig, kan du tro – og den er her for din skyld!« siger Jenny om den store mystiske maskine i Noget helt særligt. Den tegnede pige med de store ærlige øjne viser rundt på en radioterapiafdeling, og forklarer, hvordan stråleapparatet kan zappe de vrede, røde kræftceller blå og smilende. Og selv om emnet er atypisk for en animationsfilm, er den skåret ligeså farverigt, fnisende og børneentusiastisk, som var den til Ramasjang.
Derfor har BUSTER filmfestival valgt at tage den med på programmet i år. Under temaet »Børn og kræft« sætter filmfestivalen nemlig fokus på en sygdom, der hvert år rammer omkring 35.000 danskere. Og netop fordi sygdommen er så svær at komme udenom enten som pårørende, bekendt eller bare ovre i skolen, er den vigtig at forklare til børn også, siger Nikolai Schulz, der er programchef på filmfestivalen:
»Fordi så mange er berørt af det, er det vigtigt at skabe en forståelse for det. Og forhåbentlig kan noget af frygten aftage ved, at man lærer noget om emnet.«
Fars klapperslanger
Det spektrum af emner, som det er nødvendigt at snakke med børn om, er vokset i takt med deres øgede adgang til information, forklarer familieterapeut og socialrådgiver Ingelise Nordenhof, der i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse har skrevet bogen Når mor eller far får kræft. For når børn støder på de svære emner, er det vigtigt, at der er voksne, som kan hjælpe med at oversætte dem.
»Vi kan ikke lukke børns ører. Uanset om det er psykisk sygdom eller krig eller kræft, så danner de sig en masse billeder, og derfor skal vi hjælpe dem til at forstå det, de hører,« siger hun.
For ligesom med det sorte tomrum under sengen har børn en tendens til at udfylde hullerne i deres viden med monstre, forklarer udviklingspsykolog og forsker på Institut for Uddannelse og Pædagogik Ditte Winther-Lindqvist: »Børn er sårbare overfor ting, de ikke forstår. Ting kan blive mere skræmmende for dem, fordi de supplerer deres viden med fantasi.«
Og netop fordi børn af natur er nysgerrige nytter det ikke at afskrive bestemte emner, som noget der kun er for voksne: »Børn er i princippet interesserede i alt det, de har adgang til at vide noget om. Der er ikke noget, der er reserveret som kun interessant for voksne. Men så er den pædagogiske opgave jo, hvordan man formidler til børn, der måske har begrænset indsigt i for eksempel, hvad kræft er,« siger hun.
Her er det særlig vigtigt, at man er bevidst om, hvordan man som voksen forklarer tingene til de små. For børn kan indimellem forstå det, vi tager for givet, fuldstændig anderledes end voksne ville.
»Nogle gange kan man i sit forsøg på at afhjælpe noget komme til at give anledning til misforståelser i barnets univers. Så det er en meget delikat sag at forberede børn på svære ting, fordi det er svært at vide, hvordan de kobler de ting, man siger,« forklarer Ditte Winther-Lindqvist og giver et eksempel:
»Hvis man i et voksent forsøg på at forberede et barn på at se sin kræftsyge far siger: ’Nu skal vi op og besøge far. Han er blevet opereret, så han har slanger over det hele.’ Så forestiller barnet sig måske slangerne som klapperslanger. Så har far klapperslanger i sengen. ’Har du lyst til at komme op og besøge ham?’ – Nej tak, vel?«
En sort/hvid verden
Fordi der ikke er langt til den slags misforståelser, har BUSTER også afsat tid til oplæg og samtale efter hver film, forklarer Marianne Nielsen, der er direktør i Børnecancerfonden:
»Netop fordi verden kan være lidt mere sort/hvid, når man er lille, skal man stå klar til at svare på spørgsmålene.«
Selv skal hun stå klar til at tage imod spørgsmål fra de mindste efter to animationsfilm om emnet, og der ser hun de rullende billeder som et godt udgangspunkt: »Her ser børnene allesammen det samme, og det giver god anledning til dialog bagefter.«
Ingelise Nordenhof mener også, at film kan være en god måde at formidle den svære viden til børn:
»For det første kan børn bedre huske de informationer, de får, når de har set det visuelt. For det andet er det med til at give en lille distance – det er ikke mig, vi snakker om, det er det deroppe.«
De mindre børn er desuden mere hjemme i formidling med billeder end med sprog, og derfor får de en anden oplevelse, når de møder det svære stof visuelt, forklarer hun: »Børn er fortrolige med billedsprog. Så kan de også selv sidde og tegne, når de kommer hjem, og så får de et andet forhold til det, de har set, end hvis det bare er noget, der er inde i hovedet på dem. Så forstår de det på deres eget sprog.«
