Læsetid: 5 min.

Hvornår kan vi sende kønsuligheden på museum?

I 2005 viste en undersøgelse, at det hovedsageligt er kunstværker af mænd, der hænger på museernes vægge. Nu viser nye tal, at det stadig står helt skævt til med kønsfordelingen på landets museer. Men hvorfor? Og er det overhovedet et problem?
30. september 2014

Spol tiden 100 år frem og forestil dig en af dine efterkommere som historiker. Hun er dykket ned i arkiverne for at blive klogere på vores tid og finder først en mølædt, rød fane fra 1970’erne med påskriften ’Lige løn, lige vilkår’. Derefter får hun fingre i en 40 år ældre undersøgelse fra 2014 af en professor ved navn Hans Dam Christensen, som viser, at der stadig er lang vej, før de gamle paroler er gjort til virkelighed.

»Det må se virkelig mærkeligt ud, hvis man ser det på lang afstand,« siger Sanne Kofod Olsen, rektor på Kunstakademiet i København. Undersøgelsen, hun henviser til, viser, at der stadig er langt flere mandlige end kvindelige kunstnere udstillet på landets museer – og det er et problem, mener hun:

»Det har altid været en meget mandsdomineret kunsthistorie, og hvis man opretholder den fortælling i 2014, så fortæller man simpelthen en forkert historie. Man giver ikke et retvisende billede af, hvad kunsten er i dag,« siger Sanne Kofod Olsen.

Kønsuligheden på danske museer har en lang historie bag sig. Problematikken kom for alvor på dagsordenen, da en undersøgelse fra Statens Museumsnævn i 1999 viste, at kun 6,5 procent af værkerne på landets museer var udført af kvinder. I 2005 blussede debatten atter op, da Kulturarvsstyrelsen i en lignende undersøgelse fandt, at kun 20 procent af de indkøbte værker i perioden 1983 til 2003 var af kvindelige kunstnere.

Og ifølge professor fra Det Informationsvidenskabelige Akademi på KU, Hans Dam Christensens nye undersøgelse er der ikke sket nogen nævneværdig udvikling siden da. På Arken har man eksempelvis i perioden 2002 til 2012 kun investeret i 27 værker af kvindelige kunstnere, mens de mandlige kunstnere står for 120 værker til museet. Samtidig har både AROS, Louisiana og Statens Museum for Kunst (SMK) 2005-2012 haft langt flere særudstillinger med mænd end kvinder.

Kønsuligheden bliver altså stadig udstillet på landets museer – men hvordan kan det være, at de mandlige kunstnere stadig er mere populære.

Struktur og tradition

Man kunne tro, at det handlede om, at museerne er domineret af mænd i høje stillinger, som favoriserer deres eget køn. Men det er ikke tilfældet.

Tværtimod peger Dam Christensens undersøgelse på, at der i dag faktisk er flere kvinder end mænd ansat i lederstillinger på museerne.

Man kunne også tro, at det handlede om, at der er færre udøvende kvindelige kunstnere, og at det mandlige udvalg derfor er naturligt større – men det er heller ikke tilfældet. Tværtimod er der de seneste 50 år optaget lige mange kvinder og mænd på Kunstakademiet og tal fra den nye undersøgelse viser tilmed, at flere kvinder er medlemmer af brancheorganisationerne. Men hvor skal problemet så findes?

Forestillingen om, at mænds arbejde er mere anerkendt end kvinders spøger stadig siger lektor og ligestillingsforsker Karen Sjørup ved RUC:

»Det afspejler et patriarkalsk samfund, hvor vi kvinder også er vant til at tro og bekræfte, at mænd og mandlige kunstnere er mere værd end os,« siger hun.

Sanne Kofod Olsen mener, at uligheden kan have rod i fortiden:

»Jeg synes, det afspejler en form for traditionalisme, hvor man hænger fast i nogle bestemte forestillinger om, hvad et kunstværk er, hvad en kunstner er, og hvilket køn en kunstner har.«

Samtidig kan der også være aspekter i kunstverdenens nutidige miljø, der spiller ind:

»Hvis man ser på landets gallerier, hvor museerne typisk køber kunstværker til deres samlinger, så er fordeling også meget skæv. Så tallet på museerne afspejler også tallet fra gallerierne, hvor det mange steder måske kun er en ud af 12 eller færre, som er kvinder,« siger hun.

Et af de museer, hvor kønsuligheden ifølge den nye undersøgelse er klar, er på Statens Museum for Kunst i København. Her, hvor man hvert år fra 2005 til 2012 har haft en overvægt af mandlige særudstillinger, er museumsinspektør Birgitte Anderberg, bevidst om problemet. Men hun mener samtidig, at museet er en afspejling af strukturer i kunstverdenen, som det ikke selv er herre over:

»Mænd er for eksempel bedre til at eksponere sig selv og til at blive eksponeret,« siger hun. Og fordi det kræver referencer at komme ind hos museerne, kan det være sværere for kvinder at få kunsten inden for de tunge museumsdøre:

»Vi er ikke er firstmovers, så der er udviklinger, som har været i gang i lang tid, der ikke har forplantet sig her endnu. Blandt andet fordi vi ikke køber frisk fra akademiet. Man skal have været ude og lave projekter eller værker, der kan klare sig i de store sammenhænge, før man kommer ind her,« siger hun.

Tvungen kønsbevidsthed

En løsning, der ofte bliver diskuteret i ligestillingsproblematikken, er kvoter. At man for at undgå en skæv fordeling simpelthen sætter et fast tal for kønnenes repræsentation. Men det mener Hans Dam Christensen ikke er løsningen. Han mener derimod, at man bør kræve af museerne, at de formelt inkorporerer en bevidsthed omkring køn i deres valg:

»Jeg mener ikke, at museerne skal beordres til hverken at købe eller udstille lige mange mandlige og kvindelige kunstnerne. Men hvis vi skal se flere kvindelige kunstnere repræsenteret på muserne, er man nødt til at forlange af museerne, at de eksempelvis på årsbasis skal redegøre for deres til- og fravalg i en kønsoptik.«

Han ser derfor et potentiale i, at museerne enten skriver kønsproblemstillingen ind i deres handlingsplaner, eller at den bliver et evalueringsparameter, når Kulturstyrelsen skal kvalitetsvurdere museerne.

Det ser Sanne Kofod Olsen også et potentiale i.

»Det vil selvfølgelig ikke have betydning i sig selv, men det kunne måske animere til lidt refleksion omkring det her spørgsmål.«

Hos Kulturstyrelsen har man nu udgivet en rapport, der sætter fokus på problematikken med tre anbefalinger fra den internationale museumssammenslutning ICOM, der understreger museernes ansvar for at tage stilling til kønsuligheden.

»Det er jo ikke noget, man ændrer fra den ene dag til den anden. Men jeg synes, at det at have en offentlig debat om museernes opgavevaretagelse og rolle i samfundet er utrolig vigtigt. Bevidstheden om køn er et redskab til at sikre museernes relevans i vores samfund nu og i fremtiden,« siger Ida Brændholt Lundsgaard. Det er forudsætningen for, at historikerne om 100 år ikke skal stå tilbage med et skævvredet billede af det mangfoldige kunstudbud, som faktisk fandtes i begyndelsen af det 21. århundrede – men som bare ikke fandtes på museerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbrit Joensen

Jeg husker at have læst en artikel om, - jeg mener det var statsradiofonien, hvor kønsfordelingen var meget skæv. Man besluttede at når der skulle optages nye musikere så foregik prøverne på den måde at den nye musiker som skulle aflægge prøve sad bag et forhæng så udvalget ikke vidste hvilket køn musikeren havde. Den måde at holde optagelsesprøve på bevirkede at kønsforskellen blev udjævnet.

Vibeke Rasmussen

Hvorfor ikke hellere afskaffelse af værnepligt? Hvis 'vi' nu endelig (gab) skal ind på dét emne.

Mathilde Hoeg, Anne Eriksen og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Måske fordi mænd bare laver/vover at lave mere spændende, vedkommende og god kunst?!

Mænd er "det ekstreme køn". Vi har flest profesorer, politikere, ledere og milliardærer, men også flest alkoholikere, narkomaner, småkriminelle og selvmord. Altså flest på toppen OG i bunden af samfunden. Klokkekurven for mandligt talent og performance er simpelthen bredere end den kvindelige ditto.

Ægteparret Priscilla Chan og Mark Zuckerberg er et fantastisk eksempel. Chan er medicinuddannet kandidat og er sikkert blevet en god læge et eller andet sted i USA. Men det er Zuckerberg, der har ændret den måde, mange af os omgås hinanden på, på nettet men også IRL.

Spørgsmålet "hvorfor er det ikke omvendt" er meget nærliggende. Jeg ved det ikke, men jeg har i hvert fald lagt mærke til at det ofte er sådan. Der findes succesfulde kvindelige iværksættere, ja, men ikke i samme omfang som mandlige iværksættere. Selv ikke i lande, hvor der er lige muligheder for kønnene.

Mere om Chan; ikke den stereotype milliardær-kone (heldigvis): http://www.forbes.com/sites/clareoconnor/2012/05/20/mark-zuckerbergs-wif...

"The 27-year-old multilingual (English, Spanish, and Cantonese, says her profile page) Massachusetts native graduated from Harvard in 2007, the year after Zuckerberg would have earned his degree if he hadn’t left to focus on Facebook — or thefacebook, as it was then known."

@Majbrit Joensen
Historien om symfoniorkestrene holder ikke rigtigt. Det er ganske vist rigtigt, at der er blevet ansat flere kvinder, dér hvor man har afholdt prøver bag forhæng. Men forhænget blev kun brugt ved de indledende prøver, og faktisk klarede kvinderne sig dårligere, når de spillede bag forhæng, end når de spillede uden! Når der alligevel blev ansat flere kvinder, skyldes det nok nærmere, at dét var hvad man havde sat sig for på forhånd, og at dette også var årsagen til at man overhovedet forsøgte sig med prøver bag forhæng. Denne fremgangsmåde ville dog under alle omstændigheder ikke kunne fungere med billedkunst, eftersom indkøberne hurtigt ville kunne identificere de enkelte kunstnere på deres personlige stil.

Hvis det nu havde været sådan, at museerne købte flere værker af kvindelige end mandlige kunstnere, ville historien nok have været vinklet anderledes. Det ville nok nærmere være noget med, at kvindelige kunstnere i dag er bedre end mændene, og giver dem baghjul. Men når kvinderne er i mindretal, bliver det i stedet for til en diskussion om repræsentation, hvilket klart er noget andet end at diskutere kvalitet. Ganske vist efterspørger man også en diskussion om kvalitet, men det er jo ganske tydeligt bagtanken, at kønsrepræsentationen skal være indarbejdet i de kvalitetskriterier som man ønsker sig.

Hvis det kun handlede om kvalitet, ville man slet ikke lægge ud med at tale om kunstnernes køn. Man ville stille det spørgsmål, om den kunst der i dag indkøbes til museerne udgør det ypperste og mest banebrydende, som skabes i dag. Og man ville kunne konstatere at der er et problem med indkøbene, hvis man kunne godtgøre, at vigtig kunst bliver overset. Først herefter ville det være relevant at finde årsagerne, f.eks. i form af fordomme om køn eller andet.

Men det er ikke hvad man gør i denne diskussion. Man går direkte til kønsproblematikken, uden at forholdes sig til kvalitet, kunstbegreber, eller hvad det overhovedet er for en slags kunst der bliver produceret af de forskellige mandlige og kvindelige kunstnere. Så egentlig handler diskussionen nærmere om, hvorvidt museerne skal indkøbe et nøje afbalanceret repræsentativt udsnit af hvad der bliver skabt i kunstverdenen, eller om man skal prioritere at købe det ypperste. Jeg foretrækker det sidste.

Mihail Larsen, Bo Carlsen, Jens Harder Vingaard Larsen, ulrik mortensen, Peter Jensen, Anders Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Anne, du mener nok salige. Jeg er på bølgelængde med dem her på tråden, der antyder at der kan være forskel på mænd og kvinder, andet end det fysiske. Det er lettere ulykkeligt, at vi ikke kan anerkende hinanden uanset forskelle, men i stedet - som jeg ser det - lave en viljesakt, der banker os ned i en anskuelse om at vi er ens. Som ovenfor anført, er mænd bare MERE….. vi har flere tabere og flere vindere hvis man skal banalisere det, flere genier og flere totale tumper. For mig er det sådan, og det kan aldrig rokke mig i min totale anderkendelse af kvinden, og hurra for at kvinder kan gebærde sig frit og ligeværdigt i vores samfund. Nu hvor der er flere kvindelige studerende blandt teologer, jurister, læger etc burde vi kunne afmontere kvinden for den offerrolle, der tidligere har været rimelig.

Rene Bolvig, ulrik mortensen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Morten Pedersen
Mit retoriske spørgsmål var møntet på artiklen, ikke dit i øvrigt fine indlæg.

med venlig hilsen
Lennart

Morten Pedersen og Jens Harder Vingaard Larsen anbefalede denne kommentar
ninna pedersen

Artiklen belyste et generelt problem indenfor vores kultur og kunst verden. Den er stadig domineret af mænd. At de store museer som Arken og SMK undsiger sig ansvar er forargeligt. De sidder på en magt i form af deres budgetter men også i den historieskrivning, der hænger sammen med at kunstenerne og kunstværkerne bliver optaget i kanon når de bliver indlemmet i samlingerne.

SMK udtaler at de ikke skal være firstmovers, men det er jo latterligt eftersom der har været udøvende kvindelige kunstnere i mange årtier. Siden 1960erne ca. 50 års produktion optil i dag har set et stigende antal kvinde være udøvende kunstnere. Hvilket for længst burde være synligt i museernes programmer og indkøb. Det kan ikke længere siges at være et first move.

Det er relevant at kikke på denne ulighed, ikke fordi man på nogen måde skal til at påstå mand og kvinder er ens. De er ikke mere ens end folk er flest. Selvfølgelig skal man kikke på statistikker for at belyse hvorledes vores samfund hænger sammen. Det er problematisk at man stadig ikke har lige forhold, og det mener jeg går på køn, etnisk baggrund eller økonomisk baggrund.

Museerne sidder på et kulturpolitisk ansvar som de med disse vage udtalelser både i ovenstående artikel og gårsdagens artikel om amme emne. http://www.information.dk/511124

SMK udtaler i øvrigt også køber igennem gallerierne, men helt årligt burde en stor institution laver sin egen research og have fingeren på pulsen. Så gør de ikke deres arbejde godt nok, hvis de holder sig så tæt op af gallerierne.