Læsetid: 4 min.

Jan Guillou anklaget for historieforfalskning

Vidste almindelige svenskere først besked med nazisternes udryddelse af Europas jøder i foråret 1945 eller allerede fra oktober 1942? Det er baggrunden for den strid, der lige nu udspiller sig i Sverige med afsæt i Jan Guillous nye roman ’Att inte vilja se’
Jan Guillous udtalelser om svenskernes (manglende) bevidsthed om nazisternes forbrydelser før 1945 har udløst en større debat bl.a. om forfatternes frihed til at fremføre historisk ukorrekte kendsgerninger.

Jan Guillous udtalelser om svenskernes (manglende) bevidsthed om nazisternes forbrydelser før 1945 har udløst en større debat bl.a. om forfatternes frihed til at fremføre historisk ukorrekte kendsgerninger.

Morten Germund

12. september 2014

Forfatteren Jan Guillou sad for nylig i sofaen på direkte morgen-tv og sagde i forbindelse med udgivelsen af sin nye roman Att inte vilja se, at det svenske folk i stor udstrækning ikke kendte til Holocaust og nazisternes omfattende forbrydelser mod jøderne før i maj 1945. Guillou sagde helt præcist: »En almindelig påstand er, at især inden for borgerligheden vidste man præcis besked om, hvad der foregik i Nazityskland og i de lande som Nazityskland besatte. Og nu vil jeg nok påstå, at det ikke er sandt. Man vidste intet.«

Jan Guillou sagde videre, at først i maj 1945, da krigen er slut og amerikanske soldater går ind i den første koncentrationslejr, så kommer billederne. Først da kommer sandheden for en dag og først der, ved man besked.

Det er godt nok i overensstemmelse med det billede, Jan Guillou har tegnet af bevidstheden om nazisternes forbrydelser i sin nye roman, men populært er udsagnet på ingen måde og det har udløst en større debat i nabolandet om, hvornår og hvem der vidste hvad i forbindelse med nazisternes forbrydelser og naturligvis også forfatternes frihed til at fremføre historisk ukorrekte kendsgerninger.

Grove fejl

Att inte vilja se er fjerde del i roman-suiten Det store århundrede, hvor Jan Guillou nu er fremme ved Anden Verdenskrig, som bliver betragtet på afstand fra en svensk synsvinkel. Lauritz, den ældste af tre norske fiskerbrødre Lauritzen, som romansuiten har fulgt, er kommet frem i verden og flyttet til Sverige, hvor han driver et ingeniørfirma. Samme Lauritz er gift med Fru Ingeborg, en kvinde af tysk adel. Derfor, og fordi krigen har gjort dem rige, holder han med tyskerne i krigen. Og Jan Guillou skriver i sin nye roman, at ligesom Lauritz var blind over for det nazistiske barbari, således vidste almindelige svenskere heller ikke om dem.

At Jan Guillou fik lov til på Svensk tv uimodsagt at gentage dette, har fået fire kendte historikere og journalister op af stolene og skrevet et fælles indlæg til avisen Dagens Nyheter. Her siger de, at Guillou har gjort sig skyldig i grove fejl om, hvad man i første halvdel af 1940’erne vidste og ikke vidste om Holocaust. Historikergruppen mener derfor, at Jan Guillou med sine udsagn ruller historieforskningen tilbage til det selvbillede, som herskede i 1960’erne blandt de såkaldt uskyldige, om at man sørme ingenting vidste. Historikerne fremhæver også, at man allerede i oktober 1942 på forsiden af Göteborgs Handels- og søfartsavis kunne læse en trespaltet overskrift: »Udryddelseskrigen mod jøderne«. I den efterfølgende periode kan man i december 1942 desuden i Svenska Dagbladet læse et telegram om »To millioner døde«, et tal som bliver gentaget i flere svenske aviser hen-over nytåret.

De fire historikere får støtte af en anden historiker, nemlig Matthias Tydèn, der tidligere i bogform har skrevet om Holocaust i perioden 1942-43. Han kan fremvise andre overskrifter som »450.000 ungarske jøder myrdet« og »Planer om at udrydde jøderne udføres nu«. Med andre ord findes der ifølge historikerne ingen undskyldninger hos almindelige svenskere for, at de ikke vidste besked om disse forbrydelser før foråret 1945.

Umoden og overdreven kritik

Jan Guillou har under debatten henvist til professor Jan Åmark, der skulle stå bag tesen om, at almindelige svenskere ikke vidste om Holocaust før 1945. Men Jan Åmark har efterfølgende i Dagens Nyheter taget til genmæle og sagt, at Jan Guillou har misforstået ham og at mange svenskere rent faktisk vidste besked tidligere. Jan Åmark fremhæver i sit indlæg, at arrestationen af 700 norske jøder i oktober/november 1942 fik stor opmærksomhed i svenske medier, ligesom situationen i Ungarn og deportationen af de ungarske jøder fyldte en del i de svenske medier. Jan Åmark skriver, »at det er let at vise, at der findes en relativ udførlig og konkret information i svenske medier om, hvad man kalder udryddelsen af Europas jøder fra efteråret 1942, hvorimod der ikke findes særskilte studier af, hvad der stod i de enkelte aviser«.

Jan Guillou har efterfølgende svaret igen på kritikken fra historikerne. Han siger, at forskerne stiller urimelige krav til, hvad det svenske folk skulle have vidst om Holocaust under de første år af 1940’erne. Han holder fast i, at svenskerne ikke vidste så meget, som man troede og at det mest endte som små notitser bagerst i aviserne: »Der er stor forskel på efterfølgende at sidde og læse et antal notitser som man ved er sande. Gør man som forskerne og samler alle notitser på én gang ser det ud som en vældig stor tekstmasse. Forskerne er de eneste mennesker i historien, som har gjort dette. Levede man dengang er det en anden sag.«

Jan Guillou kalder derfor kritikken umoden og overdreven. Og han tilføjer, at pressen dengang var del i to lejre, nemlig dem som er for og imod Tyskland, og at ingen derfor var helt troværdige. Det sidste ord er næppe sagt i den sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu