Læsetid: 8 min.

Til kamp for de nationale symboler

Folkene bag det finske kreative bureau Bob the Robot vil skabe en ny identitet til deres fædreland som et modangreb på højrenationalistiske gruppers forsøg på at monopolisere de nationale symboler. En udvikling de ser ske over hele Europa. Til opgaven har de hyret en svensker
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ved partiets landsmøde i 2010. Partiet lægger stor vægt på det nationale – både i sin politik og i sit image

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ved partiets landsmøde i 2010. Partiet lægger stor vægt på det nationale – både i sin politik og i sit image

Sofie Amalie Klougart

29. september 2014

Er du træt af, at et blødt bølgende Dannebrog over en grøn plæne lidt for ofte leder tankerne hen på valgplakater fra Dansk Folkeparti, eller det der er værre, i stedet for at få dit hjerte til at svulme af kærlighed til dit gamle fædreland? Så ved du, hvordan folkene bag det finske kreative bureau Bob the Robot følte det.

De så deres egne nationale symboler blive kapret af nationalistiske grupper, og de så den samme udvikling i mange andre lande i Europa. Men i stedet for bare at se til, besluttede de sig for at gøre noget ved det: De søsatte et projekt, der gik ud på at skabe en ny national identitet til Finland. To af folkene bag projektet Noora Harju og Karri Knuuttila fortæller om baggrunden for projektet.

»Nogle af os var i Oslo forrige nytår. Der så vi, at nordmænd gik rundt med huer med det norske flag på, og vi lagde mærke til de mange produkter med norske temaer. Så spurgte vi os selv, hvorfor det ikke var sådan i Finland, for her bliver flaget og Suomileijona (det finske rigsvåben, en løve med sværd, red.) mest brugt i sammenhænge, som de fleste finner ikke kan stå inde for,« siger Karri Knuuttila.

Noora Harju fortæller, at det i Finland er mere eller mindre utænkeligt at have nationalflaget på tøjet, og sætter man det frem til for eksempel en fødselsdagsfest, vil folk med det samme spørge til festens politiske dagsorden.

»De eneste tidspunker, man kan bruge det, er til store sportsbegivenheder og på uafhængighedsdagen. Og på uafhængighedsdagen sætter vi måske flag frem i vores huse, men aldrig på vores person. Inde i huset, og så man ikke kan se det fra vinduet,« siger hun.

Samtidig opdagede de, at det samme skete mange andre steder i Europa.

»Og så besluttede vi, at vi ville give det finske folk redskaberne til at udtrykke dets stolthed over dets land,« siger Karri Knuuttila.

Kapret identitet

Også i Danmark har Dannebrog, det altoverskyggende nationale symbol, været til debat med forslag om ændring af flagloven, flagdagen for de danske soldater og Basims brug af flaget ved Melodi Grand Prix som nogle af eksemplerne. Michael Böss, nationalismeforsker og lektor ved Aarhus Universitet, er blandt andet forfatter til bogen Forsvar for nationen fra 2006, og dengang kom han med budskabet om at »rive Dannebrog ud af Pia Kjærsgaards hænder«.

»Man ser ud over Europa, at der er kamp om de nationale symboler, og at nogle føler, at deres identitet er blevet kapret, så jeg vil ikke kimse ad forsøget på at prøve at lancere et alternativ. Det er jo af betydning, hvordan man forstår sig selv som samfund og samfundsfællesskab. Og der er også noget designet over det, som De Sande Finner og nationalistiske grupper har været i gang med. Men jeg kan godt være skeptisk over for, om det er muligt, om der kan blive folkelig opbakning til det,« siger han og tilføjer, at han kun kan komme i tanke om et tilfælde i nyere tid, hvor det er lykkedes for en nation at udskifte det mest markante nationale symbol:

»Canada er det eneste land i verden, som har skiftet flag, i 1965, hvor man fik ahornsflaget. Det tidligere var et britisk flag, og da man havde en stor fransk minoritet, skulle der et nyt til for, at det kunne blive et samlende symbol. Så man nedsatte simpelthen en kommission og endte med ahornflaget.«

Til spørgsmålet om hvorvidt det så er lykkedes at erobre vort nationalflag tilbage fra DF’s tidligere formand, svarer Böss, at det mener han, at det er. Ikke mindst fordi, den danske venstrefløj, herunder og især Socialdemokraterne, ikke opgav symbolet, men tværtimod, som Böss citerer Mette Frederiksen for, indså, at man så måtte »definere det på en anden måde«.

Også i resten af Europa er der eksempler på, hvordan brugen af det nationale flag skifter betydning. Michael Böss nævner, hvordan det efter VM i Tyskland i 2006 pludselig var blevet muligt for tyskere at flage uden dermed at referere til landets historiske byrde, og kultursociolog ved Stiftelsens Kirkeforskning i Oslo Olaf Aagedal nævner et ganske nyligt eksempel fra folkeafstemningen i Skotland.

»Her blev det skotske flag hurtigt et symbol for uafhængighedskampagnen, mens Union Jack blev symbolet for ønsket om at blive i unionen. Mens jeg var derovre, var der ikke megen debat om, hvad det betyder for den skotske identitet, men det har vi haft i Norge i forbindelse med debatter om EU-medlemskab, hvor nej-bevægelsen i 1994 var mere tilbageholdende med at bruge flag i deres kampagne end i 1972 af frygt for at blive stemplet som nationalistiske,« siger han.

Verdensmestre i at flage

Men i Danmark er det altså trods alt ikke lykkedes bestemte grupper at tage patent på Dannebrog. En undersøgelse foretaget af Epinion i 2012 viste, at 92 pct. af de adspurgte danskere opfatter Dannebrog som »et positivt symbol, alle danskere kan samles om«, mens kun to procent finder det »ekskluderende«. En væsentlig del af forklaringen er her også, at flaget spiller en helt anden rolle i Danmark end i formentlig alle andre lande i verden.

»Vi er i Danmark givetvis verdensmestre i at bruge flaget,« siger Uffe Østergaard, idéhistoriker og forsker i national identitet ved Handelshøjskolen i København.

»Hverken Sverige eller Finland har taget flaget til sig på den måde. Det er sket lidt mere i Norge, men ikke så meget som i Danmark,« siger han og peger på, at i Finland har borgerkrigen fra 1918 måske været med til at forhindre flaget i at blive et samlende symbol.

Uffe Østergaard nævner også, at en årsag til at kampen om flaget ikke længere raser med helt samme styrke i Danmark, kan være, at Dansk Folkeparti ikke længere møder total afvisning, ligesom partiet også selv har ændret sig.

Intet finsk filter

Men tilbage til Bob the Robot og den nye finske identitet. For hvem er bedre til at fortælle finnerne, hvem de er, end en svensker? Ja, det var faktisk lige det, de tænkte hos Bob the Robot, og derfor gav de opgaven til den prisbelønnede designer Henrik Nygren.

»En svensker kan bidrage med et frisk perspektiv. Der er ikke noget finsk filter. At være i Finland og være finsk påvirker dit syn på det finske folk, og hvad det betyder at være finsk,« siger Karri Knuuttila, og Noora Harju supplerer:

»Svenskerne er tæt nok på os til at forstå os uden at være os, og samtidig repræsenterer valget, at vi vil være mere åbne. Derfor har vi også givet Henrik helt frie hænder.«

Uffe Østergaard kalder kampagnen velment, men tvivler kraftigt på, at den kommer nogen vegne.

»Al erfaring viser, at det er helt ude i hampen, og det hænger sammen med, at nationale symboler er så stærke. Så der er ikke nogen udvej; de må tage kampen om de eksisterende symboler op med De Sande Finner,« siger han og nævner Frankrig som et eksempel, hvor venstrefløjen kæmper med det nationalistiske Front National om brugen af Tricoloren og Marseillaisen.

»Og jeg har ikke hørt, at der var nogen af dem, der ville have skrevet en ny nationalsang. Derudover er såkaldt nation branding som at gå over åen efter vand, for man tager noget fra marketing og overfører det til nationer, men ideerne i marketing og branding er netop hentet fra nationalisme. Og at vælge et svensk bureau er helt skævt, for de ved jo ikke, hvad national identitet er. De har lært så megen politisk korrekthed i skolen, at de har skilt sig af med den.«

Skaber debat

Hos Bob the Robot er de dog godt klar over, at de er ude på en stor opgave, og Noora Harju og Karri Knuuttila fortæller, at projektet også i høj grad handler om at rejse en debat om de ting, Finland og finnerne kan være stolte af.

»Vi vil meget gerne skabe debat om, hvad det betyder at være finsk. Som ydmyge kreativt ansatte er vi gode til at aktivere folk, og vi tænkte, at hvis vi kunne gøre noget andet end bare at snakke, så var det det her,« siger Karri Knuuttila, og Noora Harju følger op:

»Der er nok nogle, der vil protestere mod, at der bliver rørt ved de nationale symboler, men vi er ikke imod dem og ikke ude på at ødelægge dem. Vi prøver derimod på at vise de mange gode sider af det finske folk.«

De to fortæller da også, at da projektet blev offentliggjort i den finske presse for få dage siden, førte det allerede til debat. Ikke mindst på grund af valget af Henrik Nygren som designer.

»Så begyndte folk at finde på grunde til, at Finland er bedre end Sverige, og det førte til en diskussion om, hvad det er, der er så godt ved Finland,« siger Karri Knuuttila.

Forvent ikke varme

Michael Böss, Uffe Østergaard og Olaf Aagedal er da også enige om, at det i hvert fald er en dårlig idé ikke at prøve at modvirke, at bestemte grupper får eneret på de nationale symboler. Uffe Østergaard nævner som et eksempel den svenske direktør for Trondheim Kunstmuseum, Pontus Kyander, der i 2012 ikke ville hejse det norske flag uden for museet, da han mente, at det ikke var et symbol, som alle kunne identificere sig med. Og Olaf Aagedal understreger:

»Det gælder om at give symbolerne et fornuftigt og legitimt indhold i stedet for at tænke, at man ikke har brug for den slags emotionelt lim. For symbolerne findes, og der er andre, som vil fange dem og prøve at bruge dem politisk.«

Svenske Henrik Nygrens færdige projekt bliver præsenteret i starten af december på Eurobest, den største europæiske festival inden for kreativitet, og indtil da må vi nøjes med en nordmands bud på det særligt finske. I forfatteren Erlend Loes roman Fakta om Finland fra 2001 skriver den kriseramte protagonist på en rejsebrochure om dette de tusind søers land, og han får (med stort besvær) blandt andet nedfældet følgende karakteristik af dets folk:

»Finner lever i et ugæstfrit klima, og de ved af bitter erfaring, at varme er noget, som må bruges sparsomt, så forvent ikke varme, skriver jeg, varme kan man tage til Middelhavet for at få, der er folk så umiddelbare og ukritiske og glade, men til gengæld lidt enkle og kedelige, og det tager bare nogle minutter at komme ind under huden på dem, mens det kan tage en hel ferie, ja, nogle gange et helt liv, at komme under huden på finnerne, men til gengæld findes der noget som er værd at få med sig, skriver jeg, der findes en dybde, en sjælelig dybde, en afgrund, nærmest, og en indre styrke som finnerne kalder sisu, og jeg slår sisu op i mit leksikon, og der står: udholdenhed, kraft, kamplyst, både legemlig og sjælelig, og jeg tænker, at det er gode sager.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uffe Østergaard overser her, at alting er begyndt på et tidspunkt, og at ting som regel på et tidspunkt også vil blive lavet om, i det mindste diskursivt.
Nationalsange er om noget historisk fæstnet - den danske var resultatet af en konkurrence i 1820, mens Marseillaisen, som nævnes i artiklen, jo blev skrevet i 1792 og officielt nationalsang i 1895.

Christian Mondrup

"den danske Nationalsang var resultatet af en konkurrence i 1820".

Oehlenschlägers tekst til"Der er et yndligt Land" blev indleveret 1819 til den nævnte konkurrence om en "Dansk National Sang". Men prisen blevet givet til Juliane Marie Jessen (1760-1832) for "Dannemark! Dannemark! hellige Lyd". Blandt de komponister, der indleverede musik til dette mesterværk var C.E. F. Weyse og Georg Gerson, se http://imslp.org/wiki/Dansk_National_Sang_af_Juliane_Marie_Jessen,_G.158_(Gerson,_Georg).

Oehlenschlägers tekst til Krøyers melodi fik først senere status som "nationalsang", se http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/der-er-et-y... og http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-har-vi-nationalmelodier

To eksempler på,
hvordan Dannebrog kan tolkes og politiseres/religiøsiteres!

'Så la' da' vær'!
Dannebrog er - alene - Danmark nationale flag!

Problemet for venstrefløjen er jo at de dybest set ikke interesserer sig for folket, og at de finder det utåleligt vulgært med deres hang til svulstige symboler og andre uvaner.

Derfor har det været naturligt at bekæmpe nationalstaten med bl.a. globalisering og indvandring.

Men da den eneste katalysator for solidaritet i nyere tid bortset fra religion, har vist sig at være nationalstaten, har denne politik vist sig at være et gigantisk selvmål.

Derfor har venstrefløjen kun to muligheder: Omfavn nationalstaten eller dø.

Med mindre man da vil gå tilbage til fortidens synder og forsøge at få valgt et nyt folk.

Rasmus Kongshøj

"Canada er det eneste land i verden, som har skiftet flag"

Sikke noget sludder. Hvad med Rwanda, Burma, Tuvalu, Tyskland, Portugal, Libyen, Irak, Iran, Kina, Cambodia, St. Vincent og Grenadinerne, Egypten, etc., etc.?

Jens Harder Vingaard Larsen

Skal venstrefløjen nu have skylden for globalisering og indvandring? Jeg som gik og troede at det var kapitalismens evige hunger efter billigere arbejdskraft! Ja, vi kan jo alle tage fejl. Tak til Egon for afklaringen...

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Martin Madsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh ja, Christian Mondrup, såvidt jeg husker, indsendte han flere forslag. :-) Men det er mærkeligt at sidde med "Di tanti palpiti" med let forandret harmonisering i hænderne.

Steffen Gliese

Den store skødesynd i vor tid er, at vi ikke fik Lissabon til afstemning, så EU kunne være blevet bevaret på et tåleligt niveau.
Vi hører ikke engang længere om de forordninger, der fører til dansk lovgivning, hvilket vel burde være Ole Ryborgs opgave at informere om - som nu sygesikringsbeviset, som folk faktisk er sure over ikke længere har dækning udenfor Danmark. Det er åbenbart et direktiv - men jo altså et, som vore politikere ikke skulle have accepteret.
I det hele taget har EU med den seneste traktat ændret sig i en retning, som er uantagelig for de fleste europæere, fordi det nærmest fungerer som en ophævelse af de nationale grænser.
Den gode adskillelse imellem EU- og nationale rettigheder går dér, hvor man kan rejse og arbejde på de vilkår, der gælder i det land, man kommer til; men hvor social sikring, skat og sundhed stadig er nationale anliggender for den enkelte. I modsætning til flygtninge og andre, der kommer fra lande, som ikke er indenfor paraplyen, er der jo ikke nogen objektiv grund til, at europæiske statsborgere skulle have behov for eller ret til at skifte nationalitet indenfor kontinentet.