Læsetid: 5 min.

Hvad kan arkitekterne afsløre om krigen i Gaza?

Veje og bygninger kan fungere som våben, mener den israelske arkitekt Eyal Weizman, en førende ekspert i følgerne af krigshandlinger i byer og filmaktuel med ’Arkitekturens vold’, der netop har haft premiere på al-Jazeera
Palæstinensiske kvinder betragter ruinerne af et boligkompleks i Gaza. Gennem arkitektoniske undersøgelser af krigshandlinger i byer påviser den israelske arkitekt Eyal Weizman mulige krigsforbrydelser.

Roberto Schmidt

6. september 2014

I første scene af Arkitekturens vold – sådan hedder det seneste afsnit af Rebel Architecture, en filmserie i seks dele – ser vi arkitekt Eyal Weizman nærme sig et de vagttårne, man med jævne mellemrum møder langs den ’adskillelsesmur’, der løber gennem Vestbredden. En israelsk soldat, hørbar, men usynlig i sit tårn, råber ned til ham: »Kom ikke tættere på!«

Weizman råber tilbage: »Hvorfor? Er det her sted kun dit? Det er alles. Er det tårn dit hjem? Det er det jo ikke, og alligevel sidder du der og fortæller mig, hvad jeg skal gøre.«

Weizman, der er født i Haifa, har ry for at være frygtløs. Ikke så snart var han færdiguddannet på arkitektskole i London, før han sammen med sin kollega Rafi Seagal fik i opdrag at fremvise det bedste fra moderne israelsk arkitektur ved International Union of Architects kongres i Berlin i 2002. Han valgte at fremvise bosættelser. Det fik Det Israelske Arkitektforbund til at trække sin støtte, hvorpå udstillingen blev aflyst og alle kataloger makuleret.

Siden har Weizman skabt sig et navn som fortaler for såkaldt ’kriminalteknisk arkitektur’, en ny vidensdisciplin, som går ud på at analysere virkningerne af krigsførelse i byer med henblik på at afsøge spor efter krigsforbrydelser. For Weizman kan bygninger og veje fungere som våben. Når han ser ud over den besatte palæstinensiske Vestbred, som han gør i sin nye film, ser han en slagmark for sig. »Våbnene og ammunitionen er meget simple elementer. De er træer, de er terrasser, de er huse. De er barrierer.«

I køkkenet i sit hjem i det østlige London, hvor han tilbyder mig hjemmelavede syltede agurker og endeløse kopper kaffe, forklarer han, at systemet af israelske bosættelser udgør det på en gang mest oplagte og omstridte aspekt af det, han kalder ’arkitekturbesættelse’. Anlagt på Vestbreddens bakketoppe er bosættelserne ifølge Weizman strategisk placeret på måder, så de troner over de palæstinensiske dale og byer nedenfor og derved udstråler ’dominans’.

Krigen rykker ind i byen

De ensartet udseende forstadshuse – alle med røde tage, ifølge Weizman en anbefaling fra det israelske luftvåben som beskyttelse mod overflyvende kampfly – er »som et optisk instrument. Deres ringvise anlæggelse omkring en bakketop gør det muligt at overskue hele det omkringliggende område«. Til og fra de enkelte bosættelser løber veje alene forbeholdt bosætterne. Disse forbinder ikke blot bosættelserne med hinanden. De opdeler også dalen og adskiller på den måde palæstinensiske gårde og byer fra hinanden.

Den anden intifada og kampene i de irakiske og afghanske byer i begyndelsen af 2000’erne viste Weizman, hvor langt krigen var flyttet ind i byen. Han arbejdede dengang i det palæstinensiske ministerium for planlægning og måtte eskorteres af bodyguards og sætte en keffiyeh (palæstinensertørklæde, red.) fast på motorhjelmen af sin bil, når han kørte rundt på Vestbredden. Han har nu tegnestue og kontor »på den anden side af muren«, i Beit Sahour, en vestbredsby lige uden for Betlehem, hvor han er, når han ikke er i London, driver organisationen Decolonising Architecture Art Residency i samarbejde med den palæstinensiske arkitekt Sandi Hilal og den italienske arkitekt Alessandro Petti.

Det var under intifadaen, at Weizman oplevede, hvordan Israel bevidst og destruktivt omlagde byarkitektur med henblik på at fratage byernes forsvarere strategiske fordele. Vestbred-byerne Nablus og Jenin blev en art laboratorium for udvikling af krigsførelse i byområder, mener han. Da Israel forsøgte at erobre centrum af Jenin, »Palæstinas ground zero«, brugte De Israelske Forsvarsstyrker D9-bulldozere til at anlægge et helt nyt og anderledes vejnet og nedrev i denne proces adskillige hjem. Tilbage var brede veje og et fravær af den tæthed, der før havde givet indbyggerne en vis beskyttelse.

En anden teknik, der blev anvendt i Gaza under den seneste konflikt, har været at køre pansrede mandskabsvogne ind i bygninger, ofte familieboliger, for at lave huller i murene, hvorigennem soldater kunne sættes ind. Soldaterne kunne dermed straks udnytte bygningernes tæthed, når de bevægede sig fra et hus til et andet. »Som når orme bevæger sig inde i æbler,« siger Weizman.

Arkæologer i nutiden

Igennem sådanne iagttagelser kan arkitekter blive »arkæologer i nutiden« og sammenstykke hændelsesforløb – hvordan den og den bygning er blevet ødelagt af artilleri, kampvognsild eller bulldozere. Weizman er nu leder af et ’kriminalteknisk arkitekturhold’ på Goldsmiths, University of London – et unikt projekt, der leverer »arkitektoniske beviser« til internationale anklagemyndigheder, politiske organisationer, ngo’er og FN. Deres undersøgelser omfatter droneangreb, sikkerhedsstyrkers overgreb mod Ixil Maya-folket i Guatemala og brugen af hvid fosfor i Gaza under Operation Støbt Bly i 2008-09. De har også set nærmere på Israels taktik med ’banke på tag’-advarsler, som Israel hævder at have praktiseret i udstrakt grad under den seneste konflikt i Gaza.

»Byer handler altid om sammenhængen mellem bygningerne i gaden og netværk og infrastruktur. Når krigshandlinger rammer en by, dør folk i bygninger, de fleste i deres eget hjem,« fortæller Weizman. Så ved omhyggeligt at undersøge bygninger kan man finde arkitektoniske beviser.

Hvis Gaza-konflikten kommer for Den Internationale Straffedomstol, regner Weizman med at tilbyde sin assistance til anklagemyndigheden: »Vi vil påvise, at der sker overtrædelser af folkeretten i den måde, hvorpå bestemte bygninger er blevet angrebet.«

Tværsnit af krigszonen

Weizman forudser, at der kommer stigende efterspørgsel efter hans særlige form for arkitektonisk analyse. Og han er ikke alene: De Israelske Forsvarsstyrker samt amerikansk og britisk militær er i færd med at etablere tilsvarende arkitektoniske akademier for soldater.

»Lige som retsmedicinere skal vide, hvad der sker med en menneskekrop, der bliver knust, er vi også nødt til at have arkitektonisk viden for at forstå, hvordan volden har virket,« siger Weizman, der ganske som andre retspatologer foretager tværsnit igennem sine ’emner’.

»Jeg ser på undergrunden: arkæologi, vand, spildevand, dalene.«

På Vestbredden fik palæstinenserne i henhold til Oslo-aftalerne kun øer af overfladearealer, mens Israel kunne bevare suverænitet over andre lag: grundvandsmagasiner og luftrum. »Men grænser findes ikke kun på overfladen,« siger Weizman. »Det har vi set meget tydeligt med tunnelerne under Gaza og raketbeskydningen.«

Weizmans optik går ikke alene på arkitekturen som middel til besættelse eller som tegn på forbrydelser. »Arkitektur kan åbne for spekulation om mulige alternative fremtider for Palæstina som en slags eksperimentel tænkelaboratorium.« Selv om en stor del af hans arbejde fokuserer på virkeliggjorte dystopier, som arkitektur har skabt, forestiller han sig også arkitektoniske løsninger for en »fælles fremtid«, hvor bosættelser kan blive ombygget til palæstinensiske offentlige institutioner, og militærbaser gøres til naturparker for trækfugle.

»Jeg føler mig politisk forpligtet over for alle folk i mit land – jeg vil ikke nøjes med at sige ’begge folk’, som om der kun boede israelere og palæstinensere dér. Det er komplekse samfund med mange lag, og jeg har stor kærlighed til dette land, og de mennesker, der bebor det.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Den artikel virker da sindssyg. Man behøver da ikke være "arkitekt" for at se virkningen af Israels be/bosættelser med infrastruktur. Det er da fortalt mange gange før.

Artiklen er også fordrejet:

"På Vestbredden fik palæstinenserne i henhold til Oslo-aftalerne kun øer af overfladearealer, mens Israel kunne bevare suverænitet over andre lag: grundvandsmagasiner og luftrum. »Men grænser findes ikke kun på overfladen,« siger Weizman. »Det har vi set meget tydeligt med tunnelerne under Gaza og raketbeskydningen.«

Det er jo løgn. Osloaftalen gav da ikke Israel alt det manden påstår.

Han siger også at Osloaftalen kun gav palæstinenserne øer af områder!!

Historieforfalskning - Israel har annekteret og skabt "øer" hvor aftalen tværtimod sigtede mod det modsatte.

Hvordan kan Information bringe sådan noget tåbeligt sludder som det arkitekten leverer her? Det er jo barnligt og tyder på at man gerne går gale israeleres ærinde med at bringe emner op som tilsyneladende giver en ny vinkel - og så - en passant - drypper lidt virkelighedsforfalskning ind i teksterne. Typisk propagandametode for zionister.

georg christensen

Krigen i Gaza, har jeg kun en ganske enkel forklaring på: Israel ødelægger Gaza, og nyder at indtage fortjenesten i genopbygningen, igen, et uhyggeligt eksempel på "magtbegærdet´s grådighed og "LIVS" foragt.