Læsetid: 5 min.

Kridhvide klovnerier

DR3’s hvide værter sætter fokus på de privilegier og begrænsninger, som hudfarver kan indebære, i en prisværdig temauge. Desværre uden helt at kunne slippe dem
DR3’s reportageserie ’Kridhvid i Kina’ er racedystens efterfølger, og værterne Thomas Skov (t.h.) og Emil Thorup taget til Kina for at lukrere så meget som muligt på de privilegier, deres hvide hud giver dem.

DR3’s reportageserie ’Kridhvid i Kina’ er racedystens efterfølger, og værterne Thomas Skov (t.h.) og Emil Thorup taget til Kina for at lukrere så meget som muligt på de privilegier, deres hvide hud giver dem.

dr.dk

10. september 2014

Det var a) pinligt og b) en gave til DR3’s temauge om hudfarver og raceopfattelser, da den engelskstuderende unge mand Alisiv Ceran for knap to uger siden blev eftersøgt som potentiel terrorist på vej til eksamen. Når en mand med mellemøstligt udseende og nerver på ikke kan læse om terror i et tog uden at risikere en menneskejagt, er der nok lige noget, vi skal have talt om her i samfundet.

Det er derfor al ære værd, at DR3 ser det som sin opgave at sætte den samtale i gang ved at vise en parade af spillefilm, dokumentarer og mere satiriske programmer om racismens forskellige afskygninger. I de indkøbte programmer som Racismens historie og Race og intelligens får forskere god tid til at folde historiske og psykologiske forklaringer på racisme ud. Det er oplysende og lødigt, men man forstår godt DR3’s ambition om at vise, hvordan hudfarver kan privilegere og begrænse i nogle lidt mere funky formater. Det er en diskussion, der hurtigt bliver betændt – måske fordi den som regel udvikler sig til en metadiskussion om, hvorvidt det er en del af løsningen eller af problemet at tale om de her ting. Derfor kippede jeg med flaget for DR3’s ambition om at udforske det absurde i hverdagsracismen.

Anstrengte fnis

Temaugen blev sidste onsdag skudt i gang med quizprogrammet Den store racedyst, hvor et hold blege mediepersonligheder dystede mod et hold brune mediepersonligheder. Der skulle f.eks. gættes, hvor mange diskoteker, der ville lukke tre mørke testpersoner ind henholdsvis før og efter, de blev sminket hvide, og der blev dystet i et spil, der handlede om kun at skyde de bevæbnede af de sorte og hvide mennesker, der dukkede op på skærmen.

Det var nemmere sagt end gjort, viste det sig, især når det drejede sig om sorte. Den slags afsløringer af ubevidste og ufrivillige racistiske reflekser, der kan sidde i selv den argeste antiracist med eller uden afrikanske forældre, var virkelig interessant. Mindre interessant var programmets angst for at blive for politisk korrekt. Det skulle nødig hedde sig, at der ikke længere er plads til hyggeracistiske vittigheder af den slags, man netop kan tillade sig, når man ved med sig selv, at man jo ikke er racist. Og oh boy, der var mange af dem.

Vi lever lykkeligvis i et frit land, men den evindelige gentagelse de mest bovlamme racistiske udtryk og vittigheder fremstår altså temmelig tvangspræget. Den stærke danske tradition for at jonglere rundt med diverse etniske stereotyper med behørig ironisk distance, handler vel om at pointere, at racismen befinder sig så langt væk, at den er ufarlig, og at de racistiske attituder er noget, man kan tage på som en gammel fjollet hat. Hvis man afstår fra den slags, kan det udarte sig til smittefarlig, svensksindet selvcensur, forstår man. Men man kan nok ikke udelukke, at det giver nogle mennesker en vis kulturel klaustrofobi at blive konfronteret med denne fjollede hat i tide og utide, og at være tvunget til at grine ad den for at bevise, at man har selvironi. Det kommer der typisk nogle meget anstrengte fnis ud af – også i Den store racedyst.

Hvide klovne

I reportageserien Kridhvid i Kina er racedystens værter Thomas Skov og Emil Thorup taget til Kina for at lukrere så meget som muligt på de privilegier, deres hvide hud og røde EU-pas angiveligt skulle give dem.

Hvad der kommer ud af det, sender ikke øjenbrynene lige så langt op i panden på seeren, som det gør på værterne. Det er som om, de på forhånd ved, at det er dér, øjenbrynene skal sidde, fordi det hele simpelthen er alt for sindssygt.

Hele tiden (desværre også når de møder et potentielt spændende menneske, man kunne have hørt mere om) vender de sig mod hinanden og siger: »Det er fantastisk!«, »Det er for vildt!« og »Det er faktisk ret interessant.«

Emil Thorup spiller rollen som den hvide klovn, der iført det stiveste puds aldrig anfægter sin egen tårnhøje status, mens Thomas Skov giver den som dummepeterklovnen, der her ikke får lagkager i hovedet, men til gengæld må sidde med sin buksebag ude af bilruden for at undgå svedskjolder under ballerne.

Han er meget fascineret af, at man angiveligt ikke rigtig behøver at kunne noget for at få succes i Kina, mens Emil Thorup er mere optaget af at få spredt sit civiliserede stjernestøv i et jævnt lag ud over Beijing.

Begges charme er set bedre anvendt i andre programmer.

»Det er ret what the fuck-agtigt at komme ind til en casting, bare fordi man er hvid,« siger Thomas Skov i første afsnit, hvor de halvt inde i programmet er nået frem til et sted, hvor der sker noget. Eller hvor der er en kø, de kan stå i. Men dels er det en casting til statistroller som europæere i et periodedrama, dels har de fået nogen til at hjælpe sig. Det er ikke sådan, at dørene glider op. De må endda lide den tort, at casteren er mere optaget af at få nummeret på en køn fyr fra produktionsholdet.

I andet afsnit besøger Thorup og Skov en plastikkirurg, hvor de hører lidt om skønhedsidealer og blegecreme, de underviser nogle små børn i engelsk, får lov at springe køen over og drikke gratis på natklubben True Colors, og de møder en amerikansk skuespiller, der har fået succes i Kina.

Men uden at der egentlig sker noget videre ved det. Det indtil videre eneste drama i Kridhvid i Kina er en vittighed, der falder til jorden, hvor den så ligger og spræller lidt.

Thomas Skov prøver at underholde sit selskab – eller overspille sin rolle som dummepeter – med en til lejligheden genoplivet og oversat vittighed om, at kinesere er gule, fordi de boller i karry. Oversættelsen (»because they fuck in curry«) har nogle væsentlige mangler, og det er ikke noget stolt øjeblik for dansk humoreksport.

En ung kinesisk kvinde ved et andet bord vender sig om og kalder det ubehøvlet. Forlegen stemning opstår, de roser hendes fejlfri engelsk på klodset engelsk, spændingen stiger og falder så hurtigt igen, da hun er venlig nok til at slippe dem af krogen.

Så drengene griner det grin, man griner for at veksle noget potentielt skamfuldt til følelsen af, at man da er en værre en, og så alt er ved det gamle.

DR3’s temauge om raceopfattelser slutter i aften, men ’Kridhvid i Kina’ kører videre de næste syv uger. Den store racedyst kan ses på dr.dk/dr3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu