Læsetid 8 min.

Maria Gerhardt: ’Jeg skal have tatoveret et sejlskib på min brystkasse’

Maria Gerhardt er blevet kaldt hipster og DJ-dronning. Som 34-årig fik hun brystkræft. Nu har hun skrevet en bog, der handler om, hvad der sker, når en kick ass-personlighed klasker helt sammen
Maria Gerhardt, også kendt som Djuna Barnes, fik brystkræft som 34-årig. Nu har hun skrevet om bog om kærlighed og kræft.

Maria Gerhardt, også kendt som Djuna Barnes, fik brystkræft som 34-årig. Nu har hun skrevet om bog om kærlighed og kræft.

Tor Birk Trads
5. september 2014

Vi sidder i en taxa på vej mod Rigshospitalet, fordi jeg har en knude i mit venstre bryst. Jeg har haft den i så lang tid, at den er blevet en del af mig, og jeg har på intet tidspunkt været bange. Måske er jeg dum. Måske har jeg storhedsvanvid. Men jeg tænker, at jeg er for vigtig til at dø.

Sådan beskriver Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes, i sin nye bog den dag, hun modstræbende måtte erkende, at hun havde fået en kræftknude i brystet:

»Det liv, jeg har levet, handler om at sælge sig selv, være sjov og være på forkant. Det kunne jeg pludselig ikke mere, så hvad sker der, når en person, der som jeg opfatter sig selv som stærk og meget social, falder sammen? Da jeg opdagede knuden havde jeg ikke været bange. Og bagefter skrev min fætter til mig, at nu måtte jeg ikke miste min kick-ass-attitude. Og det er rigtig nok. Jeg har ikke dødsangst, og det var usædvanligt givtigt, da jeg blev syg. Jeg betragtede det som en kamp, og den ville jeg komme til at vinde lige meget hvad. Den dårlige side af dødsforagten er, at jeg har tænkt, jeg kunne klare alt. Og at jeg har ikke været så god til at passe på mig selv,« siger hun.

»Du har en kræftknude på otte cm i diameter i dit venstre bryst,« siger han og fortsætter: »Du kommer til at miste brystet, du kommer til at miste håret. Du kommer til at få mere kemoterapi end normalt, fordi knuden er så stor.«

Jeg har haft fri bar i et årti. Den knude har ligget vodkamarineret.

»Jeg blev syg efter en periode, hvor jeg levede totalt usundt. Jeg føler mig overbevist om, at den knude har haft rigtig gode forhold imens. Alkohol forhøjer kroppens østrogen med 400 procent, og min kræft er 100 procent østrogenfølsom. Jeg tænker, jeg har levet i en ubalance, og at kræft kommer af ubalancer. Det kan være alle mulige former for ubalancer; en maratonløber kan jo også få kræft. Så jeg tror, at man først skal få fjernet kræften, og så gøre noget ved den ubalance. For mig bestod ubalancen i, at jeg ikke var god nok til at stå ved mig selv. At jeg manglede at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg ville lave.«

»Jeg har været fanget i en spiral og altid bare sagt ja til at spille det næste DJ-job og være på. Det er en meget nem branche, det er jo det, de unge drømmer om. At stå et sted, hvor der er fri bar og fri mad og en høj timeløn, og pigerne er vilde med én.«

»Inden jeg fik diagnosen, havde jeg lagt mit liv om. Fået den kvinde jeg havde ventet på i 15 år, der har et barn, og jeg havde lavet et blad (magasinet københavner sammen med journalist og forfatter Martin Kongsted, red.). Så min fortælling er også en kærlighedshistorie. Men der var en regning, der ikke længere kunne skydes.«

Afdeling 4262, mit nye hjem … Vi er fire mennesker i rummet. Der sidder en læge og en sygeplejerske over for os. Lægen er hovedet, sygeplejersken er hjertet, hænderne.

»Læger er de sidste popstjerner. Der er ingen læger, der er på Facebook. På den måde bevarer de magien. Rigtige popstjerner har jo ikke nogen magi længere. Man kender alle Medinas kærester, ved hvordan hun havde det i går, og hvad hun spiser i dag. Lægen ved man ikke noget om, for de skal stadig være autoriteter og herrer over liv og død. Men jeg tror, man skal passe på med at overgive sin skæbne til lægen. Man glemmer sig selv, sin familie, og hvordan man selv har lyst til, at det skal være.«

»For mig er lægen ikke autoriteten, det er mig, der er autoriteten. Jeg er nødt til at finde ud af, hvad der fungerer for mig. Jeg har haft et forløb med efterbehandlinger med hormoner, men jeg har valgt at stoppe det, for jeg blev helt smadret psykisk.«

»Det nedsætter ens overlevelsesmuligheder, hvis man ikke tager hormonbehandlingen. Men når man sætter unge kvinder i overgangsalderen, så fucker man deres kroppe endnu mere op også fysisk. Man får kontante humørsvingninger og tab af selvværd. Og det kan måske gå, når man er 50, og børnene er flyttet hjemmefra, men når man er i 30’erne, er det ligesom der, hvor man får familie, og hvor man skal bevise noget karrieremæssigt. Heldigvis gav min læge mig ret i, at jeg skulle stoppe med hormonbehandlingerne.«

Det betyder ikke så meget for mig at få fjernet mine bryster. Jeg ved ikke, om det er sådan, eller det er fordi, kendsgerningerne er sådan. Måske er jeg god til at omstille mig. Men lige det med brysterne; jeg synes altid, de har været lidt i vejen.

Bombemaria, Lebbemaria, Djmaria, Djuna, Kræftdjuna. Jeg er blevet kaldt så mange ting, der knytter sig til min krop.

»Jeg er blevet mere opmærksom på min krop og mere venlig stemt over for den, for jeg har virkeligt hadet den og fyldt den med alt muligt. Mine tatoveringer, hele tatoveringskulturen er jo også en måde at komme tættere på sin krop; at gøre den til sin egen. Nu med arene er den min. Før syntes jeg, det var svært at forholde sig til den. Jeg kunne ikke lide den kavalergang, jeg havde, når jeg tog nedringet t-shirt på. Jeg føler mig sådan lidt in between. Men omvendt: En rigtig mand, hvem gider at være det længere?«

At fjerne raske bryster er nemmere end at fjerne syge. Jeg har besluttet mig for at gøre det præventivt. Og for symmetriens skyld. Nu sidder der ikke noget i vejen. Jeg kan igen tæmme en fodbold, som da jeg var dreng.

»Det betyder ikke så meget for mig at få fjernet mine bryster. Jeg ved ikke, om det er sådan, eller det er fordi, kendsgerningerne er sådan. Måske er jeg god til at omstille mig. Men lige det med brysterne; jeg synes altid, de har været lidt i vejen. Jeg skal have tatoveret et sejlskib på min brystkasse, når jeg har fået lavet noget plastikkirurgi for at få huden til at se bedre ud.«

Jeg ligger og tænker på stoffer. Dem, som jeg selv har købt, og dem, jeg har fået på statens regning. I tirsdags fik jeg kemoterapi for anden gang, halvanden liter Epirubicin og Cyclofosfamid ind gennem et drop i hånden. Efterfølgende har jeg taget både Motilium, Zofran og Emend, som dæmper kvalmen, men som til gengæld giver forstoppelse, og for det tager jeg Movicol.

»Det er sjovt at sætte de forskellige stoffer op over for hinanden. For hvad er stoffer? Er det kun LSD og wheat grass, eller er det også lykkepiller? Jeg tror på sådan en helt klassisk 60’er-ting som, at LSD er bevidstudvidende. Men stoffer er stadig ekstremt tabuiseret på en latterlig måde. Hvis man taler om det, er det altid, at man har gjort det, i stedet for, hvad man fik ud af det. Martin Kongstad har engang skrevet, at det man f.eks. kan få ud af at være på coke, er, at finde ud af, hvor man kan søge EU-oplysningsmidler, for når man tager kokain, så bliver man ekstremt målrettet. Det interessante er jo, hvad der sker til en fest, hvor alle har taget ecstasy på samme tid? Eller hvad sker der, hvis man kommer ind i et selskab med midaldrende kvinder, der alle sammen er på lykkepiller.«

»Men lykkepiller har jeg derimod været helt sikker på, at jeg ikke skal have. De er det 21. århundredes helt store misforståelse. Symptombehandlingen over alle symptombehandlinger. Med alle andre stoffer dealer man med tømmermændene. Med sprut kommer det dagen efter, coke to dage efter og med MDA tre dage efter. Med hash er man bare træt i en uge. Men når du stopper med lykkepiller, må du trappe langsomt ned, for ellers får du en depression. Hvis du stiller lykkepiller og kokain op overfor hinanden, så er begge dele dopaminudløsende. Forskellen er, at det ene er på recept det andet er fra Colombia.«

»Jeg tror en aftabuisering af stoffer ville være godt. Min mors reaktion på bogen var, ’sikken et hårdt liv, du har levet.’ Min far sagde, ’sikken et sjovt liv, du har levet. Forældre er bange for, at deres børn tager stoffer, og allerede der kommer der en hemmelighed og en afstand mellem generationerne. Det kan godt være, at det skal være sådan, jeg synes bare, det ville være bedre uden.«

Der var en, der postede en side, jeg kom til at gå ind på. Den hedder ’The Battle We Didn’t Choose’. En amerikansk fotograf har dokumenteret sin kærestes sygdomsforløb. De sidder og drikker øl på de første billeder. Langsomt mister hun håret, svinder mere og mere ind. De holder i hånd, hun holder hof i sin sygeseng. Hun er på min alder, ligner efterhånden en i halvfjerdserne. Går med stok på Times Square. På det allersidste billede er hospitalssengen tom.

»Jeg har også lagt billeder ud af mig selv på Instagram, da jeg blev syg, fordi det var vigtigt for mig, at min sygdom ikke var hemmelig. Det har hjulpet mig meget at kunne kommunikere med mine venner, når jeg var meget alene derhjemme. Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, at ligge der dødssyg af kræft for 15 år siden. Fællesskabet i de sociale medier er en styrke. Man får en kæmpeopbakning. Desuden er selfie-kulturen også en måde at undersøge sig selv på.«

»Omvendt kan man også bruge billederne til at sparke tilbage. Det bliver en slags selvopholdelsesdrift. Jeg har klaret en hel modeuge ved at lægge nogle billeder ud, tage noget smart tøj på og sætte mig ned på første række. Også fordi jeg godt kan lide at rykke ved, hvordan folk har det med syge mennesker især i modebranchen. Det var næsten et statement i en branche, der lever af ungdom, skønhed og sundhed.«

Jeg håber, at min søn gør op med det slidte succesparadigme for det 21. århundrede, hvor egoet enten har været på jagt efter penge eller kunstnerisk anerkendelse. Forretningsmanden eller rockstjernen, noter fra et glasbord.

»Jeg synes, at fremtiden tegner lys, og at de næste generationer har fundet deres egen vej. Blogs med digte gør mig glad, og at de publicerer deres små tidsskrifter selv. De har også et mere afslappet forhold til køn, det virker som om, drengene får lov til at være kærlige.«

»Min generation har enormt mange statusting kørende. Enormt mange køkkener, enormt meget flot børnetøj og dyre rejser til at overgå hinanden. Det virker som om den unge generation sætter meget mere pris på naturen. Og på ’african time’, nu er vi her, og nu er vi sammen.«

Der bor Hollywoodstjerner på vejen.

»Det er bogens titel. Det er ideen om, hvad forestillinger kan. At fortælle verden der ikke findes, for at den skulle findes, som Inger Christensen skriver. Jeg har skullet finde min egen vej; hvordan får man en familie, når man er sådan en som mig, det må man finde ud af. Hvordan får man en karriere, det må man finde ud af. Hvordan overlever man en kræftsygdom, det må man finde ud af. «

Hun observerede alt på en hundrededel af et sekund, det var ikke muligt at gemme sig for hende, og ofte var hun for nobel til at fortælle, hvad hun så. Forfatter og DJ Maria Gerhardt er død, 39 år gammel
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Johanne Schwensen
    Johanne Schwensen
  • Brugerbillede for Simone Bærentzen
    Simone Bærentzen
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Johanne Schwensen, Simone Bærentzen, Mikael Velschow-Rasmussen, Philip B. Johnsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karen Schultz

Hvor god en artikel. - De var alligevel også lidt i vejen, brysterne. Ja, sådan kan man godt have det, og skønheden i at blive en dreng igen er stor. Og frasigelse af hormonbehandling, som gør en lige den tand mere elendig, end man var i forvejen. Sådan. Tak unge skønne kvinde for at lade mig huske, at vi er flere!