Hendes kønsbehåring og inderlår er gennemvædede af blod. Under sig har hun en decideret pøl af den brunrøde væske, som farver den hvide oval på det ellers sorte IS-flag. Til højre for hende sidder en hijab-klædt kvinde med ryggen til. Der ligger lort på IS-flaget under kvindens bare balder.
I august i år lagde den egyptiske FEMEN-aktivist Aliaa Magda Elmahdy, som lever i eksil i Norge, et foto op på sin blog, hvor hun og en unavngiven medaktivist henholdsvis menstruerer og skider på Islamisk Stats flag.
Aktionen ligger i forlængelse af hendes tidligere aktioner, hvor hun kritiserer forskellige kvindeundertrykkende samfundsinstitutioner. Med billedet menstruerer hun sig derfor ind i den levende og mangfoldige tendens, menstruationsaktivisme. En tendens som for alvor er ved at slå igennem, ikke mindst i Norden.
I Sverige lever menstruationsaktivismen for eksempel i bedste velgående.
»Lige nu foregår der nærmest en lille menstruel revolution i Sverige. Bevægelsen er blevet vældigt stærk i løbet af det seneste års tid, og pludselig er der menstruation over det hele,« siger ph.d. stipendiat ved Göteborgs Universitetet Josefin Persdotter, der forsker i menstruation som socialt fænomen.
Hun fortæller, at hvor mensesaktivisme har været relativt etableret i USA i flere år, har menstruationsdebatten nu også spredt sig så langt som til de svenske mainstreammedier.
Og i Danmark har der også været forskellige kunstneriske og aktivistiske menstruationstiltag, blandt andet Stense Andrea Lind-Valdans fotoprojekt på bloggen youshouldpopstuff, Liv Carlé Mortensens bog Amazon og Miriam Wistreichs projekt Moist So Moist, hvor hun samlede sit menstruationsblod i et glas og skrev om sine oplevelser på bloggen moistsomoist. En aktion, der tog sit udgangspunkt i en forelæsning på Goldsmith College i London, hvor det blev klart for hende, at menstruation stadig er tabu – også i et queerfeministisk forum, som det faget Embodiment and Experience udgjorde:
»Vores underviser talte om alt fra urin og fæces til spyt og opkast og fik en pige til at drikke sit eget spyt for at understrege, hvor ulækkert det abjekte (af latin abjectus, se faktaboksen, red.) er, men da jeg senere foreslog, at vi også skulle tale om menstruation, blev jeg mødt af en mur af tavshed. Det blev meget tydeligt for mig, at der var en skambarriere i forhold til menstruationen,« siger Miriam Wistreich.
Menstruationsaktivismens udbredelse sker altså ikke mindst på baggrund af, at menstruationen stadig er et stort tabu. Men hvorfor er den det? Hvilke myter og associationer knytter sig til ’menses?’
Da Judy Chicago skabte ’Red Flag’ i 1971, var der mange, der troede, at det var en penis, man så i billedet. Man kunne ikke forestille sig, det kunne være en tampon. Original af Judy Chicago, Fotolitografi af Donald Woodman.
Tabuvæske
Tine Byrckel, som er cand. phil. i filosofi, psykoanalytiker og skribent i information, giver en psykoanalytisk forklaring på, hvorfor tabuet er så svært at komme til livs.
Hun mener, at der er tre vigtige faktorer, som spiller ind i forhold til vores syn på menstruationsblodet og skaber en stærk tabucocktail:
»For det første minder blod os helt generelt om døden. Vi lever med et imaginært billede af vores egen krop, og det billede brydes ned, når vi ser blod. Hertil kommer, at vi er bange for kvindens køn. Kastrationsangsten handler jo om, at vi er bange for at blive ligesom den, der ikke har fallos. Det, at kvinden ikke har fallos, og at der så oven i købet er blod der, hvor fallos ’skulle’ have været, det aktiverer kastrationsangsten. Og sidst, men ikke mindst, minder menstruationen os om det mystiske ved kvindens seksualitet,« siger hun.
Redaktør ved magasinet Friktion Nazila Kivi, som har forsket i lægevidenskabens syn på menstruationen, mener fra en lidt anden vinkel, at videnskaben i høj grad har været med til at præge det generelle blik på menstruationen.
»Den moderne lægevidenskab har haft et meget problematisk syn på menstruationen, fordi den har betragtet reproduktion som kvindekroppens hovedfunktion. Og i og med at menstruationen kommer, fordi der ikke er opstået graviditet, så er menstruationen blevet sygeliggjort. Ja, menstruationen er ligefrem blevet betragtet som en reproduktiv fiasko. Det samme gælder ikke for mandens reproduktion – man omtaler for eksempel ikke alle de sædceller, som går til grunde, som affald eller spild i medicinsk litteratur,« siger hun.
Det at betragte reproduktionen som kvindekroppens hovedfunktion er ifølge Nazila Kivi blevet brugt som påskud til at modarbejde kvinders indtog på arbejdsmarkedet og den tiltagende frigørelse, der fulgte i kølvandet:
»I efterkrigstiden i USA og England, hvor kvinderne havde afhjulpet manglen på arbejdskraft under Anden Verdenskrig, blev der kamp om jobbene, da mændene vendte hjem fra krigen. De nationalkonservative kræfter fik nyt liv, og sammen med immigranter, kommunister og ligestillingen af sorte amerikanere, blev frigørelsen af kvinder set som en trussel mod samfundets beståen. Og her blev menstruationen brugt som et af flere argumenter for, at kvinder var uegnede til arbejdsmarkedet.«
Kunstnervæske
I selve menstruationsaktivismen er der ofte meget udtalte kønspolitiske perspektiver i spil, mens menstruation i kunsten også har været brugt i forhold til at undersøge kroppen og subjektet i en mere generel forstand.
Ifølge Rune Gade, der er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder i Information, er det heller ikke som sådan nyt at anvende de tabuiserede eller »abjekte« kropsvæsker i kunsten.
Kunstnere har i mange forskellige sammenhænge – især op igennem det 20. århundrede – brugt tis, lort, sæd og menses til at kritisere, provokere og forarge.
»I slutningen af 60’erne vakte Wieneraktionisterne forargelse ved at bruge kropsvæsker aktivt i deres kunst. De onanerede og sked offentligt som modreaktion på den højborgerlige kultur, som herskede i Wien på det tidspunkt,« siger han.
Op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne begyndte den såkaldte abjekte kunst så småt at tage form som en decideret kunstretning. Og i 1993 samlede Whitney Museum i New York så tendenserne fra de foregående årtier med udstillingen Abject Art og gav hermed kunstretningen karakter af at være en decideret »isme,« mener Rune Gade. Ifølge Rune Gade er det også i denne periode, at forskellige kunstnere for alvor begynder at interessere sig for menstruationen – både som en feministisk strategi, men også mere generelt i forhold til at afprøve subjektets grænser.
I 1971 laver den amerikanske feministiske kunstner Judy Chicago således sit berømte værk Red Flag, et fotografi af en kvindes underliv holdt i sort/hvide-farvenuancer med en blodrød tampon som det eneste farveelement. Og den amerikanske foto- og filmkunstner Cindy Sherman laver nogle radikale undersøgelser af kroppen, hvor hun også arbejder med menstruationsblod og ekskrementer i sin kunst.
Kontroversiel væske
Ifølge Rune Gade er der noget fundamentalt grænseoverskridende over de abjekte kropsvæsker, fordi de befinder sig i en slags middeltilstand imellem subjekt og objekt, som udfordrer vores forestilling om, at identiteten er afgrænset. Når kunstnere bruger det abjekte i kunsten, er det derfor ofte for at undersøge og overskride individets grænser. Det gælder også for menstruationen.
Miriam Wistreich betragter for eksempel først og fremmest Moist So Moist-projektet som en undersøgelse af vores forestillinger om individet.
Da hun samlede sin menstruation og lod det stå fremme på sit værelse, gik det efterhånden op for hende, at hun ikke længere betragtede blodet som et affaldsprodukt eller som noget, hun havde stødt fra sig.
»Det stod ligesom derovre på hylden, og det føltes egentlig, som om der stod en del af mig derovre. Noget, der stadig var en del af min krop. Der var ingen adskillelse imellem det,« siger hun.
På den måde udfordrer hendes projekt altså hele forestillingen om subjektet og identiteten som noget afgrænset, fordi man på den måde kan have sin krop spredt ud over det hele og stadig identificere sig med de enkelte dele. Men der kan altså også ligge en kønskritik i menstruationskunsten, for eksempel en kritik af videnskabens måder at omtale menstruation på, som Nazila Kivi nævner. Ligesom det at bruge menstruation i sin kunst kan være en feministisk strategi, som handler om at opnå en eller anden accept af den kvindelige krops virkelighed.
Som Rune Gade påpeger: »Menstruation er jo et enormt tabu i vores kultur. Man kan blandt andet se det på den måde, reklamer for hygiejnebind eller tamponer altid lader menstruationsblodet være repræsenteret af en eller anden blå væske, som er helt klinisk renset for alle tænkelige associationer til den reelle blodmasse. Så i den kontekst er det en feministisk gestus at forsøge at få normaliseret eller accepteret de fysiske vilkår, man eksisterer under som kvinde.«
Kollektivistisk væske
Menstruationsaktivismen forholder sig altså ofte specifikt til menstruationsblodets feministiske muligheder.
Men ifølge Bjørk Grue Lidin, som er redaktør for det feministiske tidsskrift HYSTERIA med base i London, er der en stor del af menstruationsaktivismen, som overser aktionernes kollektivistiske potentiale. Hun mener, det er vigtigt, at man kritiserer de institutioner og strukturer, som skaber kvindeundertrykkelse, og hun er blandt andet skeptisk over for hele ideen om, at man skal generobre sin krop gennem for eksempel menstruationsaktivisme, som hun blandt andet ser hos den spanske performancegruppe Sangre Menstrual, der praktiserer free bleeding i det offentlige rum.
Problemet er, at den form for aktivistisk handling nemt bliver en navlebeskuende gestus: »At reclaime sin krop er en aktivistisk metode og handling, som er et symptom på en neoliberal kapitalistisk virkelighed, hvor vi kun kan tænke på vores eget selvs undertrykkelse. Det er vigtigt at evaluere sin måde at være aktivist på. Og når jeg evaluerer menstruationsaktivistiske tendenser, synes jeg, at det kollektivistiske potentiale i menstruationen – som er menstruationens vigtigste potentiale, og som rent faktisk kan transformere strukturer – er overset,« siger hun.
Som enhver interesseret i naturvidenskab og biologi burde vide: kvindekroppen er en biokemisk fabrik og som sådan opretholdes af visse stoffers indtagelse, primært formål fra naturens side er stadig produktion af reproduktion som protest mod termodynamikkens 2. hovedsætning og affaldsstoffers udskillelse uundgåelig – eller med et fancy importeret nyord – abjekt - lige noget for unaturlige svenske dameaktivister …
Men da det må være et åbenlyst udtryk for kunstnerisk kønsdiskriminering bør menstruationsaktivisterne ikke helt glemme at kæmpe for ligestilling, som normalt er det store nummer i de kredse – så hvad med noget faststofabjekt-aktivisme omkring ørevoks, bussemænd og bussedamer, tålakrids, skæl, nakkeost og hvad det nu ellers kaldes ovre i fjendens lejr …
Og den kære Tine Byrkel bør nok droppe alt dette arkaiske psykologisnak med afsæt i den gamle hønisse Freud – ham kan man da ikke optræde med i disse seriøse postmoderne tider uden at risikere at blive helt til grin – penismisundelse og kastrationsangst, va’ ba’ …
På en eller anden måde understreger dagens forside Informations politisk tabubelagte sider...
...og så må jeg jo indrømme, at der ér tale om kunst - omend, det er plat kunst.
Med samme tema oplevede jeg engang i de tidlige 80'ere hvor jeg tilfældigt en søndag eftermiddag kom forbi et mindre lokale inde i Huset i Magstrædet, hvor der var stimlet en hel del mennesker sammen. Jeg trådte nysgerrigt ind i forsamling og i det samme åbnede der sig en dør i væggen, og en smuk ung dame trådte ned i rummet ad en lille femtrins trappe. Hun pressede sig ind midt i forsamlingen hvor hun udførte en balletlignende afklædning indtil hun bevægede sig helt nøgen rundt blandt publikum. Så vendte hun sig, og med vippende hofter gik hun op af de fem trin og da hun åbnede døren i væggen kunne alle se den lille hvide tråd der hang mellem hendes ben...
I øvrigt har jeg flere gange set kvinder være blødt igennem uden at det har anfægtet deres feststemning. Det ser man (jeg) aldrig idag. Bornerthedens triumf.
Menstruationsaktivismens udbredelse sker altså ikke mindst på baggrund af, at menstruationen stadig er et stort tabu. Men hvorfor er den det? Hvilke myter og associationer knytter sig til ’menses?’
Er menstruation virkelig et tabu d.d.? I hvilke kredse?
- I don't want to talk about it, we both could do without it
Got those treat your kids bad, don't you talk back
Gone ballistic, unrealistic
Awful lowdown, bitch to be around
PMS blues
https://www.youtube.com/watch?v=KOrzHMEBgi8
ellen nielsen, måske ikke i de kredse, hvor du færdes, men alene det, at man på dansk benytter sig af et fremmedord (når man ikke tyr til de udtryk, min tidligere svigerinde benytter sig af), er jo tegn på, at der er noget galt.
'Kommunisme i lysthuset' er nu åbenbart blevet et stuerent kunstobjekt - selvom ismen jo er gået totalt af mode ...
Både i 1960'erne og i 1970'erne tilbød købmanden som en helt selvfølgelig sag at indpakke såvel indkøb af hygiejnebind som tamponer i brunt papir, så det kunne hjembringes anonymt.... Det var også frygtelig pinligt i klassen, når emnet kom på bane - f.eks. i sexualundervisningen.
"Det røde" betragtedes stadigt som noget skamfuldt og ulækkert, der skulle overstås - en krænkelse af mandens ret til sin kvinde. Dette harmonerer også med det syn, som i sin tid fandtes på menstruation i Det Gamle Testamente - kvinder måtte ikke deltage i menigheden.
Gudskelov er tiden anderledes nu...:o)
Menstruation kan jo kaldes et tegn på, man har kneppet for lidt - siden man ikke er gravid. Eller har brugt noget embryofobisk stads.
Jeg var for nylig i biografen og se en film som pludselig lod hele lærredet fyldes af et brugt menstruationsbind. Fra salen bag mig lød et væmmelsesbrøl. Jeg drejede mig om for at se hvad postyret skyldtes og så en sal fuld af kvindeansigter i væmmelse- og mandeansigter i dyb undren over deres ledsagers reaktion.
Artiklen er en gang flyvskt feministisk ansvarsfralæggende projicering af egen kropshæmmede prinsessementalitet
Hundyr herunder mennesker der lever i sin egen helt naturlige rytme menstuerer slet ikke. Det er et kulturskabt stress fænomen og ikke et naturligt fænomen. Kun hundyr der er undertrykt og derfor stressede af kulturelle skikke og traditioner er plagede af denne månedlige udløsning. Det ekstreme samfund er blevet normalt. Man kan sige at den udbredte tendens i vores verden er vidnesbyrd om omfanget af disintegration der faktisk hersker. Flertallet (alle!) tror det er helt normalt.
Andreas Trägårdh
Hmm, jeg tror lige du skal tage en snak med din læge engang til.
For selv vores tæve blødte med jævne mellemrum.
Hun var ikke stresset, hun havde et stille og roligt liv.
Som det nu kan være med børn i huset.
Husdyr er i allerhøjeste grad stressede af deres tilværelse, fuldkommen underlagt ubalancerede mennesker.
Så din påstand er at det æg og det blod der er i livmoderen, bare bliver der og ikke bliver udstødt?
Faktisk en menstruation ikke alene et tegn på stres men tilmed at tilstanden er blevet normal. Et hundyr der menstruerer er ikke frit. Det samfund der har skabt hende er ikke frit og nærende og derfor ikke på nogen til hendes fordel. Er der et tabu om menstruation må det være dette. Er hun ikke fri er hendes slægter m/k det heller ikke.
Nej udskillelsen finder naturligvis sted men det er ikke naturligt at bløde.
Frie hundyr reabsorberer ægget.
Det er kønnet som en identitet der forfalsker og derfor undertrykker befolkningen, som får kvinder til at bløde. Individet har ikke noget køn.
At opdrage en hel befolkning i den tro at kønnet kan ligge til grund for ens identitet er sikkert den ældste og derfor mest grundlæggende form for terror mennesket har sofistikeret og udøvet imod den næste generation.
Uren og magtfuld
Dette tabu stikker langt dybere. Patriarkatet, som har domineret de sidste 2000 år, eller mere...?
gør at man omtaler gud som ham - som gudfader. Det meste omtales i han-form, vores efternavne, titler: formand, tillidsmand, ombudsmand o.s.v.
Det ligger i vores kollektive ubevidste, og gør det kvindelige som noget andenrangs. Menstruationen er lidt mystisk, farlig og væmmelig. Blod kan give mange associationer, det er både liv og død; det er det, der gør at vi kan leve, og det vi ser hvis nogen dør.
Ifølge den Jødiske religion må manden slet ikke røre kvinden i de dage de har menstruation. Hun skal nærmest isoleres. Bagefter skal kvinden gennem et rituelt renselses-bad, når hendes menstruation er slut.
Nogle feminister overdriver deres kvindelighed på en provokerende måde, så det faktisk kan virke maskulint.
Det vil nok tage mange endnu at få en naturlig balance.
Og så er vi også nødt til at tage et opgør med religionernes symbolisme, som naturligt betragter det guddommelige som mandligt. Den katolske kirke har stadig ikke kvindelige præster.
Det er stadig lidt outreret at dyrke gudinden. Man kan kun finde gudinde-dyrkelse i nogle gamle indiske religioner og andre primitive religioner.
Ikke fordi det her skal drejes over i noget religiøst, men jeg tror det er dybt nedarvet i os, og påvirker vores holdning til det kvindelige.
Tilsvarende vil den frigjorte kvindes menopause komme langt senere op i alderen, mere lig mænds høje seksuelle aktivitets alder, og den vil også være uproblematisk.
Ja, I har nok travlt med at nakke afrikanske bedstemødre for deres perverse nedgørelse af deres pigebørn men I ser ikke jeres egen magtesløshed og trældom.
Jeg købte for et par år siden en såkaldt DivaCup, en lille dims, man sætter op i skeden og kun tømmer og vasker to gange i døgnet; miljøvenligt, bekvemt, umærkeligt, - et lille mirakel!
Men hver gang, jeg glædestrålende fortalte veninder om den, blev der en lettere akavet stilhed og nogle kommentarer om, hvor åbenhjertig jeg er.
Jeg er kvinde, jeg menstruerer, og jeg har gjort det i mere end tredive år. Det samme har mine veninder, men for (stort set) dem alle er det for grænseoverskridende at gå fra eget skrivebord gennem et kontorlandskab og hen til toilettet med den lille plastikpakke i hånden som viser, hun skal ud og skifte bind. Det er for pinligt. Det skal gemmes i lommen, tasken eller i nederdelens linning...suk...
Peter Jensen,
det er nok fordi de fleste kvinder har lært at væmmes ved deres egen krop - der er hele tiden noget galt med den...
Menstruations blod er faktisk meget forurenet. Det skyldes formentlig at mistrivslen der leder til blødning også leder til dårlige vaner og afhængighed af kompensationer som ultimativt leder til fejl ernæring og et udsat helbred. Bemærk at det lukrative marked (kvinder der menstruere) taler om at stoppe det men sigter kun på symptomet, ikke dets oprindelse. Det vil aldrig ske.
ARGH ... fer crying out loud.
Minder mig om den første og eneste gang jeg har set pornografi i en biograf:
som jeg kom ind i biografen så jeg et 'close-up' af penis som den gik ud og ind i vagina.
Og nu tampons ... meget voksent. Den rene kunst :-(
Andreas,
Det er måske meget muligt at kvinder ikke blødte da de udskilte deres æg for mange hundreder af år siden - dengang vi levede mere i pagt med naturen.
Men det er ikke rigtig noget vi kan forholde os til nu, i denne verden vi lever i, der er fuldstændig ude af balance.
En kilde til forgiftning af kroppen og derfor oplagt kilde til blødningen kan meget vel findes i den meget ringe kvalitet i kød som markedet har udviklet i det tyvende århundredes profit mageri.
Katrine
Du kan ikke forholde dig til det. Det er der andre det gør. Det er de kvinder der interesante, og ikke flertallet, drm som du mærkværdigvis identificere dig med.
Rolig nu!!!!
Betragt det nu bare som den naturlige ting som det nu er!!
Hverken ulækkert eller tabubelagt.
Kunst??. Come on, Get real. Hvem har et problem her?
Gert
Menstruation er ikke naturlig men en kultiveret patologi.
Menstruationsaktivisme??!! Seriøst? Man skal høre meget, før ørerne falder af. Men et godt grin har jeg da fået ud af det. Forrygende ord! :-)
@ Dorthe Jørgensen
Du ser og morer dig over absurditeten; men ideologien som ligger bag artiklen er udbredt accepteret og mange vedkender sig den med stolthed eller af gruppepres. Feminismen i sin faktiske udfoldelse har intet med ordbogens tilforladelige definition at gøre. Det er en ansvarsforflygtigende og totalitær hadsk ideologi som nærmest er normen idag. Det finder jeg ikke morsomt!
Magen til mangel på biologisk forståelse, Andreas Trägårdh! Du taler om "hundyr" som om det er én biologisk kategori, med én og samme reproduktiv mekanisme, men det er simpelthen noget vrøvl!
En hunds "menstruation", er slet ikke en menstruation, men en løbetid (svarende til ægløsningen hos mennesket), og er det eneste tidspunkt i en hunds cyklus, hvor den er seksuelt aktiv - det sker ca. 2 gange om året. Dette er fælles for de dyrearter, der har en østrus cyklus, det er disse arter, der reabsorberer det ubefrugtede æg.
Dyrearter, der har en menstruel cyklus, er seksuelt aktive under hele cyklus, og udskiller det ubefrugtede æg ved endt cyklus. Dette gælder bl.a. mennesker, andre primater og flagermus.
Det har altså intet at gøre med stress!!!
http://en.wikipedia.org/wiki/Estrous_cycle
http://en.wikipedia.org/wiki/Menstruation_(mammal)
Ja Simone
Jeg taler om "hundyr" som om det er én biologisk kategori, med én og samme reproduktiv mekanisme, fordi det er det. Forskellen mellem to hundyr er individuelle og ikke gruppe eller artsbestemt. Kulturen er gruppe eller arts orienteret. Undertrykkelsen den foranleder kan stadig sprede sig til andre arter f. eks. husdyr.
Menstruationsaktivisternes orale, anale og falliske faser flyder åbenbart her sammen til ét og strækker sig tydeligvis langt ind i voksenlivet – her ville en Freud nok straks smide bemeldte damer op på briksen og ville skulle revidere sine luftige teorier om barnets psykoseksuelle fasemodel, da faserne her ser ud til at kulminere omtrent samtidig, næsten ligesom kvinder i flok ofte menstruerer synkront, dog med en tydelig afvigende antifallisk strømning – så lad os bare kalde komikken for wussification af den freudianske arvesynd …
Andreas Trägårdh, du vrøvler og ville have godt af at læse lidt i de par links, jeg postede.
Katrine Visby - Hvis Gud i Sin ugennemtrængelige realitet faktisk ligner en mand mere end Han ligner en kvinde, så er det jo ikke noget, man kan gøre noget ved. Gud er jo ikke afhængig af folketingsflertal eller resolutioner.
Forståelsen afhænger selvfølgelig af, om man er ateist eller ej. Er man ikke ateist, anerkender man selvfølgelig, at det er Gud, der sætter virkeligheden, ikke det skabte menneske.
Noget tyder på, at det er sværere for kvinder at se betydningen af et menneske, fordi de er så indsovset i logistikken omkring dets biologiske kommen til syne. Hvis kvinder kunne se mennesket med Guds øjne, og i nogen grad med barnets fars øjne, ville det være umuligt, at så mange kvinder valgte at aflive fostret for deres egen umiddelbare bekvemmeligheds skyld.
Kristian Randlev,
Man kan da ikke kønsbestemme abort-problematikken.
Der er da også mange mænd, der ønsker at kvinder skal få foretaget abort.
Der er mange situationer hvor en mand ønsker, at den kvinde han har gjort gravid vil få foretaget en abort, fordi det ikke lige passer ham, og hvor kvinden til hans store ærgelse vælger at beholde barnet.
Hele abort-spørgsmålet er noget samfundsbestemt, og også påvirket meget af mænd. Hvis vores samfund var indrettet anerledes og ikke underlagt al den stress og alle de krav man skal leve op til, kunne det måske godt være at kvinder ville få færre aborter.
Nu siger du at gud er en mand, og det kan vi jo ikke gøre noget ved.
Det tror jeg er meget individuelt hvordan vi fortolker gud. For mit vedkommende er det guddommelige ikke noget køn.
Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte, Jan Weis.
Vi må bære over med ungdommen, den ved ikke bedre. Jeg fattede heller ikke en fløjtende fjert af, hvad Freuds teori om kvinders penismisundelse bundede i, før oliekrisen i 1973 åbnede mine øjne for visdommen i den. Thi da besluttede magthaverne i DK, at der for at spare på de dyre oliedråber skulle skrues ned for varmen i offentlige bygninger fra fredag aften til mandag morgen.
Og jeg skal da lige love for, at misundelsen blomstrede i min unge sjæl hver evige mandag morgen i isvinteren 1973/74 fra kl. 9, og indtil rumtemperaturen på min statslige arbejdsplads i 'Ørkenfortet' på Christianshavn hen ad frokost nåede op over de i weekenden lovbefalede 10 grader Celsius i de dertil indrettede aftrædelseslokaler, hvor silhouetten på døren forestillede en dame.
Selv den dygtigste journalist lider jo altid den risiko at der opstaar stofmangel og maaske skuffelse hos os nyhedshungrende laesere. At deklarere noget for "tabu" eller "hemmelighedskraemmeri" er saa en oplagt mulighed for at skabe en historie.
Jeg har for nylig kontaktet en PR-raadgiver for at hoere om mine omend lette - saa dog tiltalende fordoejelsesproblemer med foedevarer der indeholder lactose, gluten etc. kunne sikre mig en mediekarriere ved f.eks. foerst at udraabe dette omraade til "tabu" og derefter "tale ud" men ideen blev fraraadet som en doedssejler - (for en ikke helt ubetydelig betaling).
Glaedeligt at menstruations-sociopsykologerne har mere succes med deres project og ligefrem artwork - saa kan vi da paapege et omraade hvor kvinder er lidt bedre stillet end maend?
Henrik Brøndum, du kommer nok ikke langt med at prøve at sælge problemer med lactose eller gluten som tabu, 'glutenfri' og 'lactosefri' er da totalt oppe i tiden! Til et punkt, hvor folk poster statusopdateringer med forespørgelser om erfaringer med glutenfri diet på facebook - hvor ofte ser du dine kvindelige bekendte på facebook spørge ind til deres venners erfaringer med menstruationscups i en statusopdatering?
Når det er sagt, er fordøjelsessystemet jo ligeså tabubelagt som menstruation - der er en grund til at det er nemmere at sælge tanken om at man skal gå rundt med en lyserød sløjfe for at "støtte brysterne" end en brun sløjfe for at støtte endetarmen, selvom begge kropsdele potentielt kan rammes af kræft. Dog gør dét faktum, at alle mennesker i hele verden skider, at det er meget svært at udpege en bestemt befolkningsgruppe som uren på det grundlag, det modsatte har været tilfældet når det gælder menstruation.
Grethe Preisler
Dit fine fordanskede Esaias Tegnér’ske bonmot ser noget løsrevet og frit svævende ud og er ikke helt forstået i nærværende bloddryppende sammenhæng – hvem hentyder fruen med den kølige hjerne mon til – menstruerende ungdommelige Kameliadamer med en biologisk bestemt trang til at meddele sig til deres omgivelser og udstede slet skjulte advarsler som udtryk for rettidig omhu mod ’syndflodens’ komme for formastelige ironikere og mindre poetiske skønånder? …
En var kan icke bli en genius
på säkra vingar stigande mot ljuset;
men vem som vill kan pröva förrn han dömer,
kan fatta själv den sanning han besvärjar,
kan känna själv det sköna han beundrar.
Simone
Links - hva'for links - wiki-links?
-Jeg vil meget hellere høre dine argumenter, hvis du har nogen.. men det har du ikke, hvorfor du istedet må ud noget med at jeg vrøvler.
Men det må du gerne mene for min skyld. Set fra dit udsyn er det vrøvl. En dag vil du måske indse det jeg skriver om er en gave netop til en som dig.
Katrine Visby - skrev "Man kan da ikke kønsbestemme abort-problematikken."
Jo, det kan man da i allerhøjeste grad: Det er ene og alene kvinden, der har den juridiske magt til at få barnet aflivet eller ikke aflivet. Så i et land som Danmark er aflivningen altid hendes og lægens skyld.
Men ja, "fædre" opfordrer også sommetider til aflivning af fostret. Disse mænd er som folk, der bestiller en lejemorder. Men som oftest er det "moren", der ønsker fostret aflivet, og det er som sagt kun hende, samfundet giver fuldmagt til at bestemme over barnets liv eller død.
En han kan få en hun til at abortere bare vdf at være sig selv. Der er bare ikke særlig mange hanner, så hbor skulle du vide fra, hvem skulle vise dig det!?
(En-gang-til, uden pølsefingre!!)
- En han kan få en hun til at abortere bare ved at være sig selv. Der er bare ikke særlig mange hanner, så hvor skulle du vide fra, hvem skulle vise dig det!?
Jan Weis: "En var kan icke bli en genius"
Prøv at overbevise dit livs Elvira om denne dybe sandhed, næste gang hun brokker sig over, at du 'glemte' at slå brættet ned. Det skal nok få hendes blodtryk til at falde ;o)
DU har helt ret, Andreas T.
I nogle lande og for flere hundrede år siden i DK
havde kvinder ikke menses, blødninger (Sabine Behrmann),
da de konstant er/var gravide!
:D - den var sjov. Men der er faktisk mange kvinder der ikke menstruerer, ja hele stammer i Afrika.
Det er kosten i vores verdensdel den er gal med.
j
@Simone Bærentzen
Godt broelt loevinde. Jeg mener dog vi i vesten er kommet Ganske langt med at anerkende og respektere kvinders naturlige funktioner - og er holdt op med at kalde dem urene paa gammeldags mellemoestlig vis det vaere sig kristen, joedisk eller islamisk.
Det er vel derfor bl.a. Islamisk Stat er saa rasende paa os - skulle vi ikke fokusere paa hvordan vi haandterer denne vrede, glaede os over hvor langt ligestillingen er kommer og skrive Phd. afhandlinger om noget andet end blaat blod i reklamerne?
Grethe Preisler – det bliver nok nemmere at overbevise om: En var kan icke bli en Sixten Sparre - når brættet en sjælden gang om måneden forefindes i stående position … :-)
Andreas Trägårdh, jeg har argumenteret OG dokumenteret. Helt konkret vrøvler du, når du argumenterer for at en hunds (eller andre husdyrs) blødning under løbetid er udtryk for at denne er blevet påvirket af menneskets kultur og derfor er begyndt at menstruere. Som allerede nævnt, er en hunds løbetid biologisk set fuldstændigt forskellig fra et menneskes menstruation, en hund bløder ved ægløsning midt i cyklus, et menneske bløder når ægget udskilles sidst i cyklus.
Menstruation hænger bl.a. tæt sammen med kropsvægt, f.eks. topatleter og anoreksikere menstruerer ofte ikke. Derfor ville det ikke undre mig om du ville kunne finde en afrikansk landsby med kvinder, der ikke menstruerer. Kvinder, der ikke menstruerer er forøvrigt infertile, og hvis menstruationen udebliver længe nok, går kvinden i overgangsalderen pga. lavt østrogenniveau.
http://en.wikipedia.org/wiki/Amenorrhoea
Sider