Menstruation ud over det hele

Hendes kønsbehåring og inderlår er gennemvædede af blod. Under sig har hun en decideret pøl af den brunrøde væske, som farver den hvide oval på det ellers sorte IS-flag. Til højre for hende sidder en hijab-klædt kvinde med ryggen til. Der ligger lort på IS-flaget under kvindens bare balder.

I august i år lagde den egyptiske FEMEN-aktivist Aliaa Magda Elmahdy, som lever i eksil i Norge, et foto op på sin blog, hvor hun og en unavngiven medaktivist henholdsvis menstruerer og skider på Islamisk Stats flag.

Aktionen ligger i forlængelse af hendes tidligere aktioner, hvor hun kritiserer forskellige kvindeundertrykkende samfundsinstitutioner. Med billedet menstruerer hun sig derfor ind i den levende og mangfoldige tendens, menstruationsaktivisme. En tendens som for alvor er ved at slå igennem, ikke mindst i Norden.

I Sverige lever menstruationsaktivismen for eksempel i bedste velgående.

»Lige nu foregår der nærmest en lille menstruel revolution i Sverige. Bevægelsen er blevet vældigt stærk i løbet af det seneste års tid, og pludselig er der menstruation over det hele,« siger ph.d. stipendiat ved Göteborgs Universitetet Josefin Persdotter, der forsker i menstruation som socialt fænomen.

Hun fortæller, at hvor mensesaktivisme har været relativt etableret i USA i flere år, har menstruationsdebatten nu også spredt sig så langt som til de svenske mainstreammedier.

Og i Danmark har der også været forskellige kunstneriske og aktivistiske menstruationstiltag, blandt andet Stense Andrea Lind-Valdans fotoprojekt på bloggen youshouldpopstuff, Liv Carlé Mortensens bog Amazon og Miriam Wistreichs projekt Moist So Moist, hvor hun samlede sit menstruationsblod i et glas og skrev om sine oplevelser på bloggen moistsomoist. En aktion, der tog sit udgangspunkt i en forelæsning på Goldsmith College i London, hvor det blev klart for hende, at menstruation stadig er tabu – også i et queerfeministisk forum, som det faget Embodiment and Experience udgjorde:

»Vores underviser talte om alt fra urin og fæces til spyt og opkast og fik en pige til at drikke sit eget spyt for at understrege, hvor ulækkert det abjekte (af latin abjectus, se faktaboksen, red.) er, men da jeg senere foreslog, at vi også skulle tale om menstruation, blev jeg mødt af en mur af tavshed. Det blev meget tydeligt for mig, at der var en skambarriere i forhold til menstruationen,« siger Miriam Wistreich.

Menstruationsaktivismens udbredelse sker altså ikke mindst på baggrund af, at menstruationen stadig er et stort tabu. Men hvorfor er den det? Hvilke myter og associationer knytter sig til ’menses?’

Da Judy Chicago skabte ’Red Flag’ i 1971, var der mange, der troede, at det var en penis, man så i billedet. Man kunne ikke forestille sig, det kunne være en tampon. Original af Judy Chicago, Fotolitografi af Donald Woodman.

Tabuvæske

Tine Byrckel, som er cand. phil. i filosofi, psykoanalytiker og skribent i information, giver en psykoanalytisk forklaring på, hvorfor tabuet er så svært at komme til livs.

Hun mener, at der er tre vigtige faktorer, som spiller ind i forhold til vores syn på menstruationsblodet og skaber en stærk tabucocktail:

»For det første minder blod os helt generelt om døden. Vi lever med et imaginært billede af vores egen krop, og det billede brydes ned, når vi ser blod. Hertil kommer, at vi er bange for kvindens køn. Kastrationsangsten handler jo om, at vi er bange for at blive ligesom den, der ikke har fallos. Det, at kvinden ikke har fallos, og at der så oven i købet er blod der, hvor fallos ’skulle’ have været, det aktiverer kastrationsangsten. Og sidst, men ikke mindst, minder menstruationen os om det mystiske ved kvindens seksualitet,« siger hun.

Redaktør ved magasinet Friktion Nazila Kivi, som har forsket i lægevidenskabens syn på menstruationen, mener fra en lidt anden vinkel, at videnskaben i høj grad har været med til at præge det generelle blik på menstruationen.

»Den moderne lægevidenskab har haft et meget problematisk syn på menstruationen, fordi den har betragtet reproduktion som kvindekroppens hovedfunktion. Og i og med at menstruationen kommer, fordi der ikke er opstået graviditet, så er menstruationen blevet sygeliggjort. Ja, menstruationen er ligefrem blevet betragtet som en reproduktiv fiasko. Det samme gælder ikke for mandens reproduktion – man omtaler for eksempel ikke alle de sædceller, som går til grunde, som affald eller spild i medicinsk litteratur,« siger hun.

Det at betragte reproduktionen som kvindekroppens hovedfunktion er ifølge Nazila Kivi blevet brugt som påskud til at modarbejde kvinders indtog på arbejdsmarkedet og den tiltagende frigørelse, der fulgte i kølvandet:

»I efterkrigstiden i USA og England, hvor kvinderne havde afhjulpet manglen på arbejdskraft under Anden Verdenskrig, blev der kamp om jobbene, da mændene vendte hjem fra krigen. De nationalkonservative kræfter fik nyt liv, og sammen med immigranter, kommunister og ligestillingen af sorte amerikanere, blev frigørelsen af kvinder set som en trussel mod samfundets beståen. Og her blev menstruationen brugt som et af flere argumenter for, at kvinder var uegnede til arbejdsmarkedet.«

Kunstnervæske

I selve menstruationsaktivismen er der ofte meget udtalte kønspolitiske perspektiver i spil, mens menstruation i kunsten også har været brugt i forhold til at undersøge kroppen og subjektet i en mere generel forstand.

Ifølge Rune Gade, der er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder i Information, er det heller ikke som sådan nyt at anvende de tabuiserede eller »abjekte« kropsvæsker i kunsten.

Kunstnere har i mange forskellige sammenhænge – især op igennem det 20. århundrede – brugt tis, lort, sæd og menses til at kritisere, provokere og forarge.

»I slutningen af 60’erne vakte Wieneraktionisterne forargelse ved at bruge kropsvæsker aktivt i deres kunst. De onanerede og sked offentligt som modreaktion på den højborgerlige kultur, som herskede i Wien på det tidspunkt,« siger han.

Op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne begyndte den såkaldte abjekte kunst så småt at tage form som en decideret kunstretning. Og i 1993 samlede Whitney Museum i New York så tendenserne fra de foregående årtier med udstillingen Abject Art og gav hermed kunstretningen karakter af at være en decideret »isme,« mener Rune Gade. Ifølge Rune Gade er det også i denne periode, at forskellige kunstnere for alvor begynder at interessere sig for menstruationen – både som en feministisk strategi, men også mere generelt i forhold til at afprøve subjektets grænser.

I 1971 laver den amerikanske feministiske kunstner Judy Chicago således sit berømte værk Red Flag, et fotografi af en kvindes underliv holdt i sort/hvide-farvenuancer med en blodrød tampon som det eneste farveelement. Og den amerikanske foto- og filmkunstner Cindy Sherman laver nogle radikale undersøgelser af kroppen, hvor hun også arbejder med menstruationsblod og ekskrementer i sin kunst.

Kontroversiel væske

Ifølge Rune Gade er der noget fundamentalt grænseoverskridende over de abjekte kropsvæsker, fordi de befinder sig i en slags middeltilstand imellem subjekt og objekt, som udfordrer vores forestilling om, at identiteten er afgrænset. Når kunstnere bruger det abjekte i kunsten, er det derfor ofte for at undersøge og overskride individets grænser. Det gælder også for menstruationen.

Miriam Wistreich betragter for eksempel først og fremmest Moist So Moist-projektet som en undersøgelse af vores forestillinger om individet.

Da hun samlede sin menstruation og lod det stå fremme på sit værelse, gik det efterhånden op for hende, at hun ikke længere betragtede blodet som et affaldsprodukt eller som noget, hun havde stødt fra sig.

»Det stod ligesom derovre på hylden, og det føltes egentlig, som om der stod en del af mig derovre. Noget, der stadig var en del af min krop. Der var ingen adskillelse imellem det,« siger hun.

På den måde udfordrer hendes projekt altså hele forestillingen om subjektet og identiteten som noget afgrænset, fordi man på den måde kan have sin krop spredt ud over det hele og stadig identificere sig med de enkelte dele. Men der kan altså også ligge en kønskritik i menstruationskunsten, for eksempel en kritik af videnskabens måder at omtale menstruation på, som Nazila Kivi nævner. Ligesom det at bruge menstruation i sin kunst kan være en feministisk strategi, som handler om at opnå en eller anden accept af den kvindelige krops virkelighed.

Som Rune Gade påpeger: »Menstruation er jo et enormt tabu i vores kultur. Man kan blandt andet se det på den måde, reklamer for hygiejnebind eller tamponer altid lader menstruationsblodet være repræsenteret af en eller anden blå væske, som er helt klinisk renset for alle tænkelige associationer til den reelle blodmasse. Så i den kontekst er det en feministisk gestus at forsøge at få normaliseret eller accepteret de fysiske vilkår, man eksisterer under som kvinde.«

Kollektivistisk væske

Menstruationsaktivismen forholder sig altså ofte specifikt til menstruationsblodets feministiske muligheder.

Men ifølge Bjørk Grue Lidin, som er redaktør for det feministiske tidsskrift HYSTERIA med base i London, er der en stor del af menstruationsaktivismen, som overser aktionernes kollektivistiske potentiale. Hun mener, det er vigtigt, at man kritiserer de institutioner og strukturer, som skaber kvindeundertrykkelse, og hun er blandt andet skeptisk over for hele ideen om, at man skal generobre sin krop gennem for eksempel menstruationsaktivisme, som hun blandt andet ser hos den spanske performancegruppe Sangre Menstrual, der praktiserer free bleeding i det offentlige rum.

Problemet er, at den form for aktivistisk handling nemt bliver en navlebeskuende gestus: »At reclaime sin krop er en aktivistisk metode og handling, som er et symptom på en neoliberal kapitalistisk virkelighed, hvor vi kun kan tænke på vores eget selvs undertrykkelse. Det er vigtigt at evaluere sin måde at være aktivist på. Og når jeg evaluerer menstruationsaktivistiske tendenser, synes jeg, at det kollektivistiske potentiale i menstruationen – som er menstruationens vigtigste potentiale, og som rent faktisk kan transformere strukturer – er overset,« siger hun.