»Hendes bryst ser ikke rigtigt ud, vi bliver nødt til at putte noget ind.«
Alfred Hitchcock var ikke tilfreds med Grace Kellys bryster, da han under prøverne til Skjulte Øjne (1954) betragtede sin kvindelige hovedrolleindehaver fra sin plads bag kameraet. De var for små, mente han, ikke fremtrædende nok, ikke kurvede nok, og den egensindige instruktør vidste præcis, hvad der skulle til for at løse problemet. Med en håndbevægelse vinkede han sin kostumedesigner Edith Head til sig og bad hende om at sy falske implantater ind i Grace Kellys natkjole. Tilbage i garderoben nægtede Kelly imidlertid at lade sig underlægge instruktørens krav: »Jeg vil ikke gå med dem,« sagde hun kategorisk, og Head måtte i stedet nøjes med at foretage et par justeringer ved stropperne, som ikke tilnærmelsesvist levede op til instruktørens diktat.
»Kan I se,« udbrød Hitchcock, da Kelly en halv time senere indfandt sig på scenen i en natkjole, der til forveksling lignede den, hun havde haft på, da hun gik ud: »Kan I se, hvilken forskel det gør?«
For alle andre end Hitchcock var forskellen usynlig. De implantater, han havde set, var kun en implanteret forestilling i hans eget hoved. Den virkelighed, han havde set, var kun en projektion af hans egne forventninger. Han var blevet offer for sin egen selvindbildning.
»Et af de mest udtalte træk ved den menneskelige adfærd er vores konstante evne til at narre os selv,« siger Joseph T. Hallinan, pulitzerprisvindende amerikansk journalist og forfatter til bogen Kidding Ourselves: The Hidden Power of Self-Deception (2014).
»Vores syn på verden er farvet af vores forventninger og forestillinger om den – og derfor ser vi ikke altid virkeligheden, som den egentlig er.«
Trådt over foden
Denne artikel handler om et af de mest udprægede træk ved den menneskelige natur: vores evne til at føre os selv bag lyset. Det er et emne, Joseph T. Hallinan har beskæftiget sig indgående med i de tre år, det har taget ham at researche og skrive sin nye bog. Her tager han fat på nogle af de spørgsmål, som stod ubesvarede tilbage efter hans seneste udgivelse, Why we make mistakes fra 2010.
»Det blev klart for mig, at mange af de fejl, vi laver, faktisk skyldes, at vi bilder os selv alt muligt ind, som ikke har nogen forbindelse til virkeligheden. Vi fortæller hele tiden os selv små løgne i det ubevidste – men hvorfor gør vi egentlig det? Hvorfor er denne logiske brist ikke blevet fjernet fra vores genpulje over årene? Hvorfor har vores indbildske natur overlevet evolutionens gang? Svaret er formentlig: Fordi vores indbildningsevne – i det mindste i mange tilfælde – er en nødvendig overlevelsesmekanisme for os.«
Vi snyder dagligt os selv på et utal af måder, og ofte uden at vi selv er klar over det. Træder nogen os over tæerne, gør det ondt, men får vi at vide, at det var med vilje, gør det pludselig mere ondt. Skaden er den samme, men oplevelsen er forskellig – hvorfor?
Svaret skal findes i hjernens baggård, forklarer Hallinan. Vores eneste adgang til den fysiske verden går igennem vores sanser, og selv om vi tror, at vi kan stole på dem, bedrager de os konstant.
»Vi går rundt og tror, at vi er rationelle væsener og ser derfor ikke, at mange af vores handlinger overhovedet ikke er rationelle, men bunder i psykologiske vrangforestillinger om os selv og verden,« siger han og glider over i et citat af den amerikanske bankmand J.P. Morgan, som tilsyneladende ikke blot havde forstand på penge, men også vidste en hel del om menneskelig psykologi, da han sagde: »Folk har altid to grunde til at gøre, som de gør: en god grund – og den rigtige grund.«
Magiske golfbolde
I sin bog giver Hallinan flere eksempler på selvindbildningens mange udtryk.
Han nævner blandt andet et tysk forsøg med overtro, som har vist, at hvis man deler en flok jævnbyrdige golfspillere op i to hold og fortæller det ene hold, at deres bolde har præsteret særligt godt i årets løb, så vil dét hold klare sig bedst på banen.
Han nævner også adskillige forsøg med placebo, herunder et kirurgisk forsøg, hvor 180 amerikanske krigsveteraner med slidgigtgener i knæene blev delt op i to grupper: Den ene gruppe fik en reel knæoperation, mens den anden gruppe kun fik et overfladisk snit i huden, et såkaldt ‘souvenir-ar’. Alligevel var der op til to år efter operationen ingen signifikant forskel på de to gruppers helbredsoplevelser: Den falske operation havde virket lige så godt som den reelle.
Ifølge Hallinan har de to eksempler mindst én ting tilfælles: Det er muligt, at golfboldene ikke var magiske, og det kan godt være, at operationen kun var falsk – men i begge tilfælde var virkningen reel. Nøgleordet er det lille begreb ’kontrol’:
»Afmagt er for mange mennesker den værste følelse i verden. Det er derfor, så mange er bange for at flyve. De ved godt, at risikoen for at komme til skade i en bilulykke er langt større, og alligevel er de rædselsslagne for, at flyet skal falde ned. Hvorfor? Fordi de ikke selv sidder bag rattet. Følelsen af kontrol er vigtig for os, og hvis vi kan få den følelse ved at ty til placebo eller opsøge overtroiske ritualer – jamen, så gør vi det.«
Netop den erkendelse har på Manhattan i New York fået direkte indflydelse på bystyrets trafikpolitik. De knapper ved fodgængerovergangene, som skulle få lyset til at skifte hurtigere til grønt, har ikke virket i årevis, men alligevel har de fået lov at blive, fordi de beroliger newyorkerne og giver dem en følelse af kontrol over den kaotiske trafik. Nogenlunde samme begrundelse ligger bag Københavns Lufthavns beslutning om at udelade en gate 13, forklarer presserådgiver i Københavns Lufthavn Lars Lemcke: »Der er mange passagerer, der opfatter tallet 13 som uheldigt, så vi synes ikke, der er nogen grund til at prikke til deres overtro.«
»Sikke en fantastisk oplysning,« udbryder Joseph T. Hallinan i røret fra Chicago, da han hører om lufthavnens pragmatiske tilgang:
»Det er jo dybt fascinerende, at man selv i et moderne, vestligt land som Danmark tager højde for den slags overtroisk selvindbildning. Det er jo en anerkendelse af, at noget godt kan have betydning, selv om det ikke giver mening – ligesom med knapperne i New York: Bare fordi de er ude af funktion, betyder det ikke, at de ikke har en funktion.«
Penispanik i Singapore
Kulturhistorisk er selvindbildning blevet opfattet som en brist: et slør over øjnene, man måtte lære at kaste af sig for at se virkeligheden i øjnene. Men de senere års forskningsresultater har ifølge Hallinan ført til en ny og mere nuanceret forståelse af selvindbildningens kraft – som en psykologisk anordning, der ikke alene bedrager os, men også hjælper os til at overkomme problemer, som ved første øjekast kan synes uoverstigelige.
»Måske man bedst kan beskrive det som en psykologisk pendant til vores fysiske immunforsvar. En slags overlevelsesmekanisme, som gør os bedre i stand til at klare livets udfordringer,« siger Hallinan, men understreger i samme åndedrag, at der selvfølgelig er grænser for indbildningskraftens effekt.
»Det er klart, at du ikke bliver helbredt for kræft bare ved at tænke dig rask. Og du vinder heller ikke i Lotto, bare fordi du tror på det. Men andre former for selvindbildning kan være gavnende, fordi de giver os en modstandskraft og udholdenhed. Du kan gå ind på en bar, som en gennemsnitligt udseende mand og alligevel trække af sted med den kønneste kvinde, fordi du er i stand til at bilde dig selv ind, at du er mere attraktiv, end du egentlig er.«
Tilbøjeligheden til at se verden på en bestemt måde kan til tider blive så stærk, at »halen begynder at logre med hunden«, som det hedder i et amerikansk ordsprog. Det vil sige, at vores perception indretter sig efter vores forventninger. Eller kort og godt: At vi ser det, vi vil se.
I 1967 blev hospitaler i Singapore overrendt af flere tusinde desperate mænd, der var overbeviste om, at deres penisser krympede. Skønt linealen viste noget andet, var forestillingen om, at deres ædlere dele gennemgik en fysisk forandring, så stærk, at den håndfaste empiri hurtigt kom til kort. Ni år senere brød et lignende massehysteri ud i Thailand med flere end 2.000 panikslagne mænd – og i 1982 skete det samme i det nordøstlige Indien. Fænomenet, der er gået ned i historiebøgerne som ’penispanik’, kan for udenforstående fremstå latterligt, men er ifølge Hallinan et godt eksempel på selvindbildningens enorme kraft, når den spreder sig til større grupper og udvikler sig til en selvforstærkende epidemi af indbildsk blændværk.
Crania Americana
Også inden for videnskaben sker det, at forskere lader sig rive med af deres eget syn på verden. Man kalder det bias, når forskningen fører til ubevidste skævvridninger af fakta til fordel for bestemte politiske eller ideologiske dagsordener. En af de store teoretikere bag begrebet om videnskabelig bias er den afdøde biolog og videnskabshistoriker Stephen Jay Gould. Gould mente, at »ubevidst manipulation af data« var tæt på at være »en videnskabelig norm«, og han bakkede sine anklager op med adskillige eksempler. Blandt hans syndebukke var en fysiker ved navn Samuel George Morton, som de fleste i dag har glemt alt om, men som i sin levetid i midten af det 19. århundrede blev opfattet som selve manifestationen af objektiv videnskab. Goulds opgør med Morton skulle senere blive kendt som en af de mest opsigtsvækkende kontroverser inden for moderne videnskabsteori. Det er en længere historie, men den fortjener at blive fortalt i sin helhed – så her er den:
Mortons gode ry som videnskabsmand byggede hovedsageligt på hans berømte afhandling fra 1839, Crania Americana, hvor han havde påvist, at hvide amerikanere havde større kranier end både indfødte og sorte amerikanere. Men da Gould knap et århundrede senere underkastede hans forskningsresultater et kritisk gennemsyn, slog det ham, at Mortons opmålinger passede lidt for perfekt til hans racistoide menneskehierarki, som netop havde hvide mennesker i toppen og sorte mennesker i bunden. Gould gennemgik kritisk de foreliggende data, og i sin prisvindende bog The Mismeasure of Man slog han fast, at Morton havde gjort sig skyldig i videnskabsmandens største dødssynd: Han havde fejlfortolket sine data, så de passede til hans egen forståelse af verden. Men som Gould interessant nok tilføjede, kunne han ikke finde dokumentation for, at Morton havde haft intentioner om at manipulere med fakta.
»Morton’s konklusioner er et patchwork af fusk og fikumdik,« skrev Gould. »Men – og det er måske det mest interessante aspekt af det hele – jeg ser ingen beviser på et bevidst bedrageri.«
Goulds bog blev snart en klassiker indenfor kritisk videnskabsteori, og da han døde som 60-årig udråbte New York Times ham til »en af de mest indflydelsesrige evolutionærbiologer i det 20. århundrede« – mens Morton var reduceret til en skamplet på det videnskabelige landkort. Og dér kunne fortællingen om Gould og Morton for så vidt godt have været endt. Men i 2011 satte et hold antropologer fra Stanford University sig for at genanalysere Mortons oprindelige kraniesamling og teste Goulds kritik.
Efter grundige undersøgelser konkluderede de i lighed med Gould, at der ganske rigtigt var blevet manipuleret med fakta. Men den, der havde manipuleret, hævdede de, var ikke Morton – det var Gould selv.
Ifølge forskerne var Mortons resultater generelt »i orden« og »pålidelige«, mens Gould derimod havde gjort sig skyldig i netop den forbrydelse, han havde anklaget Morton for at begå.
»Ironisk nok,« skrev de, »er Goulds egen analyse et af de bedre eksempler på, hvordan bias kan få indflydelse på et forskningsresultat.«
Eller som Joseph T. Hallinan tørt konstaterer:
»Ligesom Hitchcock så også Gould det, han regnede med at se. Og ligesom Hitchcock blev han narret af sine egne forventninger.
Vi har en vanvittig kultur, der har bygget på en subjektiv religiøs tro i mere end 1000 år, hvis vi slap af med den kristne statskirke, så er jeg overbevist om, at det nøgtern syn på tilværelsen vil få det meget bedre... men den idiotiske forestilling om, at der er parallel verden, hvor alt i modsætning til i denne jammer dal er fuldstændigt perfekt og hvor vi vil leve i kød og blod i evighed er stadig ophøjet til det det ypperste ved vores menneskelige eksistens....Hvordan kan danskere blive nøgtern når de indoktrineres med religiøst vrøvl fra den dag de er født???
Jeg læste en artikel i søndags avisen, at kvinder først bliver voksne når de bliver 34 og mænd når de bliver 42 i snit. I 90'erne skrev Politiken, at 80% af danskerne aldrig blev rigtigt voksne....det bør egentligt ikke overraske når oddsne er stakket imod dem. - Hurra for videnskaben der tjener kapitalismen på videnskabeligvis - men ikke os mennesker... desværre...
Fantastisk artikel! Elementær psykologi, alligevel agerer end ikke psykologer i overensstemmelse med deres egen grundlæggende viden, hverken i deres professionelle eller private regi!
Hvorfor mon? Sikkert fordi, som Hallinan beskriver mere eller mindre eksplicit, at egentlig objektivitet IKKE eksisterer! Det er så menneskeligt at gå efter bekræftelse frem for falsifikation, at selv de mest hardcore naturvidenskabeligt funderet forskere fra tid til anden fristes 'af slikket på de nederste hylder'!
Laust Holst - det er muligt at objektivitet ikke er tilgængelig (om det eksisterer er forså vidt ikke relevant i denne sammenhæng, det relevante er om vi har adgang til en eventuel objektiv verden, og det har vi ikke).
Men selvom vi ikke har adgang til en objektiv verden, så er der stadig objektive realiteter (og her mener jeg ikke skudsikker viden, men evidensbaseret forskning, der tager højde for dette), som fx den viden vi har her, om at der ikke er adgang til objektiviteten. Netop den viden kan man jo som psykolog godt bruge til noget i den kliniske praksis (og det kan vi hurtigt blive enige om, at det nok ikke bliver ret meget).
Der ER en god grund til, at vi bedrager os selv, som vi gør. Det er fordi det faciliterer socialt liv, som mennesker lever det. Det vil sige, at det er ikke noget vi skal søge at forhindre som sådan.
Der hvor psykologer fx kan hjælpe til, er hvis der ikke er en ordentlig balance mellem den virkelighed folk oplever kollektivt og den virkelighed individet oplever. Dvs. det selvbedrag man som individ udøver skal i høj grad også kunne overbevise omgivelserne. Og her er der jo nogle mennesker, der har et problem. Både folk, der ikke kan overbevise sig selv om, at de er mere end de er, men også dem, der overbeviser sig selv om, at de er uforbeholdent meget i forhold til andre.
Selvsikre mennesker er attraktive, men narcissistiske mennesker er for meget, de er upålidelige og hævder sig selv på andres bekostning; de er ude af sync med deres omgivelser så at sige.
I forhold til de antropologer, der gennemgik Goulds analyse til sidst i artiklen her, kan man jo lige så vel sige, at de har haft den formodning på forhånd og at også de er ofre for en selvopfyldende profeti; spiralen uden ende.
Anja Henriksen, der ER sikkert noget vi er/kan bive uenige om, men i så fald ikke noget i din kommentar, som jeg er meget enig i ;-)
Selvbedraget er ikke nødvendigt omend uundgåeligt sålænge vi grundlæggende er styret af frygt og begær.
Det er også derfor det er sin sag at sagsøge bankdirektører der var lidt for, skal vi ikke bare sige, optimistiske under boblen. De var ofre for egne forskruede forventninger - godt hjulpet af en flok forblændede politikere, der kun så det de ville se.
"Livet er et paradoks". På en måde er udsagnet sandt, men hvis det er sandt, må vi også tage med, at det ikke er sandt, fordi det kun er en halv sandhed. Og hvis det ikke er sandt, må vi gå ud fra at at det ER sandt, fordi udsagnet i sig selv prædiker det modsatte af, hvad det siger med ord.
Verden er en sjov størrelse, for den er fuld af halve sandheder og så alligevel ikke alligevel. Vi kan ikke rigtig pege på noget og sætte en label på, som vi så gerne vil for at bevare kontrol, for når vi gør det, simplificerer for sandheden i verden. At sige "Det er", er det samme som at udelukke alle andre faktorer, der påvirker "det", man nu hentyder til.
Verden er fuld af os små dommere, der tror, vived det hele, men ikke har nok ydmyghed til at forstå, at vi ikke kan rumme den fulde sandhed selv. Hvordan kunne krig ellers eksistere, hvis ikke på grund af menneskers domme og halve sandheder?
Det tragiske er, at alle domme udadtil altid starter indadtil, og derfor løser vi dem ikke ved at dømme dem, men ved at forstå dem. Problemer er som sådan ikke problemer, hvis ikke det er fordi, vi tror så fuldt og fast på vores egne sandheder. Der er altid to sider af sagen, og at sige det ene er mere sandt end det andet, er egentlig blot at benægte sandheden, som er den samlede forståelse af det rigtige i begge sider.
"Det er klart, at du ikke bliver helbredt for kræft bare ved at tænke dig rask."
Lad os sige det sådan: Jeg har aldrig nogensinde personligt opnået noget, som jeg ikke selv har troet på var muligt at få til at lykkes. Hvorfor skulle det være anderledes med kræft? Måske er sandheden bare, at vi bliver bombarderet så meget med folk der prædiker, at kræft er så farligt og dødeligt, at vi simpelthen bare ikke kan få os til at tro på, at det kan overkommes med vores naturlige immunforsvar og tro på helbredelse? Måske skal der læger, kemo og operationer til (som vi også bliver fortalt), før vi får livmodet og håbet tilbage?
Måske er vi så styret af udefrakommende impulser, at vi rent faktisk bare gør "som der bliver sagt" af frygt for at træde ved siden af og måske risikere at opdage vores egen sande natur, så bordet fanger, og vi mister "os selv" i form af vores konstruerede selvbillede?
Positive forventninger har altid været godt - til sig selv og andre.
Alle laver fejl, men mange lærer af dem!
Selvfølgelig snyder vi os selv. Vi kan forstå at vi ikke lever evigt, vi ved døden kommer, at vi en dag blot er støv. Alligevel står vi op om morgenen som om det ikke sker...
Vi lever i håbet om den næste oplevelse....
Med venlig hilsen
Lennart
Det kan undre at artiklen påstås at bringe ny viden til os, vi skal blot skele til Festingers arbejder omkring kognitiv dissonans eller psykoanalysens fund iht. mennneskets psykologiske forsvar. Og vi har kendskab til Pygmalion- og Rosenthal-effekter, placebofænomener osv.
Dette citat fra artiklen; "»Vores syn på verden er farvet af vores forventninger og forestillinger om den – og derfor ser vi ikke altid virkeligheden, som den egentlig er.« udgør i sig selv et oxymoron, thi virkelighedens egentlighed kan ifølge præmissen om selvsuggestion som et grundvilkår for perceptionen ikke erfares.
Endnu et naturvidenskabeligt forsøg på at besvare et spørgsmål, der i bund og grund kun giver mening filosofisk.
Vi har for travlt med at besvare spørgsmål, der ikke kan besvares
Det kan også være, at bogen og denne artikel er snyd og bedrag.
Så hellere Louise Hay.
[…]”Hvorfor er denne logiske brist ikke blevet fjernet fra vores genpulje over årene? Hvorfor har vores indbildske natur overlevet evolutionens gang? Svaret er formentlig: Fordi vores indbildningsevne – i det mindste i mange tilfælde – er en nødvendig overlevelsesmekanisme for os.”
Det tror jeg på! Og genpuljen er med os, fordi stringent videnskab endnu er så forfærdelig ung (400 år) og evolution tager hundreder af tusinder af år.
Men var biblioteket i Alexandria ikke blevet brændt ned af religiøse eller selvoptagede fanatikere ville oprigtig videnskab have haft mindst 1000 år på bagen nu. Og måske ville vi i dag have haft reformerte religioner fra Nordkap til Cape Town, åbensindedede mennesker på alle breddegrader og ingen økonomiske idologier.
Mon der er en sammenhæng...
http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2384308/vores-hjerner-er-paa-sk...
Den personlige psykiske selvopholdelsesdrift er en helt blid og ufarlig sammensætning af fantasi, ønsker og drømme, der sætter humøret i vejret og giver mod på dagen. Langt værre er det med den kollektive indbildning. Den formes af magthavere, medier og politikere, og var for eksempel med til at puste boligboblen op, forestillingen om, at vi kunne leve på afdragsfri gæld uden rente, og i dag vedbliver den kollektive indbildning med at indoktrinere, at opsvinget er på vej, vi er snart ude af krisen, russerne er farlige og Vesten er god.
Mindst af alle kan vi stole på os selv!
Eller er det?
Den eneste du kan stole på, er dig selv.
Selvbedraget ligger i overskriften, forkert bliver rigtigt, bortset fra det, hvordan vores hjerne fysisk fungere ved stimulering, det er spændende forskning, der muligvis vil forklare, hvorfor nogle mennesker, ikke kan se skoven for bare træer.
Klimaforandringer bliver til en bedre sommer osv.
Hele denne mærkelige overtro om naturlig fremme af egenskaber igennem avl får nogle gange højst besynderlige udtryk i debatterne.
Ahem, nu er et implantat altså ikke noget, man syr ind i en kjole, men noget man indopererer i en krop.
Et af de største og på en måde det smukkeste bedrag vi lader os blive forført af, er det at vi tror det er tonernes lyde i et musikstykke, der skaber musikken, men faktisk er det der hvor der ingen tonelyd er, der skaber musikken. Uden pausens tonetomme tidsrum, ville vi hele tiden kun høre en ensartet fælles lyd af toner.
Det værste bedrag vi mennesker bliver konfronteret med, er de politiske, religiøse, økonomiske og militære ideologiske skuespil, som i tide og utide skaber død og ødelæggelse mellem os mennesker, fordi vi ser på hinanden som de ideologiske karakterroller og ikke som levende medmennesker. Vi forføres og bedrages til at tro vi kan fjerne karakterroller ved at slå mennesker ihjel, men mennesker er ikke døde karakterroller, men derimod levende mennesker. En soldat er en død karakterrolle, der spilles videre af et levende menneske, når et andet levende mennesker, der spillede karakterrollen soldat, er blevet dræbt i krigsskuespillet.
Når vi hører, at en soldat er dræbt i krig, er det ikke soldaten der er dræbt, men derimod det levende menneske der udførte karakterrollen soldat. Karakterrollen soldat bliver i stedet for udført af et nyt levende menneske, som så igen kan blive slået ihjel, uden at karakterrollen soldat bliver dræbt. Ingen kan ihjelslå en død karakterrolle, kun det levende mennesker der gør den døde karakterrolle levende kan slås ihjel. Selve karakterrollen er i forvejen stendød.
Vi mennesker er i årtusinder blevet bedraget og forført af de ideologiske drejebøger, som får os mennesker til at slå hinanden ihjel, for at holde den ideologiske drejebog vi selv følger, i live, selv om den udelukkende består af døde tekster.
Hvorfor lader vi os bedrage?
Vi er ligesom Pavlovs hunde, der i starten reagerer på en lyd samtidig med at de fik en godbid.
Efterhånden reagerer vi blot på lyden, uden at vi får en godbid og dermed bedrages vi.
Vi er med andre ord, lydige hunde i magthavernes hundesnor.
@anja henriksen:
"evidensbaseret forskning..."
Lad nu være med at hævde at 'evidensø har nogen som helst sandhedsværdi. det er og bliver til grin.
læs hele denne kommentartråd og bliv klogere på livet: http://www.information.dk/504628
Evidensbaseret bullshit er og bliver bullshit...
Problemet med alle disse vidtløftigheder er jo også, at man aldrig ville kunne komme på dem og diskutere dem, hvis de passede.
”Mindst af alle kan vi stole på os selv”
Ville en mere passende overskrift mon ikke være: Hold et våget øje med dine forventninger.
I bund og grund er alle vores handlinger selviske, vihandler ud fra hvad der føles bedst, og jeg er ganske sikker på, at det er noget grundlæggende i ethvert menneske, at dybest set er det vores følelser der bestemmer vores handlinger, selv fornuften er underlagt vores følelser.
Hvis vi foretager os en handling vi ikke har lyst til, kan der jo være flere årsager dertil – måske vi synes, vi ikke kan være andet bekendt, vi har pligt til det, det er vores ansvar osv. Også her er det følelserne der bestemmer. Vi er måske bange for negative reaktioner, fordømmelse, at blive opfattet som et dårligt menneske, eller måske vores egen dårlige samvittighed
Jeg havde egentlig tænkt mig en længere harmdirrende udredning, men jeg opdagede at det rent faktisk er en herlig sensommerdag, som er skabt til at blive nydt i fulde drag. Så nu vil jeg i stedet lige så stille liste ned i mit havehus helt alene med et par øl og tage et spil skak med mig selv. Jeg har et par - efter egen overbevisning - meget listige træk, som jeg vil prøve at tryne min modstander med. Så kan han få den!!!
God weekend.
Vh.
"I bund og grund er alle vores handlinger selviske, vihandler ud fra hvad der føles bedst, og jeg er ganske sikker på, at det er noget grundlæggende i ethvert menneske, at dybest set er det vores følelser der bestemmer vores handlinger, selv fornuften er underlagt vores følelser."
En oplagt mulighed - og hvis vi siger at vore respektive, følelsesmæssige tilstande i én eller anden (ikke-mål-, men derimod meget ofte mærkbar) grad induceres eller influeres af vore øjeblikkelige relationer, vore øjeblikkelige situationer og vore i varierende grad passive imaginationer ... vil vore følelsesmæssige forhold og bevægelige motiver være vævet ind i en social og strukturel samtidighed, som ikke kan siges blot at høre det enkelt individ til, men også udgår fra noget fælles, noget sammen tilvejebragt.
"Det gode, jeg gerne vil, gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, gør jeg", som Paulus skrev.
At det er følelser, der tæller, behøver man bare at se på argumenter imod at lave dagpengereformen om for at forstå. Der skal ikke krattes meget i overfladen, før argumenterne bliver, at folk ikke bare i årevis skal kunne leve af andres penge. Et interessant synspunkt - for hvis det er noget, som alle ville kunne gøre, hvis de ville, er der vel ikke noget problem?
Livet er fyldt med til- og fravalg - og med konsekvenser.
Jeg har en hjerne som jeg kan bruge til netop det.
Det er da genialt og skønt på samme tid.
" Et interessant synspunkt - for hvis det er noget, som alle ville kunne gøre, hvis de ville, er der vel ikke noget problem?"
Ikke som andet end en projektiv størrelse - enig; hvis vi anskuer penge som repræsentative for vore værdier, så har vi faktisk ikke meget andet end vore (fælles, men på tvivlsom vis kulturelt institutionaliserede som primært individuelt ejede) værdier at leve af. Vore værdier er - som i udgør - på sæt og vis vore(s) liv. Vi har ikke så meget andet ... men penge, som naturligvis ikke er repræsentative for vore værdier, men blot nivellerer dem iht. diverse givne interessepåvirkninger, forskyder på ganske elementær vis vores udsyn til de mere komplekse og dynamiske ... ja, nogle ville måske være så frække tilmed at skrive nødvendige ... sammenhænge. Den ekstrinsiske klassiker om igen, kom ingen hviledag i hu.
"selv fornuften er underlagt vores følelser."
Et supplerende perspektiv; man kan sige at følelser er summen af emotioner og kognitioner, dvs. begrebsliggøre følelser som mere end blot noget man mærker eller tænker, men en vævning af disse fænomener ... og i dén forstand kan vi - måske bør vi også undlade forsøget? - ikke bestemme om fornuft eller følelse kontinuerligt er stærkest; thi de supplerer hinanden, changerer i plastiske mønstre og dynamikker.
Kære Peter Jensen
Det ville være at foretrække, hvis du mestrede at skrive i et almindeligt sprog. Jeg ser ikke et højt flyvende sprog som udtryk for andet end tomhed.
Jens Peder Nicolaisen:
Metaforisk kunne jeg supplere med; vi er alle øer - men øer er gensidigt forbundne af undergrund, gensidigt berørte af vand, gensidigt nærede af luft, interagerende via lys og lyd, og samtidige i eksistens (tid, rum og væren) ... så hvad der umiddelbart syner adskilt i denne verden forenes blot udenfor det hastige blik. Beklager i øvrigt de herskende, retoriske begrænsninger.
Men det er det, Jens peder Nicolaisen, det er udtryk for, at man har mere end to brikker at flytte med - og et stort ordforråd, som gør, at man meget bedre kan udtrykke det, man føler...? tænker...? sanser...? - eller måske das ganze Molevitten på en gang.
Kære Peter Jensen
Jeg finder det faktisk meget interessant, at der endnu findes personer, der skriver som du gør. Der må ligge et eller andet bag, en plan eller dagsorden. Og Peter Hansen, den med brikkerne og ordforråd troede jeg på engang, det gør jeg ikke mere. En meget klog mand sagde engang: "Det banale er det basale".
Man er jo tvunget til, at tro på sin evige ungdom, nu som gråhåret teenager med de pensionsudsigter regeringen stiller for fremtiden...
Ja, men vi skulle ærlig talt gerne hæve os højt over det basale, Jens Peder Nicolaisen, og jagte det sublime.
Det selviske, vores følelser o.s.v., jo, men dertil kommer moral, opdragelse, tradition, religion, alle mulige korrektioner til de umiddelbare lyst. Hvad man bør gøre smeltes sammen med, hvad man har lyst til.
Jeg tror, at lyst er den største drivkraft, men det lystfyldte er ikke så éntydigt hedonistisk, som det er blevet almindeligt at betragte det. Der er megen lyst bundet i uselviske handlinger, i uddannelse, i slid og slæb, som fører til et mål.
Det er så det modsatte af lyst: det aldrig afsluttede, endeløse slid, som vore politikere synes at forvente af os.
"Der må ligge et eller andet bag, en plan eller dagsorden."
Naturligvis, der ligger altid planer og dagsordener bag menneskers handlinger - om ikke andet, så noget svagt eller ikke bevidst(gjort). Du har også dine planer, ønsker, ambitioner og dagsordener, så vær velkommen. Jeg skal undlade at spekulere i hvilke motiver, som ligger bag dit fokus på form fremfor indhold hér, men naturligvis er der nogle.
Call 911 and drive away in a brand new Porsche!
Peter Jensen: Nu har vi bevæget os bort fra oprindeligt indhold. Mine motiver med formen er ganske enkelt, at et jævn enkelt klart sprog er at foretrække. Peter Hansen: Hvis du med sublim mener et kunstigt opblæst sprog, så foretrækker jeg det banale.
Årh, det er nu ikke værre, end at man kan spørge, hvis man ikke forstår hvad andre skriver.
Det kan i visse tilfælde ligefrem føre til sam-tale.