Morgenstemning i Nykøbing F

Bageren står gerne uden for sin butik klokken seks om morgenen og får sig en smøg. Efter hans mening er det den bedste tid på dagen. Han får sig en sludder med avisbuddet, der leverer Jyllands-Posten til ham. Det er ikke i Jylland, men bageren gider ikke læse københavneraviser. I øvrigt er han enig i det meste af det, Jyllands-Posten skriver. Han har lagt mærke til, at en af byens frisører reklamerer med en klipning, der er så billig, at der sgu da ikke kan blive noget til moms og skat også. Frisøren er indvandrer, en af de sorte, som bageren siger. Personligt gider han ikke hidse sig op over det, men selvfølgelig er det forkert. Bagerens cigaret smager himmelsk, han ryger kun den ene om dagen. Han hoster lidt, da han træder skoddet ud på fliserne. Det er en dårlig vane, siger han til avisbuddet. Avisbuddet undrer sig. Bageren er ellers en grov karl, når man handler i hans butik. Men om morgenen er han flink. Avisbuddet er også indvandrer, men han er ikke en dreng, han er en voksen mand. Hvor meget tjener et avisbud? Bageren ved det ikke, men det kan ikke være alverden.

Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen. Før i tiden kunne man få surbrød hos bageren hver fredag, men det kan man ikke mere. Der er ingen, der vil have det, forklarer bageren, der selv elsker surbrød. Det gør jeg også, men når han ikke gider bage surbrød mere, gider jeg ikke handle hos ham. Hans brød er ikke bedre end danske bageres i almindelighed, dvs. at det er temmelig dårligt. Luftigt. Det bliver tørt på ingen tid. Danske bagere kunne lære noget af tyske bagere. Kunne du ikke bare bage to surbrød, har jeg spurgt ham. Ét til dig selv og ét til mig. Men det kan han ikke, forklarede han. Selvfølgelig kunne han godt, men det ville ikke være forretning. Brød skal være forretning, det var det, han mente. Hvad så med en kampagne for surbrød, foreslog jeg. Han rystede på hovedet. Det er tiden ikke til, sagde han. Kongebrød, Skovsbøllebrød, Guldborgbrødet, Snabelvængeskorpen, Falsterstykker, Lollandske fristelser, italiensk landbrød, græskarbrød, lumrebuksens egen rugkerneklemmer. Alt dit lort, sagde jeg til bageren. Men altså ingen surbrød? Desværre, sagde han. Ingen forretning, ingen surbrød.

Stanken af pis

Jeg ved ikke om der stadig er pinsekarneval i København, men da det begyndte i sin tid, fortalte en mand, jeg kender deroppe, at der var så stor en vrimmel af folk, der bevægede sig i fem ottendedelstakt, at nogle af husene stod og dirrede. Det fænomen kender vi trods alt ikke i provinsen, hos os bliver husene stående. Stanken af pis efter en late nigth er heller ikke så gennemtrængende, som den kan være på visse tidspunkter i det indre København. Når man er fra landet, som jeg er, bliver byer, store som små, ved med at være mærkelige. Især tanken om, at nogle af dem der bor der ikke fatter, at der findes steder i verden, selv i Danmark, hvor vejene egentlig ikke hedder noget. Og når de alligevel gør det, er det fordi nogle skide kommunalpolitikere har siddet og fundet på dem i en brandert. Kragenakkevej f.eks. Enighedsvej – fordi man ikke kunne blive enige, så blev man enige om det – nej, hold kæft, men det er ikke engang løgn. Enighedsvej ligger her i Nyk. En historiker har engang fortalt mig, at der med undtagelse af et par steder aldrig nogensinde har været noget, man kunne kalde egns- eller folkedragter. Det er noget nogle liderlige bonderøve har siddet og fundet på, fordi de godt kunne tænke sig at se egnens piger i den og den slags dragter. Og så selvfølgelig opfinde nogle herredragter, der matchede. Men det er fiktion det hele, løgn og latin, halvsjofel digtekunst. Du er en rigtig Randerspige, sagde Åge til Else, hun havde bar røv under den fodside kjole. Åge var en grimmer karl halle-halle-halløj, og Else var en lidertøs hallu-hallu-hallaw. Sådan gik dansen allerede mange år, før Lars Lilholt kom på banen.

Folkelighed er når vi sådan cirka er lige kloge og lige dumme, sagde bageren til avisbuddet en dag. Det måtte han have læst i Jyllands-Posten. Jeg vendte tilbage til spørgsmålet om surbrødet. Folk er begyndt at bage selv, sagde jeg til bageren.

De gider ikke æde dit og de andre bageres forretningsbrød, der består af luft, gammelt mel og kunstigt gær foruden af æg af fjerdesortering samt af kommunens overskud af vejsalt fra forrige vinter. Hvis du nu lavede surbrød om fredagen, ligesom før i tiden, kunne du jo rette op på renommeet. Det er smagen af kommen, folk ikke kan lide, sagde bageren morgenvenligt. Der er heller ingen, der drikker rød Aalborg mere, også på grund af kommensmagen. Du skal ikke lære mig noget om Aalborg, gjorde jeg gældende. Avisbuddet så smilende på mig, mens bageren skoddede sin cigaret. Der er ikke noget at grine ad, sagde jeg til ham. Han blev så forskrækket, at han tabte den grønne taske med Jyllands-Posten.

Hvad er det også for en lorteavis, du cykler rundt og sælger? spurgte jeg ham. Han sagde, at det vidste han ikke. Han fik et gratis eksemplar til sig selv, men han havde aldrig taget sig sammen til at læse den. Kommen smager ellers dejligt, sagde bageren. Som sagt var han selv en stor ynder af surbrød.