Læsetid: 9 min.

Naturen er slem, kulturen endnu værre

Marguerite Duras’ gennembrudsroman ’Dæmning mod Stillehavet’ foreligger nu omsider på dansk og kan således være indgang til et af det tyvende århundreds helt store forfatterskaber, som senere skulle folde sig ud i en særegenhed, som kun kan kaldes durasiansk
’Nu er det bare sådan, at jeg er genial. Det har jeg vænnet mig til nu.’  Sit eget geni var Marguerite Duras ikke i tvivl om. Her ses hun som 62 årig. Hun døde i en alder af 82, hærget af et langt alkoholisk liv.

AP Phot

5. september 2014

Marguerite Duras’ gennembrudsroman ’Dæmning mod Stillehavet’ foreligger nu omsider på dansk og kan således være indgang til et af det tyvende århundreds helt store forfatterskaber, som senere skulle folde sig ud i en særegenhed, som kun kan kaldes durasiansk

Ingen ved, om den hest broderen købte virkelig var for gammel og døde med mulen nede i fodertruet. Ingen ved om moren dengang i trediverne i det tyvende århundrede virkelig råbte så højt, ja faktisk altid råbte af alt og alle, men især af børnene, derude ved Stillehavets kyst i fransk Indokina. Ingen ved om moren blev skør, fordi faderen var død, eller om det var fordi den dæmning, hun byggede mod Stillehavet for at beskytte sine dyrekøbte kolonimarker, brød sammen. Det salte vand trængte derefter, som det altid havde gjort, ind over lavlandet med evig sol og sultne, legende børn fyldt med lus og orme, med sjæle og kroppe i klemme mellem to verdner. Et lavland som franske koloniadministratorer ufortrødent solgte igen og igen til naive sjæle, der ikke anede, at det hvert år blev oversvømmet af havvandet. Igen og igen. Ingen ved om det skete, alt det som sker i Dæmning mod Stillehavet af Marguerite Duras.

At moren slog sine børn, det ved man, men også at hun elskede dem – og måske for meget. Det vides, fordi datteren igennem et langt forfatterskab atter og atter skulle skrive om det, mere eller mindre selvbiografisk. Og vi ved, at datteren, som blev til Marguerite Duras, slap væk og tog til Frankrig for ud af al denne misere, at trække en diamant af skrift, da hun tegnede et billede af dette trøstesløse koloniale liv, som allerede så præcist skitseres inden for de første otte sider af Dæmning mod Stillehavet.

Marguerite Duras skabte selv sit navn. Hun var født Donnadieu i 1914 i Indokina af koloniudstationerede skolelærerforældre og var i 1950 på nippet til at vinde den prestigiøse franske litteraturpris Goncourt med Dæmning mod Stillehavet.

Glemsel og latterliggørelse

Det er en lykke, at gennembrudsromanen nu omsider føjer sig til de andre værker oversat til dansk: En første håndfuld ramte de danske kyster i starten af tresserne efter Duras blev kendt verden over for at have skrevet drejebogen til Alain Resnais film Hiroshima mon amour, hvor dialogen mellem den japanske mand og ’tyskerluderen’ fra Nevers var enestående. »Du har intet set i Hiroshima,« siger den japanske elsker igen og igen.

En anden håndfuld af Duras’ værker blev oversat efter romanen Elskerens succes i 1984. Det var først her, så langt senere og næsten for sent, og med mange af de samme temaer, som i Dæmning mod Stillehavet, at Duras omsider vandt Goncourtprisen. Elskeren blev filmatiseret af Jean-Jacques Annaud i 1989, en film, der på ingen måde levede op til Duras høje forventninger. Hun havde selv op gennem halvfjerdserne skabt en række formmæssigt banebrydende film og afskyede Annauds stil. Ikke desto mindre var filmatiseringen medvirkende til den overvældende succes for Elskeren, der solgte i millionvis verden over.

Men alt dette skete på et tidspunkt, hvor Duras ellers var på vej ind i glemslen og latterliggørelsen i Frankrig, godt hjulpet på vej af et omfattende og grundigt alkoholmisbrug. Man tænker på en af de nærmest profetiske scener i Dæmning mod Stillehavet, hvor moderen, efter omsider at have fået solgt en diamant, der indeholder en »tudse« – en fejl – sidder med bunkevis af sedler i hånden, men uden længere at vide, hvad de skal bruges til: De skulle have været brugt til en dæmning, men hun tror ikke en gang selv på projektet længere.

Duras’ virkelig formmæssigt fornyende romaner som Moderato Cantabile (1958), Lol V. Steins henførelse (1964) eller L’Homme assis dans le couloir (1980) (da. Manden i korridoren) lå bag hende, da hun omsider triumferede. Duras havde i så mange år holdt sin skrift oppe helt selv, at hun var endt med nærmest at være til grin blandt det parisiske litteraturparnas, med sine manerer, diktion, stædighed og uudholdelige selvsikkerhed. Havde hun selv været udsat for kritik, leverede hun det selv i årene efter triumfen med Elskeren råt for usødet: Hun erklærede, at Sartre aldrig havde skrevet for alvor. Roland Barthes, der kom i Duras hjem, og havde skrevet Kærlighedens forrykte tale, havde rådet Duras til at gå tilbage til stilen fra sine tidligste romaner. Men ifølge Duras havde han for det første aldrig selv elsket nogen for alvor, og så skrev han livløst. Sit eget geni var Duras til gengæld ikke i tvivl om: I sin sidste tekst C’est tout (da. Det var det hele) fra 1995, et år før hun døde 82 år gammel, hærget til ukendelighed af et langt alkoholisk liv, skriver hun »Nu er det bare sådan, at jeg er genial. Det har jeg vænnet mig til nu.«

Men nu er den så kommet på dansk, starten på det hele: Duras’ Dæmning mod Stillehavet. Her ridses hele det durasianske univers op for første gang. Det sker i en fin tekstnær oversættelse ved Lone Bjelke, hvor den eneste indsigelse måske netop er titlen. Nej, det er ikke Dæmning mod Stillehavet. Det er en dæmning mod Stillehavet. En dæmning, som moren i romanen både bygger og udgør i egen person, ene person: En umulig dæmning mod naturkræfter af enhver art, om det nu er havet, koloniadministrationen, sorgen, skuffelsen eller alt for megen kærlighed til sine børn, som man oversvømmes af og risikerer at dø af, når de forlader en.

For samtidig er hele romanen Duras skriftdæmning mod denne mor. En mor, som i romanen antager nærmest mytologisk størrelse og selv bliver både den nærende og dræbende natur. Hun smiler, når hun ser sine børn spise, selv når de, som i romanen, er sytten og tyve. Hendes slag kan hagle ned over dem med samme selvfølgelighed som uvejr. Hun er havet, der hele tiden truer med at opsluge de opdyrkede jorde, med sit salte vand, på fransk lyder la mer, og la mère, moren, ens.

Rent faktisk var det aldrig Stillehavet, la Pacifique, som truede morens marker, men navnet var ligegyldigt, skriver Duras i en af sine typisk lange sætninger : »Det, som børnene faktisk døde af på den sumpede Kamslette, på den ene side omgivet af Det Sydkinesiske Hav – som moren for øvrigt hårdnakket kaldte Stillehavet, fordi ’Det Sydkinesiske Hav’ i hendes øjne havde noget provinsielt over sig, og fordi hun som ung havde henført sine drømme til Stillehavet og ikke til nogle af de små have, der unødigt komplicerer tingene – og mod øst omgivet af den meget lange bjergkæde, der strakte sig langs kysten langt oppefra på det asiatiske kontinent, og som fulgte en nedadgående kurve til Siambugten, hvor den forsvandt og igen kom til syne som en mængde øer, der blev mindre og mindre, men som alle var lige opsvulmede af den samme mørke tropiske skov. Det, de døde af, var ikke tigrene, det var sult, sultens sygdomme og sultens farer.«

En idé er altid god

Naturen er slem, men kulturen kan være endnu mere ubønhørlig: Den franske kolonimagt, som moren i årevis prøvede at tale til fornuft indtil et sidste rablende brev.

Det er midt i denne natur, der hele tiden truer med at opsluge kulturen, og kulturen, som er lige så slem, at Marguerite Duras sætter scenen for sin særegne dannelsesroman. Hvordan slippe væk? Den syttenårige Suzanne og broderen Joseph på tyve, venter ikke på Godot, men på at en stor bil skal komme forbi. Noget må ske. Der skal et transportmiddel til, og derfor køber broderen så omsider en hest. Det er den, der dør i starten af romanen, fordi der ganske enkelt ikke er nogen, der har forstand på heste – eller anden natur. Men fordi den dør, må der ske noget.

»Det viser at en idé altid er en god idé, eftersom den får noget til at ske, selv om alt bliver gjort forkert, som i tilfældet med døende heste. Det viser, at en idé af den slags altid er en god idé, selv om alt slår fejl på en sørgelig måde, fordi der så i det mindste sker det, at man til sidst bliver utålmodig, hvad man aldrig ville være blevet, hvis man var begyndt med at tænke, at ens ideer var dårlige ideer.«

Fra denne tilsyneladende ubetydelige og mislykkede handling, folder historien sig ud. Om hvordan de tager til byen i broderens sammenlappede bil for at trøste sig, og støder ind i en grim rig arving, som udpeges til at være den, der gennem Suzanne skal ændre hele familiens skæbne. ’Forførelsen’ sker på en café og skyldes måske Suzannes ynder, men det vikles ind i broderens groteske genfortælling af familiens skæbne, hvor moren og søsteren til sidst vrider sig af grin over deres egen tragedie, men ikke mindst er på halen i total beundring for broderen. Hele den incestuøse kærlighed mellem de tre er klokkeklar: De kan kun elske og forstå hinanden, med en latter, der bryder alle dæmninger. Alt hos Duras er på den ene side totalt konkret og totalt symbolsk.

Efter sine første to romaner var det med Dæmning mod Stillehavet, at Duras for alvor på denne måde begyndte at væve sit forfatterskab omkring sine egen erindringsknudepunkter: »Broderen«, »Moren«, »Havet«. »Eden Cinema«. Og navne på store biler, her en Maurice Léon Bollée. Et magisk og yderst konkret transportmiddel. Også broderen skal i romanens anden del, blive ført bort i en stor bil af en elskerinde. En Delage. Husker man Elskeren, er det også dér sådan, at en elsker skal være klædt på i en meget stor bil. De sidste år af sit liv, hvor Duras levede sammen med den unge homoseksuelle forfatter Yann Andréa Steiner, som hun selv havde givet dette navn, havde de ganske vist ikke noget seksuelt forhold, men kørte rundt på må og få i en bil. Et transportmiddel.

Forholdet mellem det selvbiografiske og fiktionen er hos Duras interessant, ikke så meget, for at finde ud, hvad der er virkeligt, men fordi det på mange måder er fuldkommen lige meget. Livet er den fiktion eller poesi, man bilder sig selv ind i sin indre biograf, det imaginære, som i Eden Cinema, som også optræder i Dæmning mod Stillehavet. Psykoanalytikeren Jacques Lacan hævdede om Duras, at hun vidste »det hele«. Han anede ikke hvorfra, men skrev en hyldest til hende Om Lol V. Steins henrykkelse. Og de gentagelser, som både Freud og Lacan – og da i øvrigt også vor egen Kierkegaard – undersøgte, besynges hos Duras. I Dæmning mod Stillehavet, gentages alt igen og igen. Morens klage, som altid er den samme. Morens breve, morens glæde ved at se dem spise, morens slag. Hvordan finde en hest, som omsider kan række én ud af denne sump?

For Duras blev transportmidlet skriften. Skriften mellem denne barndom som klokkeklar hovedstol. Men så sætter vi hovedstolen til at hvirvle. Stoffet fra Dæmning mod Stillehavet blev ufortrødent taget op igen både teatralsk, filmisk og i andre romaner. Det er måske ikke så vigtigt, om der er en bror eller to. Om elskeren er arving til en kolonipamper eller er en rig kineser: Der skal åbenbart bare en rig mand til. I den forstand er Duras værk et helhedskunstværk – Gesamtkunstwerk – som man kan gå ind i fra nærmest alle sider.

Et politisk manifest

Dæmning mod Stillehavet blev skrevet i årene efter Anden Verdenskrig. Duras havde med sine første to romaner søgt sin form: Hun var både inspireret af klassisk fransk romanskrivning, men også af nye amerikanske forfattere som Steinbeck og Faulkner. Under krigen var hun sammen sin mand, forfatteren Robert Antelme, som kommunist med i modstandsbevægelsen. Hver person en enkelt lille dæmning mod det uundgåelige? Antelme blev arresteret af Gestapo og sendt i koncentrationslejr i Dachau. Efter krigen plejede Duras ham, men forlod ham i 1947. Dæmning mod Stillehavet er dedikeret »til Robert«, som forblev hendes nære ven.

For udover at være den personlige gentagelse af en tragedie, med et simpelt håb om at slippe ud med en handling eller en tanke, er Dæmning mod Stillehavet både politisk og eksistentialistisk gennemtrængt af en indignation over den koloniale – og kapitalistiske uretfærdighed. Glemte jeg at sige, at Dæmning mod Stillehavet dermed også er et politisk manifest for enhver ung pige og dreng? Et stort velkommen til Danmark til dette hovedværk.

Marguerite Duras: ’Dæmning mod Stillehavet’, Forlaget Vandkunsten, 350 sider, 279,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu