Læsetid: 2 min.

Ønskes: Panik

4. september 2014

Det skulle næppe udvikle sig til branche-mobning, så lad mig slå fast med det samme: Satte man den danske dagbladsbranche i et lokale og bad os blive enige om, hvordan i himlens navn vi skal frelse printavisen i et noget nær umuligt marked med galopperende teknologiske udviklinger og et stadigt stigende udbud af gratis alternativer, ville vi nok også glemme kammertonen. Og det i særdeleshed hvis mødet begyndte med, at kulturministeren slog fast, at vi ikke skulle regne med mere fra hendes kasser. Så, at det udviklede sig mindre kønt, da den samlede danske filmbranche med alle dens endnu mere forskelligartede interesser som producenter, instruktører, distributører, biografejere, i denne uge prøvede, det kan ikke undre.

I dagens Film & Fjernsyn rapporterer vi fra et møde indkaldt af Det Danske Filminstitut, der havde til formål at finde nye måder at finansiere dansk film på fremover. Og vi skal advare om, at der i reportagen kan optræde grimt sprog. For til trods for at de klogeste mænd og kvinder i årevis har arbejdet sammen i filmpolitisk forum for at finde løsninger, er de uendeligt langtfra hinanden og kom ikke tættere på denne gang. Som Claus Ladegaard fra Filminstituttet, forstemt udtrykte det: »Vi er snarere rykket et par skridt tilbage.«

Men det går simpelthen ikke. Der skal findes en vej til et fælles ståsted, hvis den i det store perspektiv, lille bitte danske film skal vokse og trives. Det anslås, at der nu mangler 60-70 millioner kroner årligt i dansk film, blandt andet på grund af faldende dvd-salg. Skal vi vende tilbage til analogien med avisbranchen, må filmbranchen på alle niveauer og helt ud i biograferne indse i dag og ikke i morgen, at intet er, som det var. Der må etablere sig en stemning af akut krise, der kan få de forskellige parter til at holde op med at stjæle legetøjet fra hinanden og i stedet sparke efter samme bold. Og så skal magtfuldkommenheden forvises, og de kloge mænd og kvinder, der altid har vidst bedst, må se hinanden i øjnene og erkende, at de denne gang faktisk ikke kender facit. Der er kun en vej: i samarbejde at eksperimentere. At prøve. At fejle. Og så prøve igen. Fra en avismagers skrivebord kan kun sendes den spinkle trøst, at vi står i præcis den samme situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu