Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Popkulturen giver os et fælles sprog’

Når digtere bruger popkulturelle referencer i deres tekster, er det blandt andet en måde at insistere på, at popkulturen betyder noget, og at det er vigtigt at forholde sig til den. Informations poppede kulturskribent er taget til oplæsningsfest i Møllegades Boghandel for at tale med digtere, der bruger Beyoncé og Nike-sneakers i deres digte
Det norske forlag AFV Press holder fest i Møllegades Boghandel på Nørrebro i København og præsenterer udgivelser af blandt andet danske Victor Boy Lindholm (forrest t.v.) og svenske Elis Burrau (forrest t.h.).

Lærke Posselt

Kultur
12. september 2014

Caspar Eric og nogle andre unge digtere står henne foran Møllegades Boghandel. Mens jeg går ned imod dem, ser jeg et youtubeagtigt klip inde i mit hoved af ting, jeg har oplevet i Møllegade igennem mit liv. Halvdelen af det handler direkte/indirekte om piger jeg har/har ønsket at være sammen med. Jeg tænker, at det nok er for oplagt at gå hjem og skrive en reportage med en masse popkulturelle referencer og et tydeligt markeret jeg. Jeg tænker også, at jeg nok gør det alligevel. Jeg kan se på Facebook-app’en på min iPhone, at min ekskæreste er tilmeldt eventen.

Det norske forlag AFV Press holder fest i Møllegades Boghandel og præsenterer fem relativt nye udgivelser. Blandt andet Caspar Erics og Kristian Karls fælles digtsamling Sarah Jessica Parker 2, som består af citater fra den amerikanske tv-serie Sex and the City. Mange af AFV Press’ udgivelser eksperimenterer således med at anvende popkulturelle og tidsbestemte referencer, og festen er derfor en oplagt mulighed for at tale med digterne om deres forhold til popkultur og digtning. Den danske digter Oskar Sjøgren, født i 1986, bekræfter senere på aftenen, at det er vigtigt at tage popkulturen seriøst: »Popkultur er in. Også inden for akademia. Det er noget, som er sket op igennem nullerne, og det er helt afgørende lige nu.«

Den svenske digter Tom W-O Silkeberg, som sammen med Hanna Rajs Lundström og Isis Mühleisen har udgivet to bøger på AFV Press, fortæller mig, at alting i princippet kan få en plads i hans digte.

»Jeg forsøger at undgå at skabe hierarkier imellem de ting, som er i verden. Altså, Coca-Cola findes, og derfor får Coca-Cola lov til at være med i mine tekster. For mig handler det om at skrive om det, der findes omkring mig.«

For Tom W-O Silkeberg er det et spørgsmål om også at etablere andre samtaler end den litterære.

»Al litteratur handler jo om den litterære samtale. Men for mig er det spændende at skrive digte, som også går i dialog med andre instanser i verden. Jeg arbejder med litteratur, men jeg kan alligevel sagtens gå ind i en samtale om sneakers eller gå ind i en dialog om tv-serier.«

Beyoncé-haikus

Tom W-O Silkeberg har været medforfatter på digtsamlingerne Addicted to your light (Beyoncé-haikus) og Out for a walk. Bitch (Buffyhaikus). Haiku-digtsamlinger om henholdsvis popstjernen Beyoncé Knowles og tv-serien Buffy – Vampyrernes Skræk, som kørte fra 1997-2003. For Tom W-O Silkeberg, født i 1989, er det dog en pointe, at bøgerne mest af alt handler om hans egen generations forhold til eksempelvis Buffy.

Lidt i forlængelse heraf, mener Oskar Sjøgren, der har udgivet PDF-digtsamlingen Bare Jorden, at popkulturen er hans generations fælles sprog. Og at det er noget af det, som er på spil i en digtsamling som Out for a walk. Bitch.

»Når jeg læser Buffy-bogen, så føler jeg, at bogen bruger popkulturen som et fællesskab af mangel på andre fællesskaber. Popkulturen giver os et sprog, som binder os sammen. Og udover det, er der ikke rigtig noget, der binder os sammen. Så digterne vælger en tv-serie, som mange har set, som vores fælles sprog.«

Møllegades Boghandel bliver hurtigt fyldt op af et ungt publikum med Fjällräven-tasker og slidte sneakers. Der er ingen mikrofon, og scenen er en stol. Den svenske digter Elis Burrau stiller sig op på stolen og læser energisk op fra nogle nye tekster. Publikum er opmærksomme. Nogle enkelte kigger ned i deres iPhone, mens Elis Burrau læser op, men de reagerer alligevel på oplæsningen. Griner, når der sker noget sjovt. Bagefter læser Caspar Eric op fra Sarah Jessica Parker 2. Han stiller sig ikke op på stolen. Min ekskæreste er ikke kommet, selvom hun var tilmeldt til eventen. Jeg tænker, at hun nok er den person, jeg mest forbinder med Sex and the City.

Efter Caspar Eric har læst op, læser Rasmus Halling Nielsen op i et hæsblæsende tempo. Han har stillet sin rygsæk på stolen. Tager den med sig, da oplæsningen er slut, og så er der pause. Mange går ud og ryger.

Oskar Sjøgren siger, at et digt kan henvende sig meget virkningsfuldt til ham ved for eksempel at referere til en skuespiller fra 90’erne. Men han mener også, at det nemt bliver så specifik en henvendelse, at den kan komme til at udelukke alle dem, der ikke kender den givne skuespiller.

»Det vil i hvert fald stå uklart for dem, hvor meget det betyder for teksten at kende den skuespiller. De kan sidde og føle, at den reference måske er nøglen, som de mangler for at forstå teksten.«

Den danske digter Olga Ravn har på den anden side eksperimenteret med at bruge popkulturelle referencer som en strategi til at åbne poesien for folk, der normalt ikke læser poesi.

»Jeg tror, at der er mange, der er lidt bange for at læse svær poesi, ligesom for eksempel min første bog (Jeg æder mig selv som lyng, 2012). Da jeg skrev digtene til Mean Girl, og da jeg skrev fodbolddigtene til Politikens bagside under VM sammen med Tom Silkeberg, opdagede jeg, at hvis jeg puttede nogle meget tidsspecifikke referencer ind i mine tekster, så fungerede de som en åbning for folk, som normalt ikke gider læse poesi.«

Olga Ravn mener heller ikke, at man for eksempel behøver at have set tv-serien om Buffy for at få noget ud af Out for a walk. Bitch.

»Buffy-bogen handler rigtig meget om det at være et menneske, der ser fjernsyn, og det er jo en generel erfaring, som de fleste mennesker i den vestlige verden har.«

Høj og lav

Efter pausen læser Victor Boy Lindholm op fra sin digtsamling Drone, som også er udgivet på AFV Press. Han står på stolen med sin hætte trukket godt op om ørerne. Kalle Hedström Gustafsson står på gulvet, imens han læser op fra Able Archer – 83, og det gør Tom W-O Silkeberg, Hanna Rajs Lundström og Isis Mühleisen også, da de som de sidste oplæsere skiftes til at læse haikudigte op fra Out for a walk. Bitch.

Oskar Sjøgren mener, at der også mere generelt i samfundet er en øget interesse for popkultur, som udspringer af en samtidssensibilitet.

»Det er kommet på mode at tale om popkultur, og det er jo ret hurtigt blevet meget bedaget kun at bruge såkaldte højkulturelle referencer.«

Og det får konsekvenser for tidligere opdelinger af kulturprodukter i henholdsvis høj- og lavkultur, som måske stadig hersker.

»Kulturfællesskabet er et andet i dag, end det var tidligere, og det føles som den logiske konsekvens, at man nu kan sidde på universitetet og skrive om Rihanna. Det bliver stadig tit omtalt som høj- og lavkultur, men jeg tror ikke rigtigt, man kan definere det sådan længere. Jeg tror, man skal navigere efter nogle andre kompasnåle.«

Caspar Eric er endnu mere radikal. Selvom han anerkender, at sondringen mellem høj- og lavkultur stadig bruges nogle steder, foretager han aldrig den opdeling selv. Han vil med andre ord slet ikke skrive sig ind i den opdeling af kulturen.

»Det handler om en virkelighedsopfattelse: at det er sådan her, det er. Det er også der, den fælles tone imellem de digtere, der udkommer på AFV Press, opstår. Den konstaterende ærlige tone, som ikke forholder sig til spørgsmålet ’kan popkultur være poesi?’ Den siger bare ’popkultur er også poesi’.«

Udødelig poesi

Efter de sidste oplæsninger går folk rundt uden for boghandlen og drikker gratis dåseøl. Rigtig mange har også købt AFV Press’ digtsamlinger, som de går rundt og vifter med. Digtene lever uden tvivl lige nu, men vil det give mening at læse dem om nogle år, hvor man måske ikke lige så tydeligt kan huske, hvad det er der refereres til?

Olga Ravn mener ikke, at digtet behøver at miste sin værdi, bare fordi man ikke kender referencerne.

»Tag for eksempel den amerikanske digter Frank O’Haras digt ’Poem’, som helt specifikt refererer til en eller anden starlet, Lana Turner, som alle kendte dengang, men som ingen kender nu. Det digt kan sagtens læses i dag,« siger hun.

Caspar Eric mener heller ikke, at digtene vil miste deres værdi.

»Digte er jo altid stivnede i tid. Så på den måde er der altid både noget dødt og noget udødeligt ved digte. Når man bruger de her meget tidstypiske referencer, bliver digtet jo et udsagn om noget i kulturen, som ikke bliver for gammelt, fordi det hele tiden vil pege tilbage på den specifikke periode, som det refererer til.«

Da Møllegades Boghandel lukker, går jeg med digterne ud og køber vin og shawarma. Min ekskæreste kom aldrig, selvom Facebook stadig påstår, at hun var der.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per-Olof Johansson

LYRIKGRUPPEN I DANSK FORFATTERFORENING har en facebookgruppe, hvori jeg skrev, som kommentar til denne artikel:
Popkulturen for 50 år siden var en anden end nu - men at bruge popkulturen var vist anerkendt metode og har vel været lige siden? Men vinklen er da interessant, selvom den forelægges historieløst...
Jeg kan godt forstå reklamefolks forsøg på at ramme et fælles sprog, ofte er det også ret gruppespecifikt. Hvis jeg selv skal relatere til en bestræbelse med at ramme noget med digtets sprog,er det vist at forsøge at minimere referencerne, der peger væk fra teksten selv eller at forsøge at ramme et ganske almindeligt af enhver dansker forståeligt sprog. Ung eller gammel - der er heldigvis en masse i sproget, vi er fælles om. Måske rammer man 'mange' ved at satse på en pop-nu spedifik sprogbrug - det siger vel ikke i sig selv noget om 'indhold'? Havde Information ikke droppet sin debat i bogtillægget, ville jeg måske have arbejdet på et indlæg der...