Revolution fra bunden

To rap-generationer spillede i sidste uge ud. Den gamle kending Jokeren præsenterede sit nye strålende nummer »Normalt«, og den unge løve S!vas fulgte op på sin succes-EP d.a.u.d.a. med den fremragende toer, slet og ret døbt d.a.u.d.a. II.

I sig selv interessant at høre forskellen mellem de to rappere. 41-årige Jokeren alias Jesper Dahl fra et akademikerhjem i Hillerød og med musikalsk baggrund i amerikansk west coast/gangsta-rap præget af en klar og kontant udstanset rap. Konsonanterne rammer som sten.

Og dansk-iranske, 28-årige S!vas alias Sivas Torbati med opvækst i Brøndby Strand og musikalske rødder i en langt mere udsyret dirty south, crunk, screw-stil, der udvisker hans stemme til den nærmest smelter i lydbilledet som smør på en pande – når han altså ikke udstanser ordene, som om de blev sprøjtemalet ét for ét på mure over alt i Storkøbenhavn.

Begge rappere vil fortælle os noget, der er vigtigt for dem.

Jokeren vil overlevere sine bitre erfaringer fra sit stjerneliv. »Jeg har ikke mistet alt, jeg gav det væk – sygdommen hedder flink«.

Han vil advokere for sit comeback i dansk hiphop, minder os om, at han var med til at definere lortet og dermed har et vist ejerskab – ja, han tager endda ordet »patent« i sin mund. Han er på vej mod sin »næste million«, lover han os. Er sin egen lykkes smed, »en korkprop, så det går nok. Jo dybere jeg synker i, jo højere bliver jeg skudt op«.

Jokeren kender alle i nabolaget, høj og lav, og når han ser sig rundt, ser han, at »alle gør deres ting«. Det er en verden, denne anmelder godt kender, det er København K, V, N. Men det er individualismens evangelium, Jokeren prædiker. Klassisk ego-hiphop rundet af det amerikanske mareridt.

’Danmark fucker med mig’

S!vas repræsenterer Underdanmark, forstæderne, Vestegnen, og han er stolt af det. Her hersker en helt anden form for fællesskab. Dem mod os, kunne man måske sige. »Systemet er hacket«, og »jobbet gik til Johnny«, så hvad skal man gøre?

Han bruger sin indvandrerbaggrund til at transmittere en frustration og en diskrimination, som de fleste af os kun ser på film – senest i Fenar Ahmads strålende Ækte Vare – eller hører om, netop når indvandrerrappere tager bladet fra munden.

»De bosser med mig. Danmark fucker med mig, Et helt land fucker med mig«.

Det er individualisme over for kollektivisme. Jokeren taler fra en mere ensom, delvist desillusioneret position. Han er »ikke kriminel, det ville være dumt«. Han har sluttet fred med verden, og det implicerer også en accept af, at samfundet er råddent. Hvilket strækker sig helt ud i hans punchline: »Det’ standard, det’ normalt her omkring«.

S!vas’ tegner en verden, hvor narkokriminalitet ikke er et spørgsmål om at gøre det forkerte eller rigtige, det dumme eller det kloge, men om at vinde respekt eller ej. Det er ikke desillusion, snarere pragmatisme, der dunker i de narkotisk døsige lydbilleder og tekstbeskrivelser af knægte, der glider gennem storbyen med hvidt pulver bag sorttonede ruder.

S!vas »ved godt, det regner nogle gange«, men han drømmer alligevel »store drømme under sort sol«. Han namedropper ofte Che Guevara og har en utopi, en tro på, at fællesskabet kan smadre tingenes stilstand. »Viva La Revolucion« er blevet hans trade mark-råb, som man også kan høre ham rappe som gæst hos Ukendt Kunstner.

Der har efterhånden været en del indignerede indvandrerrappere. Marwan og S!vas-kumpanen Gilli (der også rapper på d.a.u.d.a. II) er nogle af de mere skarpladte røster, mens Ataf og Outlandish – ligeledes fra Brøndby Strand – har forsøgt sig med opbyggeligt diplomati over for nationen.

S!vas vil rive ned – og så bygge op. For landet er styret af folk som Stein Bagger, der »kun har kærlighed til peng’«. Men han ved også, »at karma rammer dem«.

»Ungdooom, jer, der går rundt sådan uden at tro på jer selv eller tro på jeres drømme. Ikke vente til det hele er omme,« gæsterapper Højer Øye. »De siger, at revolution vil aldrig ske. Men hvis vi står sammen om det, om du er sort hvid gul eller cafe latte. Bare vi står sammen«.

S!vas transformerer »Viva la revolucion« til »Vi laver revolution« på det centrale afslutningsnummer »Viva«. Fra en marginaliseret position rækker han op gennem samfundslagene og når forunderligt nok succesfuldt ind i popkulturen med sin glødende mikrofon og sine progressive hits. Han vover endda at tage det helt store »vi«, generationens ’vi’, i munden, mens Jokeren taler for sig selv med erfaringens bitterhed og tyngde. Begge dele har sin ret. Men det er d.a.u.d.a. II, der er et af de bedste nye danske eksempler på protestsang.

Mulige budbringere

Og selv hvis man hader rap og ikke interesserer sig for revolutionsromantik, er det værd at lytte til, hvad S!vas, Gilli, Marwan og Højer Øye har at sige. For hiphoppen har tradition for at forudsige, at de marginaliseredes frustrationer vil koge over.

I Los Angeles fra midten af 1980’erne og op i 90’erne formulerede gangstarappen (genren som Jokeren er rundet af) den enorme vrede, der boblede i de sorte ghettoer.

Et tidligt eksempel fra 1985: Toddy Tees »Batterram« fortæller om politibrutalitet, ødelæggende krig mod narko, racial profiling og hvor svært det er at leve af et ’9 til 5’-job.

Ja, Tee forudsiger også politiets gennemtævning af en forsvarsløs Rodney King den 3. marts 1991: »You called ’em pigs (sissies) and even punks. While the Batterram battery needed a jump. And by the time it got started you fell to the floor. And that’s when the cops said they can’t take no more«.

Politivold var selvfølgelig dagligdag længe inden, volden mod King blev videofilmet. »Det var simpelthen os i lokalsamfundet, der råbte om hjælp, lod verden vide at vi ikke kunne tage mere«, har en anden rapper, den formidable Kendrick Lamar, sagt om »Batterram« til Los Angeles Times.

Da betjentene blev frikendt i Rodney King-sagen, eksploderede Los Angeles den 29. april 1992 i optøjer. Under indtryk af de voldsomme billeder glemte de fleste desværre, at raseringen var et udtryk for en dyb afmagt og desperation. Men den findes dokumenteret i den rå rap fra 2Pac, N.W.A, Ice Cube og Toddy Tee – fra før helvede brød løs.

Public Enemys ypperstepræst Chuck D har kaldt hiphoppen for »det sorte CNN«, og det ser ud til at kunne overføres på de danske omstændigheder, på de marginaliseredes tilstandsrapporter fra landets ghettoer. Med historien in mente, så er det ikke nødvendigvis politisk indigneret revolution, der forudsiges af S!vas, men måske bare blindt rasende optøjer.

Det er med andre ord værd at lytte til, hvad S!vas og hans ligesindede har at sige. De kan være budbringere med dårligt nyt – eller nye muligheder. Stay tuned.