Rock og aktivisme er Grønlands nye historie

En ung grønlandsk mand med langt hår og sved på overlæben sidder på kanten af en scene og forsvarer sin musik i tv-programmet Musikhjørnet i 1976. Han har et fast blik og udtaler ordene umage, men sikkert, da han siger:

»Vi prøver at bruge rocken som et udtryksmiddel, så folk kan få en forståelse for, hvad det er, der foregår i Grønland.«

Den unge mand hedder Malik Høegh og er forsanger i bandet Sume – det første grønlandske rockband, der satte lyd på kolonimagtens overgreb. På grønlandsk.

Bandet skabte sensation i begyndelsen af 1970’erne, og nu bliver det vækket til live igen i dokumentaren Sume - lyden af en revolution, som bliver vist på filmfestivalen Greenland Eyes, der i løbet af de kommende syv dage med mere end 20 film skal give et billede af, hvad Grønland er – og ikke mindst hvad grønlandsk film er.

Festivalen skal ifølge filminstruktør og festivaldirektør Ivalo Frank gennem filmen, ligesom Sume gjorde med rockmusikken, blandt andet give grønlænderne mulighed for at få deres egne fortællinger formidlet til omverdenen:

»Modsat mange andre kulturer er Grønland i ekstremt høj grad blevet portrætteret af udlændinge. Først af diverse etnografer og efterfølgende primært af danskere, som har vist, hvad Grønland er visuelt. Derfor har det været et ret stort opgør, at det nu er grønlænderne selv, der begynder at fortælle deres egen historie på film,« siger hun og forklarer, hvorfor opgøret er væsentligt:

»Jeg tror, det er sindssygt vigtigt at få sine egne fortællinger, og at der bliver lavet grønlandske film, for det er folks måde at vise, hvor de kommer fra, og hvad de synes er vigtigt i deres samfund.«

Fulderikken og fangeren

Beskrivelsen af Grønland og grønlænderne på film er nemlig ofte faldet i en af to kategorier. Der er historien om den oprindelige kultur med kamikklædte inuitter og sælfangeren på isen. Vilde slædehunde og hvaler, der bliver parteret direkte på stranden. Eller der er den om den grønlænderen som et socialt tilfælde, der enten i Danmark eller Grønland ikke kunne følge med moderniseringen og blev tabt ned i en flaske et sted på vejen.

Og ifølge Kirsten Thisted, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, er det to fortællinger, som er svære at ryste af sig:

»De fortællinger er bare så enormt stærke, at de næsten er umulige at hamle op med. Men hvis du vil ændre dem, er der kun en måde at gøre det på, og det er at fortælle en anden historie. En anden historie, som er mindst lige så god og måske mere bæredygtig.«

Den historie er ifølge Ivalo Frank netop, hvad Greenland Eyes forsøger at præsentere.

»De her film kan vise sådan en daglig normalitet, som folk kan relatere til,« siger hun.

»Jeg tror, man kan gøre op med nogle fordomme ved at vise et samtidsbillede af Grønland. Ved at skabe nye billeder i folks hoveder af, hvad Grønland er, og ændre de billeder, som rigtig mange mennesker stadig har af, hvad en grønlænder er.«

Og det er ikke kun folk udefra, der skal have justeret deres opfattelse. For når man i dag skal finde sig selv som grønlænder, er det også uholdbart kun at have støvede, sejlivede spøgelser at spejle sig i, mener hun.

»Det er vigtigt at få skabt rollemodeller, for når de film, man ser om sig selv, altid handler om nogle, der overhovedet ikke kan finde ud af det, eller om det, ens tipoldefar lavede ude på isen, så er det svært at genkende sig selv. Hvis man kan spejle sig i noget eller se op til nogen, så kan man måske også lidt bedre finde sin egen vej.«

Jørgen Bovin

En anden platform

Grønland har i lang tid været præget af dansk indflydelse. Fra myndighedernes tvungne urbanisering og modernisering, til indførelsen af dansk som hovedsprog i de grønlandske folkeskoler, til tvangsfjernelser af børn. Og til nu, hvor debatten på ny er blevet aktuel, efter at Siumutpartiets Aleqa Hammond, der flere gange har understreget, at hun satser på et selvstændigt Grønland inden for sin levetid, med mere end hver femte stemme blev landstyreformand i 2013. Hendes regering fokuserer netop på en forsoning med den tidligere kolonimagt, og derfor faldt det heller ikke i god jord, da den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt afviste et dansk behov for at deltage i den grønlandske regerings planlagte forsoningskommission. Og netop fordi de gamle konflikter stadig spøger, mener Ivalo Frank, at vi er nødt til at tale om dem:

»Det, vi prøver, er at skabe en platform, hvor man kan snakke sammen om de her ting, for jeg tror, at problemet ofte er, at de ikke bliver berørt. Det er næsten bedre at have et skænderi, end at man ikke vil snakke om tingene.«

Den forbudte film

En af de første film, der udfordrede kolonistyret, hedder Da myndighederne sagde stop. Filmen er fra 1972 og instrueret af den danske kunstner Per Kirkeby i samarbejde med grønlænderen Aqqaluk Lynge – en politisk aktivist, der kæmpede for grønlandsk selvbestemmelse – og den fortæller historien om nedlæggelsen af kulminen og dermed hele byen Qullissat.

»Den er et monument over grønlandspolitikken, som specielt i 1960’erne handlede om økonomisk bæredygtighed, hvor man nedlagde de ikkerentable områder og koncentrerede befolkningen i de store landsbyer. Og det var der en del unge grønlændere, der protesterede stærkt imod,« forklarer Karsten Fledelius, der er lektor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

Filmen giver altså et billede af, hvordan de danske myndighederne tvang mange grønlandske familier væk fra livet i bygderne og ind i lejlighedskomplekser og fiskefabrikker i de større byer. Dengang blev filmen censureret i både Danmark og Grønland, men – alligevel – eller måske netop derfor – er den en del af Greenland Eyes’ program, forklarer Ivalo Frank.

»Den film er den første, hvor grønlænderne begynder at være kritiske over for den danske kolonimagt. Det er jo den film, der blandt andet lagde grundstenen til de diskussioner, der også foregår i dag.«

Og netop i diskussionerne, kan film spille en særlig rolle, fordi de kan sætte ord på nogle af de ting, der ikke lader sig indfange i fornuftsbårne argumentationer og politisk dialog.

»Når en film kan blive censureret, så er det jo, fordi den har noget vigtigt at sige,« siger Ivalo Frank og forklarer hvordan den nye film om rockbandet Sume viste sin effekt i salen til festivalens premiere i Nuuk:

»Det samme gælder, når en film kan få folk til at sidde og tudbrøle i en biograf og sige: Du har bare sagt det, jeg brændte inde med i 30 år. Så tror jeg, det er det følelsesmæssige sprog, som kunst kan tale, når den er god. Når det rammer, kan det have en indflydelse. Og det kan gode film og god kunst absolut.«

En smuk bombe

For selv om man siger, at det er undergrunden, der er Grønlands fremtid, er det ikke nødvendigvis kun de sjældne jordarter, der skal sikre verdens største ø selvstændighed. Den kultur, der spirer op nedefra, kan lige så vel være et bud på det, der skal frigøre Grønland. Den spillede i hvert fald en rolle i forhold til at vende en folkestemning i 1970’erne, mener instruktøren af Sume-dokumentaren Inuk Silis Høegh:

»Folk troede, vi allesammen skulle være danske dengang i 1950, 1960 og begyndelsen af 1970’erne. Men så er vores hypotese jo, at så kom der et band, som var med til at forandre det.«

Bandet Sume var nemlig en af de ting, der i sidste ende lagde grunden til hjemmestyret, som blev indført i 1979. Sammen med tvangsflytninger som den, der er beskrevet i Da myndighederne sagde stop og folkeafstemningen om EF, hvor Grønland på trods af omkring 70 procent nejstemmer måtte følge Danmarks ja, fik bandet nemlig den generelle holdning til Danmark til at ændre sig. Fra at ville lade sig integrere og danisere, blev grønlænderne nu i stedet opmærksomme på at fremhæve deres egen særlige kultur.

»Sume kunne få hele folket med og sætte ord på nogle følelser, som havde været undertrykt. Det var jo en helt vidunderligt smuk bombe, da de kom,« siger Inuk Silis Høegh.

Men selv om Grønland 30 år senere også fik det selvstyre, som betyder, at landet i princippet kan blive en selvstændigt stat, når ønsket er der, mangler der ifølge Emile Hertling Péronard, der har produceret Sume – lyden af en revolution, stadig noget før det grønlandske folk er klar til selvstændigheden.

»Vi har fået selvbestemmelse, og vi har fået en selvstændighed som folk igennem selvstyreloven. Men det med at føle sig selvstændig og føle sig som et frit folk, det er måske noget, man stadig kan arbejde på. Og det tror jeg helt sikkert, at film og kulturprodukter kan være med til at gøre.«

I hovedrollen

På den måde kan filmen om Sume måske vise sig at have en effekt, der minder om den, rockbandet i sin tid selv havde. Kirsten Thisted mener i hvert fald ikke, det er en tilfældighed, at filmen er et ekko fra den tid, der vækkede Grønlands selvfølelse:

»I øjeblikket er grønlænderne stadigvæk i en nationsbygningssituation, og så er det klart, at den selvstændige kulturproduktion har en enorm betydning. Så det er nok ikke tilfældigt, at den første store satsning inden for grønlandsk dokumentar er en film om det nationale ikon over dem alle. Det har jo en enorm symbolværdi for Grønland, at man vender tilbage til det politiske budskab, som skabte hjemmestyret.«

For når man som Grønland primært er blevet beskrevet udefra, har man ikke haft mulighed for at selv at bestemme, hvad der er relevant at fortælle, den mulighed har også ligget hos nogle andre. Og på den måde bliver det i virkeligheden slet ikke ens egen historie, der bliver repræsenteret.

»Når et land skildres udefra er det jo udefrakommende problemstillinger og andre folks narrativer, der bliver fortalt. Hvis det er andre, der fortæller ens historie, så bliver det jo de narrativer, som det passer dem at fortælle,« siger Kirsten Thisted.

»Så det grønlænderne arbejder på nu, er at placere sig selv i en position, hvor de selv sætter rammerne for repræsentationen. Hvor de selv har hovedrollen.«

Filmfestivalen Greenland Eyes fra den 17. til den 24. september i Cienemateket i København.

Dokumentaren ’Sume - lyden af en revolution’ får landsdækkende dansk premiere den 16. oktober.