Læsetid 8 min.

Rock og aktivisme er Grønlands nye historie

Grønland er primært blevet præsenteret for verden set med andres øjne. Men nu får verdens største ø lov til selv at fortælle sin historie på filmfestivalen Greenland Eyes. Og måske kan det også være et vigtigt skridt på vejen til den endelige selvstændighed
Det grønlandske band Sume med forsangeren Malik Høegh i forgrunden skabte sensation i begyndelsen af 1970’erne, da de som det første grønlandske rockband satte lyd på kolonimagtens overgreb. På grønlandsk. Nu bliver bandet vækket til live igen i dokumentaren ’Sume - lyden af en revolution’, som bliver vist på filmfestivalen Greenland Eyes, der i løbet af de kommende syv dage med mere end 20 film skal give et billede af, hvad Grønland er – og ikke mindst hvad grønlandsk film er

Det grønlandske band Sume med forsangeren Malik Høegh i forgrunden skabte sensation i begyndelsen af 1970’erne, da de som det første grønlandske rockband satte lyd på kolonimagtens overgreb. På grønlandsk. Nu bliver bandet vækket til live igen i dokumentaren ’Sume - lyden af en revolution’, som bliver vist på filmfestivalen Greenland Eyes, der i løbet af de kommende syv dage med mere end 20 film skal give et billede af, hvad Grønland er – og ikke mindst hvad grønlandsk film er

Susanne Mertz
18. september 2014

En ung grønlandsk mand med langt hår og sved på overlæben sidder på kanten af en scene og forsvarer sin musik i tv-programmet Musikhjørnet i 1976. Han har et fast blik og udtaler ordene umage, men sikkert, da han siger:

»Vi prøver at bruge rocken som et udtryksmiddel, så folk kan få en forståelse for, hvad det er, der foregår i Grønland.«

Den unge mand hedder Malik Høegh og er forsanger i bandet Sume – det første grønlandske rockband, der satte lyd på kolonimagtens overgreb. På grønlandsk.

Bandet skabte sensation i begyndelsen af 1970’erne, og nu bliver det vækket til live igen i dokumentaren Sume - lyden af en revolution, som bliver vist på filmfestivalen Greenland Eyes, der i løbet af de kommende syv dage med mere end 20 film skal give et billede af, hvad Grønland er – og ikke mindst hvad grønlandsk film er.

Festivalen skal ifølge filminstruktør og festivaldirektør Ivalo Frank gennem filmen, ligesom Sume gjorde med rockmusikken, blandt andet give grønlænderne mulighed for at få deres egne fortællinger formidlet til omverdenen:

»Modsat mange andre kulturer er Grønland i ekstremt høj grad blevet portrætteret af udlændinge. Først af diverse etnografer og efterfølgende primært af danskere, som har vist, hvad Grønland er visuelt. Derfor har det været et ret stort opgør, at det nu er grønlænderne selv, der begynder at fortælle deres egen historie på film,« siger hun og forklarer, hvorfor opgøret er væsentligt:

»Jeg tror, det er sindssygt vigtigt at få sine egne fortællinger, og at der bliver lavet grønlandske film, for det er folks måde at vise, hvor de kommer fra, og hvad de synes er vigtigt i deres samfund.«

Fulderikken og fangeren

Beskrivelsen af Grønland og grønlænderne på film er nemlig ofte faldet i en af to kategorier. Der er historien om den oprindelige kultur med kamikklædte inuitter og sælfangeren på isen. Vilde slædehunde og hvaler, der bliver parteret direkte på stranden. Eller der er den om den grønlænderen som et socialt tilfælde, der enten i Danmark eller Grønland ikke kunne følge med moderniseringen og blev tabt ned i en flaske et sted på vejen.

Og ifølge Kirsten Thisted, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, er det to fortællinger, som er svære at ryste af sig:

»De fortællinger er bare så enormt stærke, at de næsten er umulige at hamle op med. Men hvis du vil ændre dem, er der kun en måde at gøre det på, og det er at fortælle en anden historie. En anden historie, som er mindst lige så god og måske mere bæredygtig.«

Den historie er ifølge Ivalo Frank netop, hvad Greenland Eyes forsøger at præsentere.

»De her film kan vise sådan en daglig normalitet, som folk kan relatere til,« siger hun.

»Jeg tror, man kan gøre op med nogle fordomme ved at vise et samtidsbillede af Grønland. Ved at skabe nye billeder i folks hoveder af, hvad Grønland er, og ændre de billeder, som rigtig mange mennesker stadig har af, hvad en grønlænder er.«

Og det er ikke kun folk udefra, der skal have justeret deres opfattelse. For når man i dag skal finde sig selv som grønlænder, er det også uholdbart kun at have støvede, sejlivede spøgelser at spejle sig i, mener hun.

»Det er vigtigt at få skabt rollemodeller, for når de film, man ser om sig selv, altid handler om nogle, der overhovedet ikke kan finde ud af det, eller om det, ens tipoldefar lavede ude på isen, så er det svært at genkende sig selv. Hvis man kan spejle sig i noget eller se op til nogen, så kan man måske også lidt bedre finde sin egen vej.«

Jørgen Bovin

En anden platform

Grønland har i lang tid været præget af dansk indflydelse. Fra myndighedernes tvungne urbanisering og modernisering, til indførelsen af dansk som hovedsprog i de grønlandske folkeskoler, til tvangsfjernelser af børn. Og til nu, hvor debatten på ny er blevet aktuel, efter at Siumutpartiets Aleqa Hammond, der flere gange har understreget, at hun satser på et selvstændigt Grønland inden for sin levetid, med mere end hver femte stemme blev landstyreformand i 2013. Hendes regering fokuserer netop på en forsoning med den tidligere kolonimagt, og derfor faldt det heller ikke i god jord, da den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt afviste et dansk behov for at deltage i den grønlandske regerings planlagte forsoningskommission. Og netop fordi de gamle konflikter stadig spøger, mener Ivalo Frank, at vi er nødt til at tale om dem:

»Det, vi prøver, er at skabe en platform, hvor man kan snakke sammen om de her ting, for jeg tror, at problemet ofte er, at de ikke bliver berørt. Det er næsten bedre at have et skænderi, end at man ikke vil snakke om tingene.«

Den forbudte film

En af de første film, der udfordrede kolonistyret, hedder Da myndighederne sagde stop. Filmen er fra 1972 og instrueret af den danske kunstner Per Kirkeby i samarbejde med grønlænderen Aqqaluk Lynge – en politisk aktivist, der kæmpede for grønlandsk selvbestemmelse – og den fortæller historien om nedlæggelsen af kulminen og dermed hele byen Qullissat.

»Den er et monument over grønlandspolitikken, som specielt i 1960’erne handlede om økonomisk bæredygtighed, hvor man nedlagde de ikkerentable områder og koncentrerede befolkningen i de store landsbyer. Og det var der en del unge grønlændere, der protesterede stærkt imod,« forklarer Karsten Fledelius, der er lektor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

Filmen giver altså et billede af, hvordan de danske myndighederne tvang mange grønlandske familier væk fra livet i bygderne og ind i lejlighedskomplekser og fiskefabrikker i de større byer. Dengang blev filmen censureret i både Danmark og Grønland, men – alligevel – eller måske netop derfor – er den en del af Greenland Eyes’ program, forklarer Ivalo Frank.

»Den film er den første, hvor grønlænderne begynder at være kritiske over for den danske kolonimagt. Det er jo den film, der blandt andet lagde grundstenen til de diskussioner, der også foregår i dag.«

Og netop i diskussionerne, kan film spille en særlig rolle, fordi de kan sætte ord på nogle af de ting, der ikke lader sig indfange i fornuftsbårne argumentationer og politisk dialog.

»Når en film kan blive censureret, så er det jo, fordi den har noget vigtigt at sige,« siger Ivalo Frank og forklarer hvordan den nye film om rockbandet Sume viste sin effekt i salen til festivalens premiere i Nuuk:

»Det samme gælder, når en film kan få folk til at sidde og tudbrøle i en biograf og sige: Du har bare sagt det, jeg brændte inde med i 30 år. Så tror jeg, det er det følelsesmæssige sprog, som kunst kan tale, når den er god. Når det rammer, kan det have en indflydelse. Og det kan gode film og god kunst absolut.«

En smuk bombe

For selv om man siger, at det er undergrunden, der er Grønlands fremtid, er det ikke nødvendigvis kun de sjældne jordarter, der skal sikre verdens største ø selvstændighed. Den kultur, der spirer op nedefra, kan lige så vel være et bud på det, der skal frigøre Grønland. Den spillede i hvert fald en rolle i forhold til at vende en folkestemning i 1970’erne, mener instruktøren af Sume-dokumentaren Inuk Silis Høegh:

»Folk troede, vi allesammen skulle være danske dengang i 1950, 1960 og begyndelsen af 1970’erne. Men så er vores hypotese jo, at så kom der et band, som var med til at forandre det.«

Bandet Sume var nemlig en af de ting, der i sidste ende lagde grunden til hjemmestyret, som blev indført i 1979. Sammen med tvangsflytninger som den, der er beskrevet i Da myndighederne sagde stop og folkeafstemningen om EF, hvor Grønland på trods af omkring 70 procent nejstemmer måtte følge Danmarks ja, fik bandet nemlig den generelle holdning til Danmark til at ændre sig. Fra at ville lade sig integrere og danisere, blev grønlænderne nu i stedet opmærksomme på at fremhæve deres egen særlige kultur.

»Sume kunne få hele folket med og sætte ord på nogle følelser, som havde været undertrykt. Det var jo en helt vidunderligt smuk bombe, da de kom,« siger Inuk Silis Høegh.

Men selv om Grønland 30 år senere også fik det selvstyre, som betyder, at landet i princippet kan blive en selvstændigt stat, når ønsket er der, mangler der ifølge Emile Hertling Péronard, der har produceret Sume – lyden af en revolution, stadig noget før det grønlandske folk er klar til selvstændigheden.

»Vi har fået selvbestemmelse, og vi har fået en selvstændighed som folk igennem selvstyreloven. Men det med at føle sig selvstændig og føle sig som et frit folk, det er måske noget, man stadig kan arbejde på. Og det tror jeg helt sikkert, at film og kulturprodukter kan være med til at gøre.«

I hovedrollen

På den måde kan filmen om Sume måske vise sig at have en effekt, der minder om den, rockbandet i sin tid selv havde. Kirsten Thisted mener i hvert fald ikke, det er en tilfældighed, at filmen er et ekko fra den tid, der vækkede Grønlands selvfølelse:

»I øjeblikket er grønlænderne stadigvæk i en nationsbygningssituation, og så er det klart, at den selvstændige kulturproduktion har en enorm betydning. Så det er nok ikke tilfældigt, at den første store satsning inden for grønlandsk dokumentar er en film om det nationale ikon over dem alle. Det har jo en enorm symbolværdi for Grønland, at man vender tilbage til det politiske budskab, som skabte hjemmestyret.«

For når man som Grønland primært er blevet beskrevet udefra, har man ikke haft mulighed for at selv at bestemme, hvad der er relevant at fortælle, den mulighed har også ligget hos nogle andre. Og på den måde bliver det i virkeligheden slet ikke ens egen historie, der bliver repræsenteret.

»Når et land skildres udefra er det jo udefrakommende problemstillinger og andre folks narrativer, der bliver fortalt. Hvis det er andre, der fortæller ens historie, så bliver det jo de narrativer, som det passer dem at fortælle,« siger Kirsten Thisted.

»Så det grønlænderne arbejder på nu, er at placere sig selv i en position, hvor de selv sætter rammerne for repræsentationen. Hvor de selv har hovedrollen.«

Filmfestivalen Greenland Eyes fra den 17. til den 24. september i Cienemateket i København.

Dokumentaren ’Sume - lyden af en revolution’ får landsdækkende dansk premiere den 16. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Trond Meiring og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Nilsson

Spændende læsning, men desværre skæmmet af dyb uvidenhed om Grønlands historie før 1968.
Jeg vil tage udgangspunkt i dette citat fra artiklen:

"Grønland har i lang tid været præget af dansk indflydelse. Fra myndighedernes tvungne urbanisering og modernisering, til indførelsen af dansk som hovedsprog i de grønlandske folkeskoler, til tvangsfjernelser af børn. "

Det næste skridt i fortællingen må være et opgør med den mangel på viden om, hvad der er foregået i Grønland, før Malik Høegh, Aqqaluk Lynge, Moses Olden, Lars-Emil Johansen med flere blev politisk aktive i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

1. Den ”tvungne urbanisering og modernisering” var igangsat af grønlænderne selv, længe før den udskældte G60-politik. Driftige fiskere fra bygderne i Diskobugten var af sig selv begyndt at flytte ind til byer, hvor fisken kunne indhandles.
Det med at flytte er i øvrigt ikke et dansk påfund. Det er en integreret del af den gamle eskimoiske kultur, at man flyttede efter fangsten. Dels flyttede man mellem sommer- og vinterbopladser, dels flyttede man langt, hvis det var nødvendigt for at overleve.
Det er kun folk af en bondekultur som den danske, der opfatter det at flytte som en skidt løsning.

2. Indførelsen af dansk i de grønlandske folkeskoler skete efter et krav fra blandt andre folketingsmedlem Augo Lynge. Det var ikke noget dansk ønske.

3. Hvis der med tvangsfjernelsen af børn tænkes på 22 børn, der blev sendt til Danmark, så var det en idé, der opstod i Grønland og som blev gennemført efter godkendelse i Grønlands Landsråd.

Her nedenfor finder du links til dokumentation af den manglende viden og de fejlagtige påstande:

ad 1: http://www.kamikposten.dk/global/maskinrum/rutine/tekstsamling.aspx?filn...

ad 2: http://videnskab.dk/kultur-samfund/gronland-ville-selv-afskaffe-fanger-k...

ad 3:http://www.kamikposten.dk/global/maskinrum/rutine/leksikon.aspx?tag=emne...

Med venlig hilsen
Anders Nilsson

Jairus Lyberth, Bjarne Riisgaard og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Riisgaard
Bjarne Riisgaard

Problemet stikker desværre dybere end uvidenhed. Man kan se det samme i artiklen om Klaus Riskjær andet steds på hjemmesiden. Det handler om redaktiondel inkompetence. Man lader ukvalificerede og ukritiske skribenter boltre sig i spalterne om emner de åbenlyst ikke har sat sig ordentlig ind i, og som helt ned i den banale stavning ikke har styr på hvad de laver. Og tilsyneladende fordi den vanetænkning og de fordomme der så bliver bestemmende for indholdet, passer med banalitetsniveauet på redaktionen, bliver det hverken stoppet af korrekturlæsning eller kritiske redaktionssekretærer. Resultatet er, at selv sloganet "den mindst ringe" efterhånden virker utroværdigt, og man græmmes.

Brugerbillede for Anders Feder

Det er udmærket at få en dokumentar om Sume. Men det har lidt karakter af "gratis omgang". Det er som Morten Korch-film i Danmark - helt i tråd med den officielle fortælling og meget ufarligt.

Jeg ser frem til den første grønlandsk producerede dokumentar om Siumut-tiden. Det vil kræve dokumentarisme af en helt anden kaliber og mod.

Brugerbillede for Kasper Kristiansen
Kasper Kristiansen

Som grønlænder virker Sume-filmen noget i retningen af filmatiseringen af det danske Gasolin, der eksisterede i Sume's samtid og som skabte en del opmærksomhed i Danmark.
Jeg har endnu ikke set filmen, men forestiller mig en interessant gensyn med en ret afgørende tid for Grønland. Sume fik ikke samme berømmelse som Gasolin, men for Grønland og grønlænderne betød de langt mere for det grønlandske samfund end Gasolin nogensinde havde haft for Danmark.
Kort fortalt bragte Sume det grønlandske sprog og kultur tilbage i centrum på Grønland, hvor G-60 politikken havde gjort den til som andenrangs og i nedladende position.
At det grønlandske sprog og kultur var bragt som i en andenrangs foreteelse var dog en naturlig følge af, hvad grønlænderne havde ønsket og krævet i efterkrigstiden. Grønlænderne ønskede og krævede ikke bare som blivende del af det danske kongerige, men også som en ligeberettiget del af Danmark med samme velstand som i Danmark. Danskerne var imødekommende nok til at opfylde en stor del af det som grønlænderne krævede og som tog form i G-50 og G-60 politikken.
-Grønlænderne blev civiliseret af danskerne/europæerne, ikke som mål, men mere som en 'sidegevinst', på samme måde som briterne blev relativt civiliseret af romerne, og hver ny generation af grønlændere måtte lære nye regler/love af civilisationen. Da grønlænderne valgte og krævede ligestilling med Danmark og industrialiseringen af Grønland var de ikke klar over at de også måtte tage det kapitalistiske produktions lovmæssigheder med, der på intet måde tog hensyn til sprog og kultur. Og hvor skulle de vide det fra? De så kun på de positive sider af en modernisering af samfundet. På en måde kunne man kalde det naivitet af den grove slags, men datidens grønlændere ville sikkert sige at de bare ønskede bedre forhold. Det er ønsket om bedre forhold der havde drevet grønlænderne ud i opofrelse af egen kultur og sprog, men som et umodent folk gav de ulyksalighederne den danske stat skylden.
Der var klart et udsigt til at mindst det grønlandske sprog ville blive udvandet af dansk til det rene ingenting da Sume kom til med deres musik. De fik en smule af den grønlandske selvrespekt tilbage som faktisk gik tabt under under G-60 politikken. Den smule selvrespekt de gav grønlænderne voksede og mundede ud i hjemmestyret, men den grundlæggende uvidenhed om det kapitaliske produktionssamfund og dens lovmæssigheder bestod, og jeg vil pointere den legendariske naivitet som grønlænderne i almindelighed besidder og i særdeles vores politikere igen mundede ud i valget i selvstyret. I 2008 kom en nordmand og en amerikaner med en udtalelse om at de, ud fra satellitbilleder (!) kunne fastslå at havbunden ud for Grønland rummede oliereserver der oversteg de Saudiarabiske oliereserver. Straks drønede vore toppolitikere ud i skænderier om hvordan oliemilliarderne (i danske termer vil jeg bruge udtrykket 'tulliarderme' :) )skulle bruges. Der blev besluttet en folkeafstemning om selvstyre
med afsæt i at vi (grønlænderne) selv skal bestemme og få fordel af værdierne i undergrunden og der blev af politikerne lovet en fremtid i nærmest det luksuriøse når og hvis vi vælger selvstyret. Det troede vælgerne på som dengang vælgerne valgte at høre til Danmark frem for alle andre. Tilmed havde fortalerne for selvstyret sat en embedsmand fra hjemmestyret i spidsen for det propaganda der skal til for at få grønlænderne til at stemme for selvstyret, der på gang på gang kunne fortælle at selv uden 'tulliarderne' havde Grønland et BNP på 9 milliarder kroner, langt over det danske stats overførsler på dengang 3,6 milliarder. Som dengang da tilhørsforholdet til Danmark blev stemt igennem med løfter om 'ligestilling' med Danmark kan man tilføje. De 'glemte' bare eller bevidst at fortælle at uden det danske bloktilskud ville det grønlandske økonomi falde til højst sandsynligt til under 90% af nuværende BNP. Under forhandlinger om selvstyre blev det vedtaget at det danske overførsler (indrømmet : bistandshjælp) skulle fastfryses til daværende niveau, og det betyder nu at afgifter forsøges at blive skruet op over hvad de ramte mennesker kunne bære for at bevare nivauet for fra før selvstyret. Der er ingen olie i Grønlands haves bund så vi kan glemme alt om olie 'tulliarderne'.
Der er ikke udsigt til at det faldende BNP kan kompenseres ved minedrift, -der er ingen investorer der er interesserede selvom de giver udtryk for det. Vi er også ramt af verdensmarkedspriser og liberalismen som alle andre.
Personligt går jeg ind for fuld selvstændighed for Grønland, vel vidende at hvis det sker, så synker vi ned i en fattigdom, der overgår hvad de fattigste afrikanske lande gennemlever, men i det mindste har vi selv besluttet det!