Læsetid: 9 min.

Hans romaner er debatindlæg mod aktiv dødshjælp

I sine seneste romaner skriver den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmark om livets værdighed og mod aktiv dødshjælp. Men det er ikke bare debatlitteratur, den kosmopolitiske forfatter har i sigte, det er det europæiske menneskes sammenhæng med den store historie
Kulturmøder står centralt i den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmarks forfatterskab. Også personligt har han altid trivedes bedst i de frugtbare overgange.

Therese Jahnson

19. september 2014

Han skriver om tiden, der går umiddelbart forud for døden. Men hvis nogen skulle være i tvivl, så gør han det med en kraft og en vilje til livet, der fjerner enhver parentes om alderdommen som mindre værdifuldt liv. Han demonstrerer i sine romaner, at livslysten består indtil allersidste øjeblik, og at accept af døden er manglende respekt for livet.

Forfatteren er den nu 79-årige svensker Carl-Henning Wijkmark, som de seneste par år har fået noget af et sent litterært gennembrud i Danmark. Hans to seneste bøger har handlet om en aldrende mand tæt på døden. I Natten der kommer følger man skuespilleren Hasse på terminalafdelingen på hospitalet og hans sidste øjeblikke af opblussende liv og lyst, inden han møder døden, og i Vi ses igen i næste drøm følger man universitetslektoren Frank på en sidste forsoningsrejse tilbage i tiden. Netop det at se på livet fra en mands perspektiv og i hans sidste øjeblikke af liv har Wijkmark gjort til stor litteratur.

»Mine hovedpersoner vil ikke give op. De vil leve så længe, det går. De bliver ikke grebet af resignation. Især manden i Natten der kommer vil ikke resignere på naturens vegne. Jeg har det svært med den måde at tale til dødssyge mennesker på, for de kan jo efter nogle miserable dage pludselig have lyst til at opleve et nyt værd i livet, en kortvarig livslyst. Der er ikke nogen grund til at lulle dødssyge personer ind i en accept af døden, for der skal leves så længe, det er muligt. Det kan godt være, at kroppen er syg, men jeget er det ikke.«

Wijkmark fortæller, at man i moderne psykologi og thanatologi, det vil sige den medicinske lære om døden, ikke rigtig skelner mellem krop og sjæl. Her er kroppen det afgørende, mens det sjælelige er hinsides, der ikke regnes som noget seriøst. Den skelnen forsøger Wijkmark at opretholde i sine skønlitterære bøger.

Wijkmark er imidlertid også en flittig debattør, der slår et slag for livets værdighed mod det, han kalder en kynisk betragtning af den døende krop. Og han er helt med på, at man også kan læse hans romaner som en slags debatindlæg mod enhver form for aktiv dødshjælp og kamp for livets værdighed.

»Der findes i Sverige en stærk bevægelse mod, at folk skal bede om dødshjælp. Især inden for medicinsk etik er den bevægelse stærk omkring lægen Torbjörn Tännsjö, forfatteren P.C. Jersild og andre intellektuelle. Jeg skriver nogle gange indlæg mod dem. I Holland, Belgien og Schweiz er der eksempler på, at man er begyndt at aflive folk, som end ikke har bedt om det. Det viser et stort mørketal på omkring 10 procent, hvor personalet vurderer, at det er på tide, og at den døende har givet sin godkendelse. Og det forsøger jeg at pege på.«

Men Wijkmarks romaner er på ingen måde traditionel debatlitteratur, de er raffinerede kunstværker. Hans romaner er først og fremmest romaner, samtidig med, at han peger på eksempler i verdenslitteraturen, som han også er inspireret af, nemlig Albert Camus’ Faldet, visse afsnit hos Thomas Mann og især hans Doktor Faustus og Døden i Venedig og Tolstojs Ivan Illichs død. Sidstnævnte er ifølge Wijkmark en stor foregangsmand i forhold til at skrive om slutningen af livet.

Kosmopolitisk svensker

Jeg besøger den kosmopolitiske forfatter i Stockholm. Han har sat mig stævne på den historiske restaurant og bar KB i Blekingegatan i indre by, hvor kunstnere, skuespillere og journalister siden starten af 1930’erne har holdt til, og hvor man kan sidde forholdsvis uforstyrret i små båse af læderpolstrede bænke i rødbrune farver og med vægmalerier af lokale kunstnere på alle vægge. Wijkmark er slank og rank, med en skrøbelighed båret med gentlemandens stolthed og værdighed. En verdensmand. Ekstremt vidende og med en særlig stærk interesse for tysk og fransk filosofi og litteratur.

Indtil han i 2007 for romanen Natten der kommer modtog den prestigefyldte litterære pris Augustprisen, der er boghandlernes pris, var Wijkmark i Sverige kendt som en litterær outsider på grund af sin kontinentale tilbøjeligheder.

»Vi har en mainstream, en moderne kanon i Sverige, som er meget indrettet på det provinsielle, på ikkeurbane miljøer og på, at man skal høre til et bestemt sted, en bestemt del af landet. Derfor bliver det set som lidt afvigende, at man skriver om fremmede miljøer, ideer og tankegods, som på grund af en klar angelsaksisk orientering ikke har været så gangbar i Sverige. Så småt har tysk litteratur igen fået en vis betydning, men fransk er næsten forsvundet, men jeg har med mine kontinentale ideer og tradition stået uden for hovedstrømmen.«

Wijkmarks kontinentale interesse stammer fra, at han var barn under krigen, og da krigen var slut, mærkede han trykket fra, at Sverige havde været så indestængt og låst under krigen. Han mærkede behovet for at komme ud af den tilstand, så han rejste allerede som helt ung til Italien, England, Irland, Frankrig og Tyskland. Ikke mindst Tyskland og Frankrig.

»Jeg indtog hele efterkrigsstemningen, som var fuld af forventninger, men siden kom restaurationen, hele Adenauer-æraen, hvor alt lukkede til igen. Den progressive stemning, som især forfatteren Peter Weiss har skildret, forsvandt omkring 1950 til fordel for det tyske vidunder. Tyskland ændredes mærkbart. Jeg forsøgte at holde fast i den kritiske tyske kultur, hele oplysningstraditionen, Frankfurter-filosofferne og forfattere som Hans Magnus Enzensberger, Uwe Johnson og Arno Schmidt. I Frankrig var det anderledes, Paris var meget levende i slutningen af 1940’erne og 1950’erne. Det gjorde et stort indtryk, hvordan landet tacklede efterkrigssituationen, eksistentialismen, kampen med og forholdet til sovjetkommunismen.«

Wijkmark interviewede centrale kulturpersonligheder til avisen Sydsvenskan og skrev om de interessante idé- og politiske debatter. Han så først og fremmest sin opgave som at berige den svenske tradition med nye impulser, samtidig med at han også lod sine bøger præge heraf. Til trods for det tydelige kontinentale er han aldrig holdt op med at opfatte sig selv som svensk forfatter.

»Jeg føler mig som svensk forfatter med stor bundethed til landet og sproget, men svensk romantradition har ikke betydet så meget for mig. Henry James med flere har betydet mere for mig i forhold til at skrive fortællinger.«

Kulturmøder

I sin nye roman, Vi ses igen i næste drøm, der lige er udkommet på dansk, har Wijkmark begivet sig ud på en tidsrejse. Den aldrende professor Frank Larson vender efter mange år i USA tilbage til Sverige for at deltage i et symposium på sit gamle universitet i Lund. Efter et fald, hvor han slår hovedet, farer han vild i en kælder og befinder sig pludselig i Lund i 1926. Denne hændelse gør det muligt for hovedpersonen at rejse helt tilbage til den tid, før han blev født, og giver ham mulighed for at sone de svigt, han har begået i sit liv. Den fører ham på en rejse rundt i 1920’ernes Europa, og den fører ham helt tilbage til før, han selv blev født; ja som i en ærkefreudiansk drøm møder han moderen som ung og lige før, hun møder sin kommende mand og hovedpersonens far.

Og jo, Wijkmark bekræfter, at han har set Woody Allens film Midnight in Paris, som han både fandt stimulerende og sjov, men pointerer, at han havde konciperet sin roman forinden. Og han tilføjer, at tidsrejsen hos ham mere er en ramme og afspejler et behov for at nærme sig moderen og barndomsrelation.

I romanen spiller en iberisk skulptur, La dama de elche fra det 4. århundrede, en afgørende rolle. Skulpturen bliver en slags metafor for hele den tilstand af kulturel overgang eller krise, som på sin vis kan overføres på både 1920’ernes Europa og i dag. Skulpturen er en stenbuste af en fornem kvinde, der kunne være gudinden Demeter. Det særlige ved skulpturen, der blev fundet i 1897 i Alcudia, er, at den udtrykker en blandingskultur. Forskellige stiltræk og perioder løber sammen i skulpturen. Den vilde arkaiske kultur møder den enkle klassiske græske kunst.

»Det har længe fascineret mig med urmødre i mytologien; det har interesseret mig med dette dobbelte ansigt af frugtbarheds- og dødsgudinden. Hun står for hele området, lige fra fødsel til død og genfødsel. Demeter står i centrum af den kult. Jeg har længe været fascineret af denne skulptur i Spanien og set hende som en almoder. Det er interessant, hvordan overgangen udspiller sig i den skulptur, hvordan kulturen bevæger sig fra et kulturstadie til et andet.«

Også den tyske kulturhistoriker Oswald Spengler, kendt for sit europæiske hovedværk Aftenlandets undergang, spiller en vigtig rolle i romanen. Han er, helt tro mod de historiske omstændigheder, på forelæsningsturné og i Lund i 1926. Stik mod forventningerne og det journalistiske begær efter sensationer taler Spengler i Lund ikke om den kommende civilisatoriske undergang, men derimod om kulturens oprindelse i det antikke virvar.

Og det samme gør Wijkmark i sin roman. I stedet for at skrive om den europæiske kulturs undergang, søger han tilbage til dens komplekse rødder og skaber derved en parabel for en kultur i overgangen eller måske ligefrem en utopi: »Det har du ret i, men det er en intim, ubevidst eller intuitiv proces at fantasere på den måde, langs de linjer, og se spændingen mellem forandring og det, der består. Det er det, som Goethe kaldte ’Dauer im Wechsel’. Man har både det traditionelle og velkendte, samtidig med at man er kommet til noget nyt. Det forekommer overalt i mine romaner, men hvorfor kan jeg ikke klart svare på. Jeg er gammel nok og har set mange overgange. Da krigen sluttede, var det en stor lettelse, for så kunne jeg rejse ud. Jeg studerede næsten et år i München, hvor jeg indsugede atmosfæren, hørte forelæsninger, som man aldrig ville have hørt i Lund. Her mødtes katolske, fænomenologiske og eksistentialistiske tanketraditioner i en uhørt rigdom. Jeg har altid befundet mig bedst i disse frugtbare overgange.«

Med Spenglers kulturanalytiske blik i bagagen formår Wijkmark tilmed i Vi ses igen i næste drøm ubevidst profetisk at forudsige Ruslands aktuelle konflikt med Ukraine ud fra en tilbagevenden til pan-slaviske ideer og striden med det vesterlandske.

Epokeromaner

Hele dette motiv af kulturmøder og -blandinger er genkommende i Wijkmarks romaner. Det så man ikke mindst i hans store epokeroman Dacapo, der i litterær form skildrer de europæiske omvæltninger i 1989. Og i den overdådige og af mange regnet som en af de bedste svenske romaner i anden halvdel af det tyvende århundrede, nemlig debutromanen Jægerne fra Karinhall, hvor han undersøger nazismens oprindelse i det orgiastiske. Og i Den svarta natten beskriver han i en slags fremtidsvision, hvordan den russiske mafia og kultur nærmest har overtaget magten i Sverige og sat det traditionelle demokrati ud af kraft. I det hele taget er Wijkmark i sine romaner optaget af at belyse, hvordan den enkeltes skæbne må ses på baggrund af den store historie.

»Jeg er først og fremmest indrettet på mine karakterer, de hændelser eller scener, som deres liv udspiller sig i. Men jeg forsøger at konfrontere dem med de store begivenheder, der leder til en selvprøvelse. Det er kernen i det hele. Jeg vil undersøge, hvordan det påvirker dem, forandrer dem, og hvilke konklusioner de drager i deres private liv. Det er kolossalt lokkende at komme dybere ind i en epoke, se hvordan den er sammensat og hvilke kræfter der virker.«

Er denne måde at beskrive og bearbejde den store historie på så indirekte en kritik af tidens tendens til selvbiografisk skrivning og autofiktion? Hvordan forholder en forfatter som Wijkmark sig til Karl Ove Knausgård?

»Jeg har stor respekt for Knausgård, men jeg skriver ikke som ham. Jeg skriver virkelig fiktion, selvom jeg også trækker på egne oplevelser og erfaringer. For mig er forfatterrollen mest frugtbar, når der består en spænding mellem distance og delagtighed. Nadine Gordimer har bedst formuleret det ved at sige, at det er bedst, når man kan opretholde den spænding og kan leve sig stærkt ind i sine karakterer, men samtidig forblive på afstand og ikke være dem. Det tror jeg også på. At skrive en roman er en vældig fristende måde at aflaste jeget på. Netop fordi man giver det en objektiv form, er det en aflastning. Jeg tror personligt ikke på bekendelsesromaner, det skulle aldrig passe mig.«

Rejsen til Stockholm er betalt af Forlaget Møller

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu