Læsetid: 7 min.

Sci-fi med følelse

En række nye science fiction-film tematiserer følelser, især dem af den kærlige slags. De har med deres højteknologiske præmis ideelle muligheder for at undersøge den vestlige kulturs følelseslandkort. Men måske kunne de tage tankeeksperimenterne endnu længere ud?
En række nye science fiction-film tematiserer følelser, især dem af den kærlige slags. De har med deres højteknologiske præmis ideelle muligheder for at undersøge den vestlige kulturs følelseslandkort. Men måske kunne de tage tankeeksperimenterne endnu længere ud?

Josephine Kyhn/iBureauet

4. september 2014

Theodore ligger på ryggen i sin seng. Han har lige været på en mislykket date, en af de første efter hans skilsmisse. Han har en lille høresnegl i øret. Han taler med sit styresystem, Samantha.

»Nogle gange tænker jeg, at jeg har følt alt det, jeg nogensinde kommer til at føle. Og fra nu af kommer jeg aldrig til at føle noget nyt. Bare svagere versioner af, hvad jeg allerede har følt.«

Hans styresystem trøster ham med stor indlevelse. »Du har været meget igennem på det sidste. Men i det mindste er dine følelser ægte.«

Samantha fortæller, hvordan hun har taget sig selv i at være stolt over, at hun selv har oplevet at have følelser.

»Som de gange jeg har været bekymret for dig. Og ting, der har gjort mig ked af det. Og så havde jeg denne forfærdelige tanke: Er de her følelser overhovedet ægte? Eller er de bare programmerede?«

»Du føles ægte for mig, Samantha,« svarer Theodore. Et øjeblik efter, taler de sig igennem et inderligt og kærligt samleje. Det første af mange.

Filmen Hende anvender science fiction-elementer til at tematisere følelser, og på den måde bruger den en skildring af en – måske – nær fremtid til at sige noget om kærlighed og følelser i dagens samfund, hvor teknologien er svær at komme udenom. Filmen udfordrer altså vores holdninger til teknologisk intimitet: »I Hende foregår der en genforhandling af følelser og autenticitet i det hypermedierede samfund,« siger forsker ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Mathias Danbolt, som blandt andet har specialiseret sig i affektteori. Et tværfagligt forskningsområde, der beskæftiger sig med følelser og affekter.

På lignende vis mener Stig W. Jørgensen, der er ph.d. i datalingvistik, og som i mange år har skrevet artikler om science fiction, at filmens superteknologiske præmis – at de kunstigt intelligente styresystemer kan udvikle deres egne (over)menneskelige og ægte følelsesliv – giver os mulighed for at reflektere over vores egne følelser, og vores eget forhold til for eksempel kærlighed.

»En film som Hende siger noget om kærlighedens vilkår og de mellemmenneskelige relationer i den verden, vi lever i, hvor der er teknologi inde over vores kærlighedsforhold, hvor vores intime relationer er medieret af sms’er og chatrum,« siger han.

Men hvis man vil undersøge nutidens følelsesverden, hvorfor så ikke bare lave en realistisk kærlighedsfilm? Hvad er det følelsesfiktionerne kan?

Sci-feelings

Science fiction med følelser i centrum er ikke som sådan et nyt fænomen. Det nye er, at sci-fi har fået en undergenre, der nu også har fået sit eget navn, sci-feelings, og at det derfor kan undersøges som en genre i sig selv. Science fiction-genren har tradition for at være en spekulativ genre, som tager aktuelle og ofte teknologirelaterede problemstillinger og »sætter dem på spidsen«, som Stig W. Jørgensen udtrykker det. Og ved at sætte samtidens problemstillinger på spidsen har science fiction-fortællingerne en indbygget evne til at tænke problemstillingerne længere ud, end man kan ved at skildre dem realistisk i et her-og-nu-perspektiv.

Vores forventninger til parforholdet og kærligheden er under pres i disse år og dermed genstand for stor debat. Der er et markant misforhold imellem vores idealisering af parforholdet og parforholdets reelle forfatning i år 2014. Således fortæller Danmarks Statistik, at næsten en tredjedel af danskere i alderen 30-49 år er enlige, og at skilsmissetallene er stigende: I 2009 var der 14.940 skilsmisser imod hele 18.858 i 2013.

Og i offentligheden diskuteres det ofte, om de sociale medier er med til at gøre os mindre nærværende, og om den kontakt vi har med hinanden via de sociale medier er lige så autentisk, som den kontakt vi har, når vi står ansigt til ansigt med hinanden.

Disse problematikker kan science fiction-filmene belyse på en meget virkningsfuld måde ved for eksempel at undersøge et fremtidssamfund, som er endnu mere teknologisk medieret end vores, men hvor kærligheden alligevel lever videre i nye former. Eller ved at skildre et kærlighedsforhold i et brug-og-smid-væk-samfund, der ved hjælp af ny neuroteknologi kan få os til fuldstændig at glemme vores eks-partner, altså smide eks-partneren helt væk, og dermed starte fuldstændigt forfra efter bruddet.

Sexteknologi

Det er lige præcis sådan et tankeeksperiment, der laves i filmen Evigt solskin i et pletfrit sind. Her indleder Joel og Clementine et forhold uden at vide, at de allerede har været kærester en gang før. De har nemlig fået slettet alle deres minder om hinanden på klinikken Lacuna Corporation. Joel fortryder, at han har bedt om at få lavet indgrebet, og en af filmens pointer bliver, at Joel og Clementine ikke indser, hvad de har haft sammen, før de er ved at miste det for altid.

Filmen sætter således – gennem sit overteknologiske præmis – det moderne kærlighedsforbrugssamfund, hvor man i selvrealiseringens navn er hurtig til at droppe sin partner, på spidsen og foretager en kreativ undersøgelse af følelser og erindring i en fordrejet version af moderne vestlig kultur.

Og Hende undersøger altså følelser og autenticitet i det hypermedierede samfund. På et tidspunkt siger Theodore således til sin gamle veninde Amy, at hans største dilemma er, at han ikke ved, om han skal bruge mest tid på internetporno eller på onlinespil.

Stig W. Jørgensen mener, at det moderne menneskes virkelighed – hvor vi fortaber os i teknologien, hvor vi i dag i høj grad er sociale via sociale medier, og hvor man tilmed er begyndt at udvikle sexrobotter, som kan erstatte menneskelig intimitet med robottiseret intimitet – her bliver sat på spidsen, fordi Theodore jo rent faktisk får en meningsfuld kærlighedsrelation til sit styresystem. En relation, som er svær at affærdige som kunstig og ligegyldig, og som derfor giver os mulighed for at tage tankeeksperimentet længere ud.

Som Stig W. Jørgensen siger: »Så længe computeren er en kold og død ting. Så længe sexrobotten bare er en dukke, så kan vi altid fremføre argumentet ’jamen, det der er jo bare masturbation, skulle du ikke få dig en rigtig kæreste i stedet, som kunne give dig noget modspil’, og så stoppe tankeeksperimentet der.«

Følelsesutopier og lykkeprojekter

Måske er det ikke tilfældigt, at følelser er et centralt tema i science fiction-filmene. På akademisk niveau er der også – via den såkaldte affektteori – en stigende interesse for følelser.

Visse dele af affektteorien beskæftiger sig ifølge Mathias Danbolt med, hvordan følelser er med til at strukturere vores samfund.

»Følelser som kærlighed eller lykke fungerer på mange måder som styringsredskaber for vores liv. Både på et kulturelt plan, men også på et biopolitisk, disciplinerende plan. Følelsesstrukturer har konsekvenser, de er inkluderende og ekskluderende,« siger han. Han forklarer det med henvisning til den feministiske og anti-racistiske affektteoretiker Sara Ahmed, som i sin bog The Promise of Happiness beskriver, hvordan glædesidealet får mennesket til at stræbe efter »lykkeprojekter« som ægteskab, parforhold og tosomhed.

»Og heteroseksualitet er også længe blevet anskuet som en form for lykkeprojekt. Hvis man orienterer sig imod noget andet, forventer omgivelserne, at man bliver ulykkelig.«

Kunsten kan vise os alternativer til lykkeprojekterne, kan vise os nye mulige måder at organisere følelsesstrukturerne på. »Film er jo en effektiv genre i forhold til at skabe nogle narrativer, som fører os bestemte steder hen, som orienterer vores blik imod specifikke steder.« Og science fiction-genren generelt er ifølge Mathias Danbolt en ideel genre i forhold til at opstille alternative virkeligheder, der kan udfordre den måde samfundet er bygget op på ved at åbne op for muligheden for en anden verdensorden.

Tosomheden sejrer

Men følelsesfiktionerne er måske ikke helt radikale nok. Ifølge Mathias Danbolt vægter fortællingerne stadig tosomheden højt og efterligner derfor samfundets mønstre, selv om der i filmene er mulighed for at gå en anden vej. På et tidspunkt fortæller Samantha for eksempel Theodore, at hun har 641 andre kærester, men at det ikke får hende til at elske Theodore mindre. Nærmere tværtimod. Alligevel kan han ikke holde ud at tænke på, at han ikke er den eneste, hun elsker. Han vil have hende for sig selv.

»Hvis filmen virkelig ville udforske alternative følelses- og relationsstrukturer, så kunne den jo have dvælet ved, hvorfor det er utænkeligt for Theodore at være sammen med Samantha, når hun samtidig har en million andre tætte relationer. Men det gør den ikke.«

Man kan så diskutere, om filmen åbner op for, at seeren selv tænker videre på det polyamorøse tankeeksperiment, altså om filmen via Samanthas »overmenneskelige« evner til at elske hundredvis af mennesker på samme tid rummer en kritik af det monogame samfund. Men det tror Mathias Danbolt ikke.

»Følger man filmens opbygning, adskiller Hende sig som sådan ikke fra andre hyggelige kærlighedsfilm, for den inviterer til, at man sidder og ønsker, at Theodore til slut skal finde den perfekte partner. På den måde udfordrer filmens sci-feelings-aspekter ikke rigtigt den heteronormative optimisme, som knytter sig til, at kærlighed og lykke er at finde i parforholdet og tosomheden.«

Adjunkt i Kommunikation på Roskilde Universitet Tobias Raun, som er med i forskningsgruppen Magt, Medier og kommunikation, og som også forsker i affektteori, anerkender at Hende dyrker tosomheden som et efterstræbelsesværdigt lykkeprojekt, men han synes, at det interessante ved Hende er, at filmen grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, hvad kærlighed er. Han mener, at Hende udfordrer vores idéer om, hvilke genstande vi kan kaste vores kærlighed på, hvad der er »the proper object« for vores kærlighedsfølelser, som han siger.

»Theodore forelsker sig jo i en kropsløs og historieløs stemme, som i høj grad bare reflekterer ham.« Og dermed spørger filmen, om vi reelt set forelsker os i en anden, eller om vi i højere grad forelsker os i spejlbilledet, refleksionen af os selv i den anden.«

Den spørger, om kærligheden ikke i virkeligheden er grundlæggende narcissistisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer