Læsetid: 5 min.

'Det er sværere for piger at lave noget lort'

Fra beskedne lokaler på Vesterbro forsøger en lille håndfuld piger at vriste rapsproget fri af en heftig machokulturs nedsættende kvindesyn og give plads til deres egne hverdagspolitiske erfaringer. Speak Up!, hedder projektet, der skal give talentfulde unge piger mod til at glemme perfektionismen og ’lave noget rigtig lort’
16-årige Iris Poparic er rapcoach på netop Speak Up!-projektet. Man finder som pigerapper ikke sin plads, man tager den, siger hun. Der er mange faste forestillinger at kæmpe mod.

Tor Birk Trads

1. oktober 2014

Midt i de store og testosterondunstende urbane sportshaller på Enghavevej 80-82, spiller 30-40 gadeseje unge mænd fyraftensbasket og fylder betonbygningen med råb og hvinende sko mod grå gummi.

I denne udprægede maskuline ramme har en gruppe piger forskanset sig i et lille mødelokale øverst oppe i hallens venstre fløj. Det er rigtig nok. Det er her, der skal være workshop. Speak Up! hedder projektet, som er henvendt til piger og unge kvinder, der vil lære at skrive raptekster og spoken word. Piger, der vil udvikle deres talent for ord og komme op af skrivebordsskuffen, ud af dagbogen og overskride sig selv.

Hallens høje hip hop dundrer lige uden for døren til det mødelokale, hvor pigerne sidder. Den intime og lidt stille stemning her står i skarp kontrast til den eksplosive energi, der stiger op fra boldbanerne nedenfor. Et whiteboard med spraglede post-it-sedler er resultatet af aftenens første øvelse og illustrerer, hvilke ord pigerne kan lide og ikke kan lide. ’Flueknepperi’, ’mormordelle’ og ’hakkebøf’ er på listen over gode ord. ’Parforhold’, ’firmabil’ og ’frokostordning’ er på minuslisten sammen med ’menstruation’, ’skede’ og ’magt’. Det er ikke kun ordenes betydning, men også den måde de føles i munden og den måde, de lyder på, der er i fokus. For de tekster, som pigerne arbejder med til workshoppen får ikke lov at blive på papiret, meningen er, at de skal tales og rappes. Og måske, hvis pigerne vil, fremføres til fredagsjam i GAMEs lokaler til december.

Det er den anden af i alt otte planlagte workshops. Forrige uge mødte tre piger op, i dag er de kun to. 16-årige Asta fra Christianshavn Gymnasium, der skriver lyrik og har meldt sig til Speak Up! for at udvikle sig og lære at læse sine digte op, så de gør indtryk. Og Eldina på 25, som sammen med nogle veninder har startet en rapgruppe, og som skriver personligt-politiske tekster, der handler om samfundets udgrænsning af det anderledes, om politivold og kønsdiskrimination. Ting, hun selv har oplevet.

Det sløje fremmøde sikrer hver af pigerne sin egen personlige coach, for Mai Ørskov underviser i spoken word, mens den kun 16-årige Iris Poparic tager sig af rappen. De to er blandt de sjældne kvindelige performere ud af de i alt 19 undervisere, der er tilknyttet Rapolitics, foreningen bag Speak Up!

De høje krav

På trods af at Rapolitics – en forening som kører på en cocktail af kursusvirksomhed, fondsstøtte og frivillighed – har arrangeret rapskoler i mange år, er det aldrig rigtig lykkedes at få fat i pigerne. Projektet blev lanceret i erkendelse af, at pigerne, når der er drenge til stede, ikke rigtig tør slå sig løs. De risikerer at miste mælet eller modet, eller de dukker simpelthen bare ikke op til de fælles tilbud.

Spoken word-coach Mai Ørskov har et bud på, hvorfor det er sådan.

»Min erfaring er, at det er sværere for piger. Der er så meget på spil, som gør det svært bare at stille sig op og fyre noget af, især i teenageårene,« siger Mai, som helst ikke vil være alt for kønsgeneraliserende, men kan konstatere, at de piger hun har arbejdet med som bl.a. Eldina og Asta generelt gerne vil sige noget godt. Og også gerne noget klogt. Og gerne hver gang de åbner munden.

»Det er sværere at få piger til at lave noget lort, også selv om det er for at øve sig,« siger hun med et grin.

Hverken Eldina eller Asta ville være mødt op til workshoppen, hvis den også havde været åben for drenge eller mænd.

»Jeg har flere gange oplevet, at mænd har grinet ad mig, hvis jeg har fortalt, at jeg rapper. De troede, det var en joke. Og når man bliver mødt med hån hver gang, der er noget, man gerne vil, så bliver det svært,« fortæller Eldina, der generelt mener, at der kræves meget mere af kvinder, og at de bliver dømt meget hårdere med det resultat, at de oftere giver op, før de når at blive rigtig gode til noget. De høje krav er ikke altid kun pigernes egne.

Ord skal siges, ikke stå

Måske er det netop også den nøgne fejlbarlighed, der ligger i at træde frem og levere noget for et publikum, der kan virke afskrækkende på piger.

Men det er samtidig et helt essentielt aspekt for de to undervisere. Performancedelen er det, som spoken word og rap har til fælles. Teksten er hjertet i det hele, men når man ved, at det, man skriver, skal fremføres, giver det indholdet en anden form.

Den indre stemme får en klarere retning. At man selv fremfører det, man skriver, gør også, at man i højere grad er en del af fortolkningen, som ikke overlades til modtageren på samme måde som med tekster, der skal læses. Man har i højere grad magt over ordene. At skrive på den den traditionelle mådestifter alle bekendtskab med i folkeskolen. Skriftsproget er alle vegne. Den mundtlige, lyriske, rytmiske måde at bruge sproget på er ikke på samme måde indlejret i vores kultur. Derfor arbejder de meget med ordenes lyd og bruger tid på at overveje, hvilke ord der lyder godt.

»For mig er ord noget, der skal siges og ikke bare stå.«

Reclaim the rap!

Rapolitics’ arbejde skriver sig ind i en mere klassisk hip hop-tradition, hvor rappen bruges som motor til personlig og social forandring og ikke så meget til at prale med, hvor mange penge og damer man har. Alligevel er det en musikgenre, der for mange forbindes med et nedsættende kvindesyn og heftige machoattituder. Hvordan finder man sin plads i det som pigerapper?

At dømme efter Iris Poparic, der er nystartet rapcoach på netop Speak Up!-projektet, finder man ikke sin plads, man tager den. Faste forestillinger omkring, hvad rap er og skal være, kan hun ikke bruge til noget. Fordi hun er en pige, kun er 16 år, (og begyndte at rappe som 11-årig), og fordi hun oser af talent og selvtillid, er hun i sig selv et godt eksempel på, at man kan gøre rappen til sin egen. Hun underviser på Speak up!, fordi hun gerne vil være med til at ændre på de fordomme, der er om hip hop og rap.

Hendes mål er at vise, at man kan rappe, uanset hvem man er, og kan skrive om lige præcis det, man selv vil. Rap er ligesom spoken word en åben genre – en form, man kan komme hvad som helst i, hvad enten man som Asta skriver personlige tekster, der handler om at være ung kvinde, med alt hvad det indebærer af fremtidsforventninger, forvirring og hverdagsfrustration, eller skriver slagkraftige politiske tekster om samfundets uretfærdigheder, som Eldina.

Selv om to tilmeldte deltagere ikke ligefrem indvarsler en ny bølge af kvindelige rappere og spoken word-poeter, forlader jeg det lille, stille rum ovenover boldbanerne med en følelse af, at det alligevel ikke er så stille, men måske bare er i gang med at larme på en anden måde. Sin egen måde.

Man kan stadig nå at tilmelde sig Speak Up! Næste workshop er mandag den 6. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå for pokker! Ja, der kan man bare se. Kvinder er alts sådan en særlig fejlfri, ædel del af menneskeheden-
Synes nu ellers at det går ret godt for Helle Thorning, Margrethe Vestager, Pia Kjærsgård, Maggie Thatcher, Hillary Clinton, Golda Meir m.fl.
Faktisk er de lige så gode til at lave lort, som deres mandlige kollegaer.

Gry W. Nielsen

Arne, læs dog for fanden noget mere end overskriften inden du kommenterer. Det handler om at unge piger har sværere ved at lade sig selv lave noget lort foran andre -- og i visse sammenhænge bliver bedømt hårdere for deres fejl -- og derfor sjældnere kommer ud med det de laver. Her er en workshop, hvor de får lov at fucke op i fred for hånlige tilråb, så de kan blive bedre. Og fred være med dét. (Der findes for øvrigt masser af lignende tiltag for drenge.)

Jens Christian Wulff

Det er da et vidunderligt projekt! At turde opgive tåbelige og ødelæggende rammer som perfektionisme kræver andet end bare en beslutning. Det er hårdt arbejde. Godt gået!!

Bjarne Bisgaard Jensen

Kom så piger, giv den gas og fri os fra ham med fuckfingeren og de alt for store hængerøvsbukser og hans kønsnedværdigende menneskesyn. I er de eneste der kan gøre det. Good luck