Læsetid: 5 min.

Tableauer fra et sterilt Sverige

Roy Andersson vandt i weekenden Guldløven ved filmfestivalen i Venedig for sit tragikomiske drama ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’. Joshua Oppenheimer fik Juryens Store Pris for ’The Look of Silence’
En scene fra Roy Anderssons nye film. En række personer optræder i lettere absurde tableauer og taler  bl.a. neddæmpet i telefon og er glade for, at det går den anden godt. Filmen havde verdenspremiere på Venedig Film Festival, den danske premiere er uvis. Pr-foto
9. september 2014

Man har ikke været i tvivl om, hvornår Roy Anderssons nye film, En due sad på en gren og funderede over tilværelsen, blev vist, når man kiggede i programmet under sidste uges filmfestival i Venedig. Den lange titel sprang helt enkelt i øjnene i programoversigten, som ellers har budt på mange mere kontante bud som Birdman eller Good Kill.

Ved festivalens afslutning lørdag aften viste det sig, at det tragikomiske drama også har fanget opmærksomheden på andre måder. Den fik Guldløven som årets bedste film af juryen med komponisten Alexandre Desplat i spidsen.

Anderssons film er efter Sange fra anden sal og Du levende tredje del af en trilogi om at være menneske. Som de to forløbere består filmen af fascinerende, farvedrænede tableauer fra et sterilt Sverige.

Historien lægger hårdt ud med tre korte møder med døden. En mand falder om, da han skal åbne en flaske vin. En døende dame klamrer sig til sin håndtaske, mens familien vil have værdierne. Et menneske har taget billetten i et færgecafeteria, hvor ekspedienten nu må forholde sig til, hvad man dog skal stille op med den betalte rejemad. Scene for scene skaber Andersson sikkert sit unikke univers med suveræne øjeblikke som det historiske sangoptrin på halte-Lottas kro, hvor alle soldater må betale for deres ’sup’ med et kys. Andre scener har på morsom vis den svenske konge Karl 12. på barvisit.

Der er som altid masser at udforske i de minutiøst iscenesatte billeder, men har man set de tidligere film, får man ind imellem følelsen af deja vu. Filmens slutning føles som et ekko af den uafrystelige sekvens i Anderssons kortfilm Dejlig er jorden, hvor en gruppe nøgne mennesker gennes ind i en lastvogn. Derefter kører den rundt og rundt på en parkeringsplads med udstødningen ind i lastrummet, mens pænt påklædte mennesker ser på. Som Andersson også har skrevet om i bogen Vor tids angst for alvor, er der god grund til at revse vores velfærdsverden, men man savner noget nyt filmisk krudt. Når det er sagt, står trilogien samlet som et monumentalt værk i skandinavisk filmkunst, og publikum i Venedig, som ikke kendte til Anderssons tidligere film, var blæst omkuld af hans grublende duedrama.

Stilfærdig skyld og smerte

Joshua Oppenheimers dansk-producerede The Look of Silence begejstrede på trods af sit barske emne også både kritikere og publikum i Venedig. Den blev lørdag aften tildelt Juryens Store Pris og havde inden da modtaget filmkritikerforbundet Fiprescis hovedpris. Filmen ligger i forlængelse af Oppenheimers Oscar-nominerede The Act of Killing om folkedrabet i Indonesien i 1965-66, men hvor den første film fokuserede på bødlerne, stilles der denne gang skarpt på ofrene.

Filmen følger en optiker og familiefar, som mistede sin bror under kommunistjagten. Sammen med Oppenheimer begynder han at grave i den betændte fortid, og der er ikke så få barske detaljer i bødlernes beskrivelser af drabene. Man kunne frygte, at den nye film ville føles som mere af det samme materiale, men The Look of Silence har sin helt egen stemme og slagkraft. Gennem den personlige fortælling får vi et intimt og gribende portræt af en familie, som lever med morderne omkring sig. Mens The Act of Killing lod de pralende bødler folde sig højlydt ud i dramatiske gengivelser af ugerningerne, er The Look of Silence nærbilledernes og pausernes fortælling. Det insisterende kamera bliver hængende for at søge svar i folks ansigter, når de ellers ikke vil forholde sig til mere. De billeder siger meget mere end deres ord og viser på sigende vis, hvordan virkeligheden filtreret gennem en klog og stilsikker filmskabers blik både kan være en vigtig og vedkommende dokumentation af tankevækkende øjeblikke og en stor filmoplevelse.

Filmhøsten på den 71. udgave af Venedig-festivalen har generelt budt på mange spændende filmfortællinger. Der har været langt mellem de fuldstændige fejlskud, men to af de mest skuffende titler kom overraskende nok fra kendte navne. Fatih Akins stort anlagte The Cut på gebrokkent euroengelsk fik aldrig liv i det, der burde have været en gribende historie om en armensk fars knappe overlevelse i 1915 og hans efterfølgende søgen efter sine forsvundne døtre. Benoît Jacquot lagde op til en skæbnesvanger kærlighedsfortælling i Trois Coeurs, men dramaet fandt aldrig samme niveau som musikken og fortællerens insisterende toneleje.

Til gengæld har andre veteraner overrasket. Heriblandt russiske Andrei Konchalovsky, som fik Sølvløven for sin instruktion af The Postman’s White Nights om et postbud i en lille russisk flække. Filmen har lokale folk i rollerne, og de skaber mas ser af liv i de overvældende landskaber. Og når man tror, at man har regnet den hverdagshyldende film ud, bevæger den sig pludselig ind på et rumcenter i området og sender senere en raket op, mens ingen af karaktererne kigger. De er for optaget af jordiske problemer til at bemærke, at andre sigter mod himlen.

Medvind i Venedig

Der har også været visninger af kendte navne uden for hovedkonkurrencen. Ulrich Seidl ransagede det, han beskriver som den østrigske folkesjæls undergrund i film-essayet Im Keller. Franske Laurent Cantet inviterede med Return to Ithaca til snaksaligt drama fra Cuba. Den lange version af Nymphomaniac havde premiere til overraskende lidt virak, selv om Lars von Trier var med til pressekonferencen via mobilopkald fra Stellan Skarsgård og webcam.

Som altid har der været rigeligt med italienske film, men de har været bedre end de plejer. Mange af dem har haft mafiaen eller Berlusconi på agendaen i en eller anden form. Francesco Munzis Calabrien-drama Anime nere får formodentlig dansk premiere, mens Franco Marescos meta-satire Belluscone: Una Storia Siciliana måske er for indforstået, selv om den er fuld af groteske grin. Selv den crowdsourcede Italy in a Day baseret på 2.200 timers materiale filmet af almindelige italienere (som Ridley Scotts projekt Life in a Day) kritiserede til spontane klapsalver kriminaliteten i en sekvens indsendt af et beskyttet vidne, men derudover var filmen mest et rørende portræt af landet fra nord til syd. Og ellers har man kunnet få mange fascinerende ture rundt i verden på Lidoens lærreder under en festival, som dens hjemvendte leder Alberto Barbera lader til at være ved at få godt styr på. Sidste år hørte man mange klagesange blandt de internationale kritikere, men i år var der mere medvind i Venedig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu