Læsetid: 4 min.

Her trives den skæve musik

Medlemmerne i rockbandet Efterklang savnede en offentlig platform for eksperimenterende musik og kunst. De opgav at vente på Danmarks Radio, tog mikrofonen i egen hånd og har nu lavet en radiostation, der netop favner alt det, der ikke er plads til andre steder
efterklang the lake radio

Rasmus Stolberg (i midten) og Jan Høgh Stricker (th.) er to af initiativtagerne til radiostationen The Lake.

Jakob Dall

17. september 2014

Når etablissementet ikke opfører sig, som man synes, det burde, kan man gøre to ting: Man kan protestere – eller man kan tage sagen i egen hånd.

I 2012 valgte en række radiofolk, kunstnere og eksperter at protestere over kanalen DR P6 Beat, der angiveligt var begyndt at fokusere på playlister og lyttertal, mens vækstlagsmusik blev udfaset, og værterne fik at vide, at musik, der ikke kunne stå uformidlet, måtte fjernes. Protesten foregik blandt andet på de sociale medier og i avisspalter.

Rasmus Stolberg, musiker i den danske rockgruppe Efterklang, skrev dengang om kanalen, at den var »det bedste, der er sket for dansk radio i årevis«, men at han var »træt og ærgerlig« over udviklingen.

Siden er Efterklang holdt op med at turnere og udgive plader, mens P6 Beat spiller videre på dr.dk. Men der er også sket noget andet: Sammen med de andre medlemmer af Efterklang og et par venner har Rasmus Stolberg lavet en ny radiostation, The Lake.

»Vi var mange, der var utilfredse, og man kan godt sige, at det er konstruktivt at lave sin egen radiostation, men det, vi har lavet, er ikke et bud på, hvordan P6 Beat skulle være,« siger Rasmus Stolberg. »Vi har lavet noget helt andet, som nok også taler til nogle lyttere, som P6 ikke rigtig bekymrer sig om.«

Han understreger, at The Lake ikke er i konkurrence med P6 Beat.

»Men jeg indrømmer gerne, at en lille del af vores drivkraft kommer fra den debat, der var dengang. For der bliver mindre og mindre plads til chancer på platforme, hvor man troede, at der skulle være plads til at tage chancer. Og jeg mener, at DR er sådan en slags platform,« siger han.

Fælles optur

Men The Lake handler netop ikke om DR. Den handler om plads til musik og kunst. I det rum, publikum går ind i, inden en koncert begynder, er der tit musik i højttalerne. Sådan noget før-koncert-musik havde Efterklang også, da de sidste år var på turné. Spillelisten kaldte de ’Søen’, og i den smed de sange, de godt kunne lide. Det var alle mulige underlige sange, som ikke rigtig hang sammen, men drengene opdagede, at når de blandede sangene, opstod der sjove konstellationer.

Søen var sjov at lytte til, syntes de, og de begyndte selv at sætte den på, når de forberedte sig til koncerter. Langsomt udviklede de den, og også små optagelser af samtaler fandt vej. En nat i Lissabon opstod tanken om at skabe en radiostation.

»Hvis vi har optur over det her, er der måske flere, der kan få optur over det,« tænkte de.

»Og så var tanken om at lave radio ekstremt appellerende,« husker Rasmus Stolberg.

»Det er derfor, vi er så glade for det lige nu. Vi har fået en helt ny platform at være kreative på – og en helt ny platform at samarbejde med nye mennesker på.«

Det krævede masser af research at finde den rigtige model til at lave en streamingradio, og i den proces mødte Efterklang radiojournalisten Jan Høgh Stricker og lydkunstneren Kasper Vang. Siden januar har de fem arbejdet intensivt på projektet, og tiden er gået med at definere, teste og evaluere. At opbygge et bibliotek af musik, samtale og lydkunst, at skabe en hjemmeside og arbejde med algoritmer i forhold til, hvordan computeren skal sammensætte musikken.

»Det har været et meget ambitiøst hobbyprojekt, som måske nu er ved at tage form af noget, man ikke længere skal kalde en hobby,« fortæller Rasmus Stolberg.

Han er meget tilfreds med den modtagelse, The Lake indtil videre har fået. Især fordi gruppen ikke blot kan aflæse, hvor mange der lytter, men også fordi de får masser af kvalitativ feedback på mail og Facebook. Og lytterne er en overraskende broget skare, fortæller han.

»Der er en masse cutting edge avantgarde-typer, der lytter med, men der er også en stor gruppe helt almindelige musik- og kunstinteresserede mennesker, som jeg nok også selv hører til, og som ikke lige ved, hvem en eller anden absurd artist fra 1950’erne er, men som har glæde af at lytte med.«

Eklektisk profil

The Lake har ingen værter eller faste programmer, men spiller døgnet rundt et mix af »glemt, berømt, sjælden, skelsættende, overset samt helt ny musik, lyd- og radiokunst«. Udvalget opdateres og kurateres nøje, men udførelsen og sammensætningen af de forskellige værker er helt tilfældig. Og cirka en gang om ugen sendes en længere liveudsendelse eller et i forvejen tilrettelagt, længere program.

»Profilen er eklektisk, nysgerrig,« siger Rasmus Stolberg.

»Der skal være overraskende skift i indhold, men samtidig skal der være enighed om, hvad man som lytter tuner ind på. De fleste radioer er underlagt en form for musikkontrol: Uanset hvornår man tænder, ved man, hvilken slags musik man hører. The Lake er anderledes, for hele tiden kører det samme program – men et meget fleksibelt og foranderligt program. Der opstår tit en sjov poesi i gentagelserne og de pudsige sammensætninger, som man ikke altid kan forudse.«

Økonomisk hænger projektet »ikke særlig godt sammen«. Stationen er non-profit, og startudgifterne er blevet dækket af fonde, men hvis der virkelig er et publikum, kunne en finansieringsmodel måske blive årlige crowdfunding-indsamlinger, tænker Rasmus Stolberg.

I hvert fald er ambitionen, at The Lake i fremtiden skal kunne bestille lydkunstværker fra kunstnere til radiostationen, ligesom man også håber på at kunne komme til at sende radiodrama.

»Det, vi i virkeligheden har prøvet at kreere, er en platform til en hel masse sindssygt spændende kunst og musik, som egentlig ikke har en platform i dag. Alt det, der bliver betegnet som ’ikke-radioegnet’, som for eksempel lange, repetitive eller ambiente numre. Og især når det gælder lydkunst og radiomontage, handler det om at bruge radioformatet som kunstmedie.«

»Det er der nærmest ikke plads til længere, og det er det, vi gerne vil kunne tilbyde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Vang Nielsen
  • Hasse Poulsen
Anders Vang Nielsen og Hasse Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer