Læsetid 7 min.

Uendelig underholdning og dyb depression

I en verden, hvor det er blevet et krav at have det uendeligt sjovt, efterlades mennesket som den triste klovn. Værkerne på en tysk udstilling viser de momenter, hvor underholdningen bliver deprimerende og depressionen en lille smule komisk
Nogle af værkerne på udstillingen ’Unendlicher Spaß’ har selvet i fokus, eksempelvis de 250 gummimasker, som alle er modelleret over værkets kunstner, Maurizio Cattelan.

Nogle af værkerne på udstillingen ’Unendlicher Spaß’ har selvet i fokus, eksempelvis de 250 gummimasker, som alle er modelleret over værkets kunstner, Maurizio Cattelan.

Norbert Miguletz
16. september 2014

Samfundet er i krise! Tvangen til at performe og økonomiseringen af alle områder inden for samfundet fører til isolation og tab af solidaritet og social ansvarlighed. Nogenlunde sådan lyder teksten til udstillingen Unendlicher Spaß (Uendelig morskab), som lige er slut, i Schirn Kunsthall i Frankfurt am Main. Titlen er taget fra David Foster Wallaces hovedværk Infinite Jest, som lånte sin titel fra en linje i Hamlet, og ligesom både Wallace og Shakespeare undersøger udstillingen relationen mellem underholdning – moro og eufori på den ene side og dyb depression på den anden.

Udgangspunktet er et samfund, hvor det at have det sjovt, at nyde og at være lykkelig har udviklet sig til et stadigt mere intensivt imperativ, som alt for ofte slår om i en tilstand af udmattelse og individuelt kollaps. Tænk bare på, hvor voldsomme de seneste tyve års reklamesloganer i virkeligheden er: Coca-Colas Enjoy og Nikes Just Do It for slet ikke at tale om Amazons Work hard. Have fun. Make history.

Men hvad nu hvis man ikke er i stand til at nyde, ikke kan gøre det, og heller ikke synes at have kræfterne til at arbejde og have det sjovt og lave historie 24/7? Så ender man måske med en følelse a la den, som de fleste af udstillingens værker afstedkommer: En følelse af at være den triste klovn. Er subjektet, som det ser ud her ved det 21. århundredes begyndelse, ikke lige netop dét? En trist, trist klovn?

Festen er forbi (en følelse)

Udstillingen er i hvert fald fyldt med triste tegn på unendlicher spaß: Snurretoppe, balloner og konfetti ude af kontekst. Lara Favarettos værk »Tutti giù per terra« er et slags legerum fyldt med blå konfetti i knæhøjde, men man kan ikke komme ind i rummet, man må betragte det gennem glasset. Der står fire ventilatorer på gulvet i rummet, i den lille ledsagende brochure står der, at konfettien vil være i »konstant bevægelse, recirkuleret og kastet rundt i luften«. Men det er løgn. For de fire ventilatorer har godt nok gravet fire konfettidale foran sig, men det virker som et levn fra en fjern, geologisk fortid. Ellers er der ingen bevægelse, vinden er kun synlig som små, sitrende bevægelser i enkelte konfettidele, på afstand fremstår rummet således helt og aldeles fastfrossent, som et ørkenlandskab i monokrom blå, en postapokalyptisk ødemark, depressionens tid og rum. Festen er endegyldigt forbi.

Der er flere værker, der knytter an til denne følelse af at ankomme for sent. I et rum til sidst i udstillingen – som i øvrigt ligesom romanen Infinite Jest ikke har noget fast forløb, en egentlig kronologi – kører for eksempel Ceal Floyers video »Untitled Credit Roll«. Den består ikke af andet end (de overstregede) rulletekster til filmen Catch Me If You Can. Selve filmen får man ikke at se, man kom for sent.

En anden vigtig følelse er følelsen af at bevæge sig i ring. Peter Coffins værk »Untitled« består af et enormt transportbånd, der egentlig ikke transporterer noget udover en buket af balloner rundt og rundt og rundt og rundt. Og så er der kunstneren Alicja Kwades to værker, der også har den cirkulære bevægelse som sit udgangspunkt. I det ene, »Reise ohne Ankunft« (Rejse uden ankomst) er en retroracercykel foldet sammen til en cirkulær struktur/skulptur. Det minder om en hund, der forsøger at fange sin egen hale, hvilket selvfølgelig er tragisk, men også ret komisk. I det andet, »Kreisel« (Inception) – der refererer til Hollywoodfilmen Inception – har hun optaget en snurrende snurretop med et højhastighedskamera. Det afspilles så i slow motion, hvor snurretoppen nærmest synes suspenderet i sin bevægelse og aldrig falder til jorden. Den bliver ved og ved i et uendeligt loop.

Selvets spejlsal

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at jeg i umiddelbar nærhed af kunstmuseet først stødte på et såkaldt Spielothek og dernæst Den Europæiske Centralbank: Underholdningskultur og finansiel krise, nydelsens og nødvendighedens politik. Det er den virkelighed, værkerne på forskellig vis forholder sig til – og det er de to for så vidt modstridende poler, som de er spændt ud imellem, og som uanset hvad begge kan give sig udslag i dyb depression.

Nogle værker har entydigt individet og selvet i fokus. Her kan nævnes Maurizio Cattelan, som har lavet en væg med 250 gummihoveder, som alle sammen forestiller ham selv. Og Andrea Fraser, som i værket »Projection« har rekonstrueret en psykoanalytisk terapisession med sig selv i rollen som både analytiker og analysand. Det foregår på to skærme i hver sin ende af et rektangulært rum, som giver de besøgende fornemmelsen af at være tilskuere til en tenniskamp (en sport, som også spiller en hovedrolle i David Foster Wallaces roman.)

De her værker handler om selvets narcissistiske selvbevidsthed og selvoptagethed. Der er en særlig ondsindet cirkellogik på færde her, som netop Wallace var en mester i at indfange, ikke kun i Infinite Jest, eller i historien »The Depressed Person«, men også i det efterladte og ufuldendte kedsomhedshovedværk The Pale King. Her beskrives en karakter ved navn Cusk som en mand, der sveder ustyrligt meget, hvilket får ham til at blive pinligt selvbevidst om det faktum, at han sveder, hvilket kun får ham til at svede endnu mere. Han frygter sveden, men han frygter også frygten, og han frygter også frygten for frygten og så videre. Det er, skriver Wallace i nogle næsten uoversættelige linjer »like an endless funhouse hall of mirrors of fear …«

Politisk depression

Og så er der de værker, der ikke forholder sig til selvets spejlsale og selvbevidsthedens bur, men går mere politisk til værks. For mig at se er udstillingens måske mest radikale og interessante værker signeret Claire Fontaine. Med et readymade navn – taget fra et populært mærke af franske papirvarer og kontorartikler – beskriver Claire Fontaine (som den italiensk-britiske kunstnerduo, Fulvia Carnevale og James Thornhill, står bag) også sig selv som en readymade kunstner. »Untitled (the invisible hand)« er en readymade af den såkaldte Newtons vugge (et yndet stykke legetøj for forretningsfolk, chefer og direktører, hvor man svinger en lille kugle ind i en række andre), specialfremstillet af Lehman Brothers. Claire Fontaine har så udstyret dette fundne objekt med batterier og omformet dens fundament til en tennisbane i miniformat (på siden af hvilken ordet ’Networking’ ironisk er påskrevet), og den måde, kuglerne bevæger sig frem og tilbage på, minder jo i den grad om en tenniskamp. Det minder selvfølgelig også om det kapitalistiske system, en evighedsmaskine – perpetuum mobile.

Det er i den forbindelse værd at bide mærke i, at den mekanik og nødvendighed, som prægede Newtons naturlove, her gælder for økonomien. Den franske tænker Bruno Latour holdt i foråret et oplæg i København, hvor han netop talte om, at det traditionelle forhold mellem naturen (forstået som bindende nødvendighed) og kapitalismen (forstået som ren kontingens og uanede muligheder) er blevet vendt på hovedet, således at det – og her citerer jeg blot Latour – er jorden, som undergår forandringer i svimlende fart, og økonomien, som kører som et urværk.

Alt dét er Claire Fontaines lille readymade en kritisk kommentar til, men samtidig er denne kritik fuldt ud bevidst om sin egen impotens. Værket reflekterer det økonomiske systems meningsløse evighedsmaskineri og, via referencen til Lehman Brothers, det samme systems uundgåelige krise, men samtidig reflekterer værket også kunstens egen krise i forhold til at gøre noget grundlæggende ved denne krise. I den forstand bærer Claire Fontaines praksis vidne om en erkendelse af, at der ikke er noget alternativ til den eksisterende orden. Resultatet? En form for politisk og kunstnerisk depression.

Verdens sjoveste klovn

Men selvom man går forgæves, hvis man i udstillingen er på udkig efter et godt gammeldags grin, så er der heller ikke tale om rendyrket og ufortyndet tristesse. Det gode ved Unendlicher Spaß er, at den både udstiller de momenter, hvor underholdningen bliver deprimerende, og dem, hvor depressionen bliver om ikke underholdende så i det mindste en smule komisk.

Som i Groucho Marx’ vittighed om den triste klovn, der er og bliver udstillingens emblematiske figur: En uendeligt trist og melankolsk mand går til lægen og siger, at han seriøst overvejer at begå selvmord. Lægen lytter til patienten og ordinerer et godt gammeldags grin. Han råder den ulykkelige mand til at tage i cirkus samme aften og se Grock, verdens sjoveste klovn. Lægen er sikker på, at det vil få ham i meget bedre humør. Patienten rejser sig og bevæger sig hen imod døren. Da udbryder lægen: »For resten, hvad er dit navn?«. Manden vender sig og betragter lægen med langmodige øjne: »Det er mig, der er Grock.«

’Unendlicher Spaß’, Schirn Kunsthalle Frankfurt, netop slut

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu