Læsetid: 6 min.

Vejen til Cohen

Den canadiske sanger, sangskriver og digter Leonard Cohen fylder 80 søndag. Vi kigger på en mulig vej ind i værket, som den kunne tage sig ud i en forstad til København for en 44-45 år siden …
Foto: Johnny Wichmann

Foto: Johnny Wichmann

20. september 2014

Det er jo ikke til at vide. De valg man foretager som ung, altså. Om de så at sige holder. Man kaster sig bare ud i det med hud og hår og håber på, at lortet kan bære. Der er nogle år der, hvor man er så forbandet sulten, at man vil fortære stort set hvad som helst, der sættes foran én, ikke sandt? Wrong! Tværtimod husker jeg os som sygeligt kritiske, og vi forkastede langt mere, end vi tog til os. F.eks. røg de foregående 2.000 års kultur og kunst raskt ud med badevandet, for vi vidste jo med urokkelig skråsikkerhed, at alt, før The Beatles slog igennem, var en omgang altmodisch og ligegyldigt, nå ja, lort, som unge mennesker givetvis ville tage skade af at befatte sig med. Så det undlod vi, med Tintin, Anders And og Jules Verne som mulige undtagelser. Og Brigitte Bardot og Sophia Loren (som fylder 80 dagen før Cohen), natürlich.

Naturligvis var musik det vigtigste for mig. Sammen med en flok æselørede romaner, for som andre af min generation fik jeg brændemærket sjælen af værker som Ray Bradburys Fahrenheit 451, George Orwells 1984, Aldous Huxleys Fagre Nye Verden og William Goldings Fluernes Herre. Det var bøger, alle havde læst, og de blev betragtet som så gode, så sande og så rammende, at vor i øvrigt venlige dansklærers forsøg på at introducere os for ædel dansk novellekunst og modernistisk poesi a la Rifbjerg, Malinowski og Benny Andersen kuldsejlede, før vi overhovedet havde læst en linje. Den eneste danske forfatter, vi regnede for noget, var Niels E. Nielsen, selv om Panduros Rend mig i traditionerne til nød kunne accepteres. Min begejstring for Salingers Forbandede Ungdom kunne jeg i klikens øjne derimod godt stoppe skråt op. Den havde intet med litteratur at gøre.

Genialt reklamestunt

Men musikken var det vigtigste, og selv den smule, der slap gennem nåleøjet, var alt nok. Og alligevel så svær at få fat i, for pengene var få og fristelserne mange. Det havde de gode folk på pladeselskabet CBS grejet, og de udsendte derfor prisbillige dobbelt-lp’er med et bredt udvalg af deres kunstnere, et i virkeligheden genialt reklamestunt, og vi hoppede gladeligt på limpinden, hvorfor jeg i starten af 1970’erne investerede i et sådant, betitlet Fill Your Head With Rock. Der var jo intet, jeg hellere ville og fik dermed et nummer hver med 22 væsensforskellige kunstnere smidt i hovedet. Ud over Black Widows »Come to the Sabbat« og Laura Nyros stadig frygtindgydende kraftudladning »Gibsom Street« var det, der ramte mig voldsomst og på længere sigt sådan småødelagde mit liv, en sang betitlet »You Know Who I Am«, som åbnede en lang række døre for mig. Hvoraf flere i øvrigt står pivåbne.

Det var ganske anderledes fra det meste af den musik, vi ellers lyttede til i min kreds af langhårede, vanartede, hashrygende og storskulkende varylere, hvor elektrisk forstærket musik på højeste lydstyrke var gud. Dér var der ikke plads til en mand som denne Leonard Cohen, der leverede en nøgen performance, kun akkompagneret af akustisk guitar, gulvbas og så en sørgmodig stemme, der monotont, men alligevel udtryksfuldt krøb ud af højttaleren og lige ind i min sjæl. Og i øvrigt sang en tekst, hvor jeg godt nok forstod hvert et ord, men ikke helt hvad der mentes dermed: »Sometimes I need you naked/ sometimes I need you wild/ I need you to carry my children in/ and I need you to kill a child …«

Naked og wild, jovist, sådan noget kunne man godt gå og drømme om, men hvad fanden handlede det der om med, at vedkommende både skulle slæbe ungerne ind (hvorfra?) og så slå en af dem ihjel?? Uden at vide det var jeg pandet ind i et af de mange paradokser, jeg siden har skullet kæmpe med i såvel kunsten som eksistensen.

Mening med galskaben

Da jeg endelig ad omveje fik fingrene i det album, sangen stammede fra, Songs From a Room (1969), spillede jeg det som en besat. »Mumleren«, som min mor kaldte ham, kunne således finde på at åbne sangen »The Old Revolution« med udsagn som »I finally broke into the prison/ I found my place in the chain/ Even damnation is poisoned with rainbows …«

Halleluja, praise the Lord and pass the ammunition, what does it all mean? Brød han ind i fængslet?? Som Dylan-fanatiker var jeg vant til at blive kastet af hesten, rent verbalt, men hvor Dylans ordstrøm ofte fremstod som rene associationsrækker (ikke at det gjorde dem dårligere), var det, som om der var en (anden) form for mening med galskaben hos Cohen. Men hvilken? Det gad jeg (stadig) godt vide.

Og så var det jeg fik opsnuset, at han kom til København og gav koncert i Tivolis Koncertsal lige ved Hovedbanen. Den 4. april 1972. Problemet var, at ingen ville med mig, da han i min kreds blev anset som nok den eneste på kloden, der var mindre cool end Bob Dylan, hvis det var muligt. Og min strenge, men retfærdige mor syntes ikke, jeg var gammel nok til at tage til København alene. På en tirsdag. Med toget. Om aftenen. Hallo! Jeg er sgu da 15, for fanden. Hvad er problemet? Så jeg spurgte min far, der var dybt begravet i arbejde: »Leonard Cohen kommer til byen og spiller.« »Uhm.« (Han hørte tydeligvist ikke efter. Godt.) »Må jeg godt tage ind og se ham? Alene?« »Uhm.«

Hvilket jeg tolkede som en tilladelse, hvad jeg lod min mor forstå. Hun for over på værkstedet og gav ham det glatte lag, men skaden var sket, og formedelst den svimlende sum af 38 kroner (som jeg blev nødt til at låne!) erhvervede jeg mig en billet. Tiden op til koncerten var hård, begge mine forældre var stadig pissed på mig over mit stunt, og da selve dagen oprandt, fik jeg formaninger nok til et helt liv om den farefulde færd, jeg skulle ud på. Min far lod mig forstå, at hvis nogen af de fremmødte »hippier« tilbød mig noget – NOGET SOM HELST AF NOGEN ART – var svaret nej, nej og atter nej. Forstået?? Jeg lovede højt og helligt, at jeg ville passe mig selv, glide i et med tapetet, simpelthen være el hombre invisible i alle mine gerninger.

Så selvfølgelig glædede jeg mig helt vildt i toget ind til alle de tilbud, der lå forude, og stor var min skuffelse, da ikke én af de skide hippier tilbød mig noget som helst. Til gengæld kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvor mange lækre kvinder der var mødt op i forhold til de koncerter, jeg plejede at gå til med drengene, hvor omkring 90 procent af publikum bestod af langhårede drenge i denim, islandske sweatre og afghanerjakker. Min respekt for Cohen steg betragteligt. Og jeg må sige, at han de følgende år var en god wingman, når der skulle scores damer. For de syntes at udgøre hans kernepublikum. Yay! Dobbeltbonus!

Nå, men så gik Cohen på, og jeg glemte alt om hippier og damer. Efter en fantastisk start med først »Bird on a Wire« og »You Know Who I Am« (oh yez!) begyndte PA’et at flippe helt ud, så duede det, så duede det ikke, så feedede det, så fløjtede det, så hvæsede det, og det var en skandale. Efter at have forsøgt at gennemføre »The Stranger Song«, gik han næsten på knæ foran PA’et og improviserede en tekst, der gik noget i retning af »come on speaker, speak to me!« Lige lidt hjalp det … men underholdende var det.

Problemerne fortsatte ufortrødent i andet sæt, og man frygtede det værste. Indtil Cohen med en ’fuck det hele’-mine inviterede publikum op til en akustisk seance på scenen, til tivolipansernes store forfærdelse. Okay, der var ikke plads til os alle, men jeg kom da utroligt tæt på scenekanten, og når jeg ikke overbegloede korsangerne Jennifer Warnes og Donna Washburn, checkede jeg også lige bossen selv ud. Hvor var han dog lille. Og sej. Og sød. Og som han dog fyldte. Da vi efter mange fortrædeligheder nåede frem til de afsluttende numre, »Suzanne« og »Famous Blue Raincoat«, var jeg fuldstændig og totalt solgt, fan, discipel og proselyt. Der vidste jeg bare, at når jeg blev stor, ville jeg være fuldstændig ligesom Cohen. Bare højere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Jakob Silberbrandt
  • Niels Mosbak
  • Viggo Okholm
  • ds sds
  • Tue Romanow
  • Anker Nielsen
  • Birgit Erichsen
randi christiansen, Jakob Silberbrandt, Niels Mosbak, Viggo Okholm, ds sds, Tue Romanow, Anker Nielsen og Birgit Erichsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Heigren

For satan hvor er det godt! Det har længe været sådan at en af de bedste grunde til fortsat at holde sin "Information" er Klaus Lynggaards, skriverier. Og netop "skriverier" for det er jo ikke bare anmeldelser, men rejser ind i fortiden eller rundt i samtiden - og alt det rundt om. Min mor kaldte ikke Cohen mumleren, men hun havde andre navne for andre af dem vi hørte, altid for højt i følge hende. Og "Fill Your Head With Rock" - vi sled den op i min forstad, Hvidovre.

Jakob Silberbrandt, Lars Lior Ramsgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Som en meget vittigt skrev i en kommentar til 'The Stranger' på Youtube.

Jeg har lyttet til denne sang i 21 år, og jeg har stadig ikke den fjerneste anelse om, hvad den handler om.

Jeg kan godt følge ham. Cohen kan være lige så kringlet og kryptisk som Bob Dylan, med hvilken han i øvrigt bestemt kan måle sig. Måske er det noget særligt jødisk.

Men sådan er det vel ofte med stor poesi. Smuk er i hvertfald både sangen og fremførelsen.

/O