’Om 100 år bliver alle mennesker skabt ved kunstig befrugtning’

Biologen Jacques Testart var i 1982 med til at skabe Frankrigs første reagensglasbarn, men i dag bruger han sin tid på at kritisere disse reproduktionsteknikker. Senest i en ny bog, hvori han siger, vi er endt med en slags racehygiejne
Tre franske læger, René Friedman (t.v), Jacques Testart (midten) og Emile Papiernick viser et par billeder af Frankrigs første reagensglasbarn, Amandine – ’frugten’ af deres samarbejde. Det skete den 24. februar 1982 på fødegangen på det hospital i Paris, hvor hun blev født netop den dag.

Tre franske læger, René Friedman (t.v), Jacques Testart (midten) og Emile Papiernick viser et par billeder af Frankrigs første reagensglasbarn, Amandine – ’frugten’ af deres samarbejde. Det skete den 24. februar 1982 på fødegangen på det hospital i Paris, hvor hun blev født netop den dag.

17. oktober 2014

Egentlig ville han helst have tilbragt sit liv på landet omgivet af dyr. Det fortæller den gråhårede, milde Jacques Testart, mens vi sætter os tilrette i den store lyse havestue omgivet af frodige planter i hans hjem i en af de mere velhavende parisiske forstæder. Og det var også dyr, den nu 72-årige Testart arbejdede med i begyndelsen. Han var i 1970’erne med til at skabe den første »rugeko« – altså en ko, der bar en anden kos kalv.

Det var disse teknikker, der blev taget i brug, da Testart blev hentet ind i det forskningsprojekt, der opfandt reagensglasbørn i Frankrig.

Det skete i kølvandet på den senere nobelprisvinder Robert Edwards’ første reagensglasbarn, Louise Brown, fra 1978. Det første franske reagensglasbarn, Amandine, blev født i februar 1982, og Testart var således hendes videnskabelige ’far’.

Robert Edwards er Testart nu så ikke synderlig imponeret af:

»Vi opfandt det hele selv fra bunden. Jo, jo, vi var til en konference med Edwards, men det eneste, vi havde med hjem, var det sædvanlige gruppebillede. Jeg fatter ikke, at han fik en nobelpris for sit arbejde. Jeg ved jo fra vores eget arbejde, at det var det rene blikkenslagerarbejde inden for biologi. Teknikken blev udviklet over et par år, og det er stort set den samme, der stadig bruges.«

– Men hvordan opdagede De, at De var midt i et Frankenstein-projekt?

»Jeg vil påstå, at om 100 år bliver alle mennesker skabt ved kunstig befrugtning. Det er der på en måde ikke noget galt i – i sig selv. Problemet er, hvordan vi så kommer til at vælge de børn. Det, som jeg i sin tid var med til at gøre, var at hjælpe mennesker, der af en eller anden grund var sterile med at få tilfældige børn. Tilfældige! Men jeg holdt allerede op med at arbejde inden for feltet omkring det tidspunkt, hvor jeg skrev Det gennemsigtige æg (1986, red.). Da var det gået op for mig, hvad vi var på vej imod, og det har jeg nu snart beskrevet i 20 bøger.«

– Det så De ikke fra begyndelsen?

»Nej. På en måde gik det først op for mig, da medierne kastede sig over os, da Amandine blev født. Faktisk skammede jeg mig over al den berømmelse. Jeg har mange biologikolleger, som har fundet på langt vigtigere ting, og de blev aldrig kendte – kun hvis de måske får nobelprisen. Det var virkelig overraskende.«

Testart forklarer, at både præster og psykoanalytikere dengang blandede sig i debatten, og at de var enige om, at det revolutionære ved den nye teknik var, at man adskilte sex og reproduktion. Men det mener en biolog som Testart ikke. »Det havde man jo gjort for længst. Det gør man, når man bruger prævention. Nej, det var ikke det, der optog alle så meget. Og der gik lidt tid, inden jeg fandt ud af, hvad det var. Det var hele denne idé om racehygiejne. For pludselig blev noget jo født allerede dér, inden der var gået ni måneder. Pludselig stod man med det befrugtede æg og kunne kikke på, hvordan det var. Det var dét, der var helt nyt. Jeg tror, at det var det egentlige formål med at begynde at lave kunstig befrugtning, og at det stadig er det: at sortere mennesker«.

– Men De vil gerne hjælpe mennesker til at få børn?

»Ja. Det er ikke den side af sagen, der bekymrer mig. Jeg vil endda mene, at det er i orden at donere befrugtede æg. Det, synes jeg, kan siges at være en form for adoption og endda en ret elegant løsning. Men jeg har altid været imod at donere æg eller sperm anonymt. Det har jo vist sig, at mennesker har brug for at vide, hvor de kommer fra, hvem deres biologiske forældre er. Det vidste man måske ikke dengang i begyndelsen, da man lavede sædbanker. Men det vidste man 20 år senere, da disse børn dukkede op hos psykologerne. Det er hemmeligheder, der er noget i vejen med, de sætter dybe spor hos mennesker.«

– Men det er så allerede med sædbankerne, at De ser begyndelsen på racehygiejne?

»Hvem vælger så, hvilken sperm det skal være? Det gør en læge. Og pludselig er der så en masse kriterier, som lægen vælger ud fra. Det er et enormt ansvar, hvis barnet har et handicap f.eks. Og det er her, vi så er på vej mod racehygiejne – ganske som det foregik i begyndelsen af det 20. århundrede. Alle taler om nazisternes racehygiejne, men man gjorde det jo længe før. Når man tvangssteriliserede sindssyge og åndssvage, var det racehygiejne. Det kan ikke blot affejes med, at vi jo ikke er nazister nu. Vi har haft en demokratisk racehygiejne længe før, men det har vi glemt, og det kan ske igen.« Og det begyndte for 40 år siden, hævder Testart. »De franske sædbanker var pionerer på det område. De skabte en form for etik omkring, hvordan sæden blev udvalgt. Og hånd i hånd med genetikken, som jo har udviklet sig enormt, er de så nødt til at undersøge, hvilken kvalitet sædcellerne har. Man sikrer sig også, at barnet kommer til at se nogenlunde ud som sine ’forældre’. Men langsomt begynder man at have nærmest kataloger over passende donorer. Det er præcis sådan noget, man kender fra svineproduktion.«

– Men er der noget galt i at sikre, at det bliver et sundt barn?

»Det er jo alt sammen meget velmenende, og det er derfor, det er så svært at modsige. Men man får jo ikke et genetisk kort over den partner, man tilfældigvis forelsker sig i. Men sædbankerne, som er en meget stærk lobby, fortsætter denne praksis, og de er helt uimodtagelige for kritik. Det sker uden vold, og det sker med samtykke fra samfundet.«

– De nævner i Deres bog eksemplet med døvstumme, der ønsker sig døvstumme børn?

»Ja, for jeg synes, at det er et meget smukt eksempel på, at det ikke engang er forældrene, der vælger. Det, man går efter, er en abstrakt normalitet. Man giver ikke tilladelse til, at døvstumme forældre udvælger sig døvstumme børn. Men hvorfor egentlig ikke? Hvis man nu mente, at de rent faktisk har et lige så godt liv – og her ser man så bort fra, at det nok er et socialt handicap – men hvis man nu forestillede sig, at det ikke var specielt svært sådan et liv, hvorfor så ikke? Døvstummes sprog er, så vidt jeg ved, langt mere nuanceret end vores talte sprog. Døvstumme er nogle af de eneste ’handicappede’, som ikke selv nødvendigvis synes, at de er handicappede. Det er samfundet, der betragter det som et problem og eventuelt mener, at det skal udryddes. Ganske som vi snart har udryddet Downs syndrom.«

Og det er sådanne problemer, Testart slet ikke mener, at vi diskuterer tilstrækkeligt åbent.

»Der var et tidspunkt i Tyskland, hvor man overvejede at lave en lov, hvor folk, der ikke blev testet for Downs syndrom, selv skulle betale udgifterne til deres handicappede barn. Forestil Dem det: At man overhovedet kan tænke noget sådant – og så i Tyskland, hvor de burde være ekstra forsigtige. Vi aner simpelthen ikke, hvad det er, vi er på vej til, for på et tidspunkt bliver alle æg scannet, alle får genetisk tjek, den kunstige befrugtning bliver helt generaliseret, og så får vi kun de fostre, vi ønsker. Eller tror, vi ønsker. For hvordan kommer ’fejl’ så til at virke?«

Et af de problemer, Testart som biolog peger på, er, at vi rent faktisk er analfabeter, hvad genetik angår. Vi ved ikke, hvad vi fjerner, hvis vi begynder at rense ud og rydde op i vore gener.

»Tag nu en sygdom som ebola. Det har altid været sådan, at der var nogle, der overlevede – sådan cirka 30-40 procent – som af en eller anden grund genetisk var rustet til at modstå en sygdom. Sådan var det med pesten og den spanske syge efter Første Verdenskrig. Tænk, hvis vi med vore valg får udryddet en sådan mulighed? Vi aner ikke, hvordan de dårlige ting hænger sammen med gode, hvad gener angår.«

– Men hvordan er det så, at racehygiejnen kommer til at foregå ud i fremtiden?

»Det kommer til at ske med det racehygiejniske drømmeværktøj, som DPI (førimplantations genetisk diagnose) er. Det er fostrene, eller rettere de befrugtede celler, man nu kan undersøge. Det er på dette stadium, at man udvælger dem. Biologisk set er det nemlig totalt absurd at tro, at man kan gå ud fra, hvordan en person, faderen eller moderen er og så regne ud, hvordan barnet bliver. Et enkelt par ville kunne befolke verden igen med totalt forskellige individer – bortset fra dem, der er tvillinger. Det er først, når man har det befrugtede æg, at man kan begynde at vælge. Så det, der skal til, er en masse befrugtede æg, og det er den type teknikker, vi nu er ved at udvikle. Man vil snart kunne skabe mennesker ud fra stamceller, blot et stykke hud vil være nok. Så skaber vi tusindvis af æg, befrugter dem, og så går vi i gang med at sortere med screening. Det er en grænse, vi for længst har passeret.«

– Men hvordan kan man argumentere imod det uden at falde i en fælde, hvor man blot bliver konservativ eller helliggør livet, som man gør det i forskellige religioner?

»Ja, det er faktisk et problem, og man har da også prøvet at få mig over på det hold. Men jeg er både totalt venstreorienteret og total ateist. Jeg synes, at det må være muligt at tænke over disse ting uden at blive konservativ på en tåbelig måde.«

Testart mener, at folk i dag faktisk ved mindre om videnskab, end man gjorde tidligere. Og det er uvidenhed, der gør, at vi ikke tænker tingene ordentligt igennem. Det går simpelthen for hurtigt.

»Jeg tænker da over, om vi virkelig bare skal fortsætte med forskning inden for alt muligt. Måske skulle vi holde en pause? Vurdere, hvad vi egentlig har opnået, som er godt. Vi skulle måske tage 10 år og tænke os om. Det gælder jo på alle områder.«

»Jeg kan godt høre, at jeg lyder ekstremt konservativ og hurtigt vil kunne sættes i bås med folk, jeg ikke har den mindste politiske sympati for. Jeg er især ked af, at folk, jeg ellers har tanker tilfælles med, simpelthen ikke forstå, hvad jeg siger. De er for rugemødre, fordi alle skal have frihed til at gøre, hvad de vil. Men det er ikke frihed, vi er på vej imod, men fremmedgørelse. Den virkelige frihed kunne vi få på helt andre måder. Med andre måder at leve sammen på. Det bliver aldrig videnskaben, som frigør mennesket, det er mennesket selv, der gør det – og vores måder at leve sammen på. Vi burde jo også indskrænke vores enorme forbrug. Al denne vækst er det rene galimatias, det holder jo ikke. Jeg synes, at verden er fuldkommen sindssyg.«

– De er en venstreorienteret konservativ?

»Vi har ikke andre muligheder, det er jo det, der er problemet. Vi er nødt til at skifte paradigme og begynde at leve på en anden måde. Jeg er bange for, at det kommer til at kræve en form for katastrofe af en eller anden art. Jeg er meget pessimistisk. Inden for 100 år bliver alle børn skabt ved kunstig befrugtning. Men der er jo ingen, der bliver lykkeligere af al denne forskning.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jacques Testart

Født 1939.

Fransk biolog og fertilitets­pioner.

Fra 1964 til 1977 var han forskerved INRA – Centret for Husdyrreproduktion.

Fra 1978 tilknyttet og  senere direktør for den afdeling på INSERM, der tog sig af menneskelig naturlig og kunstigreproduktion.

Han trak sig tilbage i 2007.

Har skrevet en række bøger. På dansk ’Det gennemsigtige æg’ og vundet en række priser for sine over 300 popululær- videnskabelige værker.

Seneste bog: ’Faire des enfants demain’ – At lave børn i morgen (2014).

Fik Ordre du Mérite i 1983.

Har i høj grad bidraget til  samfundskritik og gør det stadig.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen

Storkapitalen vil være lykkelig, hvis der bliver opdaget et "perfekt arbejder-gen" som gør at arbejderne ikke længere har noget problem med at blive fyret og gå ned i løn når økonomien strammer til. Vi kan ikke styre rige menneskers grådighed det vil være at berøve menneskeheden anstændighed, men tænk sig, hvis der var et gen hos fattige mennesker, som kunne gøre fattige mennesker mere tilpassede til økonomiens fluktuationer - en slags omvendt "Biophilia teori", hvor mennesket bliver en modsætning til alt andet levende.... ingen misundelse, ingen glæde, ingen nedture, ingen originalitet... det hele er bare økonomiske vel tilpassede gener...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Hvor har han ret, Jacques Testart, i sin forudsigelse af videnskabens og forskningens forhastede konkurrence handlinger. Det gælder for alle områder, hjerneforskning m.m. hvor den hovedkuls kasten sig ud i ekstremer ikke afstedkommer nogen reflektion over virkningerne på længere sigt.

Vi udrydder det meste af den natur, som har eksisteret siden tidernes morgen med påskuddet om, at vi mennesker er klogere og bedre egnede til ansvaret.
Begærligheden og hastigheden hvormed dette foregår gør at skaderne som her først erkendes efter mange år.
Tænkeligt, at en katastrofe er det eneste, der kan stoppe "væksten"!

Brugerbillede for Thomas Borghus

- Vi behøver ikke engang videnskaben til at rette os ind - vi har jo fået et samfund som luger heftigt ud i rækkerne.. Arbejd, arbejd, forbrug, se vild med dans, arbejd mere, luk røven og så forbrug lidt mere. - Vores konservative, protestantiske identitets udformende opdragelse her, midt i konkurrencestatens velmagtsdage, popkulturens hvide snit, er en absolut modpol til den virkelighed vi i virkeligheden burde forholde os til.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Kan vi også skabe gode mennesker, sådan nogle der ikke lyver og stjæler og går ind ad den forkerte dør? Det er åbenbart det, man forsøger, og det synes jeg, at man skulle prøve, og til det stykke begynde med sig selv. Hvordan skaber vi et menneske, der er bedre end det nuværende? Jeg er helt sikker på, at man ville komme omkring en hel masse interessante problemstillinger, og at det vil tage tiden, så der ikke vil blive skabt nye typer foreløbig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

I de såkaldt "gode gamle dage" før industrialiseringen og før man havde hospitaler m v, sørgede "naturen" for, at handicappede, allergikere, sukkersyge o s v døde - man kan kalde det "naturens racehygiejne".

I dag kan vi (heldigvis) holde alle disse i live og i de alle fleste tilfælde sikre dem et normalt liv - modstykket er, at vi så til gengæld overtager "naturens" rolle ved at bruge de teknisk/videnskabelige muligheder til at sikre, at vi ikke undfanger mennesker , der vil lide af diverse sygdomme m v .

Har man en arvelig sygdom, så er det da rart at kunne manipulere med genetikken/æg- og sædceller, så man undgår at føre sygdommen videre i de børn man vælger at sætte i verden ?

Hvis "staten" blander sig udenom samt undlader "formynderiet" og i stedet overlader det til de kommende forældre at vælge på et oplyst grundlag, så er der nok ingen fare på færde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klaus Brusgaard

Selektion har altid været en præmis i naturen. I blandt mennesker er de handicappede altid blevet "ligget ihjel" "sat ud" eller tilsvarende.
Det der er mest foruroligende i denne mulige dystopi er ikke vor vidt det sker men hvordan det implementeres. Selvfølgeligt er det ultimative designerbarn jo en praktisk foranstaltning for den der langt oppe i alderen opdager en eller anden afart af lyst til et afkom, eller set i lyset af den efterhånden begrænsede lyst/evne til at få børn er det måske bare et samfundsforetagende? Men når barnet kan designes til mindste detalje, arvemassen beskrives detaljeret (nuværende teknologi; NGS) og gener snart ændres efter behov (som f.eks CRISPR/Cas), bliver det ikke kun forbrugsvarer aspektet "ejer" forholdet, der bliver problematisk men måske i højere grad, hvad der kan skrues sammen til militær industrien eller andre ikke vanvittigt samvittighedsfulde foretagender, og hvem der i såfald skal trække de dybe etiske, samvittighedsfulde og engagerede linjer i sandet når nu der venter betydningsfulde stillinger i NATO, EU eller andre steder.
Set i lyset af det oplagte kommercielle aspekt tror jeg personligt at "produktet" vil være på hylden langt tidligere end de proklamerede 100 år.

anbefalede denne kommentar