Baggrund
Læsetid: 4 min.

I 2015 er alle film sequels

Fra næste år vil alle store Hollywood-produktioner være ’sequels’. For vi ser helst film, hvis univers vi allerede kender. Krav fra Kina presser ensretningen af film
Fra næste år vil alle store Hollywood-produktioner være ’sequels’. For vi ser helst film, hvis univers vi allerede kender. Krav fra Kina presser ensretningen af film

Paramount Pictures

Kultur
2. oktober 2014

Avengers 2, Star Wars: Episode VII, Fast & Furious 7.

Serier på det store lærred skyder genvej til et stort publikum, for biograffolket går ikke i biffen for at se noget nyt. De går efter titler og skuespillere, som de allerede har set. Hollywood vil fra 2015 derfor kun have film på plakaten, som vi kender fra et tidligere nummer i rækken.

I Danmark kan man se den tendens i familiefilmserier som Min søsters børn og Far til fire og krimiserier efter Jussi Adler-Olsens bøger.

Det siger Lynda Obst, der har været producer i Hollywood i årtier. Hun langer med sin bog, Sleepless in Hollywood, ud efter sit fag, som hun mener er ved at udånde i kampen om det globale publikum, hvor præmissen for succes er blevet genkendelse (pre-awareness).

»I 1981 var syv af de største Hollywood-film baseret på unikke fortællinger. I 2001 var fem ud af de syv største film en del af en serie. I 2011 var de syv største film alle en del af en serie.

Undersøger man udviklingen for de større Hollywood-produktioner, kan vi se, at i 2015 er det slut med at lave film, som ikke er en del af en serie. Serier tilbyder den genkendelse, der er brug for, når publikum går efter titler og skuespillere, som de allerede kender,« siger Lynda Obst.

Hvis man spørger hende, om en serie ikke også har en begyndelse, og om den første film i det mindste ikke er unik, hiver hun Harry Potter, Transformers og Hunger Games frem som eksempler på titler, hvis universer eller historier var kendt i bogform eller som legetøj, før de blev filmatiseret, og som derfor også har haft været genkendelige.

Film er ikke for sjov og slet ikke i USA. Her tegner de kreative industrier sig for ca. 3,2 procent af USA’s samlede eksport, men filmindustrien er ikke længere en sikker indtægtskilde. I 2008 begyndte dvd-salget at falde drastisk. For flere producenter havde dvd-indtægterne udgjort 50 procent af den samlede indtjening pr. film.

Kina har Hollywood-kvoter

Samtidig er det kinesiske biografpublikum vokset – siden 2008 med 400 procent – fortæller Lynda Obst, men markedet er ikke åbent for USA.

Kina har nemlig en kvote for, hvor mange amerikanske film der må vises. En kvote, der har været oppe at vende på politisk niveau. I 2012 mødte Xi Jinping, den nuværende præsident i Kina, og den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, hinanden i Los Angeles. Joe Biden fik smidt fire film mere i puljen. Prisen var, at de nu 17 film skulle være i enten 3D eller IMAX-kvalitet. Lynda Obst er ikke i tvivl om, hvilken betydning det har haft.

»Den større kinesiske kvote skulle have været en hjælp til filmindustrien,« siger hun.

»Hjælpen blev i stedet til et krav om større blockbusters, om mere global genkendelse og om mere serietænkning. Vi har ikke frie hænder længere. Vi har gjort os afhængige af investorer, og fordi vi skal tilpasse os det globale marked, så er det nærmest kun nordkoreanere, der kan være ’bad guys’ på film i dag,« siger Lynda Obst.

En af de seneste store Hollywood-film, hvor vi ser resultatet af de kinesiske betingelser, er Transformers 4. Sidste halvdel af filmen foregår i Kina, hvor det onde bekæmpes, og det har fået kineserne i biografen. Filmen indtjente 222,74 millioner dollar ved de kinesiske billetluger på mindre end to uger. Transformers 4 er i øjeblikket den mest indbringende amerikanske film på det kinesiske marked.

»Hvis et manuskript skal gøre sig i Kina, skal det skrives om og tilpasses – mange gange. Det skal være genkendeligt globalt,« siger Lynda Obst.

Hendes analyser peger på, at Kina overhaler USA omkring år 2020 både med hensyn til biografgængernes antal og producenternes indtjening. Udviklingen er i gang.

I 2012 købte den kinesiske virksomhed Wanda Group AMC, som er den største biografkæde i USA. Ved købet fik Wanda Group også adgang til distribution af film i USA.

Kidman i kinakrave

For bordenden i Wanda Group sidder Kinas rigeste mand. CNN har adskillige gange haft indslag om Wang Jianlin. I et af interviewene spørger CNN-journalisten, hvilke fremtidige investeringer Wanda Group har i tankerne. Wang Jianlin svarer tjept, at reporteren jo kan tage hjem til sin chef og høre ad, for Wanda Group kunne snildt kaste sig over CNN.

»Vi har øjnet muligheder inden for film og kultur, og hvis vi ser vækstmuligheder, så tøver vi ikke med at investere,« siger Wang Jianlin.

Lige nu er Wanda Group ved at bygge det største filmstudie i verden, og da de første spadestik til The Oriental Movie Metropolis i Qingdao blev taget, hentede Wanda Group Hollywoods A-liste ind. Leonardo DiCaprio, John Travolta og Nicole Kidman i kinakrave spadserede hen ad den røde løber, der både var bred og lang som en motorvej. Travolta udtalte efter sin catwalk navnet på den kinesiske by Qingdao forkert og blev rettet af værten, hvorefter skuespilleren konkluderede:

»Jeg mener, at et tættere forhold mellem USA og Kina er det bedste, der kan ske for filmindustrien. Det er sundt. Det tilfører liv og giver finansielle midler til en industri, som virkelig har brug for et boost.«

Gammelt stjernestøv fra Hollywood bringer guld til Kina. Og som Lynda Obst siger: »Stjerner er snart alt, hvad Hollywood har.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her