Læsetid: 7 min.

Amerikanske serier springer ud i alvor

Med flere LGBTQ-karakterer på skærmen end nogensinde har amerikansk tv overstået sin ’yay! gay’-periode. Det markerer den nye anmelderroste dramaserie ’Transparent’ med elskeligt usympatiske karakterer. Skaberen, Jill Soloway, arbejder på, at transkvinder selvstændigt skal kunne formidle deres erfaringer
Jill Soloway, kvinden bag tv-serien ’Transparent’, har brugt en transkvinde som konsulent på serien og fået seriens skrivehold til at oplære transkvinder i at skrive manuskripter.

Jill Soloway, kvinden bag tv-serien ’Transparent’, har brugt en transkvinde som konsulent på serien og fået seriens skrivehold til at oplære transkvinder i at skrive manuskripter.

Sony Pictures Television Inc.

16. oktober 2014

Var du fucking HØJ, da du så ham?«

Sarah (Amy Landecker) kan ikke tro sine egne ører. Hendes lillesøster Alison (Gaby Hoffman) kravler akavet rundt i sin sofa, stadig påvirket af gårsdagens MDMA-trip, stadig overvældet over, at deres ene forælder, Mort (Jeffrey Tambor), nu vil kaldes Maura. At ’han’ er ’hun’.

At der ikke er en farmand længere.

Aftenen forinden har Alison, høj som et stjerneskud, strøget sin nye kvindeklædte Maura kærligt og nysgerrigt over kinden, omdøbt hende til ’mapa’ (’mama’ plus ’papa’), og sagt, at hun nu endelig kan se, altså virkelig se hende. Et afgørende, glasskrøbeligt springe-ud-øjeblik i Mauras verden er for hendes datter blot en fascinerende del af livets syretrip.

»Jeg prøvede praktisk talt på at snave med ham …,« gisper Alison nu.

»Og hans tånegle var malede. Men fordi de er så små og sammenkrøllede, så havde han bare malet hen over huden, også …«

»HENDES tåhud,« retter Sarah hende.

»SÅ underligt. Det er SÅ underligt,« gisper Alison …

Vil man tale om et vendepunkt i mainstreamkulturens skildringer af LGBTQ-personer (homo- og biseksuelle, transkønnede og selverklæret queer personer), så er i år uden tvivl året.

Der er nuancerede bi- eller homoseksuelle karakterer i stort set alle amerikanske tv-serier for tiden, og så er der, historisk helt uset, transpersoner repræsenteret i hele fire af sæsonens serier: Vi møder transfyren Wade i high school-komedien Glee, transfyren Cole i familiedramaet The Fosters, transkvinden Sophia, spillet af transbevægelsens populære talskvinde Laverne Cox, i fængselskomediedramaet Orange Is the New Black. Og så møder vi ikke mindst Maura og hendes elskeligt usympatiske afkom i Jill Soloways forrygende Transparent.

Ofte bliver paneldebatter om køn og seksualitet på tv trættende, indledte The New Yorkers tv-anmelder Emily Nussbaum i lørdags en sådan med seriernes bagmænd og -kvinder på The New Yorker Festival i New York. For enten sidder heteroseksuelle og ciskønnede (en person, der identificerer sig med det køn, der står på fødselsattesten, red.) instruktører og producere og taler på vegne af og hen over hovedet på de minoritetsgrupper, de repræsenterer i deres serier. Eller også bliver snakken til en sentimental hyldest til det faktum, at disse grupper nu overhovedet findes på tv.

»Men vi er nu nået forbi det ’yay! gay!’-punkt, hvor man i paneler som dette blot talte om repræsentation og om at uddanne seerne,« siger Nussbaum. »Vi taler ikke længere blot om den støttende bøsseven, den sassy nabo og det homotematiserende særafsnit i en serie. Vi er kommet forbi det punkt, hvor der var ét godt show om homoseksuelle på tv ad gangen og så ellers intet andet.«

Nu er der så meget variation i LGBTQ-tv, at en paneldebat omhandlende fem hitserier således kan diskutere, hvordan sexscener skal filmes, og hvem der bedst skriver karakterer og plot. Og med den kønspolitiske Jill Soloway ved roret føles især Transparent som det mest sigende eksempel på den udvikling. For her er ingen rollemodeller.

Livsbøvl

I seriens første sæson, der sætter Amazons nye satsning på egenproducerede tv-serier effektivt i gang, følger vi Maura, en gammel, pensioneret statskundskabsprofessor, der i en alder af 70 år springer ud som transkvinde i L.A.

Hendes tre børn, Sarah, Alison og Josh (Jay Duplass), er – som nævnt – forvirrede over forvandlingen, men mest også bare fuldt optagede af deres eget livsbøvl.

Sarah forlader uden megen tøven sin mand, da hun genforenes med sin ungdoms kvindekæreste. Alison er ramt af seksuel, intellektuel og eksistentiel rastløshed og lever af sine forældres penge, mens hun venter på en uvis erkendelse. Og den smarte pladeselskabsmand Josh indhentes i sit forvirrede kærlighedsliv af det seksuelle forhold, han som dreng havde til sin ældre barnepige, og som han aldrig siden har kunnet give slip på.

Mens Transparent med Jeffrey Tambor som Maura leverer en af de mest velovervejede, multifacetterede og sensible skildringer af transkøn, der er set på tv, så knytter denne særlige solowayske sensibilitet sig altså til alle seriens knastede karakterer. De deler alle med instruktørens egne ord »den der forfærdelige, narcissistiske, depressive ’jeg-kan-ikke-holde-mig-selv-ud-men-jeg-kan-heller-ikke-lade-være-med-at-snakke-om-mig-selv’ postmillennium-lidelse.«

At lave en Dunham

At få lov til at skabe den slags karakterer var også en slags ’spring ud’-proces for Soloway selv som manuskriptforfatter, fortæller hun til Vulture. Efter at have skabt dristige karakterer med køns- og seksualitetsdiversitet til bl.a. Six Feet Under og den spøjse komedie om en husmor med personlighedsforstyrrelse, United States of Tara, følte hun stadig, at hendes karakterer var forløjede og langt fra de erfaringer, hun selv havde gjort sig som menneske.

»Jeg havde brugt årtier på at gemme usympatiske og uattraktive jødiske piger i sympatiske, attraktive, ikkejødiske skuespillere og karakterer, så varen kunne sælge,« siger hun.

Især Louis C.K.s barske selvudleveringer i Louie og Lena Dunhams bramfri adfærd i HBO-serien Girls inspirerede Soloway til at gøre noget andet, da hun skulle instruere sin debutfilm, Afternoon Delight (2013), og derpå sin egen serie. »Jeg var misundelig over alt det, Dunham formåede at undlade at gøre. Hun undskyldte ikke, hun stressede ikke over at skulle opfinde en imaginær karakter. Hun var bare sig selv. Den måde, hun så nemt viste sig selv frem på, gjorde mig så misundelig. Opskriften var: Alt, hvad du har skullet gøre, er ikke at gøre noget. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at holde op med at lade som om,« siger Soloway – en sætning, der mimer en af Mauras mest sigende i serien: »Jeg klæder mig ikke ud som kvinde. Hele mit liv har jeg klædt mig ud som mand.«

Kvindens blik

Med Transparent er Soloway rykket helt tæt på sit eget livs erfaringer.

»Jeg ved ikke, hvordan det er at være transkønnet, jeg ved kun, hvordan det er at være barn af en transperson,« fortæller hun i paneldebatten under The New Yorker Festival. Soloways ene forælder sprang ud som transkvinde for tre år siden. Den erfaring har været drivkraft for seriens plot, der går kærligt og hårdt til Mauras børn. Men den personlige tilgang har også influeret seriens visuelle stil. Med inspiration fra skotske Andrea Arnold, der står bag den mesterlige Fish Tank, har Soloway således studeret forestillingen om ’det kvindelige blik’ som noget andet end mandens blik.

»Eftersom jeg har haft mulighed for at instruere så mange af afsnittene, var jeg ofte på settet og holdt til tider kameraet og arbejdede her med at fremmane følelsen af at være i kvindens krop frem for at kigge på den,« siger hun

I en scene i tredje afsnit har Alison på eget sexeventyrlystne initiativ en MDMA-påvirket og fejlslagen trekant med sin bolleven og hans roommate, og her var det afgørende for Soloway at komme så tæt på Alisons perspektiv som muligt.

»Jeg sad med en klipper og prøvede at forklare, hvordan vi skulle klippe scenen, så vi kan fornemme Ali i trekanten frem for at bekymre os for hende eller kigge på og objektificere hende. Produceren måtte til sidst sige: ’Du bliver nødt til at fortælle os, hvilke klip vi skal fjerne, for vi kan ikke se, hvad du føler.’ Jeg var lige ved at græde, fordi jeg havde så svært ved at forklare, hvordan jeg gerne ville beskytte Ali i hendes trekant,« siger Soloway.

Skriverummet

Denne trang til at komme helt tæt på og ærligt beskrive karakternes egne oplevelser har også haft stærk indflydelse på Soloways tilgang i skriverummet.

Det, hun savnede mest under tilrettelæggelsen af første sæson af Transparent, var ikke blot at have en transkvinde med som konsulent på showet, men også at have en transkvinde med på seriens hold af forfattere, fortæller hun. Uden den specifikke kropslige erfaring ville de altid beskrive Maura på afstand og måske overbeskytte karakteren af angst for at træde ved siden af, siger Soloway.

»Uanset hvordan vi greb det an, ville vi hele tiden gøre Maura til ’den anden’.«

Da de ikke kunne finde en kvindelig transkønnet manuskriptforfatter, der kunne hjælpe dem, begyndte seriens skrivehold i stedet at oplære en række fiktionsskrivende transkvinder i at skrive manuskripter. En af de fem udvalgte bliver medforfatter, når der skal skrives manuskript til næste sæson, mens de andre også er blevet tv-skribenter.

Men Soloways tilgang deler Jenji Kohan, den karismatiske kvinde bag Orange Is the New Black, langtfra.

»Jeg synes, at fantastiske skribenter skal skrive fantastiske tv-serier,« indvender hun under paneldebatten. »Jeg har svært ved tanken om, at det, du er i dit liv, automatisk gør dig til den, du er i din kunst. Det er ikke nødvendigvis så nemt oversætteligt.«

Men, svarer Soloway, »jeg ville ikke synes, at det var i orden at have en skriverum fyldt med mænd, som påstod, at de sagtens kunne skabe kvindelige karakterer. Jeg mener ikke, at jeg kan lave en serie om en transkvinde uden at have en trans-kvinde i skriverummet. Det er absolut nødvendigt, og det kommer til at ændre showet.«

’Transparent’ kan ses på viaplay.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu