Læsetid: 1 min.

Bagsiden: Tysk porno via offentlighedsloven

Borgerservice: Fans på jagt efter obskure pornofilm kan nu få modvillig assistance af den tyske stat, der er indehaver af en verdens største pornosamlinger.
6. oktober 2014

Hvad stiller en lidenskabelig pornofilms-afficionado op, når selv internettet svigter i jagten på en ultrasjælden tysk pornofilm fra 1983?

Han eller hun henvender sig naturligvis til den tyske myndighed med den mundrette betegnelse Bundesprüfstelle für Jugendgefährdende Medien (Kontrolmyndigheden for ungdomsskadelige medier, red.).

Sædvanligvis er kontrolmyndigheden ansvarlig for at beskytte den letpåvirkelige tyske ungdom mod filmatiserede vederstyggeligheder, der kan lede dem og deres tanker i uføre.

Netop derfor har Bundesprüfstelle i mindst 25 år indekseret, bedømt og ikke mindst arkiveret samtlige erotiske film, der udgives i Tyskland. Den arbejdsopgave har gjort den tyske stat til indehaver af en verdens mest velassorterede pornosamlinger.

Af samme grund valgte en anonym tysk borger forleden at rette henvendelse til den statslige censurmyndighed, da eftersøgningen af en af tysk pornos hellige graler med den forlokkende titel Carl Ludwig, 2. Teil – Carl Ludwigs Heisse Träume (Carl Ludwig 2. del – Carl Ludwigs hede drømme, red.) fra 1983 tilsyneladende hverken gav pote på internettet eller ad mere traditionelle kanaler.

I første omgang afslog de stramtandede embedsmænd i Bundesprüfstelle at udlevere den pågældende film om Carl Ludwigs eskapader. Derfor valgte den ihærdige pornoentusiast, der ønskede filmen udleveret til privatbrug, at klage til Forvaltningsdomstolen i Köln, der gav klageren medhold: Borgernes adgang til fri information gælder også tysk porno produceret i startfirserne.

Ikke desto mindre afviser de tyske forvaltningsmyndigheder fortsat at offentliggøre listen over de erotiske film, der er blevet censureret og arkiveret i de forgangne 25 år.

Måske frygter de, at arkivrotterne i Bundesprüfstelle fremover vil få travlt med en syndflod af henvendelser fra tyske pornofans med forkærlighed for grænsesøgende erotik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu