I make fun of every religion except Islam ’cause I don’t wanna die.
- Eddie Ifft
Hele den der Dan Park-sag forfølger mig. Ikke siden de såkaldte Muhammed-tegninger satte ild til en række ambassader, har et fænomen i det offentlige rum fyldt så meget i mine tanker. En karikaturtegner er blevet fængslet i Sverige for at have udstillet værker, der er en torn i øjet på magthaverne. Påpeger man det problematiske ved fængslingen, stemples man som nationalsocialist og eller lignende. Det har noget med karakteren af Parks arbejde at gøre; det anses for at være racistisk og det, der er værre, ’hetz mot folkgrup’ er vist den præcise svenske formulering.
Den slags kan ikke gouteres, og derfor hersker der stilhed omkring fængslingen, og i stedet fokuseres der på Parks praksis. Den er, forstår man, et misbrug af hans ytringsfrihed, og sidder derfor seks måneder i skyggen. Nå ja, og så er det også dårlig kunst, men hvis det er strafbart, bliver der sgu trængsel på Hotel Gitterly.
Samme indvending hørte man i øvrigt også om Kurt Westergaards såkaldte Muhammed-tegning; at den var dårlig, hvad fanden det så har med sagen at gøre? Siden Khomeini i 1989 udstedte sin fatwa over Salman Rushdie grundet romanen, De Sataniske Vers, har vi levet i et samfund, hvor selvcensur, hvad angår i hvert fald islam i det offentlige rum, er en selvfølge. De fleste vil nok tænke sig godt om, før de spotter profeten. For ikke at tale om hans ’lære’. Flere er stået frem og har indrømmet det ligeud, og selv om jeg personligt ikke aner, hvad jeg skulle håne profeten for (når nu mange af hans tilhængere er så langt latterligere), kommer det heller aldrig på tale. For står valget mellem at ytre mig eller fortsætte min latterlige eksistens, vælger jeg sidstnævnte. Udover at det givetvis siger noget om min kujonkarakter, er der også ansatser til en erkendelse omkring, hvordan grænserne for det politisk (u)-korrekte har flyttet sig i min tid.
Anarkistisk sjov
Alt dette kom jeg til at tænke på, da jeg sad i Trommen i Hørsholm og oplevede tre amerikanske og en dansk standupper give den gas. For stand-up er selvfølgelig mange ting, men politisk korrekt er den ikke. Der findes selvfølgelig masser af komikere med en politisk dagsorden, og det er givet, at man ikke griner af det samme på de forskellige fløje, som på hver deres facon i øvrigt er gennemsyret af politisk korrekthed – bare med modsatte fortegn. Og så er der selvfølgelig religion, uha. Så da aftenens sidste komiker Eddie Ifft i sin lettere kaotiske, men også ofte anarkistisk sjove afdeling, nåede til islam, rykkede jeg helt ud på kanten af min stol. Jeg ville virkelig ønske, at det ikke var sådan, men det var det, i sandhedens interesse. Islam er, som vi ved, til bevidstløshed gjort af det sarteste stof. Der er trods alt kun lidt over halvanden milliard troende til at holde sammen på lortet.
Ifft er ifølge pressematerialet kendt for at tale, før han tænker (!), men holdt sig da på den rigtige side af profetens skæg, og det er tvivlsomt, at han læner sig op ad en fatwa med sine kommentarer om burkaer og omskæring af kvinder. Men hvor er det egentlig beklemmende, at skulle sidde og tænke på den slags, når man er ude for at more sig. Og det er heller ikke sikkert andre har det sådan.
Før det havde Ifft gjort grin med sit forhold til alkohol, med sit ægteskab og det barn, parret venter og meget andet. Heriblandt også en person med kræft, men den fik han vendt til et eksempel på sin egen overfladiskhed, selvom det var virkelig dårlig smag.
Der er faktisk kun et større tabu end islam, nemlig pædofili, som også én af Iffts jokes gik på. Men den var koblet til katolicisme, og det er jo en religion, om hvilken man må sige, lige hvad fanden der passer én. Der er heldigvis forskel på afguder. Det var generelt en fin aften, Copenhagen Comedy Festival On Tour bød på i fredags.
Afvæbnende dansk humor
Danske Daniel Lill var hyret som sprechstallmeister, og det klarede han glimrende. For det første er han en sjov, men også venlig mand, hvis humor i høj grad rettes mod ham selv, hvad vi danskere jo næsten pr. automatik synes er skægt. Så ved vi ligesom, at vedkommende ikke tror, han er noget. En af vores, med andre ord. Det sagt, lider Lill ikke af konfrontationsangst, men bliver forhåbentlig en smule skarpere ad åre. Potentialet er til stede.
Sean Patton lagde ud med et sæt, hvis primære krog var dødsangst, og det er altid sjovt. Eller hur? Det fremmødte publikum var ikke rigtig med på den. Det gav mere pote, da han gik i gang med at svine sin bedstemor på 94 til. Hun lød også forfærdelig, men nu er hun heldigvis også død. Så kunne han hjule emnet skrækkelige begravelser ind, og dem kender man jo. Patton virkede, som om han havde nerver på og overbeviste ikke rigtig, men det gjorde derimod den tårnhøje Carmen Lynch, som efter pausen brillerede med en række knastørre og benhårde one-liners, fyret af uden at foretrække en mine.
Som da hun anbefalede de fremmødte at blive stofafhængige og komme helt ud i hampen, for derefter at gå i rehab. »Do drugs!« Det giver til en begyndelse langt mere status end bare at leve et normalt liv!
Hun var virkelig ond. På den fede måde. Og hun holdt sig fra religion.
Copenhagen Comedy Festival On Tour: Sean Patton, Carmen Lynch, Eddie Ifft og Daniel Lill, Trommen, Hørsholm
Nej, den gør ikke. Den er tandløs og pointeløs. Det er ikke at være morsom at fortælle vittigheder - Leisner kunne ikke, og de fleste standuppere kan ikke. Man kan sige, at egoet står i vejen.