Læsetid: 4 min.

Forfatteren der er imod enkle betegnelser

Med nobelprisen til den diskrete forfatter Patrick Modiano hyldes et forfatterskab, der i sit forsøg på at finde sine rødder i forældrenes Frankrig under krigen, lader litteratur og skrift stå som et identitetens uudtømmelige område
Patrick Modiano blev den 107. forfatter, der fik nobelprisen.

Patrick Modiano blev den 107. forfatter, der fik nobelprisen.

Robert Jean-Francois

10. oktober 2014

Der er noget nærmest paradoksalt ved at skrive portræt om Patrick Modiano, som torsdag blev hyldet med nobelprisen i litteratur.

Det føles som helligbrøde, hvis man kender til et forfatterskab hvor alt står i det, man i Frankrig kalder ’kunstnerisk tåge’ – flou artistique. Som Modiano for nylig forklarede det, i et af sine sjældne interview, er det »forfatterens opgave at omgive det med mystik, som ikke synes at være mystisk.« Hvortil han tilføjer, at en eller anden, han kan ikke huske hvem, har sagt sætningen »Hun var lige så mystisk, som alle andre. Så er alt og intet sagt.«

Måske ville man oversætte det til »Der var noget underligt ved hende«. Under. Og undren. Lige så mærkelig som alle andre. Der er gode grunde til, at Patrick Modiano ikke er oversat til særlig mange sprog. Hans stil virker så simpel og klichéagtig, lidt som sampling, men hvor man skal kende numrene. Som digte lyder det og forbliver ret uoversætteligt. Som når vi har glemt, at både ’underlig’ og ’mystisk’ ikke kun er tillægsord, men også metaforer.

Måske er Modiano den underspillede metafors mester så lavmælt, at det næsten ikke høres? Og her burde man tage springet til at fortælle, hvem Modiano virkelig er. Kan De vente?

Modiano samler på sætninger. Han samler også på erindringer: Det er ikke dem, der er tågede. Modiano er letlæselig på den vis, at han tilsyneladende meget præcist beskriver, hvad der sker. På hvad tid om dagen. Hvad gaden, cafeen og personen hed, og hvordan det hele så ud. Men til forskel fra krimier, hvor man håber, det hjælper noget, er det måske lige meget. Det hele forbliver på trods af uendeligt præcise formuleringer, uforståeligt. Tåget.

Som erindring? Identitet? Man kan skabe et patchwork ud af det. Af alle de rester man har af klicheer og brudstykker. Modiano taler ofte i interview om, hvordan man i 60’erne arbejdede med coachen, med billedsprog på kryds og tværs, og han har selv skrevet filmmanuskripter bl.a. med Louis Malle.

Hvad har man andet at gøre godt med end sprogets brudstykker? Det får man noget ud af, også selv om der ikke er en løsning. I Nobelakademiets begrundelse kan man nu læse, at Patrick Mondiano har fået prisen for »erindringens kunst, som han bruger til at fremkalde de mest uhåndgribelige menneskelige skæbner, samt afdækningen af livet under besættelsen«.

Så tror man da straks, at han var der under besættelsen. At han husker det hele med stor præcision. Det er ret mystisk, for han er først født i 1945. Hvordan kan der i én og samme sætning tales om erindring, når han ret beset ikke var der? Dengang. Selv om han blev til af det. For Modiano ’er’ på denne vis, hvad der på moderne hedder work in progress. Også før han blev født. Hvad han ’er’, er noget som bliver til. Hele tiden.

Turbulent opvækst

Hele hans værk står som sådant og nu samlet. Han var, som vi alle er det, i værk allerede hos sine forældre. Faktisk var Frankrig jo ikke ’besat’ – et mærkeligt og meget nordisk ord i nobelbegrundelsen. Hvad der så nok er sandt, er, at Modiano er besat. Igennem alle sine romaner forsøger han at afgrænse, hvordan han blev til: Hvad skete der i hovedet og kroppen på mine forældre, der elskede (med) hinanden? Og så blev jeg til, præcis dér, hvor alt det skete under Anden Verdenskrig i Frankrig? Selv i nobelkomitébegrundelsen synes det at falde sammen: Modianos rekonstruktion af historien og erindringen. Det bliver ét og det samme.

Men det eneste, der erindres, er erindringer. Identitet som et enormt uendeligt arkivarbejde, som aldrig helt går op i en løsning og altid trues med opløsning, og som Modiano holder inden for litteraturen. Modiano kunne som menneske være blevet et Michel Houellebecqsk væsen, desillusioneret, deprimeret, alkoholisk, misantropisk.

For hvad består det rent biografiske i for Modiano i de kilder, vi har til rådighed? Faderen var altid væk – uvist af hvilke grunde. Måske var han forbryder. Måske undslap han og hans kone, der var jøder, Auschwitz på grund af faderens forbindelser til Gestapo. Det er ikke nogen rar historie.

Men hvis det ikke var sket, var han så blevet til? Andre brudstykker er: Forældrene mødtes lidenskabeligt, men skiltes i efterkrigstiden. Drengen blev sendt i pleje, fordi skuespillermoderen hele tiden var på turné og far bare væk. Modiano kappede som meget ung den sidste forbindelse til sin ustabile far. Lillebroderen døde som tiårig af en infektion. I årevis dedikerede Modiano sine værker til sin afdøde bror.

Modiano endte i social forstand på de helt ’rigtige’ kostskoler sammen med rige, fortabte børn. Han gennemlevede en obskur præinternet hælerkarriere, hvor han tjente penge på at videresælge sjældne bøger – ofte med forfalskede dedikationer. Man kan roligt sige, han elskede bøger. På grænsen til fetichisme.

Måske skyldes Modiano især ét møde: Allerede som 15-årig mødte Modiano forfatteren Raymond Queneau, der senere stiftede Oulipo, en fransk litterær bevægelse. Oulipou står for en leg med alle sprogets mekanismer. At sætte regler for sig selv. At gennemskrive dem, velvidende at der altid er noget der anyway. Og så indførte Raymond Queneau Modiano i både sproget, men også til hjertet af det franske litterære parnas. Orden og tilfældighed.

Så måske startede det bare derfra. Fra midten. Midten af sproget, en litterær verden og en pædagogisk geometrilærer. Sådan, jamen præcis sådan blev den sidste nobelpristager til som forfatter.

Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Carstensen
Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor portrættere manden fremfor hans litteratur. Det er det sidste han får prisen for, det første hører hjemme i sladderpressen.