Læsetid: 4 min.

Mod fremtids fjerne mål

Mønsterbryderen fra Ishøj er en helt og forbillede for andre i de sociale boligbyggerier. Gør ligeså, tabernakker, står der indgraveret i den imaginære glorie undervisningsvæsnet smykker hans skurvede hoved med
Mønsterbryderen fra Ishøj er en helt og forbillede for andre i de sociale boligbyggerier. Gør ligeså, tabernakker, står der indgraveret i den imaginære glorie undervisningsvæsnet smykker hans skurvede hoved med

Ib Kjeldsmark

24. oktober 2014

For allerede en del år siden, hvor renovationsarbejdere havde nedlagt arbejdet i visse danske byer, fortalte en kollega mig, at han kendte de to-tre skraldemænd, der optrådte som de strejkendes talsmænd, personligt. Ikke fordi min kollega selv havde været skraldemand, slet ikke. Han kendte dem fra universitetet. De havde læst der samtidig med ham. Det er ikke til at vide, om det avisbud, der hver morgen lemper Information ned i den nielsenske postkasse ude ved vores port, er en gymnasieelev, der tjener penge til næste sommers druktur til Prag. Det kan også være en illegal indvandrer eller en husejer, der bliver nødt til at tjene lidt ekstra ved siden af kontorjobbet, hvis han ikke vil se sit hus ryge på tvangsauktion. Men det kan også være en nyslået magister i romanske sprog eller en idéhistoriker. Man skal stå alt for tidligt op og desuden spørge den pågældende direkte, hvis man absolut vil vide det. Så det afstår man fra. Det vigtigste er jo også, at avisen er kommet ud.

Den veluddannede del af middelklassen har altid haft en tyrkertro på, at alle andre gerne vil ligne den. Det er faktisk heller ikke helt forkert. De fleste andre vil ikke bare gerne have den samme gode løn, de vil også gerne bo i de samme kvarterer, lade deres børn gå i de samme uproblematiske skoler, rejse til de samme mål ude i verden lige så ofte som gymnasielæreren og den yngre læge. Man vil gerne op i samfundet. Måske er det ligefrem sådan, at den klat overklasse, vi har, gerne vil ned – det ved jeg ikke rigtig, men man kunne godt forestille sig det. Overklasse er lidt aparte, lidt gammeldags, mens middelklassen er samfundets dynamiske midtpunkt. Og hvem vil ikke gerne ligge lige præcis der? Samfundet, regeringen og folketinget opmuntrer også trangen til social opdrift. Det er en sund interesse at ville fremad, synes man. Mønsterbryderen fra Ishøjhjemmet er en helt og forbillede for andre i de sociale boligbyggerier. Gør ligeså, tabernakker, står der indgraveret i den imaginære glorie undervisningsvæsnet smykker hans skurvede hoved med. Så de white trash-børn, der endnu ikke har påbegyndt universitetsstudiet må for deres vedkommende dukke hovedet i skam, men måske også blive stimuleret til at tage sig sammen. Og tænker sig om en ekstra gang før de underskriver kontrakten om en læreplads som butikselev i Bilka, der aldrig vil kunne sikre en plads i den vellønnede middelklasse. Overvejende manuelt arbejde er skod, det ved vi. Og skiftende regeringer helmer ikke før mindst en fjerdedel af alle unge får en universitetsuddannelse.

Om det vil være praktisk muligt, er nok noget, man kan diskutere, og måske også tvivle på, men hvis man lader være med at tage tingene så bogstaveligt, og ikke ser så meget på indholdet som på det ydre, må man trods alt sige, at det aldrig nogensinde har været lettere for underklassen at komme til at ligne de veluddannede som nu.

Ren kulturudveksling

De står side om side bag disken hos McDonalds og i 7-Eleven, de er fælles om at dele reklametryksager ud, de fejer perronerne på de samme jernbanestationer og er fælles om at finde den indre pipfugl på diverse aktiveringskurser. Det må siges at være ren kulturudveksling, endda helt bogstaveligt, for det er især humanister, der ved noget om russisk litteratur og kunsthistoriens forskellige epoker, teologer og andre lærde, der får lov til at klaske burgere sammen i fællig med fattigfolks børn, der bare skal have et arbejde, så de ikke ligger det offentlige til byrde. Helt som i gamle dage, altså, for de gamle dage er aldrig helt blevet afskaffet for tabersegmentet. For dem er der stadig tale om oppe og nede. Nede er der, hvor de selv befinder sig, altid, til hver tid. På ungdommens udborede knallert og i den modne alders raslende, brugte Skoda på vej til og fra arbejde – hvis de er så heldige at have et. Men nu har de altså muligheden for at komme tæt på de veluddannedes magiske verden – ikke i formen og ikke i henseende til den høje indkomst. Men indholdet, selve indholdet, lærdommen og den kulturelle indsigt, som til alt held nu er i deres nærhed fordi de lærde, i henseende til samfundsmæssig placering, nu er på samme indkomstniveau som dem. Det tegner godt for fremtiden. Ulrik fra Gentofte og Brian fra Hedehusene er nu i samme båd. En overraskende alliance, men hvem siger at den ikke kan vise sig frugtbar? Ulrik kan lære at sige »fissetryne« i det helt korrekte proletariske tonefald. Og hvem ved, måske vil man en dag høre Brian recitere Pia Tafdrup nede i Ungeren. Når åndens og håndens arbejdere på den måde forenes kan der ske ting og sager i verdenshistorien. Den socialdemokratisk-radikale regering er sikkert ikke selv klar over, hvad det er for en æske, de har lindet låget på. GLIE, som amerikanerne siger i forkortet form. I oversættelse betyder det at Gud elsker flittige engle. Det gør regeringen også. Alle slags højtuddannede ingeniører og teknikere, forskere og videnssælgere, er dem, vi skal leve af i fremtiden. Den mennesketype, vi skal fremelske og forkæle med god løn og lempelig beskatning. Så kan eksperterne i guldaldermalerne og folk, der skriver afhandlinger om Proust få lov til at sælge burgere og feje gulvet. Sammen med den del af underklassen, der er så forstokkede, at det ikke er muligt at overtale dem til at tage en universitetsuddannelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Tanni Kromann
  • Grethe Preisler
Rasmus Kongshøj, Tanni Kromann og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vinn&skævt

Alle slags højtuddannede ingeniører og teknikere, forskere og videnssælgere, er dem, vi skal leve af i fremtiden. Så kan eksperterne i guldaldermalerne og folk, der skriver afhandlinger om Proust få lov til at sælge burgere og feje gulvet.

Småborgerfolk, der har sit på det tørre og ovenikøbet støttes af statsmidler, har åbenbart ikke behov for at skænke det en tanke, hvor pengene til deres livsophold egentlig kommer fra – og evner slet ikke at dele vejr og Vinn lige – hvorfor kan begge dele ikke eksistere side om side – f.eks. ingeniører og kunsteksperter - uden at skulle nedgøre den ’produktive’ del af befolkningen – er det måske et særligt proletar-gen – som her stikker sit DF-ansigt frem og ikke evner at sætte sig ind i elementær nationaløkonomi og hvorledes de pekuniære værdier her i det kapitalistiske samfund fra starten bliver skabte …

For de af os, der i henved 40 år – og der må være langt flere end nærværende ingeniør – har været med til at betale en ikke forsvindende skat til samfundet – og gerne har gjort det – er det altid interessant at læse nogle udgydelser fra folk i de nichesegmenter, der åbenbart ikke har haft behov for at tænke på morgendagen – ligesom kuponklippere - og at helst skulle overleve i f.eks. de liberale erhverv …

Hvor er Vinn&skæv-manden bare en forsøgt morsom og lattervækkende provinspoet på støtten …