Baggrund
Læsetid: 6 min.

Hvad gemmer der sig bag smilet?

Smiley’en smiler fra alle mulige steder, men det kan være svært at gennemskue, om det er magthaverens smil eller den glade følelse af fællesskab, der skærer sig igennem den gule cirkel. I anledning af World Smile Day har Information kigget nærmere på smiley’en
Smiley’en smiler fra alle mulige steder, men det kan være svært at gennemskue, om det er magthaverens smil eller den glade følelse af fællesskab, der skærer sig igennem den gule cirkel. I anledning af World Smile Day har Information kigget nærmere på smiley’en

Josephine Kyhn/iBureauet

Kultur
3. oktober 2014

Den har to øjne og en stor, smilende mund. Af og til har den også en næse. Den kommer i mange variationer, og den er over det hele. Jeg taler om smiley’en, og jeg vil gerne bekende, at jeg har et noget ambivalent forhold til den, og at jeg ikke ved, hvorfor jeg har det sådan. Jeg er tryg ved smiley’en, når Sundhedsstyrelsens grøn-gule version fortæller mig, at jeg kan spise min burger uden at få madforgiftning, men jeg vægrer mig ved at bruge den på skrift. Måske fordi jeg synes den er lidt kitschet. Eller fordi det ikke er sejt (længere). Men mit største problem med smiley’en er nok, at jeg aldrig rigtigt ved, hvorfor den smiler.

Smiley’en har en broget historie. Den har optrådt i popkunst og på ecstasy-piller, og i dag finder du den i hver anden sms- eller facebook-besked (sådan cirka). Den smiley, vi kender fra tekstens verden, blev efter sigende opfundet i 1982 af IT-forsker ved Carnegie Mellon University i USA Scott Fahlman, for, at han og hans kolleger kunne skelne imellem seriøse beskeder og jokes, når de kommunikerede digitalt. Det virker umiddelbart meget uskyldigt, det gjorde det lettere at kommunikere, men da jeg dykkede længere ned i smiley’ens kulturhistorie, blev det klart for mig, at smiley’ens smil er splittet imellem forskellige interesser.

Smilende forsikring

Den gule smiley blev designet i USA i 1963. Her var der dårlig stemning i forsikringsselskabet Guarantee Mutual Company i Ohio, og det truede omsætningen. Firmaet hyrede derfor kunstneren og reklametegneren Harvey Ball til at løfte humøret. Han fik til opgave at lave et design, som kunne passe på de små runde badges, man kan sætte på sit tøj, og i løbet af cirka ti minutter havde han skabt den gule smiley.

Firmaet fik i første omgang fremstillet hundrede eksemplarer af de gule pins, men hurtigt begyndte efterspørgslen at stige, og pludselig var det smilende fjæs over det hele. Mange år efter, i 1999, grundlægger Harvey Ball World Smile Day, der i år falder 3. oktober.

Han var ked af, at smiley’en mest bliver brugt i kommercielle øjemed.

»Smiley’en er blevet så kommercialiseret, at den originale hensigt, at smiley’en skulle sprede god vilje og godt humør, er forsvundet. Jeg var nødt til at gøre noget ved det,« skal han have sagt i forbindelse med den første World Smile Day.

Den gule smiley har altså den indbyggede dobbelthed, at den blev designet både for at skabe glæde og profit. Og det kunne måske være én forklaring på mine ambivalente følelser i forhold til det storsmilende fjæs. Men gælder denne dobbelthed også i dag?

Smilende sammenhold

Casper Nejlund er formand for hockeyklubben Aarhus Smileys. De har en gul smiley som logo. Da jeg først præsenterer mig i telefonen, tror han, at jeg prøver at sælge ham et abonnement på Information. Han virker ikke storsmilende, da han giver mig en venlig afvisning. Inden han får lagt på, forklarer jeg ham, at jeg bare gerne vil tale om hans hockeyhold. Hvorfor bruger de smiley’en som logo?

»For det første refererer det til, at Aarhus er smilets by, og for det andet ville vi gerne skille os ud fra de andre hockeyhold, som ofte har nogle voldsomme og skræmmende navne og logoer. Med vores logo står vi i modsætning til hele hockeykulturen. Og så sender det i øvrigt et signal om, at alle er velkomne.«

Det lyder jo meget sympatisk. Men hvordan ser det så ud i erhvervssektoren. Jeg får fat på erhvervspsykolog Birgitte Jepsen fra konsulentvirksomheden Axept, mens hun kører bil. Jeg kan høre hendes store smil igennem telefonen. Hun kender godt til historien om Harvey Ball og den gule smiley. Hun bruger anekdoten, når hun lærer virksomheder ’smiley-værdier.’ Ifølge hende er der en direkte forbindelse tilbage til 1963:

»Smiley’en er et stærkt symbol, der dækker over en konstruktiv måde at drive sin virksomhed på, og det gælder mindst lige så meget nu, som det gjorde i 1963.«

– Hvad er det smiley’en kan?

»Smiley’en kan være med til at skabe en konstruktiv, motiverende fællesskabsfølelse i virksomheden, som fremmer trivsel for medarbejderne i virksomheden.«

Men handler det så mest om virksomhedens økonomiske trivsel eller om medarbejderens individuelle trivsel? Altså, skal smiley’en skabe glæde eller profit?

»Nogle af de virksomheder, jeg arbejder med, har faktisk medarbejdernes trivsel som højeste værdi, men jeg må sige, at der er rigtig mange virksomheder, der investerer i medarbejdernes trivsel med henblik på at få et økonomisk afkast.«

Smilende skrift

Smiley-ikonet og de ting den symboliserer kan skabe sammenhold, og det kan så bruges til forskellige formål, hockeyglæde eller bedre tal på bundlinjen. Men i skriften må det da være entydigt glædesskabende at bruge smiley’en. Jeg har som nævnt mine forbehold i forhold til at gøre det, men der kan vel reelt set ikke komme noget negativt ud af at smile? Smilet er jo den korteste afstand imellem to mennesker, som man siger.

Michael Ejstrup er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har en klar holdning til brugen af smiley i skriftlig kommunikation.

»Når vi taler, kan man høre følelserne på stemmeføring og pauser, men det kan være svært at skrive følelser ind i tekst. Smiley’en kan vise noget om tonen og dermed om afsenderens følelser. Den føjer noget til den skriftlige kommunikation. Så derfor går jeg ind for, at vi bruger smiley’en, når det passer ind i situationen,« siger han.

En lang række firmaer og offentlige institutioner er begyndt at bruge smiley’en i deres skriftlige kommunikation. Både på sociale medier som Twitter, men også i mere officielle breve, som de sender til kunderne. SKAT bruger f.eks. smiley’er, når de kommunikerer med de danske skatteydere via deres Twitter-profil med adressen @skattefar.

Her går grænsen for Michael Ejstrup.

»Smiley’er er ikke velegnede til kommunikation, der handler om juridiske bestemmelser. SKAT skal ikke vise følelser. De skal bare træffe de rigtige afgørelser.«

Den norske ’smiley-forsker’ ved Høgskolen i Vestfold i Norge Karianne Skovholt mener også, at der er noget problematisk ved, at for eksempel offentlige institutioner bruger smiley’en. I en artikel på kommunikation.dk skriver hun, at brugen af smiley’er kan være med til at udviske reelle magtrelationer imellem myndighed og borger: »Smileyfjæsene skaber nærhed og bidrager til at skabe en forestilling om, at parterne er ligeværdige. Det er de ikke.«

Smilende markedsføring

Heller ikke i skriften kan jeg altså være sikker på, hvor jeg har smiley’en. Men måske er det også helt forkert at forsøge at indfange det glade gule fjæs. Måske skal det bare have lov til at leve sit eget overlykkelige liv. Det virker som om, at det var det, Harvey Ball havde tænkt, og at det var derfor, han aldrig tog patent på smiley’en.

Det viser sig dog, at smiley’en sandsynligvis ville have haft bedre vilkår, hvis Harvey Ball havde taget patent på designet.

Smiley’en har igennem tiden været brugt af en lang række firmaer, fra postkortfabrikanten Hallmark til supermarkedsgiganten Walmart, og i løbet af de seneste år, har smiley’en været fanget i en grim rettighedsstrid imellem sidstnævnte og det franskejede firma The Smiley Company, som har enerettighederne til at trykke smiley’en på merchandise i over hundrede lande. The Smiley Companys stifter, Franklin Loufrani, der som journalist ved avisen France Soir havde stor succes med at bruge smiley’en til at markere gode nyheder, registrerede smiley’en som varemærke i Frankrig i starten af halvfjerdserne. Men da The Smiley Company ville udvide registreringen til det amerikanske marked i 1997, kom de i clinch med Walmart, som siden 1996 havde brugt smiley’en i deres markedsføring.

Hvis det står til Franklin Loufrani, skal firmaet have eneretten til at bruge smiley’en i hele verden. Også selvom de ikke har designet den.

»Der er sikkert en hulemand, som har opfundet smiley-ansigtet i en eller anden hule i forhistorisk tid, men jeg var den første til at registrere smiley’en som varemærke. Når det drejer sig om kommercielt brug, er registrering det eneste, der tæller,« siger han til New York Times.

Hvis han lykkes med sin mission, vil Harvey Balls drøm om, at smiley’en skal sprede ukommerciel glæde være tabt på gulvet. Og mit ambivalente forhold til smilefjæset vil pludselig være aldeles velbegrundet :-)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Rasmussen

Da jeg i sin tid først stiftede bekendtskab med den ikke-kommercielle gule smiley i debatfora på nettet, betragtede jeg den i begyndelsen som udtryk for barnligt pjat, og den gjorde i mine øjne brugeren mindre seriøs.

Senere, da jeg selv begyndte at ytre mig på nettet, gik det så op for mig, hvor godt et 'redskab' smileyen faktisk kan være, når man vil signalere noget, som man ellers ved ansigt til ansigt-kommunikation kan vise med sin mimik, men som man er afskåret fra i skriftlig kommunikation. Især når man er ironisk, er den 'blinkende' smiley en god hjælp til ikke at blive misforstået.

Den gule smiley i kommentarfelter kan jeg stadig finde lidt trættende, men jeg har mødt to sande mestre i brugen – de havde så også begge adgang til hele udtrækket af blinkende, rødmende, grinende osv smileyer. Den ene kunne dels med blot én smiley sige mere end med flere ord, dels, og på altid meget humoristisk vis, understrege sine pointer med valget af den helt rigtige smiley. Den anden brugte til tider oceaner af smileyer, som, når man 'læste' dem, fortalte en hel historie. Og altid på en meget både humoristisk og charmerende måde. Jeg er i sagens natur desværre ude af stand til at give eksempler på nogen af delene hér. :(

Selv bruger jeg gerne en smiley til at forklare min egen stillingtagen, fx i forbindelse med ironi ;) resignation :-/ eller latter :D
Sidstnævnte fungerer dog ikke så godt her, hvor der benyttes en skrift med 'fødder'. :-|

Men jeg er helt enig med ovenstående i, at det ikke passer sig for offentlige instanser – og da slet ikke Skat! – at benytte smileyer. Og prøver også selv at begrænse mig. Jeg tror man – både som offentlig institution og som 'almindelig' kommentarskriver – let kan komme til fremstå som useriøs, fuldstændig som jeg selv følte det ved mit første møde med smileyer.

Less is more. :)

Anders Sørensen

@Vibeke Rasmussen

Cool story, bro.

Steffen Gliese

Facebook har udvidet med de såkaldte klistermærker. Dét er sjovt og ofte brugbart.