Læsetid: 6 min.

Med den hemmelige agents indsigt

Krigskorrespondenten og forfatteren Jan Stage (1937-2003) genopstår som omdrejningspunkt for plottet i Morten Hesseldahls nye roman – en gammel ven og kollega ser tilbage på en mand, der trodsede sine indre dæmoner og blev sin periodes bedst sansende reportagejournalist
Jan Stage i Bosnien i 1989.

Mikkel Stergaard

24. oktober 2014

Den aktuelle sag om Tyrkiets løsladelse af dansk-libaneseren, der sigtes for det noget amatøragtige attentatforsøg på Lars Hedegaard, havde fået Jan Stage til tasterne. Om nogen havde han værdsat postyret som inspiration til en suspencereportage eller et romanplot – de to ting flød undertiden sammen i hans lille rejseskrivemaskine, der altid manglede farvebånd: en hovedperson med et dobbeltliv som lovlydig borger og islamistisk terrorist, et offer, hvis islamofobiske udfald var en annonce for at blive terrormål, en panisk regering, der desperat afbalancerer diplomatiske hensyn med stemmefiskere, der skingrer i fjernsynet, en tyrkisk efterretningstjeneste, der vægter hensynet til Islamisk Stat over landets formelle alliance med USA, alt sammen tilsat en sideløbende intrige om de tyrkiske og syriske kurdere, der støttes af amerikanerne, men sultes og bombes af tyrkerne, etc., etc.

Den Stage-roman og/eller feature ville jeg læse, for den ville givetvis på dens egne præmisser være et bedre bud på, hvad der foregår i hovederne på dette brogede persongalleri, end hvilken som helst artikel i de mainstream-medier, der skrives af os velopdragne journalister med tilstræbt objektivitet og ud fra hvad vi rent faktisk ved – og det er i denne sag næsten ingenting. Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed.

Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ’notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge.

Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: »Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning«, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, »men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid«.

Feteret og kontroversiel

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. Da hans kiste 32 år senere blev båret ud af Garnisonskirken, var det ikke den revolutionære agent, men den feterede og til tider kontroversielle krigskorrespondent og forfatter, der blev bisat.

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: »Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.« Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ’majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ’administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år – der var altså ikke tale om fri fantasi, men om en genfortælling af de sindbilleder, der meldte sig i bøtten ved synet af de famøse kartoffelmarker.

I dag, hvor begrebet ’autofiktion’ er alment accepteret, og hvor en fluekneppende debat om diverse historisk anfægtelige detaljer i Ole Bornedals 1864 forekommer ulideligt futil, ville Stages metode formentlig være mere accepteret, end da han skrev. Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed. Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): »Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. Og i hvert fald var det altid bedre en noget, der blev skrevet på dansk.«

Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. Han kaldte hånligt idealistiske danskere på solidaritetsmission i Nicaragua for ’sandalisterne’, og skrev i det hele taget på en indre summetone af modstand mod enhver politisk korrekthed i de første år efter hjemkomsten fra Cuba (via Hamburg!) i 1971.

Forrædderi mod socialismen

Dengang begyndte han desillusioneret og bærende på sine indre dæmoner med at skrive en serie artikler i Information, der gjorde op med den cubanske revolutions hykleri, og som forårsagede et forudsigeligt raseri hos læsere, der så artikelserien som forræderi mod socialismen, ja mod deres verdensbillede. Men teksterne var snarere et opgør med det forræderi, han havde begået mod sig selv og sin sunde fornuft med den propagandistiske Castro-hyldest fra 60’erne i bogen Så det er altså Cuba. Et forræderi, der havde sin egen inerti op gennem årtiet, hvor han som oberstsøn med militær uddannelse (fra sergentskolen på Kronborg og ved et raketbatteri i Texas!) og en fortid i det paranoide DKP havde alle forudsætninger som hemmelig agent, der kulminerede bag rattet i Hamburg. Som han aldrig skrev om, heller ikke antydningsvis i sine erindringer, men som jeg tror blev afgørende for, at han besluttede sig for et nyt liv som udelukkende skribent.

Smæderier om, at han skrev sine reportager fra barerne i Beirut og Jerusalem, lå selvfølgelig lige for, når frustrerede konkurrenter kommenterede på hans skriverier, men de gange, jeg selv var med – bl.a. i Hebron – skrev han ikke fra nogen bar, men var ude ’hvor jernkorsene gror’ for nu at genkalde et af hans yndlingsudtryk.

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ’administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90’erne under logo’et: ’En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier. Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater, og faktisk var banebrydende i en genre, der i dag breder sig i litteraturen, hvor journalistikken sulter i faldende oplag, der også skyldes (ja, jeg ved godt det med nettet og alt det der), at der er længere mellem læsevitaminerne. Men i hans periode, som kun ligger mindre end en snes år tilbage, var der ikke samme rummelighed, hvorfor han fra midt i 80’erne skrev romaner, alle med motiv i sinistre historier, han ikke kunne knække faktuelt. Kun sporadisk skrev han freelance fra risikozoner, mest for at samle stof til den fiktion, han mente kom tættere på den sandhed, han hele tiden søgte.

LÆS: Skal man angre og tage afstand fra viden om et mord?

Morten Hesseldahl: ’Ernestos hænder’, Forlaget Modtryk, 276 sider, 299.95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bruger 245203
  • Lars Jorgensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Ejvind Larsen
Bruger 245203, Lars Jorgensen, Robert Ørsted-Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Bjerrum

Nu har jeg jo ikke læst Hesseldahls bog, men bemærkningerne om Jan Stages mangel på verifikationsfokus virker som om en vildt dårlig undskyldning for at fremtidens journalister kan skrive hvad fanden de vil, bare det er litterært...

Robert Ørsted-Jensen, Jørn Stjerneklar og Jørgen Dragsdahl anbefalede denne kommentar

Undertegnede har læst Jan Stages erindringer.
Og de virker gennemført reelle.
Også fordi han er meget selvkritisk.
Hans erindringer om tiden på Land & Folk og Information er herlig læsning.
F.eks. da han kyler skrivemaskinen efter en rindalsk kollega.

Lars Jorgensen

Uanset hvad man mener om Stages spekulative/tænkende/forfatteragtige form for journalistik, så er det en fin og interessant forklaring på Stages tilgang og baggrunden for den mv. Tak.