Læsetid: 7 min.

Hemmeligheder, satellitter og snobrød

Via et hjemmebygget ’motion capture-system’ bliver to skuespillere i et kælderlokale i København til to 3D-animerede rumvæsener i en biogaf i Korsør. Rumvæsner, som børnene interagerer med i realtid. Det skaber levende og uforudsigelige forestillinger
Sensorer placeret på en heldragt, registrerer skuespillerens bevægelser og overfører dem til de virtuelle figurer.

Sigrid Nyggaard

23. oktober 2014

I Korsør Bio venter en flok ferieramte børn på at se verdens første levende tegnefilm, Hemmelighedernes planet.

Samtidig i et kælderlokale i Københavns indre by står skuespillerne Amalie Lindegaard og Rasmus Søndergaard, der skal give stemme og bevægelse til filmens hovedpersoner og justerer de sidste sensorer, kameraer og mikrofonstativer på deres dragter. Gulvet er dækket af QR-koder, og der går bundter af ledninger fra dragterne op i loftet. Forestillingslederen Nanna Jelsgaard og programmøren bag det hele, Anders Klok, sørger for at få dem viklet ud, inden forestillingen går i gang.

På en skærm på væggen kan holdet følge med i, hvordan det ser ud i Korsør, når skuespillernes bevægelser via det hjemmebyggede motion capture-system bliver overført til to 3D-animerede rumvæsner. Nederst på væggen er der udsyn over publikum via en skypeforbindelse.

Levende tegnefilm

Den købenavnske kælder har siden foråret huset Rokoko, et nyt firma, der danner ramme om forskellige måder at kombinere animation med elementer fra teater og computerspil. Det samarbejde, der har udartet sig til Rokoko, begyndte på Den Danske Filmskole, hvor producer Jakob Balslev og animationsinstruktør Petter Madegaard delte en ambition om at tage noget af kontrollen ud af tegnefilmsmediet. Normalt er hvert et billede og hver en bevægelse i en animationsfilm tegnet og tilrettelagt, intet er overladt til tilfældighederne.

Madegaard og Balslevs plan bruger motion capture-teknik til at lade skuespillere styre de animerede figurer i realtid, så de kunne interagere med publikum.

På den måde kan man give det kontrollerede animationsunivers noget af det liv, som Petter Madegaard kender fra den italienske comedia dell’arte-tradition, han har rødder i. Her improviserer man ud fra faste figurer, løst tilrettelagte scenarier og publikums reaktioner. I samarbejde med den selvlærte programmør Anders Klok, er det blevet til en midtvejsfilm (den korte og kitschede Last Hope for Mission: Doom, 2010) og en afgangsfilm (Prinsessen og frøen, 2012) under navnet Cinema dell’Arte.

Da Jakob Balslev og Petter Madegaard i 2013 deltog i en konkurrence for kreative iværksættere med konceptet, begyndte de at overveje, om det kunne gøres til en forretning. Den oplagte forhindring var prisen på traditionelt motion capture- udstyr med 18 kameraer i et lystæt rum, som koster flere hundrede tusind kr.

Anders Klok introducerede Madegaard og Balslev for det motion capture-system, han gennem længere tid havde gået og udviklet. Systemet er baseret på sensorer, der placeres på en heldragt, registrerer skuespillerens bevægelser og overfører dem til en virtuel figur, og det er grundlaget for næsten alt, hvad Rokoko laver i dag.

I ’Hemmelighedernes planet’ er det Jibas og Bardus opgave at slippe hemmelighederne fri, når de bliver for farlige.

Rokoko

Hemmeligheder i maven

Hemmelighedernes planet er den første forestilling, Rokoko har turneret trådløst med. Mens skuespillerne passer deres arbejde – to-tre forestillinger dagligt hele efterårsferien – i kælderen på Gothersgade i København, kører deres kolleger rundt til biografer, kulturhuse og fritidsklubber i hele landet og afvikler det.

Hemmelighedernes planet er en opbyggelig fortælling om, hvordan alle de hemmeligheder, man kan bære rundt på, i virkeligheden befinder sig på en fjern planet, hvor to joviale rumvæsner går og passer på dem. På planeten tager hemmelighederne form af sten, der lyser hvidt, når det er på tide at få dem fortalt. Når det sker, er det rumvæsnernes – den bedrevidende ledertype Jiba og den følelsesfulde rumbjørn Bardu – opgave at knuse dem, så hemmeligheden kan slippe fri.

Amalie Næsby, der instruerer forestillingen og har skrevet den sammen med Kasper Skovsbøl, ville gerne med historien gøre noget meget abstrakt, til noget meget håndgribeligt. Det kan både være spændende og ensomt at gå med hemmeligheder, men Hemmelighedernes planet skulle gerne gøre det mindre farligt. Det handler bare om at finde det rigtige tidspunkt at få tingene sagt.

Det gør det også for historiens hovedperson, Jiba. Han deler sin store, tunge hemmelighed med publikum, der er nødt til at sværge, at de kan holde på den, mens de sammen med Jiba og Bardu skal redde Hemmelighedernes planet fra den forheksede Cora. Da det undervejs bliver nødvendigt at afsløre hemmeligheden, er det også børnene i salen, der skal støtte Jiba. Den største overraskelse for skuespillerne og instruktøren har indtil videre været, hvor loyale børnene er. De kunne sagtens have syntes, at han var en led idiot. Kun en enkelt gang er hemmeligheden blevet afsløret før tid af en lille pige, der ikke kunne holde ud, at han sådan gik og løj for sin bedste ven. Når publikum først er blevet inviteret med ind i fortællingen, fanger bordet, og holdet måtte hurtigt bytte om på nogle af historiens elementer for at få det til at passe. På den måde er interaktionen vigtigere end dramaturgien, fortæller Amalie Næsby. »Det er ikke den perfekte fortælling, vi går efter. Det kan man ikke i det her format, og det er heller ikke det, der er det interessante.«

I stedet er idealet, at hver eneste forestilling er levende og unik.

Uregerligt publikum

Selv om børnene i det store og hele holder med de to karakterer, er det publikum, der er det mest uregerlige element i Hemmelighedernes planet. Nogle gange er der en, der gerne vil synge en sang for de to rumvæsner. Så må der gøres plads til det i historien. Andre gange deler publikum sig i to grupper, der holder med hver sin karakter.

Rasmus Søndergaard og Amalie Lindegård, der spiller henholdsvis Jiba med hemmeligheden og Bardu, der bliver så frygtelig såret, er derfor nødt til at være på stikkerne og åbne for de følelser, de fremkalder i publikum. Som f.eks. når et barn midt i den allersørgeligste scene begynder at drille den store stærke Bardu med, at hun er tyk. Så må Amalie Lindegård ranke Bardus ryg og lade hende blære sig med sine muskler. Bardu er den stærkeste og den største af de to hovedpersoner, det er hende, der knuser hemmelighedsstenene, men også hende, der er i sine følelsers vold og gladest for at danse. Den blanding af egenskaber, i en pigekarakter er der af og til nogle børn, der lige skal vænne sig til.

At tage på trådløs turné med et hjemmebygget system er lidt af et teknisk sats. Der er ikke nogen at ringe til, hvis signalet svigter.

»Vi gør, hvad vi kan, for at give plads til uventede situationer i fortællingen,« siger Amalie Næsby. »Derfor har vi også indført den rammefortælling, at børnene møder Jiba og Bardu gennem en satellit, de har sendt ud for at få kontakt med nogle menneskebørn, der kan hjælpe dem med deres problemer på planeten. På den måde kan der godt være knas med signalet, uden at det bryder illusionen.«

Samarbejde med autismeforsker

Tanken er, at Rokokos kommende børneforestillinger skal foregå på hver sin nye planet, så der med tiden kommer til at være et helt solsystem, der hedder Rokoko, hvori karaktererne kan rejse frem og tilbage og møde hinanden. Det kan også udvikle sig til computerspil, der foregår i samme univers, hvor man kan bygge sin egen planet og generere indhold uden om forestillingerne, der måske kan bruges som materiale til nye fortællinger.

Cinema dell’Arte findes også stadig som Petter Madegaards personlige projekt og Rokokos laboratorium, hvor de skævere og mere kunstneriske ideer prøves af. Andre forestillinger er også under opsejling, men et projekt adskiller sig en fra de hidtidige shows.

Under en opførsel af Prinsessen og frøen for nogle år siden oplevede holdet bag forestillingen en dreng, der blev meget ivrig efter at komme i kontakt med og kommunikere med de animerede figurer. Han marcherede direkte op til skærmen for at snakke med dem. Det var en dreng med autisme, der normalt overhovedet ikke var udfarende. Den beroligende og ansporende effekt, de animerede figurer havde på ham, gjorde indtryk, og da Jakob Balslev et stykke tid senere så på facebook, at en bekendt havde fået støtte til et stort forskningsprojekt om autisme og indlæring, kontaktede han hende.

Den 28. oktober i år skal Rokoko derfor i samarbejde med ph.d. studerende i psykologi Cathriona Cantio lave en pilot-test af, hvordan det er for børn med autisme at interagere med levende tegnefilmsfigurer. I samarbejde med Cantio skal Rokoko udvikle et univers, der giver de bedste forudsætninger for, at barnet kan føle sig tryg og blive stimuleret til at udforske sin fantasi.

Indtil alle forbandelser er hævet

I kælderen på Gothersgade er stemningen fokuseret. Skuespillerne vælter rundt med store armbevægelser i deres dragter, Anders Klok og Nanna Jelsgaard holder styr på teknikken. Børnene i Korsør er godt med, historien har nået sit højdepunkt.

Bardu er forstenet, Jiba er desperat for at redde hende, den forheksede Cora ler en ond latter og to børn har allerede måttet forlade biografen på grund af overvældende uhygge. Så forsvinder billedet i biografen. Det er kun gyserlatteren og Jibas enetale om sin dumdristige redningsplan, der går igennem til Korsør, får Jiba at vide af Jakob Balslev, der sidder og afvikler i biografen.

Balslev skynder sig at påtage sig en rolle i historien og skælder Jiba ud for at bygge så elendige satellitter. Rasmus Søndergaard griber den og kaster sig ud i et skråsikkert foredrag om fordele og ulemper ved at bygge satellitter af snobrød, figenstænger, bagte kartofler og sine småsøskendes bleer. Amalie Lindegård skruer samtidig lidt ned for Coras gale hvin, og komikken løsner stemningen i Korsør Bio, der får fortalt historien færdig som et intergalaktisk hørespil. Signalproblemet viser sig senere samme dag, at skyldes en teknisk børnesygdom, der nemt lader sig kurere. Det bliver både første og sidste gang, Hemmelighedernes planet ender sådan. Nede i Rokokos kælder holder skuespillerne historien levende, indtil alle forbandelser er hævet, børnene klapper og smutter ud i regnvejret igen.

Næste planlagte opførsel af ’Hemmelighedernes planet’ finder sted i KulturCenter Limfjord søndag den 9. oktober kl. 14.

Læs om kommende forestillinger med mere på rokoko.co

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer