Læsetid: 5 min.

Historierne lever i fællesskabet

Til arrangementet ’Det man siger’ bliver der fortalt historier fra det virkelige liv af virkelige mennesker. De modigste stiller sig op på scenen, men ansvaret for underholdningen er fælles. Det er nemlig ikke det sædvanlige plot eller persongalleri, der afgør historiens værdi, men nærmere det at turde dele den
Ved arrangementet ’Det man siger’ går folk fra publikum på scenen uden kostume, noter eller rekvisitter og fortæller fem minutter lange, sande historier.

Tine Sletting

29. oktober 2014

Det er normalt dem, der står på scenen, som har ansvaret for at tilfredsstille publikum og fortjene klapsalverne. Men den dynamik er anderledes en torsdag aften i et mørkt rum under taget på Huset i Magstræde. Her er omkring 80 mennesker på sammenklappelige plasticstole nemlig lige blevet enige om, at de, der stiller sig op på scenen, er »megamodige«, og at man klapper, som man »aldrig har klappet før«, ad dem.

»Og det er okay, at man får et kæmpe rødt udslet her hen over brystet, og at læberne dirrer og knæene skvulper,« understreger aftenens vært.

Det er en del af pakken i fortællearrangementet Det man siger. Her står det menige publikum nemlig for både scenekunst og klapsalver. Og her står modet og medmenneskeligheden over klassisk underholdningsværdi og storslået produktion.

»Det handler ikke nødvendigvis om, at man har Jordens bedste historie eller er en skidegod fortæller. Det handler mere om det at dele, og at man er med til at styrke et fællesskab, hvis man deler sin historie,« forklarer værten med de skvulpende knæ, Nadja Engholt Kaspersen.

Hun er med i foreningen HØRT, som står for arrangementet, der går ud på, at folk fra publikum uden kostume, noter eller rekvisitter går på scenen og fortæller fem minutter lange, sande historier. Historier, der i aftenens anledning skal tage udgangspunkt i noget, vi alle sammen har, kroppen, og som skal understrege den menneskelige mangfoldighed.

 

»Vi vil sætte fokus på de ressourcer, der er i forskelligheden mellem mennesker. Hver gang en ny fortæller går på scenen, får man lov til at låne et par nye briller at se verden med, og det tror jeg kan nuancere vores billede på forskellighed og forhåbentlig aflive nogle af de fordomme, vi har.«

Fortællefællesskab

Publikum lytter opmærksomt, mens de forskellige kroppe indtager scenen og leverer deres historier. En er lang og urolig og penismisundelig, en anden er lille og krumrygget og vild med at klippe hår, en tredje er Marie Reiters, og den er rank og afslappet, mens hun fortæller, hvordan hendes hjemmeyoghurtproduktion blev obstrueret af hendes hormoncyklus:

»I min kvindelige sårbarhed står jeg og kan ikke finde ud af at lave yoghurt, og så begynder han at inddrage min menstruation, som overhovedet ikke har noget med sagen at gøre!« udbryder hun og afslører til publikums latter den overraskende kausale sammenhæng.

Det er første gang, Marie har fortalt sin historie fra en scenekant, fortæller hun i pausen. Men kroppen bevarede roen, fordi stemningen netop er åben for den frie fortælling.

»Det bedste er, at man faktisk får lyst til at fortælle en historie. For selv om man står foran et publikum og måske bliver lidt nervøs, behøver det ikke være denne her nøje planlagte fortælling med en kæmpestor pointe – det er som man ville sidde og fortælle det til nogen, man kender godt,« siger hun.

Historiernes anderledes værdi genkender Hans Peter Sandbech. Han sidder på en bænk mellem fire udgaver af Kvinde kend din krop og et toiletbord med kondomer, plastre, tamponer og engangsskrabere og siger:

»Der er noget smukt i, at man siger, at historien er god lige meget hvad. Altså, det kan godt være, historien er dårlig, men man anerkender personen for at fortælle historien overhovedet.«

For indimellem kan det være befriende at bløde op i »det der Hollywoodshit«.

»Det her er bare helt nede på jorden, og man kan kende sig selv i det, man hører, og man oplever, at ens historie har en værdi,« siger han.

»For samtidig med, at jeg sidder og sitrer i kroppen og tænker: ’Pas nu på, måske fortæller du en sygt dårlig historie’, er det også vildt befriende at se de mennesker, der gør det alligevel.«

Hans ven Kasper Kendt mener også, at den spænding, der ligger i uvisheden om historiens kvalitet og fortællerens talent, er med til at berige projektet.

»Det er også et spændende element, at det kan gå galt, synes jeg. Det giver en spændende stemning i rummet, at det kan gå hen og være ikke så godt – samtidig med at det, at alle gerne vil have det til at lykkes, gør det til en slags fælles sag.«

Anerkendende applaus

Efter den sidste fortæller har leveret sin afsluttende pointe, og det sidste brølende bifald er stilnet af, sidder Niels Sørensen og bladrer lidt i Numsebogen.

Han synes også, der er en særlig fællesskabsfølelse i at dele fortællinger: »Nu er vi her sammen, og nu skal vi lære hinanden at kende og hjælpe hinanden. Den følelse sidder jeg med,« siger han.

Men selv om lysten har været der, har han aldrig selv stået på scenen med en historie.

»Så er man også lidt genert, og så har man måske ikke lige nået det,« siger han henkastet. Men retter så man’et til et jeg:

»Jeg fortalte nok ikke helt sandheden der. Det er mest, fordi jeg er genert. Altså … jeg kan bare allerede mærke de der røde kinder og de svedige håndflader.«

Og det er måske en af grundene til, at Niels klapper ekstra hårdt:

»Jeg klapper, til mine fingre næsten er ved at gå i stykker. Selvfølgelig fordi historien måske har været sjov, men også fordi jeg vil bakke op om fortælleren. For jeg kan forestille mig, hvordan det ville være at stå der.«

Og en indbundet venstre ringfinger stritter rent faktisk umage ud fra bogen.

»Jamen det er fordi, jeg lige har fået et mandolinjern. Og det sker jo tit, at man skærer sig, når man skal snitte grøntsagerne, men for mig skete det faktisk, da jeg havde gjort det rent og tabte det, og så greb jeg ud efter det. Og så snittede det simpelthen hele hånden op. Ja, og det der, det er altså ikke, fordi den er blødt igennem. Det er bare lidt sovs,« smiler han.

Og selv om det måske ikke var verdens bedste historie, havde den nok fået en anerkendende applaus med på vejen alligevel.

Næste ’Det man siger’-arrangement er torsdag d. 18. december. Her er temaet ’Dyret’, og man kan forhåndstilmelde sig som fortæller på detmansiger@hoert.dk eller melde sig i baren på selve aftenen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu