Jeg bliver fornærmet, når jeg får at vide, at det, jeg vil gøre, er dumt. At det er snyd. Hvorfor er folk så uforskammede?«
Linda Aronson føler sig stærkt ophidset.
»Sagen er, at man ikke kan have en kunstform, som ikke afspejler sin samtid. Og hvis man fortæller folk, hvordan den skal udføres, så dør den.«
Men Aronson er britisk, så det er så som så med den synlige og hørbare ophidselse. Det er med stiff upper lip, med opknappet skjorte og på et elegant svunget engelsk, at den 64-årige manuskriptspecialist hudfletter en konservativ filmbranche, der kvier sig ved at lade udviklingen af filmfortællingen gå sin helt naturlige gang.
Det er ellers en uafvendelig udvikling, hvis man skal tro Aronson. »Min fornemmelse er helt ærligt, at hvis ikke I får styr på alt det nye, så tror jeg ikke, at I har en karriere om ti år,« siger hun til forsamlingen på Den Danske Filmskole, der har betalt for at overvære hendes todages masterclass New Structures In Screenwriting. Og notabiliteter som manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson, dramatikeren Christian Lollike, instruktøren Janus Metz, klipperen Valdís Óskarsdóttir og produceren Regner Grasten lytter koncentreret i den store sal.
Dét, der er ved at ske, grunden til, at vi sidder her, er, at den lineære treakters fortælling er stærkt udfordret af nye, brillante udformede, mere komplekse eller decideret fragmenterede fortællestrukturer. Og at der – som Aronsons ophidselse indikerer – er stor modstand mod nybruddene.
Treaktersstrukturen
Treaktersstrukturen er en hæderkronet bastion i Hollywood og også i høj grad i dansk film og tv. Den er baseret på en fortolkning af Aristoteles og hans idé om handlingens enhed, at der kun må være én handling, som spidser til og til sidst ender i vendepunkt og forløsning. Vi kender det fra et utal af film, hvor handlingen skrider kronologisk fremad i tid uden svinkeærinder. Typisk med en enkelt helt på rejse, det være sig gennem hverdagen eller galaksen.
Første akt er dér, hvor hovedpersonen typisk konfronteres med et problem og siden en overraskelse. I Star Wars for eksempel er Luke Skywalkers problem, at robotten R2D2 er stukket af. Efter at have fundet den ude i ørkenen er overraskelsen, at hans tante og onkel er blevet myrdet af Imperiets stormtropper. Så kan anden akt starte, og her kompliceres og optrappes konflikten og når endelig smeltepunktet: Luke beslutter at følge Obi-Wan Kenobi i kampen mod Imperiet. De bliver fanget på Dødsstjernen, det lykkes dem at flygte til Oprørernes base. Men det er en stakket frist for Dødsstjernen er ved at komme på skudhold og kan udslette hele planeten. Og endelig er der tredje akt med klimaks – destruktionen af Dødsstjernen – og konklusion – oprørernes sejrsceremoni.
Effektive mønstre
Aronson er født i England, men bor i dag i Australien. Hun begyndte med at skrive poesi og gled siden over i manuskriptskrivning til teater, tv og film. Men hendes claim to fame er det teoretiske arbejde med filmiske fortællestrukturer, som begyndte for omkring 15 år siden, da hun satte hun sig for at se på film med anderledes historieforløb. Da hun spurgte eksperter på området om andre strukturer, svarede de ikke. Så hun gik i gang med at se film. Film med mange protagonister, altså de hovedpersoner i filmen, hvis sko vi føler, at vi går i. Film med masser af flashbacks. Film, hvor fortællestrukturen er blevet smadret og sat sammen på en ny måde. Og hun fandt ud af, at de velfungerende af den slags film virker, fordi de følger identiske effektive mønstre.
Linda Aronson har siden identificeret en række fortællemønstre, og påpeger, at de kan være lige så gamle som eller endda ældre end den stramme fortællestruktur, som tilskrives Aristoteles. I sin seneste bog The 21st Century Screenplay og her på Den Danske Filmskole identificerer hun i alt 18 forskellige strukturer. Og over cirka ti timers forelæsning gennemgår hun dem alle, endda ret så ydmygt. »Jeg støvsuger bare efter genierne,« som hun formulerer det i begyndelsen af dag to.
Hun giver os »værktøjer«, som hun kalder det, til selv at gå i gang med at udforske manuskriptskrivning – og måske udvikle den yderligere.
»Det her er ikke opskrifter. Det her har virket en bunke gange, så prøv det. Jeg er meget bekymret over ideen om at fortælle forfattere, hvad de må skrive og ikke må skrive,« siger hun og opfordrer til nye hybrider og mutationer af sine opdagelser.
Blandt de mere normale af Aronsons 18 alternative fortællemønstre er »Multiple Protagonist Films«, der handler om en gruppe mennesker og deres indbyrdes dynamik, hvordan et individ påvirkes af gruppen og omvendt. I disse film kan man se alle i gruppen som forskellige aspekter af samme person eller problem. Film som Idioterne, Italiensk For Begyndere, Saving Private Ryan, The Full Monty og Ocean’s Eleven. Eller Thomas Vinterbergs Festen (i øvrigt klippet af masterclass-deltageren Valdís Óskarsdottír), der følger en klar treakters struktur. Ulrich Thomsens karakter er hovedperson, men hver enkelt hovedkarakter i filmen viser en ny facet af den dysfunktionelle familie.
Spring i tid
Flashback – altså spring fra filmens nutid og tilbage til fortiden – er Aronsons store kæphest. »The mad world of flashback«, som hun formulerer det. Og det stikker helt af, da hun viser et diagram, som hun har tegnet over filmen Shine. »Du godeste, Linda, dine diagrammer giver mig næseblod!« citerer hun en af sine venner for at have sagt. Og man får da også jernsmag i munden, da hun viser den tilsyneladende kaotiske tegning. Men den er kun tilsyneladende kaotisk. Det viser sig, at der er to treakters strukturer i én film i Shine, en for mesterpianisten David Helfgotts fortid og én for hans nutid. Og de griber ind i hinanden på et stærkt følelsesladet tidspunkt i filmen.
Det er værd at bemærke at på trods af dens superkomplekse struktur, så blev Shine en folkekær film. Den aktuelle danske Fasandræberne er også blevet en kæmpesucces, endda med rekordstort billetsalg i åbningsweekenden, på trods af – eller måske netop fordi – den gør brug af en flashback-struktur af double narrative-varianten: klip frem og tilbage mellem en historie i fortiden og en i nutiden. En case story, som afsløres gradvist filmen igennem, i en vekselvirkning mellem fortidens synder og nutidens kamp for at afdække eller skjule dem. Den flashback-struktur kan man også se i så forskellige film som The Usual Suspects, Citizen Kane og i en tv-serie som True Detective (der så også er en ’double journey’, hvor vi følger de to politidetektivers udvikling både sammen og hver for sig).
Begynder midt i kronologien
Der er intet galt med treaktersstrukturen, pointerer Aaronson. Den er bare for dominerende i en konservativ filmbranche, og forsvarerne for den er blevet for aggressive.
»Hvad der piner mig, er at der nu er en ortodoksi, som jeg mener knuser forfattere,« siger hun. Og så kaster hun sig over den vestlige civilisations grundlæggende epos, Homers Odysseen. Hun viser, hvordan den begynder midt i kronologien, hvor Athene beder Zeus om at slippe Odysseus fri. Først langt senere, da Odysseus endelig sættes fri, møder vi hovedpersonen. Og så strander han nøgen på en øde ø, hvor han endelig fortæller sin eventyrlige historie fra begyndelsen i ét langt flashback. Og så sammenligner hun klassikeren med Pulp Fiction, der også starter i midten og betjener sig af flashbacks.
For Linda Aronson handler det stadig om at fortælle historier så effektivt og forførende, energisk og tempofyldt som muligt. Men de nye strukturer giver mulighed for at fortælle en helt anden form for historie, som aldrig ville kunne tilpasses i en lineær tre akters struktur. Vores liv forløber sig jo heller ikke nødvendigvis i tre akter, men måske snarere i et væld af komplicerede og afbrudte strukturer. Så velkommen til en filmkultur med plads til mange flere historier.
I lyset af den popularitet, tv-serier som True Detective, Orange Is The New Black og Homeland, der alle betjener sig voldsomt af flashbacks, har opnået, virker det tydeligt, at publikum er klar til mere komplekse og anderledes strukturer. Fordi de skildrer liv og mennesker på nye måder – ikke kun som figurer i en stramt defineret fortællestruktur, men som personer med mange muligheder, dimensioner, hemmeligheder, følelser.
Forandring er sundt
Aronson påpeger, at det kan være ret praktisk at kunne citere hendes analytiske værk, når man skal pitche – altså sælge – sin historie til potentielle producere. Og hun fortæller en anekdote, som, hun understreger, at hun ikke kender sandhedsværdien af.
»Det siges, at det britiske filminstitut havde et møde. En forfatter kommer brasende ind og smider min bog på bordet og siger: »Man må godt lave flashbacks! Og så fik han støttepenge,« siger hun og ler. »Man er jo nødt til at overbevise folk om, at man ikke laver et farligt projekt.«
»Jeg tror, det er kommercielle overvejelser,« svarer hun, da Informations udsendte til sidst på den sidste dag spørger, hvorfor så hårdnakket holdes fast i den lineære treaktersmodel. Og dernæst bliver hun ophidset, på egne og sit fags vegne. »Jeg bliver fornærmet, når jeg får at vide, at det, jeg vil gøre, er dumt. At det er snyd. Hvorfor er folk så uforskammede?«
De har lige overværet fuldbyrdelsen af et såkaldt ’preview flashback’ her i artiklen, kære læser. En emotionel teaser placeret først i teksten, som vi nu vender tilbage til. Herefter kan historien fortsætte kronologisk mod slutningen.
Aronson er ikke færdig med at rase på sin egen sofistikerede britiske facon: »Hvis man siger, at man ikke kan bruge flashback, fordi det er dovent, så er det det samme som at sige, at blå er en virkelig doven farve. Når man siger, at man ikke kan have mange protagonister, men folk bliver betalt for at gøre præcis dét på tv, så er der noget galt, er der ikke? Åh, det gør mig virkelig ophidset. Det er bare så uforskammet. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at sige, at det her er en kunstform, og at den taler om sin tid. At den forandrer sig, og at den vil blive ved at forandre sig. Og at det er sundt.«
PS. Denne artikel har generelt gjort brug af en fractured structure med hop i tid. Ikke som et gimmick, men fordi det var den mest effektive måde at formidle Aronsons pointer på.
Linda Aronson – ’New Structures in Screenwriting’ var arrangeret af Den Danske Filmskoles Efteruddannelse.
Linda Aronson: ’The 21st Century Screenplay (2010, Allen & Unwin)
